Store beslutninger

På trods af, at der er lidt mere stille på bloggen for tiden, fortsætter livet i fuld fart ude bag skærmen. Maj har været en intens måned for os, for der har været mange arrangementer, vi har skullet til, og samtidig har vi været i gang med at forberede Ozzys opstart på ny behandling. Derudover har vi også fortsat jagten på en lille bil til mig, og alt i alt har det været virkelig udmattende og stressfyldt.

Nu ser det dog ud til at lysne lidt for os, for i går fik vi endelig det med bilen på plads. Det blev dog meget anderledes, end jeg havde forventet. For i første omgang kiggede vi på biler, der var omkring 10 år gamle, og vi har været lidt hjemmefra for at kigge på nogle forskellige i løbet af de sidste måneder. Vi er dog blevet klogere gennem forløbet på, hvad det er, vi gerne vil have ud af en ny bil, og hvad vi kigger på, så kravene er blevet skærpede gennem forløbet. F.eks. fandt jeg ud af, at jeg er nødt til at finde noget med aircondition, selvom det er en luksusfeature og noget, der ikke var i min gamle, elskede potte (som blev skrottet, da jeg flyttede sammen med Christian i 2010). Men vi var ude og prøve nogle biler på varme dage, og jeg oplevede, hvordan jeg blev virkelig skidt tilpas af varmen. Derudover har jeg siden 2010 udviklet eksem i ansigtet, der slår ud på temperaturændringer, enten megen varme eller kulde, med et meget smertefuldt resultat. Så derfor begyndte vi at kigge på noget med aircondition.

Det ændrede dog også prisen noget, og vi begyndte at kigge på lidt dyrere brugte biler. Pga. tilskuddet fra Christians forældre kunne det bedre lade sig gøre. Alligevel har det været svært at finde den rigtige bil. Vi har prøvet biler, der overhovedet ikke havde noget motorkraft tilbage, selvom de var af nyere dato (under 5 år), andre biler, der kørte godt, men var ret rustne, og en enkelt med tegn på seriøs slid og en virkelig sur lugt i airconditionen. Så det har bestemt ikke været nemt.

Til sidst endte vi ret højt i priserne for at skulle få en bil, der ikke var noget rusten og med de få features, vi gerne ville have. Meget langt fra udgangspunktet. Det var faktisk lige før, jeg var ved at opgive det med at finde den rigtige bil, for det virkede bare umuligt. I fredags modtog Christian så en mail fra Peugeot, en reklamemail. Reklamer ryger hurtigt ulæst i papirkurven, men denne valgte han dog at læse. Mailen var en reklame for Peugeots nye slagtilbud på deres små biler, hvor der er skåret 15.000 kr af prisen. Efter en lang overvejelse kom vi frem til, at det måske var en bedre investering at købe en ny lille bil, selvom det så blev meget dyrere, fordi man fik så meget mere for det sidste beløb, der blev lagt oven i prisen. Både en nyere bil, men også mere sikkerhed (den er vurderet mere sikker end forgængerne), og så vil vi også kunne få mere for den, hvis den skal sælges i fremtiden. Så i weekenden har vi været i overvejelser omkring købet.

Lidt forårsstemning fra haven (dog genbrugsbillede). Alt blomstrer derude lige nu, og det tiltrækker en masse insekter. Vi havde
dog besøg af en ret ubuden gæst den anden dag, en mere end 5 cm lang KÆMPEhveps! 0.o Der var også en inde sidste år, så det
er åbenbart noget, vi skal til at vænne os til. Jeg er rædselsslagen for hvepse, så det er noget skræmmende. Denne gang var
Christian dog hjemme, så han ved selvsyn kunne se, hvor stort det her kræ faktisk var. Uha! De må gerne holde sig ude af haven.
Ville helst ikke stikkes af sådan en i hvert fald. Sidste år blev Phoebe stukket i munden af en almindelig hveps, og jeg vil slet ikke
tænke på, hvis hun fik fat i sådan en krabat her.

Det har været en lidt svær beslutning at tage for mig, for selvom Christian betaler en stor del af bilen, så jeg ikke selv kommer til at stå med hele udgiften, og vi også har et flot tilskud fra hans forældre, betyder købet af bilen, at jeg mister omkring 1/3 af hele min opsparing. Det er mange penge for mig som førtidspensionist, og selvom jeg har råd, er det noget, der gør lidt ondt. Især fordi vi har tænkt os at renovere huset senere på året, når vi nu ikke kan komme nogen vegne i sommerferien alligevel pga. Ozzys behandling, så der er også fremtidige udgifter, der venter. Og også fordi jeg før har levet virkelig knapt og vendt hver en femøre, så at bruge så mange penge på én gang, når der er mange andre ting at bruge pengene på, giver mig lidt ondt i maven. Det er lidt et fattigdomssyndrom efter at have levet på den måde, tror jeg.

Vi har snakket noget om det herhjemme, og Christian har sagt en masse fornuftige ting om det, som jeg kan se, han har ret i. Selvom pengene kan bruges anderledes, har vi forhåbentlig råd til det hele, for vi sparer jo op fremadrettet. Min egen opsparing har bare været gået mere eller mindre i stå over de sidste to år, fordi vi har skullet betale så meget for kattenes sygdomsforløb. Så jeg vil gerne snart se den rykke sig igen. Men som han siger, så kan man ikke sætte nogen pris på frihed. Og det er det, jeg får med en bil hjemme. Jeg ved, han har ret, og efter vi havde været kørt forbi Peugeot her i byen og luret på 108'erne ca. en gang om dagen siden i fredags, endte vi derude i går, hvor vi bestilte en bil til mig! Jeg er simpelthen så spændt og glad. Og taknemmelig for at have så støttende en familie omkring mig, der hjælper mig økonomisk med at få den drøm til at gå i opfyldelse. For Christian og hans forældre er i dén grad min familie. Jeg er i det hele taget blevet modtaget med åbne arme af hele hans familie, og det er virkelig en dejlig følelse.

Nu kan jeg så sidde og vente på, at det bliver i næste uge, hvor jeg kan afhente min nye bil. Det er en fin, koksgrå Peugeot 108 Active, og jeg kan slet ikke vente. Dog er det meget godt, at der lige er lidt tid at løbe på, for vi skal have ryddet den halvdel af garagen, hvor bilen skal holde.


At købe bil er ikke den eneste store beslutning, der er taget herhjemme i den seneste tid. Vi har nemlig også bestemt, at Ozzy nu skal starte op på interferon. Han har fået et tilbagefald med munden efter at have fået en rift i sit følsomme område, og har nu igen ondt, når han gaber. Derfor har vi haft ham til egen dyrlæge for at få taget blodprøver, så vi kan se, at alt er, som det skal være før opstarten (og efter vaccinationen i marts), og i sidste uge hentede Christian interferonen på Tanddyreklinikken. Vi ville vente med opstart til denne uge, så vi har nogle buffer-dage, hvis Ozzy skulle blive dårlig, men valgte alligevel at starte ham op i går, der var en helligdag. Jeg ville gerne have, at der var en bil hjemme, hvis Ozzy skulle blive dårlig akut, men det er heldigvis gået okay. Jeg ved ikke, hvordan hans mave har taget interferonen, for han bruger mest "den udendørs kattebakke", men vi håber, at han undgår for mange gener af den. Og at den vil hjælpe ham af med den sidste betændelse i munden. Til gengæld smager det virkelig dårligt, synes han, så jeg er lidt spændt på, hvordan det kommer til at gå med at få givet ham det fremadrettet. Selvom aloe vera'en heller ikke ligefrem var noget, han gad drikke frivilligt, smagte det tilsyneladende betydeligt bedre end det her :|

Vi har en aftale om at snakke sammen med Tanddyreklinikken igen om en måneds tid for at vurdere interferonens effekt. Så vi håber sådan, at det kan hjælpe ham og han i øvrigt tåler det godt. Planen er umiddelbart, at han skal have det i mindst et halvt år, men vi må se, hvordan effekten er. Forhåbentlig god! Vi følger ham med blodprøver gennem forløbet for at se, hvordan hans krop tåler stoffet. Det kan nemlig godt give forhøjede levertal, og det vil sandsynligvis påvirke hans hvide og røde blodlegemer, så vi vil holde øje. Det er dog noget, som helst skulle gå tilbage til normalen igen, når han er færdig med behandlingen. Vi må se. Han har heldigvis rigtig flotte levertal som udgangspunkt, så vi håber, at det ikke bliver kritisk.


På trods af Ozzys tilbagefald er han en glad dreng, og hans og Phoebes kattekunster giver os en masse at smile af i dagligdagen. For et par uger siden kom Phoebe ind med en virkelig flot gave til mig en eftermiddag: en musvit! 0.o Hun bar den endda med ind gennem kattelemmen! Jeg har det anstrengt med de der drab på små, nuttede væsner, så jeg er generelt ikke særligt glad for den slags gaver, men hun havde taget den med ind uskadt (så uskadt som den nu kan blive af at blive fanget af Phoebe og båret ind i munden - men den blødte ikke og var ret frisk). Fik hurtigt losset Phoebe ud i bryggerset, og så gik den vilde fuglejagt! Musvitten forstod jo ikke, at jeg prøvede at hjælpe den. Fik den til sidst fanget og tog den med udenfor, hvor den fløj fra min hånd og over i naboens have. Pyha! 0.o

I sidste uge fandt Ozzy så sin tidligere faste plads i fuglehuset på terrassen. Ved ikke, om han tror, der kommer små lækkerbiskner og flyver direkte ind i munden på ham der :D Men han kan godt lide udsigten derfra, tror jeg. Han er også begyndt at være mere på klatretræet, og har nogle gange været øverst oppe, 2 meter over jorden, på øverste platform. Han har jo kun ét øje, så det kniber lidt med hans afstandsbedømmelse. Det er da også to år siden til sommer, at vi byggede klatretræet, så det er dejligt endelig at se, at han bruger det :) Her til sidst får I min billedserie fra sidste uge, hvor Ozzy var i fuglehuset, den tosse :)

Fuglehuset er fyldt med frø, som han bliver fedtet ind i, når han går derop, tOzzen.
På billedet her kan man se et frø på næsen af ham :D

Dejlig udsigtspost.

"Hvad laver du deroppe, Ozzy? Jeg er sikker på, at det er min plads, du sidder på
der!". Phoebe er en rigtig copy-cat, der gerne vil stjæle alle Ozzys gode pladser.
Er han glad for dem, må det jo lige være en plads for hende.

Smukki ( [småggi] )