onsdag den 7. december 2016

Julens bedste kager

For nyligt blev jeg spurgt om, hvad jeg elsker allermest ved julen. Det er et rigtig svært spørgsmål, for julen er fyldt med mange dejlige ting. Jeg elsker den fine, glitrende julepynt, at lave flotte pakker til familien, julemusik, julefilm, julelys og ikke mindst julemad, heriblandt julekagerne. Der er noget helt særligt ved at stå og hygge med at bage julekage og fylde huset op med en fantastisk duft af bl.a. kanel, ingefær og vanilje <3

På trods at mit nytilkomne handicap med hænderne har vi faktisk fået bagt lidt i år allerede. Christian er nemlig ikke bleg for at gå i køkkenet og bage, og sammen bagte vi sidste weekend en stor portion vaniljekranse :) Vi har også planer om igen at lave honningkagehjerter, som jeg oftest plejer at lave, så der kommer da lidt dejligt hjemmebag på bordet også i år.

I dette indlæg får I opskrifterne på mine bedste julekager :) Der er lidt for enhver smag; både sprøde småkager som f.eks. brunkager og vaniljekranse, blødere julekager så som klejner og også en lækker (jule)kringle. Se opskriften på disse lækre kager og flere andre her nedenfor :)


Klejner:

Denne opskrift giver dejlige klejner, der er en lillebitte smule sprøde udenpå, når de lige er kogt, og dejligt bløde indeni. Derudover indeholder de lidt revet citronskal, der afbalancerer fedmen i kagen uden at smage ret meget igennem. Giver bare en lille smule friskhed :) Find opskriften her: Klejner.




Brunkager:

Brunkager er nogle af de få julekager, min mor bagte, da jeg var barn. Jeg elsker duften af nybagte brunkager, uhm! Denne opskrift har jeg brugt i mange år. Jeg tilpassede den i sin tid, fordi jeg gerne ville have en dej, jeg kunne rulle ud og udstikke, for det er så hyggeligt :)

Ligesom min mors originale opskrift bruger jeg i min Dr. Oetkers brunkagekrydderi, da det er smart på den måde, at jeg så ikke bagefter står med en masse krydderier, jeg kun bruger få gange om året. Da brevet med brunkagekrydderi kun indeholder rene krydderier, ser jeg intet problem i det :) Skulle du ikke have lyst til at bruge det færdigblandede krydderi, kan du erstatte krydderiet med krydderierne svarende til en dej med 500 g mel, taget fra andre opskrifter på brunkager. Opskriften på mine brunkager kan du se her: Brunkager (udstukket).




Vaniljekranse:

Denne småkage kender jeg som barn bedst fra min mormors køkken. En dejlig vaniljesmåkage, sprød og god. Opskriften her er min svigermors, og hun bager rigtig gode vaniljekranse :) De kan bages med smør eller margarine. Jeg synes personligt ikke, der er den store kvalitetsforskel, da jeg ikke er så vild med smør. Man skal blot tage højde for saltindholdet, hvis man skifter smørret ud med margarine. Tilsæt lidt salt til dejen (en lille tsk - ca. 5 g) eller drys de udsprøjtede vaniljekranse med en lille smule salt ovenpå, enten før eller efter bagningen. Det gør alverden til forskel, at der er lidt salt i de færdige vaniljekranse. Find opskriften her: Vaniljekranse.





Hurtige honningkagehjerter:

At bage honningkage kan ofte være en lidt uoverskuelig proces, da de fleste opskrifter foreskriver, at man laver en fordej meget lang tid i forvejen, men fortvivl ikke! Med opskriften her kan du lave honningkagehjerter meget hurtigere. Dejen skal kun laves dagen i forvejen :) Resultatet er gode honningkagehjerter med den helt rette smag og blødhed :) Tricket til bløde honningkager er, at de skal ligge og trække fugt nogle dage, før de bliver overtrukket med chokolade. Her finder du opskriften: Hurtige honningkagehjerter.




Pebernødder:

En lille sprød kage med masser af smag! Opskriften er kendt som "farmors" eller Lagkagehusets. Uanset navnet er det lækre, knasende småkager, som i den grad hører julen til, og så er de vildt nemme at lave, så alle kan være med i køkkenet, både store og små :) Opskriften kan du se her: Pebernødder.




Æbleskiver:

Det dejlige ved julekager er bl.a. variationen mellem blødt og sprødt, og i æbleskiver finder vi noget af jules blødeste og lækreste bagværk. De smager skønt med syltetøj og sukker, inden de stoppes i munden og nydes :) Opskriften indeholder en smule revet citronskal, hvilket der skal til, hvis du spørger mig. Det er på ingen måde overdøvende, men afbalancerer lige smagen en smule, så den bliver en lille smule mere frisk :) Se opskriften her: Æbleskiver.




Kringle med marcipan:

Kringle kan man bage året rundt, men for mig er kringle noget, der hører julen til. Det var noget, der blev serveret hjemme hos min mormor, og hjemme hos mine forældre var der pyntet op med kringler bagt af saltdej. De hang fint i vinduerne med store, røde sløjfer på :) Kringlen i opskriften her er virkelig skøn. Den er fyldt med en lækker remonce med marcipan, og kringlen dysses med lidt hakkede mandler og rørsukker for at give lidt ekstra knas, smag og luksus til kagen. Opskriften finder du her: Kringle med marcipan.




Jeg håber, at ovenstående opskrifter kan give lidt inspiration, hvis du står og skal i gang med julebagningen. Rigtig god bagelyst :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar