tirsdag den 24. oktober 2017

Kærnemælkshorn med marcipan

Der er ikke meget, der er mere hyggeligt i det kolde, ruskende efterårsvejr end at gå en tur i køkkenet og bage noget lækkert, som kan nydes til en kop varm kakao, mens man sidder og hygger under et lunt tæppe i sofaen :)

Det er netop sådan et vejr lige pt., så i dag får I opskriften på nogle fantastisk lækre kærnemælkshorn med marcipan. De er supergode og meget fryseegnede, hvilket er en god ting, for så kan man hurtigt tage et lækkert kærnemælkshorn op af fryseren og lige lune det lidt i mikroovnen. Så er de næsten som nybagte igen!

Hornene smager dejligt drysset med lidt rørsukker eller perlesukker. Det glemte jeg desværre denne gang, hvor jeg skulle tage billeder til bloggen, men jeg kan varmt anbefale at gøre det :)







Kærnemælkshorn med marcipan (20 stk.)

450 g mel
275 g margarine (eller smør)
2½ spsk sukker
Et nip salt
2 dl kærmemælk
10 g gær

Remonce:
100 g margarine
100 g sukker
100 g marcipan

Derudover:
1 sammenpisket æg til pensling
Lidt finthakkede mandler til drys
Evt. lidt rørsukker eller perlesukker til drys, hvis du har lyst


Smuldr margarinen i melet, til den er helt findelt, rør sukker og salt i.

Rør gæren ud i den kolde kærnemælk og hæld det i melblandingen. Saml dejen uden at ælte den for meget. Den skal kun lige hænge sammen. Dejen skal virke sammenhængende i konsistens og må ikke virke for tør. Gør den det, saml den da forsigtigt med en smule ekstra kærnemælk, igen uden at ælte for meget i dejen.

Dæk skålen til med husholdningsfilm og stil den i køleskabet mindst 5 timer, men gerne natten over.

Til remoncen æltes marcipanen sammen med sukkeret og margarinen æltes i. Den skal kun lige samles, så den er ensartet.

Efter turen i køleskabet, deles dejen i to stykker. Rul hvert stykke til en kugle uden at håndtere dejen for meget (min dej er sædvanligvis formet som en kugle, når den lægges i køleskabet, så jeg skærer den bare igennem på tværs :) ). Mens du ruller den ene kugle dej ud, lægges den anden tilbage i køleskabet.

Rul hver kugle ud til en stor cirkel, ca ½ cm tyk. Du behøver ikke at bruge særligt meget mel ved udrulningen, da den kolde dej ikke hænger i bordet og kagerullen på samme måde som en dej på stuetemperatur. Undgå at "lappe" dejen under udrulningen og at trække i den da det kan få hornene til at revne under bagningen. Rul i stedet kun med kagerullen og løsn evt. bare dejen lidt undervejs, hvis nødvendigt.

Del cirklen i 10 stykker på lagkagemåden, så du står tilbage med 10 trekanter.

Fordel en stribe remonce på hver trekant ved den brede ende uden at lægge det helt ud til kanten. Rul hornene omkring remoncen. Læg hornene på en bageplade med bagepapir. Pensl dem med sammenpisket æg og drys med hakkede mandler.

Bag kærnemælkshornene i ovnen ca. 12-15 minutter ved 200 grader, til de er gyldne og har fået farve under bunden. Server dem lune.

Kærnemælkshornene er fryseegnede. De kan efter optøning varmes kort i mikroovnen.

På dejtrekanterne lægges en lille pølse af remonce (lidt rigeligt fik jeg på her, dog. Kan anbefale lidt mindre, da remoncen så ikke så nemt flyder
ud af hornene under bagningen).

De færdige kærnemælkshorn. Husk at drysse dem med lidt rørsukker eller lignende også ;)




Der er ikke sket så meget på smertefronten, siden jeg skriv mit sidste indlæg her på bloggen. Jeg har opgivet flere ture til akupunktøren, da jeg ikke følte, at det havde nogen virkning på mig. I mellemtiden er jeg blevet en del af et par smertegrupper på Facebook og har haft kontakt til søde Charlotte via bloggen, og det har givet mig mod på at prøve LDN, hvis ellers min læge vil udskrive det til mig. Det må tiden vise.

LDN er en type medicin, hvor indholdsstoffet i mange år er blevet brugt til at behandle opiumsafhængighed mm, men i små doser har det en rigtig god virkning på bl.a. smertetilstande, så jeg håber, at det kan hjælpe mig. Det virker ved at undertrykke kroppens endorfinproduktion nogle timer, hvorefter kroppen vil producere mere end normalt. Det er virkningen i pillerne. Det er dog svært at finde den rette dosis, da der er stor forskel på, hvor meget endorfin, folk producerer, så det tager tid at finde det rette leje. Til gengæld er der betydeligt færre bivirkninger end hos Gabapentin, som ellers var det, der var næste skridt for mig, så jeg er meget spændt på, om min læge er med på ideen. Jeg har en tid i november, og så må vi se, hvad han siger til det.


Som jeg skrev i mit sidste indlæg, har vi haft Phoebe forbi Tanddyreklinikken, hvor hun fik ordnet tænder og taget en biopsi af et meget rødt område. Der var heldigvis intet at finde i biopsien, og i går tog jeg et forsigtigt kig i munden på hende. Området er stort set helt normalt i farven igen, så hun har haft skadet tandkødet på en eller anden måde, så skaden var midlertidig. Det er jo dejligt, for så slipper hun for yderligere tiltag med munden. Mange katte har tandproblemer, men de viser sjældent, at det gør ondt, før det er uudholdeligt, så det er godt at holde øje med deres tandsundhed. :)




Apropos kat er vi endelig nået dertil, hvor vi kigger efter kat nr. 3 igen. Det er det rette antal for os, men vi har måttet udskyde at få ny kat, efter vi mistede Putte i 2013, fordi Ozzy meget kort tid derefter udviklede kronisk mundhulebetændelse. Det har været en sej kamp at få det under kontrol, og jeg har haft mine problemer med armene, men nu har Ozzy det meget bedre, og vi har overskud til at få et nyt familiemedlem.

For os handler det om at finde en ven til Phoebe, som hun kan hygge og putte med, da hun virkelig savner det. Da hun er 5 år nu, er det på høje tid, da maine coons desværre ikke har den højeste gennemsnitslevealder. Men vi håber, at hun er her mindst 10 år endnu, selvom statistikken ikke helt er med os. Kan ikke forestille mig livet uden Phoebe, som er udpræget min kat. Hun giver mig så meget kærlighed hver dag og er en fantastisk kat.

Vi har i første omgang kigget efter en norsk skovkat, da Putte havde udpræget skovkattesind, selvom han ikke var med stamtavle, men efter nogle ugers overvejelse er vi kommet frem til, at det bedste for os og Phoebe er at få en maine coon igen. Den race er meget social kattene imellem, så der er større chance for, at det bliver den hyggemis, Phoebe ønsker sig ved at vælge maine coon igen.

Vi har kigget mange opdræts hjemmesider igennem for at se, hvordan de er og for at se, om der var killinger på vej, og den største interesse faldt på et opdræt, hvor de er meget grundige med at teste for de genetiske sygdomme, som ligger til racen. Det betyder meget for os, at der er fokus på det, fordi vi har været så plaget af forskellige ting med vores katte, så for at udelukke så meget, man nu kan, kigger vi efter den slags ansvarlige opdræt.

Opdrættet havde planer for en parring, så vi skrev til dem for at høre ad, hvordan det gik med den. De meldte hurtigt tilbage, at parringen havde fundet sted, og de gik og ventede på at se, om der var gevinst. De ville skrive, når de vidste mere. Vi hørte fra dem igen for ca. en uges tid siden, og Donna, som mormis hedder, er drægtig. Vi aftalte, at vi skulle komme og besøge dem, og det var vi så denne weekend. Besøget gik supergodt.  De var supersøde, og vi fik svar på en masse spørgsmål og hilst på de fleste af husets dejlige katte. Vores gode indtryk af opdrættet blev kun styrket af besøget, og nu har vi aftalt med opdrætterne, at vi hører mere, når Donna har født midt i november. Vi har også aftalt, at opdrætterne finder ud af hvilken af killingerne, som passer bedst ind hos os. Det er noget, der bliver vurderet, når killingerne bliver ældre og får lidt personlighed. Så i første omgang går der noget tid, før vi ved hvilken kat, der skal flytte ind her. Vi ved bare, at det sandsynligvis enten bliver en tortie eller en rød kat, da det er nogle af de mest sandsynlige farvekombinationer, der kommer ud af den parring :)

Killingerne er klar til at flytte hjemmefra i marts, så der går noget tid, før Phoebe får selskab. Men så har vi jo noget at glæde os til. Og vi kan glæde os til flere besøg i opdrættet, når killingerne kommer til verden og bliver gamle nok til, at vi kan komme forbi.

Ved besøget i weekenden havde vi fornøjelsen af bl.a. at hilse på begge forældre, og mormis Donna, som lå fuldstændig klistret til vores ben (især hos Christian), da vi var der <3 Hun stod endda op og gik ud for at spise, hvorefter hun kom direkte ind til ham igen. Hvad siger I så? Det er da vildt :) Hun er en skøn kat, og vi håber, at det kan smitte lidt af på killingerne. Christian ønsker sig også en kat, der gider ham, så det ville være dejligt :)

Til slut får I lige et billede af Donna, der ligger og slænger sig på Christians ben i lørdags <3

4 kommentarer:

  1. Lækre horn <3 og smukke billeder som altid.

    Virkelig spændende fremtidprojekter - jeg glæder mig til at følge både dine planer og Jeres forhåbentlig nye familiemedlem <3 knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, søde Låvise <3 Vi håber, at begge dele bliver en stor succes :) Satser på at holde jer opdateret om begge dele her på bloggen i det omfang, jeg kan holde til at sidde ved computeren :)

      Slet
  2. Det vil jeg glæder mig til at læse knus

    SvarSlet