onsdag den 12. juni 2013

Fladmast kylling med citrontimian, rosmarin og hvidløg

For nogle uger siden blev jeg kontaktet af Siv, der er udgiver hos eblad.org. Det var ikke noget, jeg havde hørt om før, men i mailen forklarede hun, at de er nogle ligesindede, der er gået sammen om at lave en samling af gratis magasiner, bøger og børnebøger, man kan finde på nettet. Der er bl.a. magasiner, hvor forskellige bloggere bidrager med indlæg, f.eks. opskrifter. Hun skrev for at høre, om jeg ville hjælpe med at dele budskabet om sitet.

Jeg kendte som sagt ikke sitet, så jeg tog et kig på siden for at se, hvad den indeholdte. Der er alt fra magasiner om bolig, mad, børn, sport og mode til e-bøger og børnebøger. Både magasiner, jeg kender, som Ud at se med DSB, men også andre, jeg ikke kender. Jeg har siddet og kigget i nogle af dem, der handler om mad, og jeg synes egentlig, at sitet er en god, og brugbar ide. Jeg er blot spændt på, om der bliver lagt nye blade ind, som de udkommer. Nogle magasiner er ret gamle, men jeg ved så heller ikke, om der er udgivet noget siden mht. det enkelte magasin. Når man trykker på nogle af magasinerne for at læse dem, kommer man ind til den tilhørende hjemmeside, der udgiver, f.eks. GAFFAs. Der kan man så hente det nyeste. Men jeg glæder mig til at se, hvordan sitet udvikler sig. Det er i hvert fald et besøg værd. Kender man til et gratis e-blad eller en e-bog, der ikke er med, kan man skrive til dem og på den måde være med til at bidrage til sitet.

Jeg tog som sagt et kig i de magasiner, der handler om mad, og der var mange fine ideer. Ikke mindst til folk med børn, der gerne vil have ideer til, hvordan børnene kan inkluderes i madlavningen. Jeg var selv glad for at se et blad udgivet af Claus Meyer, for ham er jeg jo slemt glad for. I bladet faldt jeg over en opskrift på fladmast kylling til grillen, som jeg syntes, var en rigtig god ide. Altså at mase en kylling og stege den sådan, så hele skindsiden vender opad. Jeg fulgte dog ikke opskriften, men lavede min egen marinade/rub til den af de friske krydderurter, jeg har i mine krukker. Smagen var super god, og kyllingen var utrolig saftig og lækker. Jeg brugte bl.a. citrontimian, der afgiver en dejlig, men ikke så skarp citronsmag. På den måde kunne jeg også tåle den, da jeg generelt slet ikke tåler sure/syrlige ting. Det er klart en opskrift, jeg skal bruge igen, det var SÅ godt! Synes, I skal prøve den. Har I ikke citrontimian, kan I bruge revet citronskal i stedet.
 

Tag i øvrigt også et kig på eblads hjemmeside, hvis I har lyst, for det er et godt og brugbart initiativ, synes jeg :) Jeg skriver i øvrigt om sitet af egen fri vilje, er ikke sponseret på nogen måde. Sådan endte min fladmaste kylling med at se ud. Vi fik halve, bagte kartofler, kogte majskolber og en salat til.




Fladmast kylling med citrontimian, rosmarin og hvidløg (2-3 personer)

1 kylling
1 lille dusk citrontimian (ca. 7-10 kviste tror jeg, at jeg brugte. Du kan i stedet bruge revet citronskal)
3 kviste frisk rosmarin
2 store fed hvidløg
1 tsk salt
4-5 spsk olie

Pil hvidløgene og pres dem ned i olien. Vask krydderurterne. Pluk citrontimianen lidt fra hinanden og pil nålene af rosmarinen. Rør det sammen med hvidløgsolien. Rør til sidst saltet i.

Rens kyllingen og skyl den. Dup den tør med køkkenrulle. Skær kyllingen op langs ryggen og bred den ud, så den bliver til ét fladt stykke. Tryk den evt. lidt fladere, hvis det er nødvendigt. Fordel krydderolien over kyllingen. Husk også at smøre den på bagsiden. Læg kyllingen i et fad og put en pose om fadet. Sæt kyllingen i køleskabet i ca. 3 timer for at lade den trække lidt i krydderolien.

Stik et stegetermometer ind i kyllingen i brystet på det tykkeste sted. Steg kyllingen i ovnen ved 180 grader, til kernetemperaturen er 79 grader (min fik lige over en time, men større kyllinger skal have længere, så brug stegetermometer. Mener, at min var 1200 g, men fik ærlig talt ikke kigget ordentligt efter). Den sidste tid kan man tænde for grillen, så skindet bliver sprødt.

Klip kyllingen ud i mindre stykker med en fjerkræsaks (eller brug en skarp kniv) før servering.


Halve bagte kartofler (2 personer)

3-4 mellemstore kartofler pr. person
Lidt olie
Salt
Krydderi, f.eks. barbequekrydderi eller paprika

Vi fik som sagt halve bagte kartofler til. Jeg vasker bare en 3-4 mellemstore kartofler pr. person, som halveres på langs, pensles med lidt olie og drysses med salt. Derefter bages de sammen med kyllingen (de kunne lige være på bagepladen ved siden af fadet med kyllingen). De skal også have en times tid, til de er møre og begynder af blive lidt gyldne ovenpå. Herefter tages de ud og drysses med barbequekrydderi eller lidt paprika (fik vist givet mine rigeligt, men det var fint nok, for det smager jo godt :)).

Kyllingen klippes op, bredes ud og smøres med krydderolien.

Den færdige, udskårne kylling.

Min tallerken.


I går valgte vi at stoppe med at give Putte medicin mod hans halten. Han har slet ikke været sig selv, mens han har fået den, synes vi. Han har helt mistet lysten til at tigge mad og har også haft ligget under sengen, hvilket slet ikke ligner ham. Han er normalt en glad kat, der ligger fremme og tigger mad mange gange i løbet af dagen, så det bidrog yderligere til min frygt om, at der er noget galt.

Han fik den sidste pille i forgårs, men jeg turde ikke håbe på, at vi allerede kunne se en forbedring i går, men det kunne vi heldigvis. Han har ligget fremme, gået tur med mig i haven og ikke mindst tigget en masse mad. Så det gjorde mig rigtig glad at se. Han endte dog med virkelig at få meget mere mad, end han burde (han er jo på slankekur), men det var okay, tingene taget i betragtning. Det er så dejligt at se, at han er sig selv igen! :)

Desværre halter han stadig en smule, meget lidt, men det burde jo være gået over, synes vi. Så vi holder stadig øje. Desværre har han nu også mistet stemmen og har problemer med det ene øje, hvilket er noget kronisk tilbagevendende for ham, så vi skal muligvis have ham til dyrlægen senere på ugen. Vi ser lige, hvordan det går. Ofte går den slags i sig selv, fordi det er en virusinfektion (der bl.a. aktiveres af stress, hvilket man må sige, han har været under den sidste uges tid), men evt. tilstødende bakterieinfektioner skal behandles. Så vi ser lige tiden an et par dage.

Ellers har vi jo købt en babyvægt, som vi gerne skulle modtage senere på ugen. Den er købt via Den Blå Avis, men står som ubrugt, så det er jo fint nok. Så slipper vi også for at skulle ud og bruge en formue på sådan en. Den skal jo bare kunne veje nogenlunde præcist. Den behøver ikke at have nogen apps eller andet fancy med som nogle af de andre, vi har kigget på. Den skal bare kunne veje kattene. Nu må vi se, hvordan den er, og om vi kan få kattene til at stå stille på den. Den er i hvert fald mere pålidelig end at veje kattene på badevægten (mens vi står med dem). Så kan vi holde øje med Puttes vægt. Heldigvis har han en stor appetit igen, så det er jo dejligt at se.

Jeg vil slutte af med lidt billeder af ham og de andre taget i haven i går. Jeg blev bare så glad for at se, at han stod op og kom ud til mig, da jeg gik i haven. Det er tegn på, at han har det bedre. Det var en god beslutning at stoppe med at give ham de piller. Han halter heldigvis heller ikke mere i går og i dag, end han gjorde den sidste dag på pillerne, så det var den rigtige beslutning :)

Ozzy står model for kameraet, mens Phoebe lusker i baggrunden.

Putte slapper af langs hegnet.

En glad kat :)

Phoebe kommer forbi til lidt katte-kærlighed, før hun forsøger at wrestle med ham. Men det gider Putte ikke, når han har
en øm pote! Det forstår hun dog ikke. De plejer jo at lege sammen i haven.


Ozzy med purløgsblomster og blomstrende hæk i baggrunden.

Putte i det høje græs. Holder øje.

Aftensolen nydes.

mandag den 10. juni 2013

Den sidste uge i ord og billeder

Der sker så meget i de her dage, at jeg næsten ikke kan huske, hvad vi lavede bare for et par dage siden :| Alligevel vil jeg prøve at samle mine tanker lidt, så jeg kan fortælle lidt om den sidste tid. Jeg vil dele indlægget ind i afsnit med overskrifter, så det er lidt nemmere overskueligt. Senere i indlægget vil jeg vise lidt af de billeder, jeg får taget for tiden.

Allergitest på Holbæk sygehus
Jeg vil starte med at fortælle om mit besøg på Holbæk sygehus i sidste uge. Jeg fik i november en henvisning til deres lungeafdeling, der nu står for al undersøgelse af allergi i regionen. Derfor er der lang ventetid, og jeg fik altså først en tid i juni. Nu er jeg ikke så vild med at skulle ud og bruge mit frie sygehusvalg, efter det gik galt med min galdestensoperation, så jeg valgte at vente på tiden, og det var så i sidste uge.

Da jeg gik til undersøgelser på Hvidovre hospital med maven, og de ikke fandt nogen svar til mig, snakkede overlægen om, at eneste anden mulighed for undersøgelse, hun kunne se, var for fødevareallergi. Jeg har dog ikke selv troet, at det kunne hænge sammen med det, jeg af og til reagerer på noget den ene gang, som jeg kan spise en anden gang. Men det skulle jo undersøges, og jeg har også reageret på tomat og avocado, så jeg fik altså en henvisning af min læge alligevel.
Men jeg var som sagt ikke så optimistisk omkring, hvad de kunne finde ud af og gøre i det hele taget, men havde forventet, at jeg ville slå ud på allergenet, der findes i tomater. Det gjorde jeg bare ikke. Derimod slog jeg en smule ud på kat. Det var noget af en overraskelse, for jeg har haft kat, siden jeg var barn, og vi har også tre i dag. Og jeg har ingen reaktion på dem, heldigvis. Lægen, jeg snakkede med efterfølgende, sagde, at sådan var der mange, der havde det, men at det bare ligger latent. Jeg håber bare, at det så aldrig bryder ud. Ellers er jeg sikker på, at jeg skal have vaccinationer for det, for jeg vil ikke leve et liv uden kat. De giver bare så meget livskvalitet for mig.

Men det var et behageligt besøg på Holbæk sygehus. Sygeplejersken, der lavede priktesten, var smaddersød, og det samme var lægen, jeg skulle snakke med efterfølgende. Meget lydhør og behagelig. Desværre var der jo ikke så meget, de kunne gøre for mig, da jeg ikke slår ud af noget, hvilket han var ked af, når han hørte om mine problemer med maden og følgerne af det. Vi snakkede også lidt histaminintolerance, som jeg selv har tænkt på, men det er jo svært, når jeg reagerer forskelligt nogle gange og kan tåle noget, som jeg ellers ikke kan tåle. Og jeg er heller ikke selv sikker på, at jeg falder ind under den gruppe. Hvis jeg så gjorde, er der jo heller ingen behandling, så det er sådan lidt hip som hap.

Problemet med priktest og blodprøver er, at de ikke er helt pålidelige, så jeg kan godt have en eller anden form for allergi, selvom testen var negativ, fortalte lægen. Så jeg kan godt være allergisk over for tomater og andre stenfrugter som f.eks. avocado, selvom jeg ikke slår ud af det. Så alt i alt gav det overhovedet ingen svar. Ikke så overraskende, dog. Men nu er det også udelukket. Og der er stadig ingen afklaring af, hvad der er galt med mig, men det havde jeg nu heller ikke troet, at allergitesten kunne forklare. Men man har jo lov at håbe...


Putte
Jeg havde troet, at nu var der fred noget tid, for vi har alt det sociale overstået, og kattene har været friske ellers, men sådan er det bare aldrig. Der skal altid ske et eller andet. Og det gjorde der også i sidste uge. Putte kom ind og haltede, da vi kaldte ham ind en aften. Vi havde ikke set, hvad der var sket, om noget, men vi fik ham til dyrlægen, der ikke kunne mærke, at der skulle være hævelse eller noget brækket, så han fik noget smertestillende. Vi synes dog, at det tager lang tid for ham at komme ovenpå igen, han halter stadig lidt, selvom i dag er 5. dag med pillerne, og dyrlægen mente, at tre dage var nok, men vi fik med til 6 dage.

Samtidig synes vi, at han har tabt sig lige hurtigt nok de sidste måneder. Han plejer at tabe sig under 100 g pr. måned (han er jo på slankekur), men har tabt sig i hvert fald 100 g om måneden siden februar, måske mere. Og vi synes egentlig, at hans appetit har været fin. Så det forstår vi ikke. Den er dog ændret nu, hvor han spiser for lidt, men vi håber, det er pga. medicinen. I hvert fald vil vi holde øje med ham, når han stopper på dem og håber, han kommer tilbage til sin normale appetit. Jeg tror, det er, fordi han ikke tigger så meget mad, som han plejer, for han spiser ellers godt, når han først får noget... Men vi må vente at se.

Det har dog sat gang i nogle voldsomme angstanfald hos mig, for jeg er så bange for, at der er noget alvorligt galt med ham :( Han bliver 9 år i næste måned, så han er jo ikke en helt ung herre mere. Men katte kan blive dobbelt så gamle, så jeg håber, vi har ham mange år endnu. Hans halten, vægttab og pt. lidt nedsatte appetit kan være tegn på alvorlig sygdom, så jeg er bare så bange :( Dog er det symptomer, der kan hænge sammen med mange forskellige sygdomme, så vi skal observere ham nærmere, når han kommer af medicinen, så vi kan se, om det med appetitten er noget, der varer ved, eller han spiser godt. Vi har tænkt os at købe en babyvægt for at kunne veje ham mere præcist for at se, hvor meget han rent faktisk taber sig. Når der ikke umiddelbart er tegn på knuder, som vi kan mærke eller andet, er vi nødt til at være sikre på symptomerne, før vi går til dyrlægen med det, for vi er jo nødt til at kunne fortælle dem noget, de kan arbejde ud fra. Vi må se, hvad der sker. Jeg håber bare, at han ikke fejler noget alvorligt :(

Jeg havde overvejet, om jeg overhovedet ville skrive om det her på bloggen, for vi aner jo ikke noget endnu, og jeg er bange for, at jinx'e det ved at skrive det ned - så er det jo officielt, at der måske er noget galt. Jeg ved godt, at det er lidt skøre tanker, men sådan har jeg det altså. Men det fylder bare så meget i mit hoved, at jeg måtte have det ud. Jeg er noget træt i hovedet i dag efter at måtte tage angstmedicin, inden jeg gik i seng, da jeg havde et stort angstanfald, så jeg tror ikke, jeg skal lave så meget i dag. Har dog en kogevask sat over, som skal ud og hænge inden så længe.

Min smukke dreng.


Noget om bier og billeder
Nu til noget lidt andet. Jeg har også haft gang i kameraet den sidste uge. Jeg havde egentlig håbet på at have fået taget flere billeder, for nu har vi endelig fået sat blomster og sådan, men det er tydeligt, at vinteren har været hård og at det er et reel problem, at verdens bier er ved at blive udryddede. Der har simpelthen næsten ingen bier været i vores have i år :( Der plejer at være så meget liv, men det er der ikke mere. Jeg er ikke engang sikker på, om vi får æbler på æbletræet i år, for der har været uendeligt få bier til at bestøve. Men det må tiden vise. Jeg håber, at der vil være lidt flere bier næste år. Måske kan det lykkes, hvis vinteren ikke bliver for hård og lang.

Der var dog en enkelt bi eller to i æbletræet, mens det havde blomster. Nåede at få et billede af en af dem:



Jeg opdagede dog til min glæde, at der var bier i de høje blomster i vores hjørnebed i sidste uge, så jeg måtte lige ind og gribe kameraet. Det kom der nedenstående billeder ud af :)







Jeg havde held til at fange nogle af dem i luften, som I kan se. Det er noget, der er ret så svært at gøre, da bier flyver ret hurtigt, og det er svært at få et skarpt billede af det, men det lykkedes da nogle gange. Jeg kan især godt lide det sidste billede, fordi man kan se vingerne og se bevægelsen samtidig. Det ser fedt ud, synes jeg. Og så er jeg jo evigt glad for mit 100 mm makroobjektiv. Det giver så dejligt skarpe billeder.

De er ikke lige lagt ind på min fotoblog endnu, men det vil de blive senere. Der sker meget på bloggen om sommeren, så kig med, hvis I har lyst. Det er ikke alt, jeg fotograferer, som jeg viser her på bloggen :)


Weekenden
I weekenden var vi en tur i Bonbonland. Jeg har en stor udlængsel, selvom vi lige har været afsted til Jylland, så jeg trængte til at komme hjemmefra. Så vi ville prøve Bonbonland, for der har jeg aldrig været. Det var mest for små børn, fandt vi ud af, da vi kom derned. Er sikker på, at det er et skønt sted for folk med mindre børn. Det var dog ikke så meget for os, og en del ting var lukket ned til reparation. Men jeg fik da prøvet en omgang bæverrafting. Efter det havde jeg ikke den store lyst til at prøve mere, for jeg blev totalt gennemblødt - som den eneste i båden. Rimelig typisk. Jeg fik dog tørret min trøje under en håndtørrer på et toilet, så det var ikke helt så slemt. Men det var meget hyggeligt at være afsted.

Søndag slappede jeg af. Christian ordnede akvariet, og kunne slappe lidt af med mig efterfølgende. Vi fik god mad, som jeg heldigvis kunne tåle, selvom jeg ikke holdt mig tilbage med hvidløgssmør til min oksemørbradbøf. Uhm, det var godt! Min mave er blevet træls igen, desværre, så det er jeg noget træt af. Jeg ved ikke engang rigtigt hvorfor. Hvis jeg havde vidst, den ville drille, havde jeg dælme kværnet en pose chips eller andet, jeg kunne nyde, så det i det mindste havde en årsag. Men nu er den sådan, og det står på forsigtig mad den næste tid, æv. Jeg håber, den snart er lidt mere ovenpå, så jeg kan lave lidt mere interessant mad. Er lidt træt af at spise lasagne i hvert fald :|

Nu vil jeg slutte maratonindlægget, for mit vasketøj er færdigt og skal ud og hænge. Og jeg skal have givet Putte hans daglige medicin. Vil I krydse fingre for ham derude? Jeg håber sådan, at han ikke er alvorligt syg, eller evt. sygdom kan kureres. Nu vil vi i hvert fald holde skarpt øje med ham den næste tid.

torsdag den 6. juni 2013

Jyllandstur i maj - Pink-koncert og besøg i Løveparken

Nu må jeg vist hellere få sat mig ned og få fortalt jer om vores dejlige tur til Jylland i sidste uge. Vi tog afsted for at komme til Pink-koncerten i Herning, men da turen hjem vel tager omkring 3½ time, valgte vi at overnatte i Jylland til fredag, hvor Christian tog en fridag. Da vi havde den ekstra tid, ville vi opleve lidt, mens vi var der og nå et par andre ting, så dagen efter tog vi en tur i Løveparken (eller Givskud Zoo, som den jo også hedder). Det er et sted, hvor man kan gå stille og roligt, og man behøver jo kun at se det, man lige orker. Derudover kan man jo køre lidt rundt derinde, hvilket er godt for mig, for min energi var forsvindende lille efter to dage næsten uden søvn. Jeg er en klovn til at sove, når jeg skal noget, og folk starter med at larme tidligt på et vandrerhjem, så jeg fik ikke sovet så meget natten op til turen i Løveparken heller.

Men det var dejligt at kunne gå og få lidt frisk luft og se dyrene og tage lidt billeder. Lige, hvad jeg havde brug for :)
Jeg vil dog starte med at fortælle lidt om koncerten, før jeg når til vores videre tur i Jylland :) Vi havde for længst købt billetterne, og havde nogle ret okay siddepladser. Vi har valgt at bestille siddepladser til de sidste koncerter, vi har været til, fordi jeg besvimede under den Pink-koncert, vi var til i Parken i 2010 og måtte bæres ud over hegnet, lige før hun gik på (hun skulle afslutte en række af bands den dag). Vi stod helt oppe foran, så det var virkelig ærgerligt at skulle gå glip af den oplevelse, og det var skræmmende at besvime. Vi måtte forlade parken ret hurtigt derefter, da jeg fik det skidt igen. Totalt antiklimaks. Så jeg glædede mig til at få revanche med en ny Pink-koncert i denne omgang :)

Det var en god koncert, og hun var fantastisk som sædvanlig, og showet var virkelig underholdende og godt lavet. Jeg havde dog forventet mere af lyden, når vi nu var i Boxen, da vi tidligere har oplevet fænomenal lyd der til en George Michael-koncert, men de havde vist ikke helt fået lydprøven ordentligt lavet. Alligevel synes jeg, det var en skøn oplevelse, og hendes nye album er virkelig godt, så det kan jeg godt anbefale. Det vinder også ekstra ved flere gennemlytninger, så det er bare om at komme i gang med det :)

Hun havde i øvrigt både sin lille datter, Willow, og sin mand med den aften, og der var et bunny-cam (en kameramand med kaninører på) til at filme Willow under koncerten. Hun var bag scenen med kæmpestore hovedtelefoner på. Vi fik hende at se nogle gange under showet :)

Jeg fik til min fødselsdag en ny telefon af Christian, så jeg sad og legede med kamera og video under koncerten (man må jo ikke tage kameraer og professionelt fotoudstyr med til koncerter, desværre), da det jo var første gang, jeg havde muligheden. Det var dog ikke helt nemt at få noget godt, for der er jo langt op til et ordentligt kamera fra sådan en telefon, så jeg tror ikke, det er noget, jeg gider gøre så meget ud af til fremtidige koncerter, men jeg fik da et par nogenlunde billeder, som I kan få lov til at se :)




På vejen hjem til vandrerhjemmet i Givskud endte vi i endnu en af dagens kø-kørsler. Vi kørte mod Jylland midt på eftermiddagen den dag, men turen tog over en time ekstra, fordi vi sad i kø konstant mellem Odense og til efter Vejle. Måske skulle de overveje deres "her er vejarbejde"-skilte, for der var en stor, fed smiley på den. Det var lidt provokerende, ærligt talt ;) Det er dog en ordning, tror jeg, for da det sluttede var der en grøn smiley, hvor de andre var gule... Men alligevel. Det var noget frustrerende og stressende, men vi nåede heldigvis det hele. På vej hjem fra koncerten måtte vores tålmodighed også sættes på prøve, for alle skulle åbenbart samme vej som os:



Men vi nåede da omsider hjem til vandrerhjemmet og kunne lægge os til at sove. Dagen efter skulle vi være tjekket ud kl 10, men kunne få lov at sidde og spise vores medbragte morgenmad i køkkenet efterfølgende, så det ikke skulle være så stressende, og derefter gik turen så til Løveparken, der ligger lige ved siden af vandrerhjemmet. Det var en dejlig stille og rolig tur derind, hvor vi fik gået og fik lidt frisk luft, hvilket var hårdt tiltrængt efter at have siddet ned rigtig meget i løbet af torsdagen (turen til Jylland, sidde ned under koncerten og så i bilen hjem til vandrerhjemmet igen).

På trods af at det hedder Løveparken, har jeg altså ikke lavet nogen løvebilleder til jer. De var for langt væk fra bilen til, at jeg fik ordentlige billeder af dem. Jeg fotograferer stadig med min 100 mm, der jo er en fast optik og ikke kan zoome, men man kommer alligevel ok tæt på. Men jeg har lavet en bunke billeder af mange andre dejlige dyr, vi så den dag, og dem kan I se her (husk, at billederne kan ses i større format, hvis I trykker på dem):

Man kan trænge til at trutte lidt afkølende mudder på kroppen på sådan en varm dag :)

Ulv. Billederne af ulvene er taget gennem en (plexi?)glasrude, derfor er de ikke lige
så skarpe, som de fleste andre billeder den dag. Men I får dem lige alligevel :)

Hæ-hæ-hæ! - i virkeligheden gabte den vist ;) Men det ser ud, som om den griner :D

Bison-kalv.

Bongo hedder denne slags farverige antilope.

Giraf, der rækker (sin blå) tunge.

Er det mig, I glor på?

Giraf i skyerne.

Halløj!


Lemur helt tæt på. De var ret imødekommende. Vi var også de eneste, der var inde hos dem på det tidspunkt.
Der var dejligt få mennesker i Løveparken den dag :)


Mor og barn - zebramanguster. Der stod et skilt uden for indhegningen, at det var livsfarlige dyr.
Det er svært at forestille sig, for de så ret søde ud. Men skindet bedrager nok ;)

Gabende berberabe.

Gråpapegøje strækker vingerne. Var i øvrigt meget snakkesalig og nysgerrig over for, hvad vi var for nogle :)

Snadrende flamingo.

Nu havde jeg jo makro-objektivet på kameraet, så jeg kunne ikke nære mig for lige at skyde et par makrobilleder også :)


Mælkebøtte.

Turen blev sluttet af med en is (til Christian) og en flaske vand til mig. Rimelig hårdt tiltrængt, for det var en varm dag.
Jeg fik også en fin ny magnet til samlingen af en løve af Christian, som snart skal få sin plads på køleskabet :)


Det var som sagt en ret så varm dag, så vi var glade for klimaanlægget i bilen, ah! Efter Løveparken kørte vi til Horsens for at finde lidt blomster til min mors gravsted, hvorefter turen gik mod As Kirke, hvor hun er begravet. Kirken ligger lige ned til vandet, og min mors gravsted ligger med udsigt over havet, så der er smukt på en solskinsdag (og uendeligt koldt om vinteren).

Jeg har ventet længe på at kunne komme og besøge min mors grav, for den ligger langt væk herfra, så det var rart at have muligheden igen. Jeg fik sat lidt blomster og fjernet lidt ukrudt på gravstedet, der jo desværre har det med at komme ret hurtigt. På hendes grav er der også en fin lille kat. Vi har altid været glade for katte i vores familie, og der var ikke den store tvivl om, at den også skulle med, da vi i sin tid bestilte gravstenen. Siden er der kommet en lille mus til også. Jeg har taget billedet herunder med telefonen, så I må lige leve med kvaliteten. Men syntes, I skulle have lov at se den:



På vej ud til graven fik vi et kæmpe chok!! En pludselig høj lyd som en ballon, der sprænger, men det var det naturligvis ikke. Det var heldigvis heller ikke en punktering, men et gigantisk stenslag på forruden. Vi så det slet ikke komme! Så nu skal Christian have skiftet forruden på bilen i næste uge. Han har heldigvis en glasforsikring, så det ikke bliver så dyrt, men det er jo ærgerligt alligevel. Men sikke et chok.

Stenslaget set indefra. Billedet er taget på vej hjem.


Da vi havde været ved gravstedet, kørte vi tilbage mod Horsens. Vi havde bestilt bord på Restaurant Oksen, vores absolut favoritsted at spise, så det havde vi glædet os meget til. Det var dog ikke nemt at finde parkering i byen den dag, for der var flere arrangementer på én gang, bl.a. en Rasmus Seebach-koncert, fik vi fortalt, men jeg er jo heldigvis ret stedkendt, da jeg har boet i midtbyen, så vi fandt en parkering.
Maden var helt fantastisk, som den plejede at være, og til Christians store glæde var dagens suppe gullaschsuppen, han elsker så højt. Så vi nød det i fulde drag, inden vi igen vendte næsen hjemad til misserne. De havde været passet af Christians forældre, der endda også havde sovet heroppe, mens vi var væk. Det var rigtig dejligt og en god tryghed for mig, der ikke er glad for, at de skal være alene.

Det var rart, at det kun var fredag, da vi kom hjem, for så kunne vi nå at slappe lidt af i weekenden. Så meget som vi nu kunne sidde stille til. Lørdag fik vi som sagt Christians forældre op til grill, og søndag var vi lidt i haven.

Det var en rigtig dejlig tur. Lige som man kan ønske sig den - på nær vejarbejdet, naturligvis. Og ude godt, men hjemme bedst. Det var rigtig rart at komme hjem igen, ikke mindst til sin egen seng. Og kattene. De var også glade for at se os igen :) Især måske fordi de så kunne komme ud igen. De får ikke lov at gå i haven, når vi ikke er hjemme, så de nåede lige ud og køle pelsen lidt ned, mens vi prøvede at lufte lidt ud, før vi skulle sove (her bliver meget varmt, når solen står på, så det er nødvendigt). Kattene nød det virkelig og spurtede rundt som killinger i haven :) En god afslutning på et par dejlige dage.

mandag den 3. juni 2013

Pasta parmesan med svampe, squash og kylling

Da vi for et par uger siden fik jeg en pludselig lyst til at lave en pastaret med svampe og parmesanost, sådan en rigtig lækker cremet en, der smager af noget, så da jeg skulle lave madplan for os, satte jeg mig ned og prøvede at sætte sådan en opskrift sammen. Jeg har tidligere ofte lavet pasta cabonara, men er stoppet med det igen af hensyn til maven. Den indeholder dog en lækker, cremet ostesovs, så jeg brugte den som inspiration til min egen. Jeg valgte dog at lave den lidt anderledes, da jeg kun brugte æggeblommer (normalt bruger jeg hele æg, når jeg laver cabonara), og brugte lidt mindre parmesanost og fløde. Fløden, jeg brugte, var også lidt mere fedtfattig end den, jeg normalt bruger til cabonara, men smagen blev rigtig fin, og konsistensen var dejlig cremet, så der er ingen grund til at bruge en, der er federe :)

Jeg lavede min pastaret med kylling, der blev stegt i tykke strimler og krydret, så det smagte af noget, og den anden del af fyldet bestod af svampe (i det her tilfælde champignon) og squash. Det smagte rigtig dejligt sammen det hele, så det er klart noget, vi skal have igen. Jeg hev et surdejsflute op af fryseren som tilbehør.




Pasta parmesan med svampe, squash og kylling (2-3 personer)

2 kyllingebryster
250 g pastapenne (eller anden tørret pasta)
1 løg
4 fed hvidløg
1 squash
250 g rensede svampe (jeg brugte champignons)
2 dl fløde (jeg brugte en 10%)
3 past. æggeblommer
40 g revet parmesanost
Salt
Krydderier til kyllingen (jeg brugte tørret barbequekrydderi og lidt røget paprika)

Tilbehør
Flute eller andet godt brød (vi fik hjemmebagt surdejsflute)

Rens svampene. Skær store svampe i 3-4 skiver, mindre deles på midten. Læg champignonerne på en tallerken. Vask squashen, halver og fjern kernerne. Skær squashen i skiver a ca. 1 cm i bredden. Læg squashen på tallerkenen hos svampene.

Pil løg og hvidløg og hak dem. Put dem på tallerkenen med de andre grøntsager.

Skær kyllingebrysterne i tykke strimler og steg dem møre på en pande i lidt olie. Krydr strimlerne med salt og bbq-krydderi og et lille drys røget paprika (man kan også nøjes med bare at krydre med lidt almindelig paprika - kyllingen skal bare smage af noget).

Mens kyllingen steger, sættes vand til pastaen over at koge. Når kyllingen er færdigstegt, sættes panden til side, mens grøntsagerne steges (på en anden pande). Varm lidt olie op på en pande og steg grøntsagerne, til svampene er blevet bløde og har skiftet farve, og squashen er mør, men stadig har bid. Krydr med salt, når de er færdige. Pastaen koges, mens grøntsagerne steges. Hæld vandet fra pastaen og lad den dryppe lidt af i en sigte, før den puttes tilbage i gryden.

Rør fløde sammen med æggeblommer, parmesanost og lidt salt. Når pastaen og grøntsagerne er færdige, hældes de sammen i gryden, og kyllingestykkerne røres også i. Tilsæt herefter flødeblandingen og varm retten op kort, til flødecremen er kogt tyk (den tykner pga. æggene). Smag til med salt.

Hvis du har lyst, kan du vende lidt friske krydderurter i inden servering, f.eks. basilikum. Server med godt brød.

Min tallerken. Basilikum passer godt til retten, så hvis man har lyst, kan man
vende lidt friske, hakkede basilikumblade i retten, inden den bliver serveret :)



Jeg har efterhånden fået lidt mere ro på omkring hegnet, der jo var smurt ind i olie og et problem i forhold til kattene, hvilket jeg skrev om i mit sidste indlæg. Da Christian kom hjem den dag, gik han i haven ret hurtigt og begyndte at tørre den overskydende olie af. Det er umuligt at få alt af, så jeg holder stadig øje med kattene, og vil ikke have dem for tæt på hegnet, men indtil videre er der ikke sket nogen ulykker med fedtet pels, så det er jo rart.

I sidste uge fortalte jeg også, at vi skulle på en lille tur, men ikke hvorhen. Jeg prøver at undlade at fortælle hele verden, at vi skal være hjemmefra og hvor længe, for man ved aldrig, hvem der læser med. Man behøver jo ikke ligefrem invitere indbrudstyvene indenfor. Derfor fortalte jeg ikke mere dengang. Men nu, hvor det er overstået, kan jeg fortælle, at vi var i Herning og se Pink i torsdags. Vi overnattede på et vandrerhjem i Givskud, og dagen efter var vi bl.a. en tur i Løveparken, der ligger lige ved siden af. Vi havde en rigtig dejlig tur, men den vil jeg vende tilbage og fortælle mere om i et andet indlæg. Jeg har siddet og lavet en kæmpe bunke billeder de sidste dage fra Løveparken, så dem får I også at se :)

Christians forældre har været oppe og passe kattene, mens vi var væk, og sov rent faktisk her sammen med dem mellem torsdag og fredag. Det var rigtig dejligt, at de ville passe dem, og som tak inviterede vi dem op til lidt grillhygge i lørdags. Jeg marinerede nogle nakkekoteletter, som jeg selv skar ud af et stykke nakkesteg (med hhv. barbequemarinade og hvidløg-), lavede hakkebøffer af friskhakket oksekød, som fik vendt kanten i krydderier og der var også lidt pølser. Af noget af nakkestegen havde jeg skåret tern, hvor jeg havde fjernet det overskydende fedt, da Christians far er lidt sart med sådan noget. Ternene blev hvidløgsmarineret og sat på spyd.
Som tilbehør fik vi en god salat, små kartoffelpakker med kryddersmør, majskolber med smør og lidt brød. Det hele smagte rigtig dejligt.

Jeg havde også lidt dessert klar. Inden da lavede Christian og hans far dog lidt marshmallows over den sidste varme på grillen. Jeg lavede for kort tid siden en ny portion strawberry cheesecake-is, der er skøn og frisk, og den sluttede vi dagen af med. Christians forældre havde været til indsamling hele dagen, så jeg tror, de var glade for nem aftensmad. De arbejder på et loppetorv her i byen som frivillige, og bruger rigtig megen tid på det. Den første weekend i måneden sætter folk ting ud til vejen her i byen, som de kan køre rundt og samle ind, så det er en lidt travl dag for dem. Så de var også noget trætte. Men vi havde en hyggelig aften.

I går var vi i haven og plante nye planter, vi var i havecentret og købe lørdag. Jeg fik også endelig plantet mine krukker med krydderurter til, så de er færdige nu. Manglede en basilikum, men sidste år fik jeg sådan en fin, kraftig en med mørke blade og smukke, lilla blomster, men den har jeg ikke kunnet få i år. Jeg endte med at vælge en rød, almindelig basilikum, som nu er plantet. Så må vi se, hvordan det går med den :) Det var rart at få overstået plantningen. Nu mangler vi ikke at sætte så mange ting derude. Måske lidt etårige blomster som f.eks. margueritter. Nu må vi se, hvad vi lige falder for. Christian fik også slået græs, så haven er helt pæn igen :)

Nu er der ikke mere fra mig i dag, men jeg vender som sagt tilbage og fortæller om vores tur til Jylland i et indlæg inden så længe. Jeg vil slutte af med en smagsprøve på de billeder, I vil se flere af i det indlæg. Tryk på dem, så får I dem op i en større størrelse.

Ulvemøde i skoven.

Giraffen ser os lidt an.

Lemur - eller Phoebe-aben, som jeg kalder den ;) Pga. den kæmpestore hale
og den lange snude.

Snadrende flamingo.

onsdag den 29. maj 2013

Noget om katte, hegn og angst

De rolige dage i weekenden har fulgt mig ind i denne uge. Jeg har haft nogle gode dage, og jeg havde egentlig håbet, det ville fortsætte, så jeg har godt med overskud, til vi skal ud senere på ugen, men der skete noget i går, der har sat en kæp i hjulet.

Som I, der læser med herinde, måske ved, så er vi ved at skifte hegnet på terrassen ud. Vi har købt et nyt pilehegn, der er flot og det hele, og vi har fået sat nogle fag op allerede. Det er dog noget olieret. Overraskende meget, faktisk. Vi fik selv olie på hænderne, da vi var ude og hente det, men har ikke tænkt ret meget over det, efter vi satte det op, sådan i forhold til kattene. De plejer ikke at gnide sig op ad hegnet.
Det skete så i går. Ozzy lagde sig bag mine krydderurtekrukker ind mod hegnet, og kom ind med den ene side fedtet ind i olie fra hegnet :( Det er jo trods alt ikke motorolie (vi ved dog ikke, hvad det er for en olie, Bauhaus har smurt hegnet i), men olie er farligt for katte, og det gjorde mig meget bange. Derfor kunne jeg ikke se nogen anden udvej end at give Ozzy et bad. Vi har noget kattesæbe til nødsituationer, for vi bader ikke vores katte sådan generelt. Det blev smurt ind i pelsen på olien, før han blev våd, og så blev det efter lang kamp skyllet af.

Men det var en forfærdelig oplevelse både for ham og mig. Han har aldrig før fået et bad, og han er en noget bange lille mis, især efter han har måttet af med øjet (pga. kræft), så det var meget traumatisk for ham. Jeg kunne heller ikke få lov at føntørre ham, så efter en tur i håndklædet måtte han selv sørge for at blive tør. Han kom dog frem og ville have lidt mad ret hurtigt og selskab, så det er jo godt nok, men det var så synd for ham! Jeg hader at skulle udsætte ham for det :(

Ozzy i haven for et par dage siden.


I dag har jeg så været ude og sætte krukkerne, så han ikke kan lægge sig bag dem, og flytte andre væk fra hegnet, så han ikke føler sig fristet til at lægge sig "i klemme" mellem dem og hegnet. Alligevel har han været ude og være tæt på hegnet og overvejede en tur op i fuglehuset (der sidder på hegnet), så jeg måtte springe op og ud og jage ham væk derfra :( Nu ligger han og surmuler i det høje græs i regnvejret.

Det er en rigtig træls situation. Vi har snakket om at tørre hegnet af, så godt vi nu kan, men det kan jo ikke lade sig gøre i regnvejr, som det er i dag, for hegnet skal være tørt. Og jeg bliver stresset af at tænke på at skulle nå at få det gjort, før vi skal afsted senere på ugen :( Det bliver et kæmpe arbejde og kommer til at koste mig utrolig megen energi, det er næsten ikke til at holde ud at tænke på. Når det så er tørret af, skal det nok stå og tørre nogle dage i solen, før kattene må komme i kontakt med det igen. Puh, det er næsten en uoverskuelig opgave :(

Jeg er rigtig bange for, at han skal komme til at indtage noget af den her olie eller få den i pelsen igen, så han skal i bad igen. Det vil jeg helst ikke udsætte ham for. Det var rigtig slemt for ham :( Men jeg kan ikke holde øje med ham hele dagen, og det er synd at holde ham inde, så jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal gøre :( Situationen har sat gang i min angst, som bare galopperer derudaf. Det kunne jeg konstatere, da jeg fik en mail fra et firma, hvor vi afventer kattelegetøj fra, da vores pakke har forputtet sig i fragtbilen, som har været på værksted i mellemtiden, og jeg kan bare ikke lade være med at tænke, at der er en risiko for, at tingene nu er blevet forurenet, fordi de har været med på værkstedet :( Christian mener ikke, der skulle være nogen risiko, men det er svært at lægge tanken igen. De her katastrofetanker er ret typiske, når jeg har angstanfald, desværre. Jeg er bare så bange for, at der sker kattene noget :(

Det hjælper heller ikke at skulle væk fra dem, når vi skal afsted senere på ugen, for jeg er så bange for indbrud (hvor der sker noget med kattene. At de bliver stjålet eller løber væk og kommer til skade) og at der skal ske dem noget, mens vi er væk. Christians forældre kommer dog herop og passer dem det meste af tiden, men jeg er bare bange :( Det er en virkelig lammende frygt, der gør, at det er svært at tage nogen steder. Men forhåbentlig sker der ikke noget.

Phoebe har taget sit "bytte" med i haven.

Der leges lidt.

Putte i skyggen af det gamle hegn.


Nu er herren så kommet ind fra regnvejret totalt gennemblødt! Så jeg har været i gang med at tørre ham lidt af. Nu er der lukket ud i haven, så han ikke kan komme derud igen. I hvert fald så længe det regner. Han skal helst ikke blive syg. Forhåbentlig gider han heller ikke ud og accepterer situationen, så han finder et lunt sted at sove.

Jeg er træt af, at det her skulle ske. At det blev et problem med hegnet og kattene, og den stress, det har skabt i mig. For jeg har virkelig nydt de sidste dage. Jeg har følt mig mere udhvilet og bedre tilpas og havde mod på at skulle hjemmefra. Jeg håber, det kommer igen. Måske gør det, når vi har fået fjernet olien fra hegnet, men det kan vi som sagt ikke lige komme til med det første.. og ret sikkert ikke, før vi skal afsted.

Puh. Havde brug for at få luft for de her tanker. Det gør mig så bange, det hele :( Jeg håber, der kommer lidt mere ro på, når vi har fået fjernet overskydende olie fra hegnet engang. I mellemtiden må jeg prøve at trække vejret og få styr på angsten, så jeg kan få noget ud af vores tur, som jeg har glædet mig til.

mandag den 27. maj 2013

Kylling med spicy tomatris og surdejsflute

Nu er det jo sådan, at mit helbred gør, at vi ofte hopper lidt rundt i de samme retter i perioder, fordi der er meget, jeg ikke kan tåle, men jeg prøver at sørge for også ind imellem at sætte nogle dage på madplanen, hvor Christian får lidt andet og mere spændende. Så han ikke altid skal lide under at spise, hvad jeg er nødt til. I sidste uge blev det til en lækker, cremet pastaret med squash, svampe og kylling (som jeg dog også spiste med af), som jeg vil komme tilbage og give opskriften på i et senere indlæg og pulled pork, som jeg nævnte i mit seneste indlæg.

For et par uger siden lavede jeg nedenfor stående ret til ham. Han elsker ris, måske især fordi vi ikke får det så tit, så jeg tænkte, at det lige var noget for ham. Han elsker også stærk mad, og risene er godt krydrede. Jeg lavede halv portion af opskriften til ham, og der var ris i overskud til ½-1 person, så jeg skyder på, at den fulde opskrift kan mætte 2-3 personer. Jeg har lavet retten en del gange før og ved, at folk i gennemsnit spiser 2 (måske 3, hvis man er ekstra sulten) kyllingeoverlår pr. person. Ris mætter jo tungt, og når der også er brød til (jeg serverede surdejsflute som tilbehør), tror jeg ikke, man spiser mere end 2 overlår pr. person.

I den originale opskrift, der er fra Karolines Kogebog, er der også frisk chili i risene, men det har jeg skåret fra, da jeg begyndte at lave den (fordi jeg ikke tålte store mængder chili). I stedet putter jeg (når jeg laver den til Christian, og den skal have lidt ekstra styrke) lidt ekstra sød chilisauce i. Det fungerer rigtig godt, synes jeg :) Den originale opskrift er skrevet til at være til 4 personer, men så langt rækker retten altså ikke, hvis man ikke spiser som en fugl. Den kan maks mætte 3 personer. Der er kun 4 dl ris i retten, og når vi spiser gryderetter herhjemme, spiser vi næsten 3 dl ris til sammen. Så 4 dl rækker altså ikke til 4 personer. Heller ikke selvom der er hakkede tomater mm. i. Jeg har rettet på et par andre ting i retten også, og nedenfor kommer min fortolkning af den :)





Kylling med spicy tomatris og surdejsflute (2-3 personer)

4-6 kyllingeoverlår (2-3 stk pr mand)
2 røde peberfrugter

Tomatris:
2 løg
4 dl basmatiris (andre slags ris kan også bruges)
1 dåse hakkede tomater
½ liter hønsebouillon (½ liter kogende vand + ½ hønsebouillonterning)
2 spsk sød paprika
3 spsk sød chilisauce
2 tsk groft salt
Lidt friskkværnet peber

Derudover:
Godt brød (jeg serverede hjemmebagt surdejsflute til)

Kyllingen brunes på en pande og steger under låg, mens risene tilberedes.

Hak løgene og klargør bouillonen. Svits løg og ris kort i lidt olie eller smør/margarine, til de er klare i farven, og uden løgene bliver brune. Tilsæt hakkede tomater, bouillon, paprika, chilisauce og salt. Lad det hele simre under låg i 12 minutter. Tag derefter gryden af varmen og lad den stå og trække med låget på i 12 minutter yderligere, før risene serveres.

Når kyllingen er færdigstegt (jeg gav min, til risene var færdig med at trække, ca. ½ time - kyllingeoverlår tager ikke skade af lang stegning, da de ikke bliver tørre), krydres med salt og peber, og overlårene tages op på en tallerken og dækkes med sølvpapir. Rens peberfrugterne og skær dem i ikke for tykke strimler (ca. ½ cm). Svits dem i kyllingens pande i skyen, til de bliver bløde og lækre.

Fordel peberfrugtstrimlerne oven på tomatrisene, før de serveres. Server i øvrigt med godt brød til.

Christians tallerken :)


 

Nu har vi snart gang i slutspurten på den stopfyldte måned, som maj har været for os. Der har været noget hver eneste weekend. Vi har da også en sidste ting, vi skal denne uge, hvilket jeg vil vende tilbage og fortælle om i et senere indlæg. I næste uge skal jeg på Holbæk sygehus hos en allergolog til priktest, og så har vi endelig ingenting planlagt derefter. Det betyder, at jeg kan være mindre påpasselig med maden, hvis jeg har lyst, når jeg nu ikke står og skal til en helt masse. Så er der tid til, at maven kan komme ovenpå igen, før vi skal noget.

Det har været en dejlig weekend. Vi har prøvet at lave så lidt som muligt, så mit stressniveau kan komme lidt ned, inden vi skal afsted i denne uge, og det har faktisk været svært. Jeg har i hvert fald måttet holde lidt på mig selv for ikke at gå i gang med en masse eller lige tage i plantecenteret for at se, om de mon har fået basilikum og de andre ting, jeg gerne vil i den nærmeste fremtid. Men det lykkedes. Især i lørdags. Vi havde en fantastisk dag, hvor vi intet (eller jeg ordnede badeværelset, gjorde regninger op og lavede mad, men ellers ikke ret meget andet) lavede. Eller stort set intet. Christian spillede en del på sit spil og var derfor ret afslappet, hvilket smitter, så jeg slappede også af. Vi spiste en lækker middag bestående af en bøf af oksemørbrad med hjemmerørt hvidløgs-persillesmør, sprøde ovnkartoffelbåde, bearnaise og salat, og jeg har sjældent haft det så godt, som jeg havde det lørdag aften. Vi sluttede af med en god film, før vi gik i seng.

Søndag blev der dog lavet lidt mere, for akvariet skulle have skiftet vand. Christian stod for det meste, og jeg ryddede lidt ud i akvarieplanterne, før der kom vand i. Senere gik han i gang med at kigge på havehegnet på terrassen. Sidste weekend var vi jo ude og hente nyt hegn til terrassen, og det kløede i fingrene på Christian for at komme i gang med at sætte det op. Han har fået afmonteret ca. halvdelen af det gamle hegn og sat 3 fag af det nye på. Det er bare superpænt, synes jeg. Det er pilehegn ligesom det gamle, dog uden ombuk i top og bund, og af en bedre kvalitet end det gamle, så vi håber, det holder lidt længere. Vi sluttede søndag af med at se et afsnit af Glee og et afsnit X-files (som vi snart er igennem, hulk!). Det var også en god dag, selvom den ikke var så afslappende som lørdag.

I nat har jeg sovet godt for første gang længe. I hvert fald lige indtil Phoebe kaldte i formiddag. Hun har været ret insisterende og gået og vrælet, men jeg faldt heldigvis i søvn igen efter hendes ca. 15 minutters lange koncert. Vågnede først, da hun kaldte igen, og har vist sovet 9-9½ time i nat. Det var godt nok også tiltrængt. Men jeg kan mærke, at det har gjort en positiv forskel med den gode søvn, for jeg har det bedre i dag. Det er jo dejligt, for jeg skulle gerne have lidt energi til ugens udflugt.

Jeg vil slutte af med et syn, der mødte mig i sidste uge. Det var noget overraskende, for det er ikke noget, jeg har set før. Phoebe vil så gerne have tæt kontakt med drengene, men de er ikke så vilde med at ligge tæt. Nogle gange sniger hun sig hen og prøver alligevel, og i sidste uge lykkedes det, utroligt nok! Måske fordi døren ved siden af kattesengen stod åben og det var en kold dag, så det trak. Så Phoebe blev et varmeskjold for Putte ;) Så kunne hun godt bruges :D Det var i hvert fald sødt, og man var ikke i tvivl om, hvor meget hun nød det, når man så hende ligge sådan der, årh :)