Farvel, fantastiske Phoebe

Det her er et indlæg, jeg har skullet bruge meget lang tid på at blive klar til at skrive, og processen med at få det skrevet, har været lang, men det er godt at få det gjort, da det er en del af bearbejdelsen af tabet af det mest fantastiske væsen, vi har været heldige at have i vores liv.

Fredag 8. marts var en rigtig svær dag for os og en dag, vi havde frygtet og vidst ville komme, siden Phoebe blev diagnosticeret med svær og akut hjertesvigt i juni sidste år. For det var dagen, hvor vi måtte tage afsted med et af de mest kærlige, sjove og fantastiske væsner, vi nogensinde har kendt. 

Vi fik i første omgang kun to måneder stillet i udsigt i juni sidste år, da hun var så akut dårlig, så vi smed alt, vi havde i hænderne, hvilket bl.a. var alt efter min fars død, dvs. hus i Jylland, der skulle tømmes og alt andet praktisk og tog os kun af hende. Efter lidt forsøg med behandling og skift af medicin blev hun dog mere stabil og overlevede sin holdbarhedsgrænse, vi havde fået, og Christian og min svigerfar har gjort et kæmpe arbejde med at køre mange ture til Jylland for at afvikle huset efter min far, mens jeg blev hjemme og passede Phoebe. Hun havde tabt sig meget i starten af forløbet, så jeg skulle holde hende kørende med mad, hvilket betød opfordret fodring og håndfodring mange gange om dagen, og så skulle hun også have sin hjertemedicin fast hver 12. time. Det var en hård tid, men hun rettede sig, fik sin gamle kampvægt tilbage og havde det godt under sin tid med behandlingen, så det har været al arbejdet værd. Hun nød sin have, snakkede til fuglene og jagtede stadig mus og kom op til kæleture, så det har været så vigtig en tid. 

Phoebe på musejagt i haven december 2023

Phoebe i haven i snevejret i starten af december 2023

En meget kælen Phoebe med på badeværelset i september 2023, hvor hun stjal mit håndklæde.
Intet var bedre end noget, som duftede af hendes mennesker.

Hun gik i starten af forløbet hos en anden dyrlæge end vores faste, som kunne hjertescanne og stille diagnosen, men gennem en stor del af forløbet har vores egen dyrlæge været med ind over og støttet hende og os rigtig meget. Hun er kommet hjem en gang om måneden her og givet Phoebe gigtmedicin i sprøjte, så hun ikke skulle stresse med at skulle afsted hjemmefra, og vi har fået sparring med hendes behandling undervejs også. 

Da Phoebe i februar blev tiltagende dårlig og vi nok havde troet, at hendes hjerte var ved at give op, sørgede vores dyrlæge for, at vi kunne få hende scannet hos en hjertespecialist, som kommer lejlighedsvis i vores sædvanlige klinik. Der fik vi så at vide, at hendes hjerte var perfekt og arbejdede, som det skulle, hvilket var et stort chok og en overraskelse. Men hun havde som tidligere en masse væske i brysthulen, som var ved at kvæle hende, så det var akut med at få det ud og vi kørte 1½ time til Nordsjælland for at få hende drænet akut den aften. Hun var så utrolig sød og medgørlig, vores dejlige pige, og lå bare i min arm, mens hun blev stukket uden bedøvelse og drænet for væske gennem 1½ time, som det tog, da arbejdet var besværligt. Bagefter satte hun sig op og vaskede sig og sagde nærmest "ah, det var dejligt, tak". 

Hun blev sat op i vanddrivende medicin, og vi havde forventet, som vi tidligere har oplevet, at hun nu ville have 3-4 gode uger i hvert fald oven på dræningen. Vi skulle dog have hende undersøgt yderligere for årsagen til hendes problemer, og det stod egen dyrlæge for dagen efter, hvor vi fik taget røntgen og blodprøver. Det viste sig, at hun havde kræft med involvering af lymfesystemet. Vi valgte operation fra, da hun var ret svag og 11 år, så det er voldsomt at sætte en ældre kat igennem, men man kunne behandle/lindre medicinsk og få tid den vej. Det startede også godt, for hun fik det så godt på binyrebarkhormon. Blev så glad og fræk og begyndte at "danse" på bordene igen og hvæsse kløer alle mulige uartige steder 😄 Hun blev dog også mere tørstig af det, så desværre kom væsken hurtigt tilbage og vi fik kun kort tid til sidst med hende, desværre. I de sidste dage kunne vi se hende blive mere træt, så vi måtte tage den tunge beslutning og kontakte vores egen dyrlæge, som havde lovet at komme hjem og hjælpe os med den sidste afsked, når den dag kom. Hun er en fantastisk empatisk og god dyrlæge, som har gjort meget for os og kattene gennem årene, så hun omrokerede sin dag for, at det kunne klares, som vi ønskede os. 

Phoebes sidste dag var smuk. Hun havde det oftest bedst om morgenen, og på sin sidste dag kom hun ind i sengen til os til en dejlig kæletur og gav os så meget kærlighed, som vi altid har fået fra hende. Bagefter fik hun sin vådkost, livretten, og gik en tur i haven, hvor hun nød den friske luft og spiste lidt græs. Da det var tid, fodrede jeg hende med hendes favoritslik, og hun havde heldigvis stadig en fin appetit, hvilket var en trøst. Hun guffede løs og mærkede ikke prikket fra dyrlægen og spiste sit slik, lige til hun lukkede øjnene. Hun levede i den grad for at spise, så det var den helt rigtige måde at kommer herfra på. Bagefter blev hun puttet i en papkasse, som hun elskede at ligge i, liggende i min nattrøje, som hun også elskede, med sit favoritlegetøj, snack og lidt små gaver fra os.

Billeder fra Phoebes sidste tur i haven. Hun nød den friske luft og kiggede på fugle.

Uanset hvor smuk en dag det trods alt blev, var det en frygtelig smertefuld dag. For os alle sammen. Julius var oppe og kigge til hende i kassen bagefter, men har ikke kunne forstå, hvad der foregik alligevel. I mange dage kiggede han efter hende rundt i huset. Oppe i kigge i øverste køje i kradsetræet. Kigge under sofaen og andre steder, han kunne tro, hun kunne være, men nej. Han har også længe troet, at nu kom vi hjem med hende, når vi har været væk hjemmefra på en måde, som vi ikke plejer (hvis vi har været væk flere timer eller på andre tidspunkter end normalt). Han var så glad for hende og hun vaskede ham og gav ham nær kattekontakt, og han har været så nedtrykt og ked af det bagefter. Det er snart tre måneder siden, vi mistede hende, og det er først inden for den seneste måned, at vi er begyndt at få en normal hverdag igen.

Det har heller ikke været nemt for os. Vi er begge meget påvirkede af det, og de første uger især var meget slemme. Jeg har haft mange ritualer med Phoebe gennem dagene med medicin og fodringer, så der var pludseligt alt for meget tid og mange påmindelser på tidspunkter i løbet af dagene, at hun ikke er her mere 😞 Jeg har i mange år levet rimelig stabilt med min angstsygdom, men efter vi mistede hende, er jeg begyndt at få både angst og panikanfald igen. Hvilket nok vidner om, hvor frygteligt og svært hele det her forløb og tabet af hende har været. Det hænger desværre ved og gør livet lidt ekstra svært her bagefter. Kan heller ikke rigtigt finde min søvn mere, så jeg har mange søvnløse eller delvis søvnløse nætter pt., og det gør det nok heller ikke nemmere at komme op til overfladen igen. Den eneste rigtig trøst i så svær en tid er, at det gør så ondt, fordi hun var så højt elsket, og smerten er et tegn på vores kærlighed til hende, som var stor. Uendelig.

Det var den frygtelige og svære del at fortælle om. Den anden side til at skrive den her slags beretning og mindeopslag er at se tilbage på alle de gode år, hun gav os, som vi er så taknemmelige for. Dem vil jeg kigge tilbage på nedenfor og dele en masse dejlige billeder og videoer fra hendes liv.

Phoebe var måske verdens bedste kat. Uagtet at vi elsker dem alle sammen lige højt, var hun bare et meget særligt væsen. Hun var utrolig kærlig. Har givet mig meget kærlighed lige fra dag 1, selvom jeg dengang ikke var klar til en ny kat. Vi fik hende efter tabet af Mille i 2012, hvilket efterlod Putte i stor sorg.  Han trængte til mere kontakt, end Ozzy kunne give og vi vidste, at vi måtte hurtigt ud og kigge efter en ven til ham, selvom det var hurtigere, end vi nok selv var klar til. Efter en del kiggen fandt vi Phoebes opdrætter, og Phoebe valgte os. Ville på ben med det samme og havde tid til at kæle, selvom hun var lille og de ofte har krudt i rumpen 😄 Hun blev også den perfekte ven for Putte, og gav hans liv så meget kvalitet i hans sidste år. Vaskede ham, som Mille havde gjort, og blev en sjov legekammerat, især i haven, hvor de havde meget glæde af hinanden.

Hele historien om hende ligger faktisk herinde et sted, om vores besøg hos hende, før hun flyttede ind (ligger under september og oktober 2012, hvis nogen har lyst til at kigge tilbage og se de søde billeder af og historier om hende som killing) og mange historier om hende gennem tiden.

Hun blev hurtigt "førerkatten" i huset, da hun flyttede ind og tog sig af drengene og os. Hun vaskede allerede som killing både Putte og Ozzy med kattemoderlig stædighed, og fik fra Ozzy utrolig lang snor for, hvad han fandt sig i fra hende, fordi han forstod, at hun var et barn. Sådan forblev det også hele tiden, hun var hos os. 

Killingebesøg hos Phoebes opdrætter i 2012.

Lille Phoebe i armene på Christian ved et killingebesøg.

Så flyttede hun ind.

Tiden før de automatiske, chipstyrede madskåle, så vi måtte lave en kasse, som kun hun kunne komme ind og spise killingefoder af. Ærgerligt nok, syntes Ozzy.

Hun var det sjoveste væsen. Skulle nok få sin vilje, det lærte hun os, ellers måtte der kløer i tapetet, da hun var killing 😂 Hun var i det hele taget god til at opdrage os på den sødeste måde. Aldrig en klo fremme i vores kontakt med hende. Aede man et sted, hun ikke foretrak, satte hun hovedet ned i stedet og sagde ligesom "ae mig på hovedet i stedet for". Opdragede os på den måde til at gøre, hvad hun gerne ville. Hun efterlader meget af sig selv her i huset hos os. Hendes "vægudsmykning" fra killingeårene kan stadig ses her og der, og de andre har overtaget nogle af hendes vaner. Bl.a. "done with that"-bevægelsen. Det er sådan en slags rysten med især begge forpoter, men i særlige tilfælde også bagpoter 😅 Det var sådan en let irriteret bevægelse, fx når vi ikke ville lade hende spise af Ozzys mad og hun måtte gå fra stedet med uforrettet sag. Så blev der lige rystet poter. Både Julius og Ozzy ser vi også gøre det her nu, så det er sjovt, hvordan hendes facon lever videre i dem. 

Heeeeere's Phoebe!

Poterne op!

Lige fra hun var lille, har hun opsøgt os meget for kæl. Da hun var helt lille lå hun på mine ben og legede med min halskæde, der har en lille kugle på, det var bare sjovt. Vi havde ellers fået at vide, at maine coons ikke ligger på ben, det ved de, at de er for store til, men det gjorde hun altid hos os, og hun var ikke en lille kat. Faktisk lå hun primært hos mig de første mange år. Hun var i særdeleshed min kat og ville altid ligge hos mig men meget gerne kæles af Christian samtidig. Det var først lige før, Julius flyttede ind, at hun begyndte at ligge hos Christian, men det fortsatte hun også med til det sidste. 

Hun gjorde det meget hengivent, pressede sit hoved ind til mit bryst og gjorde det så tydeligt, hvor højt hun elskede os. Hun kom selv, når hun ville have kæl, heldigvis tit. Så sad hun hos os i sofaen, eller kom ind i sengen om aftenen og lå på maven af mig. Hun var som sagt god til at opdrage på os, så hun kunne også i løbet af dagen finde på at gå ind på sengen og sidde og kalde på os, og så måtte vi komme ind og kæle med hende der. Det var jo også bare fair, når hun også kom, når vi kaldte på hende om aftenen i sengen. 

Phoebe og far ser Kommissær Rex.

Phoebe gav os masser af kærlighed og kæleture lige til det sidste.

På videoen her, som er taget inden for det seneste år, kan man virkelig se 

hendes hengivenhed og kærlighed, som hun putter hos mig.

En anden sød vane, hun havde, var at sætte næsen op på vores håndled, når vi kom og kælede hende og nussede hende i nakken. Så blev næsen lige sat på håndleddet og der blev snust lidt og lavet kontakt den vej. Det var en meget hengiven kontakt mellem hende og os, som hun ikke gav andre. Vi har ikke oplevet det med andre katte før, men Julius gør det faktisk også. Nu, hvor hun ikke er her mere, er det rart, at han tager lidt over sådan. 

Phoebe var en meget snakkende kat. Både med os, de andre katte og til fuglene, hun så i haven og gennem vinduerne. Det var pippende lyde, hun lavede, så hendes kælenavne blev ofte afledt deraf (Pip eller Pippe eller Fi-pip). Ind imellem, når jeg ligger om morgenen og lige er vågnet, synes jeg stadig, jeg kan høre hende pip-snakke på den anden side af soveværelsesdøren, som hun ofte gjorde, så snart hun kunne høre, at vi var vågne. Hun kunne høre, at vi var vågne, bare vi trak vejret på en anden måde, end når vi sov. Så ville hun gerne ind og ligge i sengen og hygge eller få os op, så hun kunne få sin morgenvådkost. 

Vi købte Julius for hendes skyld, men han var måske ikke lige, hvad hun havde ønsket sig, for han var ret fræk og hun havde gået en del år "alene", mens Ozzy kom ovenpå igen med sin mundbetændelse, så hendes behov for nær kontakt var nu ikke så stor. Men hun påtog sig opgaven med Julius i stiv pote, førerkat som hun var. Hun opdragede ham og vaskede ham, og hun lærte ham også at jage mus. Fangede mus til ham, som han kunne lære at jage lidt på. Og han elskede hende over alt på jorden. 

Julius stor-nød, når han kunne få lov at ligge tæt på Phoebe.

Phoebe trøster Julius på hans første tur i den store, "farlige" have.

Phoebe vasker Julius, da han var en stor killing.

Phoebe var så sød og speciel. Hun havde stor tillid og kærlighed til os og lod os hjælpe hende med meget. Barbere knuder af, når det var nødvendigt, hvilket det ind imellem var, da hun ikke brød sig om at blive friseret, og hos dyrlægen blev hun kaldt et pragteksemplar, da hun var så sød og tålmodig med alt, hun blev udsat for der. Også i hendes sidste år som syg, hvilket har været årsagen til, at vi i det hele taget har fået så lang tid med hende. Når hun skulle have medicin, kom hun selv hen til mig og spandt, klar og glad for at skulle have, bare fordi vi havde indøvet, at hun fik et lille stykke guf til sidst. Så kunne jeg give hende nok så mange piller først. 

Hun har sat de største spor i hjerterne på os, og det er meget tomt her nu uden hende 😔 Hun har fået et lille sted ved siden af Putte og Mille, og skal med tiden også have sin egen sten. Lige nu har hendes sted en lille fugl af granit, da hun var den bedste fuglefanger, og en sommerfugl, da de altid havde hendes store interesse, især da hun var yngre. Det er en del af processen i tabet at have et sted, hvor vi kan tænde lys og snakke til hende og mindes, som vi har gjort med de to andre, vi har måttet sige farvel til gennem årene. 

Phoebe var en fantastisk jæger, og hun har bragt mange gaver med hjem gennem årene. Det var dog sjovest, når hun nøjedes med at fange den kunstige fugl for enden af drillepinden 😉

Det har været en ret emotionel rejse at skrive det her mindeindlæg om vores elskede Phoebe. Rigtig hårdt, men også vigtigt at fortælle om den svære tid, vi har været igennem, og det har været meget specielt og rørende at sidde og kigge billeder og videoer igennem fra de sidste 12 år, at genopleve alle de gode minder, vi har med hende og tænke tilbage på den søde, sjove og kærlige pige, vi var så heldige at have i vores liv i 11½ år. 

Hun vil for evigt have en plads i vores hjerter, som ingen andre vil kunne udfylde. Vi er så taknemmelige for at have haft lov til at kende hende og være hendes menneskeforældre. 

Grøn pastasalat

Før jeg starter dagens indlæg, vil jeg gerne sende en varm tak ud til alle jer, der har sendt mig søde, støttende hilsner her på bloggen og på Facebook efter mit seneste indlæg. Det betyder så meget mere, end I aner, så tusind tak!

Det er efterhånden noget tid siden, vi holdt Christians 40 års fødselsdag, så nu må det være på tide at fortælle lidt om den mad, der blev spist. Vi havde bestemt os for at grille, og regnede bestemt med, at vi kunne sidde i haven. Vi havde fået vasket alle havemøbler af og fået dem stillet op i haven, så alt var klart. I slutningen af juni forventer man jo naturligvis at kunne sidde udenfor. Sådan blev det dog ikke, for den her sommer har været en af de koldeste og vådeste, og den dag blev ikke meget anderledes. Faktisk var det en af de vådeste i lang tid! Men vi fik stillet en indkøbt pavillon op over terrassen, så der kunne grilles i tørvejr, og så sad vi ellers indenfor og spiste.

Menuen stod på:

Velkomstdrink: bestående af hyldeblomstsaft, hvidvin, danskvand og danske jordbær.
Kød: barbecuemarinerede nakkekoteletter, ribeyebøffer, hakkebøffer, hotwings og forskellige slags pølser.
Tilbehør: grøn pastasalat (som I får opskriften på i det her indlæg), hjemmelavet kartoffelsalat med dild, tomatsalat med mozzarella, majskolber, der havde været på grillen, stor salatbar, samt div. brød, dressinger og kryddersmør, som dog var indkøbt for nemheds skyld.
Dessert: hjemmelavet strawberry cheesecake ice cream, Hansens vanilleis, hjemmebagt brownie med store stykker lys chokolade og hakkede valnødder, lidt indkøbte vafler.
Derudover: lidt forskellige snacks og slik.

En del af opskrifterne kender I allerede, men jeg vil i det her indlæg give jer opskriften på den grønne pastasalat, og vender senere tilbage med opskriften på min tomatsalat med mozzarella.

Pastasalaten her har jeg lavet i mange år efterhånden. Den går fint som tilbehør til alt kød, eller man kan spise den, som den er, med tilbehør af godt brød. Er vild med det grønne tema i salaten, som også passer godt sammen smagsmæssigt. Jeg lavede knap en dobbeltportion pastasalat til festen (hvor vi var 13), men det var mere end rigeligt, når der også var meget andet tilbehør. Så en almindelig portion som angivet i opskriften rækker nok til en 3-4 personer, hvis der ikke er meget andet tilbehør, er min vurdering.

Grøn pastasalat (3-4 personer)

300 g pastaskruer
2 dl frosne ærter
1 broccoli
Feta i tern (bruger en med forskårne tern i saltlage, da Puck-typen bliver lidt for blød og salt til denne pastasalat)

Dressing:
2 dl yoghurt naturel
2 tsk dijonsennep
1 potte frisk dild
Salt

Kog pastaen. Hæld den i en si, og skyl den med koldt vand. Lad den dryppe af og køle helt ned.

Del broccolien i mindre buketter og put dem i en gryde. Put lidt vand i gryden (skal ikke dække broccolien, bare lidt i bunden, uden den kan koge tør). Tilsæt salt (ca. 1 tsk). Bring gryden i kog, og lad broccolibuketterne dampe, til de er næsten møre, men stadig har bid (tjek med en kniv undervejs i stilken. Der må gerne være lidt modstand). Hæld den dampede broccoli i en si, og skyl den straks med koldt vand, så den beholder den flotte grønne farve. Køl den af, mens du laver resten af pastasalaten.

Put ærterne i en skål og overhæld dem med kogende vand. Gentag. Hæld vandet fra.

Rør yoghurt sammen med sennep. Skyl og hak dilden og vend den i dressingen. Smag til med salt. Den må gerne være stærk i smagen af sennep, for det udjævner sig, når den fordeles over pastaen. Så er den slet ikke så stærk.

Put pastaen i en stor skål eller bøtte. Vend den sammen med dressingen. Del broccolien i mindre buketter, hvis de er til den store side, og vend dem i pastasalaten sammen med ærter og feta. Det er en smagssag, hvor meget feta man ønsker i sin pastasalat, men jeg bruger ikke mere end en bøtte. Du kan i øvrigt selv eksperimentere med andre grønne grøntsager, hvis du får lyst til at supplere eller skifte ud i fyldet, f.eks. agurk eller dampet, grøn asparges :)

Stil pastasalaten på køl nogle timer, før den serveres, så den får mulighed for at trække og suge dressingen. Server til f.eks. stegt kød eller frikadeller med godt brød til.

Kæmpeskålen med pastasalat til Christians 40 års fødselsdag :)

Puha, vi lever med et konstant forhøjet angstniveau herhjemme pt. Ozzys appetit er helt i bund, hvilket bekymrede os så meget, at vi har haft ham til dyrlægen for at få tjekket blodprøver. Vi har været gennem hele møllen med nyresvigt med Putte, så dårlig appetit er noget, vi ikke tager let på. Vi er stoppet med at give ham aloe vera, fordi vi vurderede, at der var en risiko for, at det påvirkede hans appetit, men den er ikke blevet meget større, siden vi stoppede. Så i går tog vi altså en tur til dyrlægen.

Vores dyrlæge kunne ligesom vi konstatere, at Ozzys mundbetændelse er blevet betydeligt værre. Nu sidder det også i gummerne, og hun mente også, at han måske var lidt hævet ved tungen. Han kan dog godt spise, når han kommer i gang, men lysten til mad er ikke så stor. Vi fik taget en blodprøve, som jeg har siddet og afventet svaret på i dag. Det er et angsthelvede for mig at vente på, og jeg har haft det rigtig skidt. Vågnede også alt for tidligt og lå med angst længe, før jeg opgav og stod op. Nu har jeg så netop modtaget hans prøvesvar pr. mail, og det fik pulsen til at falde fra skyhøj til næsten normal, mens jeg læste det. Han svar er nemlig utroligt pænt. Faktisk er det den pæneste blodprøve, han nogensinde har fået lavet! Simpelthen utroligt. Men det er jo kun dejligt, for så ved vi, at det ikke har noget at gøre med hans lever eller nyrer, at han har det sådan, og det er en kæmpe befrielse at få at vide. Virkelig. Selv hans hvide blodlegemer er steget på trods af interferonbehandling og infektion, så det er i det hele taget meget overraskende. Men dejligt.

Til gengæld skulle man synes, at han burde have det meget bedre med sådan en flot blodprøve. Men det har han ikke. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvor meget hans hårde mave påvirker hans appetit, men han er i hvert fald nødt til at få kattemalt dagligt for at kunne have gang i maven. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Men det er blevet værre, mens han fik aloe vera. Også sært, for sidst, han startede op på det, fik han lidt blød mave af det, så ingenting giver rigtig mening mere, som I nok kan se. Men nu ved vi i det mindste, at hans appetit ikke hænger sammen med sygdom i nyrer eller lever.

Ozzy holder udkig fra klatretræets 3. platform (1.5 meter oppe) og nyder køligheden en aften for nogle dage siden.

Jeg har haft snakket med tanddyreklinikken og fået dem til at udskrive en tabletkur (anbefalet af Ruhnau, hvis Ozzy skulle få tilbagefald i hans ferie) med samme antibiotika, som Ozzy fik for 14 dage siden som pasta. Dengang fik han ikke meget ud af den, hverken i virkning eller i indtag, fordi noget røg ved siden af hver dag, da det skummede ud af munden på ham. Håber, at pillerne kan gøre en forskel, til Jens Ruhnau kommer hjem fra sin ferie, og vi kan snakke med ham om at få taget de sidste tænder på Ozzy. For det virker til at være det, der skal til. Det ser ikke ud til, at der er en anden løsning. Desværre ved vi ikke, om det overhovedet gør nogen effekt, men man er jo nødt til at prøve et eller andet. Og så må vi prøve at starte ham op på aloe vera igen, når hans mave er blevet lidt bedre.

I weekenden havde vi egentlig planer om at skulle i tivoli med min far og Marianne, men jeg har skrevet til dem om Ozzy, og vi har aftalt at snakke sammen dagen før, vi havde planer om at skulle afsted, så vi kan se, om vi kan køre fra Ozzy en hel dag. Han spiser nemlig stadig ikke ret pænt. I går efter dyrlægen har han dog spist rigtig pænt, men vi ved, at sådan en dag er helt anderledes end andre, fordi turen gør, at han får en enorm appetit. Jeg afventer stadig og ser, om han får så meget appetit i dag. Håber det virkelig. Er dog endnu ikke særligt imponeret over hans appetit i dag. Vi har en aftale med Christians forældre om, at de kommer op og er hos kattene, mens vi er væk, så kattene kan komme i haven, og så kan de også holde lidt øje med Ozzy. Hvis vi ender med at tage afsted, håber jeg, at han får spist noget, mens vi er væk.

Pyha. Sikke en omgang. Men nu har vi da en slags afklaring, og det er rart. Så må vi se, hvad antibiotikakuren gør for ham.

Ozzy er jo ikke husets eneste kat, selvom det efterhånden ser sådan ud i mine indlæg. Vi har jo også Phoebe, den dejlige lille pipfugl. Hun pipper lystigt i køkkenet nu, så jeg skal vist snart forbi madskålen med noget til hende. Hun er (som jeg) lidt skuffet over mængden af sommerfugle i år. Vores sommerfuglebuske i haven har ellers aldrig været større eller flottere, men de er ikke særligt besøgte. Phoebe er en "dygtig" sommerfuglejæger, og hun sidder troligt under busken hver dag for at se, om der ikke skulle være lidt at snuppe. Det er der dog ikke rigtigt, for de få sommerfugle, der er, er meget sky, og sidder højest oppe i busken, hvor hverken Phoebe eller mit kamera kan komme til, før de flyver. Jeg har dog haft en enkelt rigtig heldig dag, hvor jeg fangede den her virkelig specielle sommerfugl. Jeg havde ikke set den før, og kunne se, at den var lidt anderledes end nældens takvinge, som den minder om. Da jeg havde fået billederne i kameraet, kunne jeg ved at slå den op se, at den hedder "det hvide C", sommerfuglen. Virkelig sært navn for en sommerfugl, men som du kan se på billedet, er der en grund til det. Den har nemlig en aftegning i form af et hvidt c på undersiden af vingen :) Så jeg var noget stolt, da jeg fik set, hvor særlig en sommerfugl, det var, jeg havde fanget. Den har før været meget sjælden, men er vist begyndt at blive mere almindelig i Danmark.

Hvor bliver de sommerfugle dog af?!

Det bliver alt for i dag fra mig. Jeg skal i gang med at lave lidt, selvom jeg ærlig talt hellere ville gå i seng igen. Kan desværre ikke finde ud af at sove i løbet af dagen, ellers havde en middagslur været dejlig. Men akvariet trænger meget til at blive ordnet, så det skal gøres i dag. Alting står lidt stille rundt om os, når vi er i sådan en krisetilstand, så nogle ting har måttet vente en ekstra uge. Bl.a. rengøringen af akvariet. Vi har lige fået en masse filtermateriale hjem, så jeg skal i gang med at have kigget på, hvad jeg vil skifte i dag. Ellers forventer jeg en rolig dag. Skal helt ned i stressniveau (så meget man nu kan komme, når Ozzy stadig ikke spiser pænt), så prøver at lade være med at lave for meget. Maden er nem. Lasagne til mig (en nedfrossen portion fra fryseren) og min hjemmelavede kødsovs med frisk pasta og hjemmebagt brød til Christian. Lavede en portion kødsovs den anden dag som en overraskelse til Christian (som I, der følger bloggen på Facebook allerede ved). Han havde haft en lang dag på arbejdet, så jeg tænkte, at han kunne bruge noget godt at komme hjem til. I dag kan han så få rester af den, da jeg lavede nok til at fryse ned af. Det er dejligt smart med den slags i fryseren. Faktisk har han også nydt godt af mine fluffy, amerikanske pandekager de sidste dage, da jeg også tog en pakke op fra fryseren samme dag, jeg lavede kødsovsen. Det er fire måneder siden, de blev lavet og frosset, men smager stadig helt fint. Skønt, at de kan holde sig så længe i fryseren. Det er jo nemt lige at tage op, når man bliver lækkersulten ;)

Rigtig god weekend til jer :)

Kransekagekonfekt med nougat og hasselnødder

Her får I årets sidste opskrift :) Det er meget passende en opskrift på kransekage. Denne gang som kransekagekonfekt. Det er første gang, jeg har kastet mig ud i det, og jeg er, når jeg skal sige det, ret tilfreds med resultatet. Derudover var det så meget nemmere at lave og sprøjte ud, end jeg havde frygtet :)

Jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg ville få lavet kransekage selv i år, men jeg har haft hovedet fyldt af lidt for mange tanker og bekymringer de sidste dage, så det er jo godt at holde sig lidt beskæftiget. Så koncentrerer man sig om noget andet så længe. Og at gå i køkkenet med et nyt projekt kræver koncentration, så det var god medicin, mens det stod på.

Jeg laver selve kransekagemassen ved brug af rå æg. Er du sådan en, der gerne vil smage kransekagemassen til, skal du bruge past. æg i stedet. Min kransekage er ikke hvinende sød, men tilpas sød for vores smag, og med samme mængde flormelis, som jeg sædvanligvis bruger i kransekage. I opskriften her er der dog mere æggehvide for at gøre massen blødere og nemmere at sprøjte ud.

Fyldet i min kransekagekonfekt er hhv. hasselnødder og blød nougat. Det går fint at bage nougaten med i ovnen, men hvis du hellere vil have et flot, blankt udtryk på nougaten, kan du i stedet lave en fordybning i konfekten med enden af en grydeske eller en finger og så hælde smeltet blød nougat i fordybningen, når kransekagekonfekten er bagt færdigt og afkølet.

Sædvanligvis pynter jeg kransekage med æggehvideglasur, men jeg syntes ikke, det passede til den her konfekt. I stedet har jeg dyppet bunden af konfekten med hasselnødderne i chokolade, og dem med blød nougat er blevet pyntet med striber af chokolade ovenpå. For et flot, blankt udtryk på chokoladen og et godt knæk, skal chokoladen tempereres, hvilket gøres ved at smelte 2/3 mørk chokolade og derefter hælde det over 1/3 meget finthakket chokolade. Når det er smeltet sammen, kan du bruge det til at pynte med.

Jeg fik ca. 28 stykker ud af nedenstående portion, men mængden kommer an på størrelsen, de bliver sprøjtet ud til. Så en 27-30 stk. vil der nok kunne blive af sådan en portion :)

Kransekagekonfekt med nougat og hasselnødder (ca. 27-30 stk.)

400 g marcipan
3 æggehvider (æg m/l)
8-10 spsk flormelis
Stor, åben stjernetyl

Fyld:
Hasselnødder
Blød nougat

Til bund og pynt:
Mørk chokolade (jeg brugte ca. 100 g)

Start med at ælte marcipanen med den ene æggehvide, til den er helt optaget i marcipanen. Ælt derefter nr. 2 i. Den 3. kan evt. æltet i vha. en køkkenmaskine eller piskes i med en håndmikser. Ælt til sidst flormelissen i kransekagemassen. Hvis du har behov for at smage kransekagemassen til, skal du bruge past. æggehvider.

Fyld den færdige kransekagemasse i en sprøjtepose med en stor, åben stjernetyl. Sprøjt massen ud til kransekagekonfekt i ca. 3-4 cm i diameter på en bageplade med bagepapir.

Form små kugler af den bløde nougat. Pres en kugle nougat i ca. halvdelen af kransekagekonfekten. I den anden halvdel presses en hasselnød ned. (Se evt. ovenfor omkring nougaten - du kan lave en fordybning, som fyldes med smeltet nougat, når kransekagekonfekten er bagt og afkølet).

Sæt bagepladen ind i midt i ovnen med en ekstra bageplade under ved 220 grader og bag konfekten, til den har fået en gylden farve ovenpå, ca. 8 minutter. Hold godt øje med dem, for de må ikke blive for mørke.

Lad kransekagekonfekten køle af på en rist. Herefter kan de fryses ned, til de skal bruges. Det er en god ide at have den i fryseren en tid før servering, da de på den måde sætter sig bedre og får en mere lækker konsistens. Men de kan også sagtens spises, som de er.
Inden servering dyppes bundene af konfekten i smeltet chokolade eller der pyntes med striber af smeltet chokolade oven på konfekten.

Konfekten under arbejdet med at pynte med chokolade.

Forrest et stk. kransekagekonfekt med hasselnød.

Og her et stykke konfekt med blød nougat. Man kan ane det smukke mønster bag chokoladen :)

Jeg er rigtig glad for, at jeg nåede at lave kransekage i år. Det er en vigtig del af nytårsaften for Christian, så jeg vil jo gerne selv lave det. I dag er det blevet pyntet efter at have hygget sig i fryseren de sidste dage. I eftermiddag har jeg også været i gang med at lave gateau marcel for første gang. Afventer pt., at bunden køler så meget ned, at moussen kan komme på, og så skal den bare i køleskabet til i morgen, hvor den bliver Christians dessert.

Det har både været godt og skidt at skulle stå i køkkenet. Pga. tingene herhjemme de sidste dage bruger jeg det meste af energien på at gå og være bange, men man har jo også brug for at få tankerne afledt, og der er det jo godt med nye opskrifter. Faktisk har jeg haft det hele dagen, som om jeg skulle kaste op af angst :( Desværre er det pga. Ozzy igen. Han har ellers spist så utrolig pænt, og med mælkesyrebakterierne var han snart kommet derhen, hvor vi ville prøve at stoppe med dem. Faktisk var hans mave endda næsten blevet til den hårde side (beklager de klamme detaljer). Men så for et par dage siden var hans mave pludseligt blødere igen, og resten af dagen havde han ikke så stor appetit som dagen før, selvom han ikke har indtaget andet, end han plejer. De sidste dage har det været på samme måde, bortset fra at jeg ikke har set ham i bakken i går (måske har han gjort det udenfor) eller i dag, hvor vi har holdt ham inde for at holde øje med det. I dag er den helt gal med appetitten. Det startede ellers godt nok tidligt på natten med en pæn portion at gå i seng på, men han har næsten ikke spist noget i dag, og kun én gang på eget initiativ. :(

I dag har vi startet ham op på prokolin, som også er et mælkesyrebakterieprodukt til katte, bare med ler i, som skulle gøre maveindholdet mere fast, fordi vi tænker, at enten virker det andet ikke mere, eller også driller det hans mave (eller andre ting, der påvirker appetitten). Endnu har det dog ikke givet pote, så vi overvejer at droppe det i aften og først starte op igen, når vi har set ham i bakken. Det er svært at vide, hvad det er, der sker med ham, men mit angstniveau hænger helt oppe under loftet. Så meget at jeg har gået og været på kanten af at kaste op af det hele dagen :( Er så bange for, hvad der er med min lille kattedreng. Bange for, om det er noget med nyrerne eller andet farligt. Om det er munden, der har fået et tilbagefald (det fik hans mund også efter første tandudtrækning og -rensning ca 1-1½ måned efter, da plakken vendte tilbage til tænderne). Håber sådan, at det "bare" er maven. Det er i sig selv ikke nemt at få styr på, men det er det bedre alternativ mellem alle de ting, vi går og er bange for.

Vi havde ellers få dage forinden gået og snakket om, hvordan man nu kunne ånde lettet op og efterhånden se på ham som en rask kat, selvom vi godt ved, at han stadig er rød i munden. Men han har spist så pænt og kan gabe igen uden at få smerteanfald.
Puh. Vi ved ikke rigtigt, hvor vi står i det her. Men pt. er planen at afvente ham i kattebakken og derefter se, om det er maven, der er problemet. Hvis hans appetit ikke kommer i orden hurtigt, skal han til dyrlægen i næste uge og undersøges og have taget blodprøver. Så starter cirkusset igen :| Vi har brug for noget held, så Ozzy hurtigt kommer i gang med at spise igen. Vil I krydse fingre for ham?

Det bliver jo nytårsaften uanset det hele. Vi har endelig fået fastlagt vores menu, der lyder som følger:

Hovedret: okseculotte med sprøde ovnkartoffelbåde, favoritsovs og hjemmegjort salatbar
Dessert (til Christian): gateau marcel
Kl. 24: hjemmelavet kransekagekonfekt og efter fyrværkeriet kiks med ost og frugt.

Jeg håber, jeg kan klare at spise aftensmaden og kiksene. Vi har derudover planer om snacks og guf i løbet af aftenen, men maven har været meget træls her efter jul med mange smerter og ubehag, så jeg ved endnu ikke, hvor meget jeg skal gøre mig forhåbninger om. Vi må se. Jeg er bare glad for ikke at stå med hele arbejdet selv omkring maden. Christian er god til at hjælpe, og det har jeg virkelig brug for pt. I eftermiddag har han ryddet køkkenet efter mine udfoldelser derude, og nu er han ved at lave en lasagne med salat til os.
Jeg håber, at vi får en god aften, selvom livet er meget kaotisk og skræmmende lige nu. Der er heldigvis rester efter middagen i morgen, så der er nem mad de efterfølgende dage. Det gør livet lidt lettere.

Vil ønske jer alle sammen et rigtigt godt nytår. Pas godt på hinanden i morgen :)

Hvepse er nogle røvhuller!

Det har været et ret intenst døgn her, det sidste døgn. Som jeg har skrevet i et af mine sidste indlæg, er Phoebe vild for at jage sommerfugle, og hvad der ellers færdes i haven, dog mest sommerfugle.. I går var det dog noget andet, der havde interesse. Hun fik interesse for nogle hvepse, der var i gang med en dåse fra noget, vi havde drukket tidligere på dagen men ladet stå i haven for at få skyllet hvepsene ud senere, inden dåsen skulle ind i huset igen. Da jeg så, hun viste den interesse, gik jeg straks hen og fjernede dåsen, så hun ikke skulle komme til skade med hvepsene. Desværre havde hvepsene ikke fattet, hvor dåsen blev af, så de blev ved med at hænge ud i samme område.

Pludseligt fes Phoebe rundt i haven, som om hun havde noget stort og farligt efter sig. Jeg kunne slet ikke få hende til at falde til ro. Hun endte øverst på klatretræet, hvor hun sad og slikkede sig konstant om munden, så jeg kunne godt regne ud, at hun var blevet stukket i munden af en af hvepsene!

Phoebe er desværre lidt for god til at stikke næsen for langt frem. Det gik så galt i går.

Det gav en smule panik, for det kan være meget farligt at blive stukket i munden af en hveps. Tungen kan hæve op, så man bliver kvalt i sin egen tunge, og sådan er det også for dyr. Jeg skyndte mig at læse om det, for at vide hvor farligt det var. Vi undersøgte hende derefter i munden for at se, om hun hævede op umiddelbart bagefter, men det gjorde hun ikke. Derefter ringede vi til vagtdyrlægen, som fortalte, at der oftest ikke sker noget, men at vi skulle holde øje med hende, gerne natten over. Derefter skulle faren være overstået. Så vi gik og holdt øje med hende nogle timer, hvor hun relativt hurtigt kom ind og ville spise, og var ude og gå i haven, som hun plejede.

Jeg var lidt i tvivl, om jeg burde holde mig vågen og holde øje med hende om natten, men jeg var simpelthen så utrolig træt. Derfor snakkede jeg igen med vagtdyrlægen, nu en anden i røret, som mente, at der oftest kom en reaktion inden for ½ time til en time, og eftersom der på det tidspunkt var gået ca. 2 timer, burde der ikke ske noget. Vi aftalte med dyrlægen lige at kigge hende i munden, før vi gik i seng. Der var heldigvis ikke noget at se, og Phoebes mund hævede ikke op. Vi var dog oppe og kigge til hende om natten, når vi alligevel var oppe og skulle fodre Ozzy eller på toilettet. Der havde hun det fint. 

I dag virker hun ret frisk. Er allerede gået i haven og jager sommerfugle. Jeg er sikker på, at hun ikke har lært noget af i går. Hun er lidt tungnem på den måde, desværre. Men nu kan vi trække vejret roligt igen, pyh.

Phoebe med et lidt mere ufarligt bytte.

 
Nu skriver jeg i overskriften, at hvepse er nogle røvhuller, men jeg ved godt, at de primært bare forsvarer sig, når sådan en som Phoebe prøver at æde den. Eller når nogle mennesker kommer for tæt på. Men de er ret trigger-happy dyr, fordi de kan overleve at stikke, da deres brod ikke falder af ved det. Så hellere stikke en gang for meget end en gang for lidt. Jeg er rædselsslagen for hvepse selv, og det var ret svært at sidde i haven og spille kort i går, da de var meget omkring os, fordi vi sad og fik noget koldt at drikke samtidigt, som hvepsene var meget interesserede i. Det er nogle ret aggressive dyr, der er meget "in your face" hele tiden, hvis man har noget, de er interesserede i. Derfor har jeg det også ret anstrengt med at sidde ude og spise, fordi de er så nærgående. Der var da også nogle stykker, der var ret nærgående, da vi sad ude og spiste i Tivoli Friheden forrige weekend. Så mit eget forhold til hvepse påvirker selvfølgelig også overskriften.

De virker bare ikke på samme måde som nyttedyr i forhold til bier. Her hos os vil hvepsene gerne bygge bo oppe på loftet, og vi kan sidde og høre dem gnave i træværket om aftenen. Det er en uhyggelig lyd. Bier er fredelige det meste af tiden, og det er sjældent, de stikker. Og de ødelægger ikke huset. Dog har vi haft brumbasser i jorden på et tidspunkt, men de er vist flyttet igen. Det gav helt sig selv, for de boede i højbedet, som blev nedlagt, da vi skulle lave indhegning. Vi var lidt bange for, at vi ville blive stukket, da vi skulle fjerne det, men det skete heldigvis ikke. Til gengæld var myrerne i højbedet hysteriske over at få nedlagt deres tue, så jeg blev bidt af dem op ad benet. Det gør virkelig nas, skal jeg lige hilse at sige!

Men jeg ved godt, at hvepse bare er dyr, der følger deres natur og forsvarer sig, når de føler sig truet. Og jeg er blevet mere rolige med dem, så længe de ikke selv flyver i nærheden af mig, efter jeg er begyndt at tage makrobilleder. Men jeg er stadig ret bange for dem, og ville helst have, at de slet ikke var i haven. Heldigvis endte det godt med Phoebe, men det kunne virkelig være gået galt. Har læst om katte, der falder døde om på stedet, når de bliver stukket pga. en allergisk reaktion, og man bliver da bange. Men det var godt, hun slap så forholdsvis billigt.

Jeg fik Ozzys blodprøvesvar i starten af sidste uge, og har været i gang med at kigge dem efter. Efter hvad vi var igennem med Putte sidste år, vil jeg selv se prøverne igennem og læse om dem, så jeg er sikker på, at tingene er, som de skal være. Stoler ikke mere på dyrlæger, selvom jeg er glad for vores nuværende. Jeg har siddet og kigget på de nye og de gamle blodprøver. I den nye udvidede er der nogle ekstra tal, man kan se, og nogle af dem er forhøjede. Det er tal, der bl.a. kan tyde på FIP, en forfærdelig og dødelig sygdom hos katte. Den er i øvrigt meget svær at diagnosticere, fordi symptomerne er så uspecifikke. Han slog dog ikke ud på den virus, der muterer til FIP hos katte, men det betyder ikke nødvendigvis, at han ikke har det, for det kræver, at kroppen danner antistoffer, og hos nogle katte stopper kroppen med det på et tidspunkt. Men vi regner nu ikke med, at det er FIP. Satser på, at virustallets negative udslag betyder, at han slet ikke har coronavirus.

Tallet, der er forhøjet, er gamma globulin, hvis nogle skulle være interesserede, er et forfærdeligt tal at have forhøjet, har jeg indset, når jeg læser om det. For alt det, som der kan være til grund for det, er sådan nogle alvorlige ting. Som f.eks. lymfekræft og knoglemarvskræft. Der lader ikke til at være nogle godartede grunde til sådan en forhøjelse, så jeg har ærlig talt været noget i panik, siden jeg har læst om det. For jeg er så bange for, hvad det betyder. Jeg har haft ringet til dyrlægen i slutningen af sidste uge for at snakke med hende om hans tal, men hun havde ferie og kommer først tilbage den 4. august, så det er en ret angstfyldt periode for mig.

Ozzy i haven en aften for nogle dage siden, hvor han nyder den kortvarige kølighed.  Han elsker at ligge på "bunker" i haven.

Jeg har også andre spørgsmål omkring hans prøver, da jeg kan sammenligne med de tidligere, for jeg kan se, at hans levertal er steget stødt siden sidste sommer. Her fra april til juli er det steget lige så meget, som det har gjort fra sidste sommer til april, så jeg er bekymret for, om det skal blive ved med at stige fremadrettet. Der er stadig et stykke vej op til den maksimale værdi, der må være i blodet, men det skal jo ikke blive ved med at stige. Derudover er hans lymfocytter (en type hvide blodlegemer) faldet rigtig meget siden april. Jeg ved ikke, om det kan være, fordi han lige har haft en forkølelse, det håber jeg. Selvom jeg ikke tror på FIP, er der nogle af hans tal, der godt kan pege i den retning, bl.a. lymfocytterne. De er dog stadig inden for normalen endnu, men de skal helst ikke falde.

Det er rigtig ubehageligt, at jeg ikke kan komme til at snakke med vores dyrlæge før næste mandag. Mit angstniveau er virkelig forhøjet pt. pga. de her prøver, og det ville være rart at have hendes mening omkring prøvesvarene, som jeg er bekymret for. At få det snakket igennem. Det er virkelig udmattende at gå og være så bange hele tiden. Ozzy virker dog det meste af tiden ret normal. Men der er de små ting. Hans kalden om natten nogle gange, hvor han ikke ved, hvad han vil, når vi så står op til ham. Eller som den anden dag, hvor han var på gæstetoilettet og lede efter noget, virkede det som om, hvor han endte med at stå og afgive et frustreret mjauw bagefter. I dag er han lidt bims. Når han skal rundt i haven, løber han, som om han er rigtigt bange. Jeg håber, det kun er pga. varmen. Den påvirker os i hvert fald rigtig meget herhjemme alle sammen.

Aftenerne er det bedste. Så er missen glad. Pt. ligger han i buskadset, hvor der er lidt køligere. Varmen er ulidelig.

Uanset hvad er der ikke så meget at gøre. Han er undersøgt grundigt med blodprøver og en grundig fysisk undersøgelse. Det eneste, vi kan gøre, er at tage nye blodprøver løbende for at tjekke hans tal igen og så håbe på en bedring. Han skal nok have ordnet tænder, inden han skal vaccineres næste år, så jeg satser på, at vi får lavet en komplet blodprofil der igen. Håber, det bliver inden for det næste halve år, for jeg vil gerne have kigget på de blodprøver relativt hurtigt igen. Det vil jeg ikke vente næsten et år med.

Det er da klart noget, der påvirker stressniveauet. Mit mentale overskud er meget lille pt. pga. det her, men endnu er stressen heldigvis ikke vendt 100% tilbage. Håber, jeg undgår det. Jeg kan bare ikke klar at skulle igennem at miste endnu en kat, nu vi har mistet to de sidste to år. Det er bare ikke fair! Ozzy skal blive en gammel kat og leve mange år endnu. Så vi håber det bedste.

Vi kan heldigvis se frem til, at Christian snart har ferie, så det er da trods alt en positiv ting lige nu. Vi trænger begge til mere tid sammen, men jeg håber sådan på køligere vejr, for vi kan slet ikke holde ud at lave noget, når det er så varmt, så vi får ikke meget ud af dagene. Er bare rigtig skidt tilpas pga. af den. Det er vi alle sammen her i huset. Jeg hader sommer! I hvert fald når den er sådan her. Kan ikke vente, til vejret bliver køligere. Håber, den varme snart skrider langt væk herfra.

 
Det er jo mandag, så jeg skal have kigget på en madplan. I dag er menuen dog fastlagt. Fandt et par flotte herregårdskoteletter i Føtex i weekenden, så dem har jeg marineret med frisk rosmarin, presset hvidløg og lidt citronsaft. Det smager superdejligt. Til det skal vi have lidt salat, ovnbagte kartoffelbåde og en kold bearnaisesauce, som jeg har fundet opskriften på hos Piskeriset. Glæder mig rigtig meget til at smage den. Skal nok give en tilbagemelding omkring den på et tidspunkt :)
Nu vil jeg have lidt at spise og så i gang med madplanen. Er glad for, at Phoebe er okay efter i går. Det var dælme skræmmende!

Angstfyldt rutschebanetur

Det er desværre ikke det der sjove gys, jeg snakker om, men noget betydeligt mere skræmmende, for det er det, vi gennemgår for tiden. Havde det dog bare været en pisse skræmmende tur i en vild rutschebane, for den er ret hurtigt ovre, og man er nede, hvor det er trygt og roligt igen. Sådan er det bare ikke nu. Det er langt mere skræmmende.

Det handler naturligvis om Putte, og jeg ved godt, at jeg har skrevet en del om ham herinde på det sidste, men det er en virkelig hård og angstfyldt periode, vi er i lige nu med ham, og jeg har brug for at få lidt tanker ud om det ind imellem.

Som jeg har skrevet herinde, tager han narkose dårligt, så det var skræmmende at skulle have ham i narkose for at få renset tænder på ham og få lavet blodprøver. Men jeg var mest bekymret for, at han ville dø under narkosen, da han nærmest stopper med at trække vejret under den og er mange timer om at vågne op igen. Sådan har det i hvert fald været tidligere. Denne gang gik det dog anderledes, for han kom ret hurtigt til bevidsthed, og det var jo meget godt. Vi regnede med, at han hurtigt ville være sig selv, og vi fik også at vide, at han ikke ville have nogen symptomer på nyresvigt, selvom hans nyretal var forhøjede, fordi det var så relativt marginalt forhøjet. Så vi troede, at alt ville blive godt nu.

Men Putte har som tidligere skrevet haft svært ved at komme i gang med at spise igen. Og ikke pga. tænderne. I starten var det sikkert en reaktion på vaccinen, som han også fik, men han er faktisk ikke kommet tilbage til normal spisning igen :( Og der er snart gået to uger siden operationen. Han spiser da, men der er langt op til den portion, han plejer at spise, hvilket i forvejen er sat lavt, da han er på slankekur. Den får han ikke spist. Og han drikker meget. De to ting er tegn på nyresygdom, så vi er bange for, at narkosen har påvirket ham rigtig meget. Blodprøven blev jo taget før narkosen, så det tal kan vi ikke regne helt med.

Det går lidt op og ned med, hvor meget han spiser i løbet af en dag. Men han kommer som sagt aldrig op på sin normale ration, hvilket han plejede nemt at kunne spise og mere til. I forgårs havde han en god appetit, og man begynder at ånde lettet op, for nu må det da vende, men i går var appetitten betydeligt mindre. I dag starter pænt, men nu ved vi efterhånden, at vi ikke kan regne med, at det er en permanent bedring.

Putte på klatretræet i haven tidligere denne uge.

I går fik vi endelig nyrekosten hjem, så den er han startet langsomt op på. Han får det gradvist indført i sit normale foder, så maven ikke står af. Vi havde været noget bekymrede for, om han nu ville spise det, for nyrekost er blottet for mange af de smagsstoffer, som er det, der får katten til at gide spise foderet, men heldigvis har han længe fået Royal Canin som slik, så formen ligner jo det, han plejer at få som godbidder, og måske lugter det også lidt sådan, så det glider ret nemt ned. Endnu da. Så det er jo rigtig dejligt.

Vi håber, det går fremad, når han får det her foder, selvom det tager noget tid, før han er kørt helt ind i det. Hvis han stadig er småtspisende i næste uge, ringer vi nok lige ned og snakker med dyrlægen. Der er jo ikke så meget, man kan gøre ved det ud over at tjekke blodprøver og i øvrigt fodre med nyrediæt, men det kan jo være rart med en snak.

I går tog jeg den lange togtur til Roskilde med bumletoget for at møde Christian efter arbejde. Det gjorde jeg, for at vi kunne nå i Designer Zoo og kigge på et nyt sofabord. Jeg har nemlig forelsket mig i deres bønneborde, fordi de gør det nemmere at tilpasse bordpladsen pga. faconen og sammensætningen af borde, og det er jo ret nyttigt i vores stue, fordi vi har chaiselongen og en puf, som der bliver rykket rundt på, så pladsen til et sofabord er ret minimal. Vi fik en supergod betjening i butikken af en sød og meget tålmodig medarbejder, og kom til sidst frem til, hvilke farver vi gerne vil have bordene i. Glæder mig så meget til at få dem hjem! De skal dog først lige bestilles, hvilket vi nok gør i løbet af weekenden, og der er fire ugers leveringstid. Men så har vi noget at glæde os til :)

Vi havde snakket om, at vi vil en tur i Tivoli og gå en hyggetur for at se deres halloweenudstilling og efterfølgende spise i Roskilde på vej hjem, måske i næste uge, men jeg ved ikke, om det bliver til noget. I går, hvor der så ud til at være et tilbagefald med Puttes appetit, efterlod det mig i en ret nedtrykt tilstand, for jeg er så bange for, at han ender med at dø fra os :( Han betyder alt for mig, den dejlige kattedreng, og jeg går totalt i stykker, den dag han ikke er her mere. Og det er frustrerende ikke at vide, om det bliver bedre eller noget er alvorligt galt med ham.

Men det var virkelig ubehageligt og angstfyldt at skulle tage væk fra ham så mange timer i går. Ikke mindst fordi jeg ved, at han sikkert ikke spiser noget, mens jeg er væk, for man skal ligesom hjælpe ham lidt på vej til at se, at han rent faktisk har lyst til at spise. Og jeg er bare ikke glad for at være væk fra ham, når han er syg. Havde slem angst på togturen over det, hvilket var virkelig ubehageligt, for man er jo fanget der i den metalkasse, og der er fremmede mennesker omkring en. Den følelse understregede for mig, at jeg nok ikke skal være væk en hel dag for at tage i Tivoli og ud og spise i næste uge, hvis Putte ikke har det betydeligt bedre og vi har en kattesitter på heroppe, til vi kommer hjem, måske, for jeg vil være et totalt nervevrag ved at være væk fra ham så længe. Jeg håber, han får det betydeligt bedre inden for de næste dage, så det konstant forhøjede angst- og stressniveau snart kan falde lidt. For det er en hård tilstand at være i hele tiden. Vi trænger til noget ro og at bruge lidt tid på hinanden igen, når Putte får det bedre.

På den positive side virker det til, at hans humør ikke er så påvirket af den manglende appetit og øgede drikkelyst. Han står op med Christian de fleste dage og spiser morgenmad, og spiser også, når jeg står op, hvorefter han går en tur i haven og nyder livet derude. Og så sover han til middag mange timer i løbet af eftermiddagen efter adskillige haveture, ligesom han plejer. Han vil også gerne snakke/kæle, og kommer løbende, hvis han kan høre, at Phoebe skal have "slik" (hun får suppleret sin kost af større stykker tørkost, så hun får brugt sine tænder godt), og han spiser gerne et par stykker slik. Nogle gange ligger han dog under sengen, hvilket han næsten kun gør, hvis der er noget galt, men det er svært at vide, hvor meget man skal lægge i det. Forhåbentlig ikke så meget, når man ser på det store billede af hans opførsel.

Her til formiddag jagtede han også en solsort i haven, da han kom ud. Det var rart at se, for det viser da også, at han ikke er helt ved siden af sig selv. Han fanger naturligvis ikke noget, så det er jo noget, man kun kan glæde sig over at se. Han har også været mange ture på klatretræet den sidste uge, siden Christian fjernede havebordet. Bordet havde ellers været hans faste plads her i efteråret, hvorfra han kunne se ind, men også ud i haven. Men nu, hvor det er væk, må han bruge klatretræet for at kunne komme lidt op i højden. Og det må man sige, at han gør, for han har indtaget den øverste platform som kongen de sidste mange dage. Der sidder han og holder øje med verden, og kan lige smugkigge ind i stuen, selvom klatretræet står på den anden side af et krat, vi har foran stuevinduerne. Det er dejligt at se, at han er blevet så glad for at bruge det :) 

I går fangede jeg et hurtigt billede af ham på den øverste platform, taget gennem krattet og inde fra stuen, et rigtigt spion-stalker-billede :D Han ser betydeligt større ud på det billede, end han er, skal jeg lige hilse at sige. Han puster sig op pga. kulden, og vinklen er måske ikke så heldig. Jeg har ikke haft ham på vægten endnu, men han må virkelig have tabt sig i det her forløb :( Alligevel er han er flot dreng, synes jeg. Min smukke kattedreng, den klogeste og mest hengivne kat. Håber, vi har ham mange år endnu.

Hvad glor du på, makker? Må man ikke have lov at sidde og spionere på dig i fred?