torsdag den 19. juli 2012

Det er bare ikke godt nok, Slagelse Sygehus!

Det er virkelig svært at rumme alt det, der sker lige nu. Jeg går og er noget nervøs for, hvorfor min lever åbenbart ikke fungerer helt, som den skal, da levertallene er forhøjede. Jeg fik taget blodprøver i går her i byen, som skal sendes rundt på hele Sjælland for at blive lavet, før de i Hvidovre har svarene og kan ringe og fortælle mig, hvad der er galt.

I dag vågner jeg så op til den her artikel: 719 tilbydes hivkontrol efter fejl. Det er en masse mennesker, der er blevet undersøgt og opereret med kikkerter, der ikke har været ordentligt renset. Og derfor har alle de her mennesker været udsat for smitterisiko med hiv og leverbetændelse. Nu er min lever jo påvirket, og jeg har tidligere haft symptomer, der falder ind under tidlige stadier af leverbetændelse, så man bliver jo bange! Vi har haft ringet til Slagelse sygehus, og de kunne bekræfte, at jeg var en af dem, der har været udsat for de kikkerter, der ikke var blevet renset ordentligt. Altså er jeg mellem de 719. Fordi jeg har fået lagt og fjernet stent i galdevejene efter min fejloperation i november, der endte ud i lækage af galde i bughulen.

Så nu kan jeg gå og vente på et brev fra embedslægen med tilbud om at blive testet for hiv og leverbetændelse. Jeg går jo også med en lever, der er påvirket pt., så det er ærlig talt ikke særligt betryggende :( Sandsynligheden for smitte via de kikkerter er ikke så stor, men jeg har desværre tidligere været i en gruppe, hvor der skulle være ekstrem lav risiko for, at noget skulle gå galt, da jeg fik fjernet galdeblæren. Det var 0.5%, der risikerede at få lækage af galde efter operationen, og det var jo så desværre mig...
Det er også ubehageligt at tænke på, at hvis jeg skulle være smittet med en af de her ting, så er der også en risiko for, at jeg kan have smittet Christian med noget. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Jeg synes næsten ikke, jeg kan rumme det her. Tingene bliver bare ved med at ramle ned over mig/os lige nu. Det er, som om jeg næsten ikke kan tage det hele ind og er i en form for choktilstand. Hvor jeg bare ikke kan reagere på det her. Det er ikke til at forstå alt det, der sker lige nu. Og det med Mille fylder næsten alt. Så jeg har ikke rigtigt plads til at føle ret meget omkring det med mig selv. Jeg er pissebange for, hvad der kan være galt, og at det er noget alvorligt, men jeg har simpelthen ikke plads mentalt til at reagere på det lige nu.

Og det er måske meget godt, for jeg ved, at det er meget angstprovokerende og vil resultere i nogle slemme angstanfald, når det synker ind og der er plads til det. Jeg vil få brug for min angstmedicin, men lige nu vil jeg bare gerne være så klar i hovedet som muligt, når Mille er så syg herhjemme. Så jeg kan reagere.

Mille er kommet på den nye medicin, der er den samme, som jeg får for angst, bare i en meget mindre dosis. Jeg går ud fra, at det er, fordi det dæmper signalerne en smule og giver hende ro, så hun ikke får anfald pga. stress. Hun er dog utryg, når hun er påvirket af det. Det giver hende appetit til at spise, hvilket er godt, men den er væk igen, når medicinen tager af.
De sidste nætter, efter hun har fået medicin, har hun været utryg ved at ligge alene og kaldt på os om natten, så vi har måttet bære hende ind i vores seng. Det giver elendig søvn for os, og jeg har ikke sovet godt i snart en uge, men hun skal helst være tryg. I nat fik hun et hosteanfald, så hun næsten ikke kunne få vejret :( Troede, hun var ved at blive kvalt. Det var meget ubehageligt. Jeg lå og iagttog hende i ½ time, før hun faldt til ro og kunne sove igen. Jeg tror, at medicinen gør, at hun trækker vejret ret overfladisk...

Jeg har snakket med dyrlægen igen her til formiddag, fordi jeg ser mange af de symptomer, der er beskrevet ved en hjertelidelse på en side for Ålborg dyrehospital, og vores dyrlæge havde selv snakket om, at det kunne være en hjertelidelse, men han kunne ikke høre noget på hendes hjerte. Det kan man dog ikke altid, selvom der er et problem med hjertet, sagde han i dag, da vi snakkede om det.
Så nu afprøver vi noget hjertemedicin til hende. Vi håber, at det hjælper noget, for det er svært at vide lige præcis, hvad der er galt med hjertet. Skal vi have en fuld udredning, skal vi måske på landbohøjskolen, og det vil vi ikke udsætte hende for. Det er mere stress, end hun kan klare, da hun er frygteligt angst ved at køre i bil og være i transportkassen. Så derfor håber vi, at den her medicin, vi afprøver nu, kan hjælpe hende til at blive mere sig selv. Og så stopper vi foreløbigt med den anden, så vi kan se, om den her medicin virker.

Jeg håber det godt nok. Hun er ellers en meget frisk gammel dame, der jagter drengene i haven, er meget kælen og madglad og i det hele taget fungerer rigtig godt. Så det er ubehageligt pludseligt at se hende sådan her. Men da hun er gammel, er vi bevidste om, at vi ikke vil udsætte hende for megen unødig stress. Det er hun bare ikke tjent med. Så vi håber, at vi rammer plet med medicinen i første omgang.

Her er hun fra i går, hvor jeg fik hende lokket med ud i haven. Hun er ellers ikke meget for at stå op af sengen pt., når medicinen ikke virker. Den bare plet på halsen er fra sidste dyrlægebesøg. Tror, det var for at dyrlægen kunne tjekke hendes skjoldbruskkirtel.






3 kommentarer:

  1. Åh nej, hvor er det bare skidt! Jeg kan godt forstå du er nervøs, og jeg håber at du snart får brev fra sygehuset, så du kan få afklaring - og at der selvfølgelig ikke er noget!

    Rigtig god bedring!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg får en indkaldelse til at få taget blodprøver og blive testet for det. Regner med at få brevet en af de næste dage... Ja vi håber, at det er noget andet, der påvirker min lever. Man bliver nu altså lidt bange.

      Slet
    2. Hov, og tak i øvrigt :)

      Slet