8 år

I dag er det 8 år siden, min mor døde. Jeg forstår slet ikke, at tiden går så hurtigt. 8 år er jo en evighed, og der er virkelig også sket mange ting siden 2004. Men jeg kan bare stadig ikke helt forstå, at hun ikke er her mere. Eller at det er så lang tid siden, hun forsvandt. Savnet gør stadig ondt helt ind i brystet, og det var også hårdt at kigge de gamle billeder igennem, da jeg ville finde et til bloggen. Jeg ved, at jeg har en cd med billeder et eller andet sted, men mange af mine ting ligger stadig pakket ned, så jeg endte med bare at tage et billede af det her foto. Sådan så min mor ud, før hun blev syg. Sådan som jeg husker hende bedst:

Billedet er taget af min onkel til vores årlige tur til Tivoli Friheden et par år før hun døde, vil jeg tro. Det var hårdt at se de andre billeder, fordi det er så tydeligt, hvor dårligt hun havde det. Alligevel sendte hun mig jævnligt kort med opmuntringer og af og til en skærv til at købe lidt ekstra god med for (jeg var lige flyttet hjemmefra, da hun blev syg her til sidst, og livet på SU var lidt hårdt, da jeg og min daværende kæreste levede af min SU alene), selvom hun selv rendte til blodprøvetagninger og kemo.

Det var rigtig svært at miste hende. Jeg var kun 22 og var flyttet hjemmefra under et år tidligere. Vi har altid haft et stærkt forhold til hinanden, og sendte også en masse sms'er, da jeg flyttede hjemmefra, så vi kunne holde kontakten. Pludselig var der bare helt stille. Det var ret ensomt, og jeg kan stadig nogle gange føle mig helt alene i verden, fordi hun ikke er her. Selvom der selvfølgelig er andre mennesker i mit liv, som jeg holder af.

Jeg er rigtig ked af, at hun ikke kommer til at lære mig at kende som det menneske, jeg er i dag. Jeg er så meget anderledes, end jeg var, da jeg var 22 og kun lige ude af teenagealderen. I dag er jeg en voksen kvinde, og selvom hun ville have været ked af, at jeg er syg og det sætter sine mange begrænsninger for mig, så ved jeg, at hun ville have været stolt af mig. For jeg er her stadig på trods af alt det, jeg har været igennem og stadig skal leve med. Jeg ville bare så gerne have kunnet dele min glæde for madlavning med hende, når det nu er fra hende, den kommer. Og i det hele taget have haft hende i vores liv. Hun nåede aldrig at møde Christian, og det er jeg ked af. Jeg ved, hun ville have været glad for ham, især fordi hun kan se, hvor lykkelig han gør mig, og hvordan han passer på mig.

Jeg ved, at hun ville være stolt af mig for det, jeg trods alt kan. Jeg ved det, fordi hun altid var glad og stolt, uanset hvilken karakter jeg kom hjem med fra skolen. Og hun fortalte sine kollegaer vidt og bredt om mig, så de alle kendte mig næsten bedre end min egen familie, når jeg mødte dem.

Det har været en lidt hård dag, synes jeg. Har sovet rigtig dårligt i nat og haft flere drømme om hende. Været vågen en del gange og sovet uroligt. Den dårlige søvn skyldes også, at jeg ventede på en pakke, der skulle ankomme i dag. Normalvis får jeg dem sendt til Døgnposten, så jeg ikke skal stresse over at gå og vente på posten, men firmaet leverede kun med GLS, så det blev herhjem, den blev sendt til. Mere om det senere.

Min energi har også været på nulpunktet i dag pga. den dårlige søvn. Er slet ikke på toppen. Men vi skal grille i aften, så jeg har været i gang med at koge små kartofler til de lækre kartoffelpakker, lave kryddersmør, salat og marinere noget kød, vi skal spise i morgen. Så jeg har ikke bare kunnet slappe af i dag. Det havde ellers været rart, for jeg havde mest af alt lyst til at trække dynen op over hovedet i morges. Det er en dum dag, sådan en mindedag. Og den er lidt dobbeltdum, da det sindssyge skete og min elskede farmor døde samme dag for 3 år siden. Så den er dobbelthård, synes jeg. Jeg savner hende også ret meget.

Nu er Christian heldigvis hjemme. Han sørger for at lave grillen klar (vaske risten og gøre kul og grill klar) og dække bord, så jeg kan sidde og slappe af imens. Senere skal vi måske afprøve det, der kom i den pakke, jeg har siddet og ventet på i dag: en sort Bamix Swizzline (for de uindviede kan jeg sige, at det er en meget kraftig stavblender). Har savlet over den maskine noget tid nu, da den skulle være noget af det ypperste køkkenudstyr, man kan anskaffe, så vi blev enige om at bestille den. Og nu er den altså ankommet. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med at bruge den. Vi har nogle friske, danske jordbær, som måske ender som nogle jordbærmilkshakes senere. Det må tiden vise. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad jeg kan få ud af den :) Forhåbentlig giver det også udslag herinde, hvis jeg kan finde ud af at blive kreativ med den ;) Nu er den i hvert fald i hus, og så er den klar, når jeg er klar til at kaste mig ud i nye køkkeneksperimenter.