Ovnstegt medister med kartofler og persillesovs

Det kan måske virke lidt banalt med sådan en opskrift, men det smager jo rigtig dejligt, og siden jeg fandt ud af at lave den i ovnen, har det givet meget mere "hands-free" til at forberede andre ting imens, når jeg ikke skulle forkoge den og stå og passe den på panden. Så jeg tænker, at andre måske kan bruge det tip :)

Ovnstegt medister med kartofler og persillesovs (2 personer)

1 medister (ca. 500 g)

Lidt smeltet smør eller margarine

Kartofler

Til persillesovsen:

25 g margarine (eller smør)

2½ spsk hvedemel

4-5 dl mælk

En stor dusk frisk persille

½ tsk sukker

Salt

Tænd ovnen på 180 grader (ikke varmluft). Put en god klat smør eller margarine i en kop og smelt det i mikroovnen (eller i en gryde, hvis du ikke har en mikroovn), uden det bliver brunt.

Læg medisteren udstrukket til en cirkel eller deromkring på en bageplade med bagepapir og prik den godt hele vejen rundt med en gaffel. Gentag på bagsiden. Pensl medisteren godt med det smeltede fedtstof.

Sæt den i ovnen på midterste rille og steg den der i ca. 40 minutter. Vend den efter 20-25 minutter (brug et par gafler til at tage under den med, det er vist det nemmeste).

Skræl og kog kartoflerne med lidt salt i vandet, så det passer med, at de er færdige samtidig med medisteren. Når vandet koger, skal det koge i 17-20 minutter. Tjek med en kniv, om kartoflen slipper nemt, når du stikker i den, for så er den færdig.

Vask persillen grundigt og hak den. 

Smelt margarinen til sovsen i en gryde, uden det bruner. Rør straks melet i. Tilsæt mælken lidt ad gangen og lad det koge op, så det bliver tykt, inden du rører mere i. Pisk grundigt, så det ikke brænder på. Når du har den konsistens på sovsen, du ønsker, stopper du med at tilsætte mælk. Rør sukkeret i.

Rør persillen i sovsen. Smag til med salt.

Skær medisteren ud i mindre stykker og server den med kartofler og persillesovsen. Rødbeder  og kogte gulerødder passer også rigtigt godt til. Hvis du vil lave gulerødderne, skræller du dem bare og koger dem sammen med kartoflerne. Skær dem i mindre stykker og flæk dem evt. på midten, hvis de er meget tykke.

Jeg er verdensmester i klodsethed :s Det har jeg konstateret igen i dag, hvor jeg med stor sandsynligvis har brækket en tå ved at banke den ind i sofabordet. Av! Den fik virkelig fuld hammer ind i bordbenet, nøj det gjorde nas! Nu er den helt blå og umulig at bøje uden at pive :s
Bagefter ville jeg gøre lidt godt for Mille, så jeg har kogt lidt laks til hende. Vi har for nylig købt en ny madskål til kattene, hvor jeg fandt ud af, da den ankom, at gummiringen om bunden på den stinker forfærdeligt. Sådan rigtig syntetisk og næsten benzinagtigt. Så da jeg havde sat den sammen med de andre skåle, da jeg havde vasket den af, måtte jeg lige snuse, om de andre skåle var blevet "smittet" af stanken. Det resulterede i, at jeg kom til at smække mig selv i hovedet med skålen, da jeg åbenbart er dårlig til at beregne afstanden til mit ansigt. :s

Heldigvis er det ikke lige slemt alle dage, men det kan virkelig mærkes i dag, at jeg er klodset. Christian plejer at sige, at jeg bare er meget "uheldig" (med et medfølende smil), så det lyder pænere ;) Men ja, jeg er ret "uheldig", haha!

On another note... Jeg er så småt ved at indstille mig på at skulle til forsamtale omkring mine maveproblemer. Det skal vi i næste uge. Jeg er både spændt og noget bange for det. Spændt, fordi jeg håber, at de kan hjælpe mig på en eller anden måde, og bange, fordi jeg frygter, at de siger, at de ikke kan gøre noget for mig.

Problemet er også, at jeg sandsynligvis ikke vil kunne få den operation, der gør, at maden og mavesyren ikke så nemt render tilbage i spiserøret (sådan en operation består i, at man laver en ny forsnævring i bunden af spiserøret med noget af mavesækken, så der kun er mulighed for at passere lidt mad ned ad gangen), da det betyder, at der ikke vil kunne komme luft op, altså bøvser, så al luft skal passerer gennem tarmene. Det er meget smertefuldt for mig pga. sygdom i tarmene, så det kan ikke rigtigt hænge sammen.

Jeg ved så ikke, om det overhovedet er andre muligheder for mig. Jeg får allerede største dosis af medicin, der nedsætter produktionen af mavesyre, og jeg ved ikke lige, hvilke andre muligheder der er. Om nogen. Så jeg frygter ret meget, at de ikke kan hjælpe mig :(

På trods af den medicin, jeg får nu, bliver min mave stadig nemt generet af krydderier, ost og andre ting, så det svier i brystet og spiserøret. Det hæmmer mig rigtig meget, for vi kan ikke rigtigt tage nogen steder, hvis det indebærer at spise ude. Det er altid en stor risiko at tage, når vi tager chancen og spiser ude.

Det har også gjort det rigtig svært at planlægge, når vi skal over og besøge min far og Marianne og på vores årlige tivolitur. For vi vil gerne være lidt mere sammen med dem, men det er svært at planlægge pga. det med maden, for jeg passer rigtig meget på og spiser næsten kun "skånekost", inden jeg skal noget, så jeg kan holde ud at være med, så det lægger ikke lige op til, at vi mødes og griller og hygger før tivolituren, og det bedste, jeg kan tilbyde, er at vente og se, hvordan jeg har det dagen efter, vi har været i tivoli. For der er jeg jo nødt til at spise "farlig" mad. Hvis jeg har det godt, kan vi godt blive og hygge, men der er også en stor risiko for, at jeg har det rigtig skidt, så vi er nødt til at tage hjem. 

Det er træls, at det skal være så kompliceret med noget, der burde være så simpelt! At spise er virkelig det mest basale af alt, og når man har problemer der, er det virkelig et kæmpe handicap.

Jeg ved godt, jeg har skrevet en del om det her, men det fylder altså ret meget i min hverdag. Jeg tager lidt chancer ind imellem for at afprøve, om min mave er blevet mere tolerant, og nogle gange straffer det mig ret slemt, så jeg har det dårligt noget tid efter. Andre gange bliver jeg positivt overrasket. F.eks. har jeg lige spist skildpaddeis (som jeg elsker), uden at få det så dårligt igen, selvom det er et mælkeprodukt og måske med fløde i og i hvert fald sukker og så med små chokoladestykker (min mave tåler chokolade ret dårligt). Men det er gået okay, synes jeg. Bedre end jeg havde forventet, så det er jo dejligt. 

Jeg må tage en dyb vejrtrækning og håbe på det bedste med den forsamtale. Jeg kan nok ikke undgå at blive skuffet, hvis de ikke kan hjælpe mig, for så er jeg nødt til at leve med det her. Men jeg ser tiden an nu og håber, der er noget at gøre.