Farvel Mille - tanker om at miste en nær ven

Det er med hjertet fuld af sorg, jeg skriver det her indlæg. Vi måtte sige farvel til verdens bedste missepige i fredags :( Hendes sygdom, der knap var synlig forrige weekend, havde udviklet sig så meget, at hun knap nok kunne vende sig, hvor hun lå og sov, uden at få ekstrem åndenød. Og hun var slet ikke sig selv. Hun spiste kun meget lidt, og kun når jeg tilbød hende noget, og hun drak ikke.

Vi havde ellers villet se weekenden an og se, om hjertemedicinen ikke virkede lidt på hende, men da hun fredag havde det så skidt og torsdag aften havde et åndenødsanfald, som hun næsten ikke kunne komme sig over, bestemte vi os for at give hende fred. For vi ville ikke have hende til at lide weekenden over og vente til mandag, hvis hun lå og havde det så skidt. Der var ikke den store udsigt til, at hun kunne få det bedre, når hun i flere dage ikke havde drukket noget. Det er virkelig essentielt for at overleve.

Men det var ingen nem beslutning. Det er hårdt at skulle være den ansvarlige katteejer og tage den slags beslutninger, for hvordan kan det være rigtigt, at man skal vælge at slå sit lille pelsbarn ihjel? Det er virkelig ikke til at bære at skulle stå og være den, der skal tage den beslutning. Men det er desværre det, der hører med til at sørge for kattens bedste at kunne tage sådan en beslutning, så den ikke skal igennem for megen lidelse.

Vi fik vores dyrlæge til at komme herop, så hun ikke skulle udsættes for den ekstreme angst, hun havde, for at skulle transporteres til dyrlægen. Inden han kom, var hun gået en tur i haven og sad og nød vejret, så meget som hun nu kunne i sin tilstand. Vi sad også hos hende derude længe. Jeg er glad for, at hun kunne få det med på trods af sin sygdom, så alt ikke var hel elendighed til sidst i hendes liv.

Men hvor har det været hårdt. Selvom hun var en gammel dame på 15 år, var hun indtil for 14 dage siden rigtig frisk og fræk, kælen og imødekommende, som hun altid var. Man kunne ikke se på hende, at hun var så gammel. Så det er virkelig gået stærkt.

Det har været ekstremt smertefuldt at skulle sige farvel til hende. Hun har været min kat, siden jeg var 15 år gammel, og hun har bare altid været der. Så det er ikke til at forstå, at hun ikke er her mere. Vi har begge hylet rigtig meget over det, og har ondt i hjerterne over at miste hende. Hun var en højt elsket kat. 

Hun er begravet uden for indhegningen i hendes sidste papkasse (hun elskede papkasser) med sit favoritlegetøj. Vi har været ude og finde en stor, fin sten, som vi vil skrive på og lægge på graven.

Det har været svært at være her i hendes hjem uden hende. For der er spor af hende over alt. Alle hendes favoritsovepladser, hendes madskål, hvor hun plejede at opholde sig i huset og det, hun plejede at gøre, som vi nu mangler. Hun ligger ikke længere i Christians seng, når jeg vågner om morgenen eller kommer med ud på toilettet og brokker over, at jeg ikke fyldte hendes madskål som det første om morgenen, og går og gnider sig op ad mine ben. Hun ligger ikke i sit vindue i løbet af dagen og besøger sin madskål +10 gange i løbet af eftermiddagen. Hun beder ikke om at blive lukket ud i haven, hvor hun ikke længere jagter drengene, fordi hun var dronningen af haven, eller kommer hen til mig, når jeg sidder derude og tager billeder.

Hun kommer ikke og beslaglægger vores ben om aftenen, som hun altid gjorde. Stikker næsen lidt for langt frem, når der var mad på sofabordet eller sidder og tigger, når vi spiser aftensmad. Eller fortæller os, at det altså er fredag og katteposedag, hvor hun hyler og mjauwer, når vi tager posen frem. Og æder, så hun må ligge med vommen i vejret og slå mave hele natten i sofaen.

Det har også været svært for de andre katte, at hun ikke er her mere. De kan ikke forstå det, men ved, at det ikke bare er, fordi hun er indlagt hos dyrlægen. De så hende i kassen, inden vi begravede hende. Ozzy har været i sengen og lede efterfølgende og bliver nervøs og forvirret, når han hører lyden af en kat, han ikke ved, hvem er (når Putte kommer gående bag sofaen f.eks. og Ozzy ikke kan se ham).

Men Putte har taget det værst. Han har også boet sammen med Mille, siden han var lidt over ½ år gammel. Så hun har altid været der i hans liv. Hun skulle have været en legekammerat til ham, men hun gad dælme ikke sådan en irriterende killing. Med tiden har de dog fået et kærligt forhold, hvor de tydeligvis holdt af hinanden, og hun vaskede ham også i ansigtet, når han satte hovedet ind til hendes bryst. 

Han har ledt og ledt de sidste dage. Han har endda ledt under dynen i gæsteværelset, hvor de lå og sov sammen for at se, om hun lå der, hvor hun plejede, bare under dynen. Men det gjorde hun ikke :( Han har ledt i sofatæpperne og i haven. Og han er tydeligvis rigtig ked af det. Han ved, at noget er helt galt. Han har hvæst af kattebakken, og han skælder også Ozzy ud. Det sker ellers ikke så tit, når Ozzy ikke selv irriterer Putte.

Han er en meget følsom kat, der er meget obs på de andre. Han kommer styrtende, hvis han hører dem lave en "forkert" lyd. For at se hvad der er galt.

Det har også været slemt for os andre. Min appetit er helt i bund, og jeg har måttet tvinge mig selv til at spise de sidste dage. Samtidig er min krop stået helt af. Min mavesæk gør problemer; det svier og brænder og gør rigtig ondt. Og tarmene har også gjort ondt. Jeg tåler stress rigtig dårligt, og det har bare været en rigtig slem halvanden uge. Både pga. det med Mille, men også pga. dårlige nyheder om, at min lever ikke fungerer, som den skal og risikoen for at være blevet smittet med hiv eller leverbetændelse pga. Slagelse Sygehus' inkompetence.

Alting virker bare så pointeløst. Og det gør fysisk ondt i brystkassen pga. savnet af hende. Jeg har svært ved at finde ro sådan mentalt, og har bare ingen lyst til at lave noget som helst. For intet giver rigtigt mening, når jeg mangler mit lille pelsbarn.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvis man ikke har kæledyr eller aldrig har haft sådan et tæt forhold til et dyr. Men katte har betydet utroligt meget i mit liv. Jeg er vokset op som enebarn, og de var der bare altid, når jeg var ked af det til at trøste mig. De var loyale og skuffede mig aldrig eller gjorde mig ked af det. Kun når vi har måttet sige farvel. Jeg har ikke frygteligt mange mennesker i mit liv, jeg er tæt med, og forholdet til andre mennesker er svært for mig, fordi jeg pga. min psyke er utrolig skrøbelig. Så det er rigtig hårdt for mig at være sammen med andre. Men kattene har givet mig selskab, trøst og smil og glæder i mit liv, og man bliver utroligt knyttet til dem, og ekstra meget når man er sammen med dem hver dag, som jeg jo er, når jeg går hjemme. 

Mille var det, man forstår ved en rigtig kat. Hun var en fiskemis; utroligt glad for alt, der minder om fisk. En dygtig musejæger. En livsnyder og snorketrold. Rigtig kælen, og ville gerne ligge i arm i dynen (hvilket vil sige, at hun fyldte 2/3 af sengen, og man selv måtte krybe sammen med den sidste lille del).

Hun blev født af Plet, en hunkat hos mine forældre, og var 3. generation af katte derhjemme (hendes bedstemor kom til mine forældre, før jeg blev født) en majdag i 1997. Jeg valgte hende, og kaldte hende Mille. Og vi beholdt hende, og hendes to andre søskende kom ud til andre familier. Hun var en fræk mis, der styrtede rundt i huset og kravlede i gardinerne. Og stjal alt, der glimtede, f.eks. sikkerhedsnåle fra opslagstavlen, så man måtte holde øje!

Mille som killing (til højre) sammen med sine søskende.

I 2005 flyttede hun ind hos mig og min daværende kæreste i Horsens. Han havde sagt, at hvis vi skulle have en kat nr. 2, skulle det være Mille. For hun var en fantastisk dejlig kat. Så det blev hende, da vi skulle have noget selskab til Putte, som vi fik i 2004. Det tog noget tid, før de lærte at lave roligt sammen, for Putte var en drillesyg killing, og Mille ville ikke lege. Men de blev venner, og Mille vaskede Putte i ansigtet, hvilket han nød rigtig meget.

Billede fra tiden i Horsens, hvor Mille vasker Putte.

I 2010 flyttede de med mig til Sjælland, da jeg flyttede ind hos Christian. Om sommeren blev vi færdige med katteindhegningen, og hun kunne rigtigt komme ud og nyde haven. Den var hun rigtig glad for. Men hun blev aldrig gode venner med kattelemmen. Hun kunne kun finde ud af at åbne den, når solen skinnede, ellers sad hun og bad os om at hjælpe hende. Skøre kat. Men hun nød den friske luft, og har også fanget en enkelt mus derude, som hun slap løs i stuen efterfølgende, da den skulle vises frem, og den gemte sig i Christians computer. Ikke så heldigt ;) Men hun var en stor musejæger og street smart.

Mille i haven for første gang - juli 2010

I fuld galop!

Mille i haven forår 2012 - efter hun havde rullet sig i en bunke afklippede blomster.

  

Hun lærte heller aldrig at bruge madbolden, men hun stod der med det samme, når Ozzy var i gang med den og huggede knaserne lige under næsen på ham. Frække Mille!

Når hun var i haven herhjemme, var hun dronningen. Hun satte drengene på plads og jagede dem i haven. 

Mille jagter Putte - forår 2012

Bagefter - vi lader som om ingenting er sket.

Indenfor var hun en gammel dame oftest, der gerne ville sove, nusse og besøge madskålen utallige gange i løbet af dagen. Hun levede helt sikkert for at spise. Pga. tilbagevendende blæreproblemer måtte hun helst kun få én slags foder, så der faldt ikke så mange forskellige snacks af de sidste år, men fredag var altid hendes yndlingsdag, for det var katteposedag! Og hun fik næsten lov til at spise hele posen selv, da Ozzy mest slikker i det og ikke spiser ret meget kød, og Putte kun drikker sovsen. Der blev slået mave til den store guldmedalje resten af fredagen og sovet længe om lørdagen.

Der blev holdt nøje øje med os, når vi sad og spiste. Især hvis det var noget, hun elskede. Der er da også faldet lidt and og kylling af til hende af og til. Et helt trist katteliv skal det jo ikke være ;) Da det var grillvejr de sidste måneder, og vi grillede, sad hun også og nød duften af kødet på grillen og var klart misundelig. Det var jo lidt synd, så der faldt en kattepose af til hende, når vi havde spist. Det var vist ikke så ringe endda, syntes hun :)

Hun var stadig legesyg, selvom hun var en gammel dame. Især når hendes favoritlegetøj - en snor med madpapir på - kom i gang. Hendes hoved blev nærmest som på en fjeder, når hun skulle holde øje med "byttet" og trykkede sig mod jorden. Det så vildt sjovt ud. Og hun kunne totalt smadre sådan en, der blev flået og kastet op i luften osv., så det var godt, man ikke var en mus i hendes kløer! ;)

Ellers var det katnipmus eller mine hjemmesyede puder med katnip, der var hendes store nummer. De blev vasket, savlet på og gnedet rundt i ansigtet jævnligt. En stump gulerod kunne også godt bruges. Den gned hun sig også i.

Om aftenen sad hun helst på vores ben og hyggede, mens vi så film eller serier og den slags. Kom der lidt hjemmebagte boller eller lignende på bordet, blev næsen lang og hun skulle snuse, om det var noget, hun kunne hapse. Hun sad også af og til på sofaryggen og ordnede vores hår. Det blev vasket, tygget i, og hun gned sit hoved rundt i det.

Når det blev sengetid, var hun af og til med ude i kattebakken (som vi ordner ved sengetid) eller ude og drikke vand. Og så deltog hun i jagten på knaser, når de andre skulle have deres natslik (de får lidt hver aften, inden vi går i seng), selvom det var hendes normale fuldfoder. Det var sjovere at jage det og stjæle det fra de andre end at spise det i skålen ;) 

Nogle gange sov hun hos os i sengen. Andre gange andre steder i huset. Ofte skulle hun op og gå på bordene, når lyset var slukket for at gå på jagt efter noget, vi måtte have spildt eller efterladt der. Når det blev opdaget, fik hun at vide "Mille! Ned! Fyyyy", og så hoppede hun ned som en sæk kartofler og styrtede ud i den anden ende af huset med drengene lige i hælene. Hun var en fræk gammel dame. 

Det blev en lang fortælling, men intet mindre kan gøre det. Man kan ikke gøre det kortere, når man skal fortælle om, hvor fantastisk en kat hun var, og hvad hun har betydet for os. Hun var en fantastisk kat, og vi vil savne hende rigtig meget. Der er tomt her uden hende. Drengene er noget mere selvstændige og vil gerne gå i haven lige til det er mørkt. Og ingen af dem er rigtige skødemisser, så der er ret så tomt her om aftenen. Vi savner vores lille, frække hyggemis.

Mille - forår 2012