mandag den 9. juli 2012

Av min arm

Ja, og desværre ikke på Matador-måden, hvor det kun er et udtryk. Min krop kan godt mærke i dag, at vi var i gang hele dagen i går med at køre alt det afklippede fra hækken på genbrugspladsen. Det er et tungt arbejde, og min ryg kan ikke klare så tungt arbejde. Men jeg syntes ikke, at Christian skulle klare det hele alene. Og jeg vil jo også gerne være lidt nyttig.

Men det kan godt mærkes i dag. Jeg har fået overbelastet min ene skulder, så jeg har svært ved at bruge den, og har været vågnet en del gange i nat pga. smerter, og min ryg og nakke er også påvirket. Jeg pådrog mig et piskesmæld i 2005, da vi blev påkørt af en påvirket ung mand, der lige havde fået kørekørt, og det er desværre blevet en kronisk lidelse for mig, så jeg må leve med smerterne jævnligt.

Jeg ved dog også, at det bliver bedre, når det får lidt ro. Eller i hvert fald til at håndtere. Jeg er ikke den eneste, der ikke er på toppen i dag. Christian måtte blive hjemme fra arbejde i morges. I går aftes nøs og nøs han, og vi troede, det var allergien, men medicinen virkede ikke. Her til morgen var han meget rusten og skidt tilpas endnu, så han tog en dag under dynen. Han har også fået sovet en del, så vi håber, at det snart er på tilbagetog.

Jeg har lavet vores madplan færdig i formiddag, og har lige fået handlet ind, nu bilen er hjemme. Og så har jeg en plade af mine lækre, bløde lynboller i ovnen, som han skal forkæles med inden længe med varm kakao til. Det er godt til en rusten hals, og det er altid dejligt at blive forkælet lidt, når man ikke har det godt :)



Vi fik aldrig lavet den flæskesteg i går, for det var ikke til at holde ud at skulle i gang med ovn og julemad i 30 graders varme. Så den røg i fryseren, og jeg har tøet den om her i formiddag. Så vi spiser den i aften. Vejret er også mere til det i dag, for det er gråt og regner. Så i dag glæder jeg mig faktisk til lidt julemad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar