torsdag den 4. december 2014

Vaniljekranse

Hvor er det dejligt at se, at så mange allerede har haft lyst til at lege med i min lille jule-giveaway :) Jeg nyder at læse om jeres juletraditioner. Det er rigtig hyggeligt. Hvis du endnu ikke har været forbi og deltage, kan du sagtens nå det endnu, så tag et smut forbi konkurrencen og deltag :) 
 
Nu er de første julekager i hus herhjemme :) Jeg brugte nemlig hele eftermiddagen i går på at bage vaniljekranse. Jeg havde egentlig ikke planer om at lave det store i køkkenet i december i år pga. stressen, men jeg kan jo ikke holde mig helt væk. Vaniljekranse er faktisk ikke noget, jeg har prøvet at bage så tit. Ofte får vi dem nede fra Christians mor, der bager dem næsten hvert år. Derfor havde jeg heller ikke lige en fast opskrift liggende på mine egne, så jeg bestemte mig for at bage ud fra Christians mors opskrift, da de plejer at blive rigtig gode :)

Opskriften foreskriver, at man bruger vaniljepulver (vaniljesukker), men jeg foretrækker at bruge ægte vanilje, så jeg skiftede det ud med en stang vanilje, og puttede tilsvarende ekstra sukker i dejen. I opskriften står der, at fedtstoffet skal være margarine eller smør. Jeg bager altid med margarine. Jeg ved godt, at det er højt udskældt af mange, men jeg synes faktisk, at det giver et helt godt resultat. Jeg bryder mig ikke selv ret meget om smagen af smør, så det er jo en smagssag. I den her opskrift skal man dog være opmærksom på at tilføje salt til vaniljekransene, hvis man ikke bruger saltet smør, da man ellers får nogle lidt kedeligt smagende vaniljekranse. Jeg valgte at give mine kranse et drys salt ovenpå, før de røg i ovnen, og det fungerer rigtig godt. Bruger du saltet smør, kan du sandsynligvis undlade at drysse med salt. Jeg ville nok give dejen et par ekstra nip salt, hvis jeg brugte saltet smør, og så undlade saltet ovenpå. Det kan I jo gøre, som I synes.

I rigtige vaniljekranse skal der mandler i. Det synes jeg i hvert fald. Når jeg har bagt vaniljekranse før i tiden, har jeg ofte brugt metoden med at skolde mandlerne og hakke dem fint, men pga. manglende kræfter valgte jeg i år at bruge mandelmel. Det fungerer rigtig godt og gør arbejdet noget nemmere.

Opskriften herunder er beregnet til at køre igennem en kødhakker eller metalsprøjte (sådan en er jeg så heldig at have). Derfor skal den være ret kold og fast, for det gør det nemmere at køre dejen og efterfølgende at forme kransene. Foretrækker du i stedet at sprøjte dine kranse ud til en sirlig vaniljekrans, skal du bruge blødt smør, for ellers er det nærmest umuligt at arbejde med. Ulempen ved at have en ret blød dej er dog, at den flyder en del ud i ovnen, så noget af mønsteret mistes. Er nu sikker på, at de nok skal blive fine og i hvert fald velsmagende, om du bruger den ene metode eller den anden.

En hjemmebagt vaniljekrans for mig er sådan en, som har været en tur i kødhakkeren eller lignende og har et smukt men lidt groft udseende. Sådan lavede min mormor dem, og det er dem, jeg husker og elsker :) Jeg kan klart også anbefale at lave dem på den måde. Ikke mindst hvis man som jeg ikke har så frygteligt mange kræfter, for det er betydeligt nemmere at arbejde med end at skulle kæmpe med at sprøjte kransene ud med en sprøjtepose.

Vaniljekransene blev rigtig lækre. Det lille drys salt gør en enorm forskel for smagen. Dog skal jeg i en mentalt note lige huske mig selv på, at jeg næste gang måske kun skal lave halv portion, for jeg tror ikke, vi når at spise så mange vaniljekranse i løbet af december :D Der blev flere, end der kunne være i min allerstørste kagedåse (og den er stor, skal jeg lige hilse at sige). Men så kunne jeg jo få brugt mine superfine nisseglas, som du kan se her nedenfor :)






Vaniljekranse (ca. 250 stk)

500 g mel
375 g kold! margarine (eller smør - se note omkring salt ovenfor)
125 g mandelmel (eller smuttede, finthakkede mandler)
1/4 tsk bagepulver
275 g sukker
1 vaniljestang
1 æg
Lidt fint salt til drys (kan evt. undværes, hvis du bruger saltet smør)

Bland mel med bagepulver. Smuldr smørret heri. Tilsæt til sidst mandelmelet (eller de finthakkede mandler) og rør med, til det er rørt helt ind i melblandingen.

Afmål sukkeret i en skål. Skrab kornene fra vaniljestangen ud på et spækbræt. Tag 1 stor tsk sukker fra din skål og bland det med vaniljekornene. Når de er blandet ind i sukkeret, tager du endnu 1 tsk sukker fra skålen og blander med kornene. Skrab herefter kornene ned i skålen med sukkeret.

Slå ægget ned i skålen med sukkeret og pisk æg, sukker og vaniljekorn, til det er lyst og luftigt. Hæld herefter æggeblandingen ned til melblandingen og ælt det hele godt sammen til en fast dej.

Put dejen i en metalsprøjte eller kødhakker med stjernetyl/mundstykke og kør dejen igennem til en lang pølse, lidt ad gangen. Opbevar overskydende dej i køleskabet, så den ikke står og bliver blød, for så vil den nemmere flyde ud, når den bliver bagt i ovnen. Form kranse af den udsprøjtede dej og læg dem på en bageplade med bagepapir. Drys dem med en smule sat på toppen (kan muligvis undværes, hvis du bruger saltet smør i småkagerne).

Bag vaniljekransene i ovnen ved 185 grader i ca 10-12 minutter, til de er gyldne i kanterne. De må endelig ikke få ret meget farve ovenpå. Når de er færdigbagte, flyttes de med det samme over på en rist, hvor de afkøles, før de puttes i en lufttæt beholder.

Her kan mønstret anes så smukt <3 Vaniljekranse er virkelig smukt bagværk.



Herhjemme er dagene stadig fyldt af at holde øje med og fodre Ozzy. Det er dog gået meget fremad for hans indtag af tørkost, så det er jo dejligt. I morgen får han for første gang ikke smertestillende, så vi er lidt spændte og ængstelige for, hvordan det kommer til at gå. Han er jo også af antibiotika nu, så vi håber, han kan klare sig uden.

Vi er lidt ekstra bekymrede for ham for tiden, fordi han har haft lidt bøvl med maven i weekenden, der kunne indikere, at han måske bløder et sted i fordøjelsessystemet. I hvert fald er det noget mørkt, hvad han kommer af med. Vi har haft egen dyrlæge inde over, og vi har en aftale om at se det an lidt tid, til han er kommet af med pillerne, og til mælkesyrebakterierne, jeg har givet ham, virker. Hvis det ikke kommer i orden, skal vi have sendt en afføringsprøve ind på ham. Derudover har jeg opdaget en hævelse i nakken på ham. Det virker til, at det nok er en muskel, der er hævet, men hævelsen er ikke faldet den sidste uge, efter jeg opdagede den. Vi håber ikke, det er noget alvorligt. Jens Ruhnau får lov at mærke på den i næste uge, når vi skal til tjek, og ud fra, hvad han siger, skal vi måske have vores egen dyrlæge eller Skovlunde til at kigge på den. Vi er bare nødt til at tage et problem ad gangen nu. Pt. er det vigtigst, at han kommer til at spise normalt og kommer af med mundbetændelsen. Så må vi forholde os til det andet bagefter.

På den positive side er han en rigtig glad dreng. Vi kan mærke, at humøret er blevet bedre hos ham, og han løber og leger rigtig meget med Phoebe og er en vildkat, der stormer huset igennem og op og ned ad kradsetræerne :D Det i sig selv viser, at han har det ret okay, og det kan man jo kun være glad for :)

Vi har sået kattegræs, fordi kattene ikke kommer ud for tiden, men de trænger jo stadig til græsset. Det har stået og groet på et aflukket værelse, så kattene ikke skulle komme til det, mens det groede, men da jeg var derinde og hente julepynt i fredags, blev det sat til side, så kattene kunne få lov at være på værelset imens. Jeg satte det ind på deres sædvanlige værelse op højt i en bogreol, og håbede på, at kattene ikke skulle komme til det der. En nat et par dage senere blev vi vækket af et ordentligt drøn. Christian blev sendt ind for at se, hvad der var sket. Det var så Ozzy, der havde været oppe i bogreolen for at hente græsset! Og havde væltet det på gulvet med et ordentligt drøn. Der sad han så og gumlede storspindende på noget græs, han havde "fanget" :D Tossedreng! Så nu bor det på det lukkede værelse igen. Det har været fremme, så de kunne tage af det, hvilket Ozzy blev meget glad for. Han har dog svært ved at spise det endnu, da han jo ikke har nogen tænder, så jeg måtte brække nogle strå af og fodre ham det med hånden, hvor han kunne suge det op, som et stykke spaghetti :D Er spændt på, om han kommer til at kunne tygge græs igen med tiden. Ellers må han jo have hjælp.

Her er til slut et billede af ham og Phoebe i et meget sjældent øjeblik, hvor de ligger tæt sammen. Det mest utrolige er, at jeg ved, at det var hende, der lå der først, hvor han har lagt sig hos hende. Det plejer altid at være den anden vej rundt. Så jeg måtte lige fange et billede af det. Det er fra den dag, vi pyntede op, hvor der var åbent ind på gæsteværelset, som jeg fortalte ovenfor. Eller gæsteværelse/katteværelse, for sædvanligvis har de lov til at lege og sove på sengene, men pt er der lukket, så missen ikke kan gemme sig under sengen, hvor jeg ikke kan komme til at give mad og medicin.
Billedet er i øvrigt taget samme dag, han fik tilbudt tørkost første gang efter operationen. Han har simpelthen bare været glad for at må spise tørkost igen, og de sidste dage har han faktisk kunnet spise det i et helt ok tempo, selvom de tit skal ud af munden nogle gange. Tænker, at det måske er, fordi han ikke har de små fortænder til at holde fast på knaserne. Men det er dejligt at se, at det går fremad med hans spisning :) 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar