søndag den 7. december 2014

2. søndag i advent

Så nåede vi 2. søndag i advent, og igen har Julemanden været forbi vores julesokker herhjemme :) I dag er der i øvrigt en uge tilbage i min jule-giveaway, så tag et smut forbi, hvis du endnu ikke har deltaget.

Som jeg fortalte sidste søndag, er jeg så heldig, at Christian i år også har lavet en adventskalender til mig. 1. søndag i advent fik jeg det fineste englespil, som jeg viste jer herinde sidste søndag. Jeg er vild med det, for det er noget af det mest vidunderlige, jeg har set. Det gør mig glad helt indeni at se det glimte og dreje. Desværre er det lidt humørsygt på den måde, at det har lidt svært ved at komme i gang, men når det kører, er det noget af det smukkeste! <3

Også i dag har Christian fundet noget, der var lige mig. Jeg har løbende delt mine tanker om julegaveønsker og andet ham, så han vidste, at jeg ønskede mig den her bog. Den hedder Plate to Pixel: Digital Food Photography and Styling og er skrevet af Helene Dujardin. At tage interessante og ordentligt belyste billeder af mine madprojekter om vinteren og i det mørke tider generelt er noget af en udfordring, så jeg går og leger med tanken om at få købt lidt mere udstyr til bedre belysning. Men jeg er ret grøn, når det gælder studiefotografering, selvom jeg efterhånden har en del år på bagen som amatørfotograf, så jeg ønskede mig bogen som en hjælp og inspiration til at finde ud af, hvilken form for udstyr, jeg skal have fat i. Bogen indeholder også andre spændende emner, jeg glæder mig til at læse om :)




I Christians sok i dag var der det indhold, I kan se på billedet nedenfor. I dag var der to pakker. Sidste år fik han The Santa Clause i sin adventskalender, så det var oplagt, at han skulle have 2'eren i år. Det er nogle ret hyggelige, easy-watching julefilm, synes jeg. Derudover indeholdt den første pakke i dag en pose guldkarameller, som han elsker, for så er der lidt guf til filmen. I den anden pakke var der en biloplader til hans smartphone. Vi bruger som regel min herhjemme, fordi hans ligger på kontoret, så det er rart, at han kan lade op i bilen også, hvis det bliver nødvendigt.




Vi er jo så forkælede, at vi også får pakker fra Christians forældre. I dag indeholdt den bl.a. en superfin kagedåse. Det er lige noget for mig. Har en forkærlighed for fine kagedåser, og den her er rigtig fin. Inde i dåsen var der stearinlys. Derudover fik vi også en pakke mandelsplitter og de superfine nisser, som du også kan se på billedet herunder. Jeg har i forvejen et sæt "køkkennisser" (nisser, der sidder på køkkenredskaber til ophæng), som min mor købte til mig i adventsgave, da hun levede, og de kommer op i køkkenet hvert år. Nu har vi så også de her fine nisser, der sidder på en kagerulle. De er allerede blevet hængt op i køkkenet. De er kommet til at hænge på den stang med køkkenredskaber, som du måske kan ane i baggrunden på billedet (lige over kvasten på nissehuen på den nisse, der sidder til højre).




I kalenderen til Christians forældre var der i dag til hans mor en lille æske med lækre chokolader fra Hotel Chocolat. Jeg bestilte dem med hjem, da jeg bestilte den æske chokolade, som udloddes i min jule-giveaway her på bloggen for tiden. Hans far fik en pose juleskum og en pakke breve med pulver til varm kakao, som vi ved, han elsker. Vi håber, det er noget, de kan bruge. Hans far skulle efter sigende allerede have taget hul på sin pakke, men han er også lidt af en slikmund ;)

----------

I dag er det tre dage siden, Ozzy sidst fik smertestillende. Vi vidste fra de andre gange, han har været stoppet med det i forløbet, at han vil få sværest ved at spise to dage efter, han fik sidste pille, og det så vi da også i går. Han fik virkelig ikke spist ret meget tørkost i løbet af dagen, og vi havde også svært ved at få ham til at spise vådkost. Han blev faktisk så træt af mig, da jeg tilbød ham vådkost til sidst, at han sagde fra med kløerne, så jeg har fået nogle irriterende placerede sår i håndfladen. Men man tilgiver ham jo, for det er ikke nemt for ham, det her. Og det er svært for ham at forstå, at det skal gøre ondt.

Han havde i det hele taget ikke nogen særlig god dag i går. Der var da ét lyspunkt, for han fik lov at komme ud en tur i solskinnet. Vi kunne ikke nænne at sige nej. Så han var lige ude et par timer og var så glad i den tid. I dag er den tilladelse dog inddraget, for vi skal kunne fodre ham, når han ikke spiser godt. Det virker dog, som om han er i bedre humør i dag. Han har ikke spist ret meget i nat, men har spist nogle ok portioner, efter han stod op. Det ser ud til at gå bedre end i går (7-9-13). Han har fået lov at komme ind på gæsteværelset, hvor jeg også har leget med ham her for en times tid siden. Vi håber, det fortsætter med at gå fremad. I næste uge skal han til kontrol på tandklinikken. Vi er meget spændte på at se, hvordan det ser ud i munden på ham nu. Vi har med vilje ikke selv taget et kig i munden på ham, for vi vil helst så nødigt stresse ham yderligere.

Lige nu sidder vi i sofaen og hygger. Christian sidder og spiller Gran Turismo 5, som jeg bestilte hjem brugt over Amazon (til 53 kr, tænk, at det kan gøres så billigt). Jeg er ved at lære at blive bedre til det, for jeg er ikke så god endnu, at jeg er en rigtig konkurrent for ham, og jeg må også overgive mig til at spille lidt mere "voksne" spil, for han spiller så tit de lidt mere børneagtige spil med mig, som vi har en del liggende af. F.eks. Mario Party og andre brætspil på Wii'en. Jeg kan nu også godt lide at spille Gran Turismo. Spillede 1'eren i sin tid for mange år siden. Skal bare have det i små doser, for jeg bliver hurtigt utrolig træt. Sådan er det bare for tiden.

Mens vi sidder her og hygger, breder der sig en skøn duft i huset. I aften skal vi nemlig have andesteg med det hele. Christian hjalp mig med at klargøre den her i eftermiddag, så jeg kunne holde til det. Han skrællede æblerne og var mine ekstra hænder, så jeg ikke konstant skulle vaske mine egne for at tage kødnåle, salt og at det andet, der skal til for at forberede sådan et kræ. Nu dufter her så skønt. Jeg håber, at min mave kan holde til maden, for den har drillet lidt de sidste dage. Jeg har nu heller ikke været for god ved den. Men vi må se. I hvert fald glæder jeg mig rigtig meget til at sætte tænderne i lækker andesteg i aften, uhm!
Nu vil jeg slutte igen, så jeg kan spille lidt med Christian. Rigtig god søndag til jer :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar