Nu er ferien slut, og Christian er tilbage på arbejde. Sådan nogle fridage flyver virkelig forbi. Jeg kunne godt have ønsket mig, at vi havde nået noget mere, men jeg har været ret uheldig her i ferien, først med udtalt søvnmangel i første uge og med en kæmpe, ubrugelig finger i anden uge pga. kattebid. Det har sat noget af en kæp i hjulet for os, men vi er da kommet lidt ud trods alt.
I går var sidste feriedag, og vi kunne måske godt have brugt den på at tage ud og handle ind til ugen, men hvis man gør det, bliver dagen jo bare en hverdag, og det ville være lidt ærgerligt. Så i stedet tog vi en tur til Vågehøj på Røsnæs med kameraerne. Det er et dejligt naturområde, som vi har besøgt mange gange. Jeg har efterhånden førligheden tilbage i min finger, så det var også rart at have kameraet i hånden igen.
Vi var afsted hele eftermiddagen, og var faktisk ret overraskede over, at klokken var halv syv, da vi kørte derfra. Heldigvis skulle vi bare lave lidt ovnkartofler og smide en marineret mørbrad i ovnen, da vi kom hjem, så der var da heldigvis ikke det store arbejde i madlavningen.
Her er et par af de billeder, jeg kom hjem med i går. Der ligger flere på fotobloggen :)
Det er mærkeligt, at det nu er hverdag igen. Det har været rigtig rart at have Christian hjemme i alle de dage. Jeg har fungeret ret dårligt pga. manglende søvn og fingeren, så han har lavet det meste af maden de fleste dage. Det har været en stor hjælp.
Han har også prøvet sit bedste for at sørge for, at jeg fik en masse ro og soveværelset så mørkt som muligt, da jeg ikke kunne sove. Vi har et mørklægningsgardin der, men der slipper alligevel en masse lys ind, da det jo ikke slutter helt tæt til vinduet eller foroven. Så han har været i gang med at klistre det fast til vinduet med malertape og viskestykker foroven, så der næsten intet lys kommer ind. Det ser måske ikke så smukt ud, men det har været en stor hjælp. Rigtig sødt af ham.
Nu sover jeg heldigvis godt om natten igen. Det er guld værd at få en god nattesøvn, så man kan fungere i dagene.
Men i dag er det tilbage til hverdagen. Jeg har lige sat en vask over, og vi skal nok ud og handle senere. Jeg ved ikke lige, om vejret er til, at jeg kan hænge tøjet ud, for det er noget overskyet og drypper lidt i dag. Men overskyet er rart. For så kan jeg have trukket fra og sidde og kigge ud i haven. Det kan man ikke, når solen er lige på, for så bliver her 30 grader.
Jeg sidder og venter på et opkald fra Hvidovre. Jeg fik at vide i fredags, at det tidligst blev mandag, jeg fik et opkald om, hvornår jeg skal ind og have scannet leveren, og der kom da heller ikke noget opkald i går. Så må vi se, om der kommer et i dag. Jeg skulle også modtage et brev, så jeg må i postkassen og se senere.
Jeg ved ikke, om jeg overhovedet skal til i den her uge, men på overlægen i fredags lød det sandsynligt. Men jeg håber bare, at vi får lidt frist, så vi ikke skal piske derind pludseligt. Det er svært med dagafsnittet, som jo også gælder de patienter, der er indlagt, da man skal ret tæt på dagen, hvor undersøgelsen skal foregå, før man kan sige, hvornår det skal være. Det ved jeg da i hvert fald fra min sidste indlæggelse. Det hele kommer an på planlægning, og om der kommer noget akut ind.
Det er lidt usmart, at Christian skal tage fri, lige når han har haft ferie, og jeg er også noget træt af, at det er nødvendigt, at han bruger sine feriedage på det. Men han vil gerne med mig, og jeg vil helst have ham med, for det er ikke rart at skulle igennem alene. Vi ved endnu ikke, hvordan det kommer til at foregå, for det kan jo være, at jeg kan tage toget derind nogle gange, hvis jeg skal komme igen mange gange, men det må vi se, når vi ved mere. Det er bare en tryghed at have ham med derinde - også for at have et par ekstra ører med til at høre og huske, hvad der bliver sagt.
Jeg kunne i hvert fald godt have ønsket mig, at han havde været med, da jeg var igennem alle de undersøgelser og indgreb, sidst jeg var indlagt. Men det kunne han jo ikke. Det var ikke rart at skulle have stukket en nål ind gennem bughulen helt alene, og jeg måtte dengang holde en sød sygeplejerske i hånden imens. Jeg ser ikke frem til måske at skulle have taget en leverbiopsi, da det jo nok foregår på samme måde, dog med den forskel, da de rent faktisk penetrerer et organ, hvilket må være ret smertefuldt. Og desværre også giver en risiko for udløb af galde. Det kan jeg bare ikke gå igennem igen, så jeg håber virkelig ikke, at det sker.
Men nu må vi se, hvad der skal ske. Endnu ved jeg kun, at jeg skal have foretaget den scanning og have taget blodprøver. Så må vi se, om de også vil have lavet den biopsi. De skal jo finde ud af, hvad der er galt - for min egen skyld - så jeg må stå igennem de her ting, selvom de nok er ubehagelige. Men ja. Nu er der igen lidt ventetid. Så må vi se, hvornår jeg skal til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar