3. søndag i advent: julehygge

I går var det endnu engang tid til at kigge, hvad der var i julesokken. Derudover havde vi besøg af Christians forældre til hjemmebagte æbleskiver og kaffe i går eftermiddags. Æbleskiver hører jo til i december, så det var vist også ved at være på tide, hvis vi skulle nå det. Det var hyggeligt at have besøg, for vi ses ikke så tit pt. pga. vores stressniveau herhjemme.

Æbleskiverne var efter den sædvanlige opskrift, som bare er den bedste, synes jeg :)

Billede fra sidste jul.

Det har været en dum uge, synes jeg. Sidste uge. Det blev toppet af en virkelig ubehagelig telefonsamtale med min læge i fredags, men det vil jeg vende tilbage til senere. Torsdag var vi faktisk i Tivoli, trods ubehaget oven på mit møde med en medicin, jeg ikke kunne tåle tidligere på ugen. Det var hyggeligt som altid, og jeg har taget lidt billeder, jeg vil vise jer i et senere indlæg, når jeg lige får samlet mig om at få dem lavet.

Christians julesok i går indeholdt et glas nutella og et filmtrivia-spil. Det er på engelsk, da det er købt i England, men det er ikke noget problem herhjemme. Det bliver sjovt at afprøve det. Det er ikke et kæmpespil som Trivial Pursuit, mere et spil i lomme- eller rejsestørrelse.

Fra Christians forældre var der i går to pakker servietter, en pose guldkarameller og en lille, fin glimmernissemand, der er en lysestage til juletræslys. Mægtig fin :)

Spillet, hvis æske er formet som et gammeldags VHS-bånd :D

Øv, hvor har det bare været en dum uge :( Det her bliver langt, men jeg har bare brug for at komme af med det her, for jeg er simpelthen så vred og frustreret over min læge. Jeg var jo til lægen i tirsdags, efter jeg i over 14 dage havde gået med svie og brænden i munden. Lægen mente, at det var svamp, og jeg fik noget gel til munden og fik taget nogle blodprøver. Gelen kunne jeg så ikke tåle, som jeg skrev sidst. Jeg fik simpelthen så ondt i maven :( Så den måtte jeg stoppe. Pga. smerterne måtte vi aflyse vores årsdag, der var dagen efter. Det var jeg rigtig ked af, for det er mere reglen end undtagelsen, at vi har været nødt til det, siden vi fandt sammen :(

Men jeg ringede så til lægen om onsdagen om morgenen og fik fat i en anden læge. Hun mente, at jeg skulle vente en dag eller to og så ringe om morgenen og få en tid til at komme ned og få taget et skrab af tungen, siden min læge ikke havde gjort det i tirsdags, og der ville blodprøverne sikkert være klar. Derfor ringede jeg ned fredag morgen for at snakke med lægen.

Jeg fik fat i min egen læge, der fra sekundet, han tog telefonen, havde en negativ tone. Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne tåle den gel og havde snakket med den anden læge om at komme ned og få taget et skrab af tungen for at være sikker på, at det overhovedet var svamp. Til mine problemer spurgte han direkte: hvad vil du have, at jeg skal gøre ved det? Hvad svarer man lige til sådan noget som patient? Det er vel ham, der er lægen. Og han afviste, at jeg kunne komme ned og få lavet et skrab hos dem, men bad mig gå til en øre-næse-halslæge (uden henvisning), sikkert fordi han var fornærmet over, at jeg kunne tvivle på, at han havde ret mht. svamp. Jeg spurgte, om min bivirkning af medicinen ikke skulle indberettes, når den ikke var angivet i indlægssedlen, men han troede simpelthen ikke på mig! Kom bare med kommentarer om, at der jo var mange, der havde noget med maven for tiden. Argh! Jeg har ikke dårlig mave eller maveomgang, jeg har mavesmerter! Som jeg får det, når jeg indtager noget, jeg ikke kan tåle.

Var virkelig i chok efter den telefonsamtale. Hvad gør man lige, når ens læge ikke vil behandle en? Det er noget, han sagtens kunne behandle mig for i sin lægepraksis, men han vil ikke! Jeg prøvede at ringe til byens øre-næse-halslæge, men fik en telefonsvarer. Det gjorde jeg også i dag, da jeg ringede derned. De har først åbent for telefonen i morgen mellem 9 og 12. Og det er ret tvivlsomt, om der overhovedet er en tid til mig nu. Der kan være mange måneders ventetid på at komme til hos en speciallæge :( Og det værste er, at hvis det er svamp, hvilket det sandsynligvis er, da mine blodprøver var pæne, så kan det sprede sig gennem kroppen og også til mave og tarm. Det område er i forvejen meget følsomt og dårligt hos mig, og jeg er så bange for, at det kommer dertil :(

Det var bare den sidste dråbe for mig med den læge. Jeg har allerede fundet mig i for meget fra hans side, men at han ligefrem afviser at hjælpe en :( Det er chokerende. Så jeg er på udkig efter en ny læge nu. Der er faktisk mange i byen, men alle har lukket for tilgang :( På nær et sundhedshus med vikarierende læger. Det er bare ubehageligt ikke at have en fast læge til at følge en. Det skaber jo noget tryghed at have en fast læge, så lægen kender ens helbredsmæssige tilstand. Det kan jo være nødvendigt, når man er kronisk syg. Det er hårdt at skulle starte forfra, hver gang man skal til lægen, fordi man ikke kommer til at snakke med den samme. Alternativt skal jeg langt uden for byen, men det er uoverskueligt pga. transporten.

Jeg har haft det svært med min læge, fra første gang jeg var hos ham. Første gang mente han, at han, som min helt nye læge, skulle til at behandle mig for min psykiske lidelse med medicin, selvom mine tidligere læger på sygehuset i den sammenhæng syntes, det var unødvendigt. Og de var i øvrigt uddannede til den slags, modsat min læge, der aldrig før havde mødt mig og kun er almen læge. Jeg var der faktisk slet ikke for at snakke om min psykiske lidelse. Han skulle bare have en introduktion til mine helbredsproblemer og medicin.

Så var der dengang med min galdesten. Jeg havde nogle fæle smerteanfald for to år siden, og havde en vagtlæge ude om natten, der mente, at det var pga. galdesten. Det samme gjorde en vagtlæge, jeg var hos om dagen. Jeg skulle så kontakte min egen læge for en henvisning til undersøgelse, men da jeg gjorde det, var han helt sikker på, at smerterne var pga. mine problemer med mavesyren. Vel at mærke uden at have set mig. Det var over telefonen. Og da jeg fortalte, at jeg altså godt kunne mærke forskel på, om det sad det ene sted eller det andet, fik jeg at vide, at ja, han kunne godt huske, at jeg har mine egne ideer/teorier! Jeg fik alligevel en tid hos en anden læge i lægehuset, som hurtigt også konstaterede galdesten og sendte mig til en scanning, der viste en kæmpestor galdesten i galdeblæren. Resten er historie om en operation, der gik galt og alt det der. Men var bare rigtig ked af det efter den telefonsamtale med lægen.

Sidste år skulle jeg snakke med ham om at starte op på medicin igen, efter jeg havde været af næsten al min medicin pga. de meget forhøjede levertal. Jeg kunne også starte med medicin mod min angst igen, som jeg tager efter behov, men gennemsnitligt ikke mere end en gang eller to om måneden. Der var hans kommentar til mig, at når jeg nu havde kunnet undvære dem så længe (mens jeg var nødt til at holde pause med al medicin), var det måske en ide slet ikke at starte på dem igen. Det var jo ikke godt for "en som mig" (underforstået, en med en psykisk lidelse, hvor nogle bliver afhængige af medicinen). Var virkelig vred, da jeg gik derfra, for han ved udmærket, hvor lidt jeg får udskrevet af den slags medicin, og jeg har aldrig været i risiko for at udvikle en afhængighed af dem! Og han ved også hvorfor, for jeg er vokset op med misbrug og er derfor selv meget påpasselig med at tage medicin og drikker ikke. Så den kommentar var bare så meget over stregen! Derudover har det ikke ligefrem været sjovt at skulle undvære angstmedicinen i den periode, hvor der var mistanke om, at jeg kunne have kræft i leveren. Og jeg kunne heller ikke få smertestillende medicin, hvilket næsten var værre, da anspændtheden pga. angsten gav mange smerter. Så Christian måtte afspænde mig med massage mange gange om ugen det halve år.

Hans manglende evne til at tage ind, hvad hans patienter siger, kunne også have kostet Christians mor livet i yderste instans, fordi han blev ved med bare at udskrive mere smertestillende medicin, da hun i mange måneder gik med rigtig slem hovedpine. Først da Christians far slog i bordet, blev hun henvist til en scanning, hvor man fandt, at hun havde en blødning i hjernen! Får det helt dårligt af at tænke på, hvordan det kunne have endt :( Hun er heldigvis rask i dag, efter hun blev opereret i hovedet dengang.

Så måske er det tydeligt, hvorfor jeg ikke gider finde mig i mere fra hans side nu. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man ikke kan få hjælp fra sin egen læge! Jeg ved, at der var mindst et andet præparat, han kunne have udskrevet til mig, og han kunne sagtens have lavet skrabet i sin egen klinik, men det ville han bare ikke! Hvis det ikke var, fordi han var sådan en two-face person, havde jeg nok selv gået hårdere til ham i telefonen. For han virker som en venlig og imødekommende person, når man møder ham, og det gik godt i tirsdags, så jeg var slet ikke forberedt på sådan en behandling. Man skal være en stærk person for at være patient hos ham, og det er jeg desværre ikke :(

Nu har jeg så prøvet at få fat i halslægen i to dage, men får hele tiden en telefonsvarer. Og det er jo tvivlsomt, om jeg overhovedet kan komme hurtigt til. Oven på samtalen med min læge i fredags er jeg faktisk rigtig nervøs for at skulle snakke med hende eller den klinik. Jeg er bange for, at hun også bliver vred på mig eller ikke vil hjælpe mig. Fordi jeg har behov for, at min mave-tarmlidelse bliver taget hensyn til. Jeg ved ikke, hvor man går hen, når ens læge ikke vil hjælpe en? Man kan jo ikke bare gå til en anden læge, for de vil henvise en tilbage til ens egen læge. Og et lægeskift tager generelt 14 dage, sikkert længere her julen over. Det er lange udsigter, når det er noget, der måske kan brede sig og gøre mig meget syg.

Jeg føler efterhånden, at jeg har ramt rock bottom, stressmæssigt. Stressen kunne ses sort på hvidt i mine blodprøver, da mit bilirubintal (et af levertallene, der er stresspåvirkeligt) var let forhøjet. Det ligger ellers normalt pænt, men i stressede perioder, kan det blive forhøjet. 
Jeg har virkelig ikke noget at kæmpe med mere. Og har ingen overskud til noget som helst. Oven på vores besøg af Christians forældre i går var jeg bare helt ødelagt. Det plejer ellers ikke at være så hårdt at have dem på besøg, men jeg må vist sande, at jeg ikke har kræfter til den slags sociale ting lige nu. Havde nogle tudeture efterfølgende, fordi jeg bare var så træt og udmattet og samtidig helt ude i tovene over, at der ingen hjælp er at hente nogen steder :( Jeg aner efterhånden ikke, hvad jeg skal gøre :( Jeg prøver halslægen igen i morgen, men er ikke særligt optimistisk. Og jeg er bare ødelagt af træthed, for jeg har ikke fået nok eller ordentlig søvn i snart en uge, fordi jeg har skullet snakke med lægen næsten dagligt i den tid, hvor jeg normalt sover. I dag snører min hals sig også sammen, eller jeg føler, jeg har en konstant klump i halsen, og jeg er bekymret for, om det er, fordi svampen (hvis det er det) har bredt sig ned i halsen. Men hvem skal undersøge det?

Jeg har været nødt til at melde fra to fødselsdags, som vi skulle have været til senere på ugen (den ene er Christians mors fødselsdag). Det er jeg virkelig ked af :( Føler mig, som en dårlig svigerdatter/familiemedlem, når jeg ikke engang kan stille op, når de har fødselsdag, og de plejer at komme og fejre mig til min. Men jeg kan simpelthen ikke mere :( Er faktisk bekymret for, hvordan jeg skal klare at have huset fyldt af gæster til jul med alt det, der skal forberedes. Det bliver stressende. Men jeg ser jo også frem til at skulle se de mennesker, jeg holder af, og hygge med dem. Ville bare ønske, at jul først var om et par måneder, så det ikke lige kommer midt i alt det her rod. Jeg ved, at jeg risikerer at være meget syg med maven, hvis jeg skal starte op på ny medicin. Hvis jeg skulle være så heldig at finde en læge, der rent faktisk gider hjælpe mig. Så jeg risikerer ikke at kunne spise noget juleaften. Ville virkelig ønske, at livet gav mig en chance. Synes, det er uendeligt hårdt. :(