onsdag den 11. december 2013

Hjemmelavede blomme i madeira-marcipantærter i ny forklædning

For nogle måneder siden lavede jeg en lækker krægemarmelade med muskatvin (en kræge er en lille urblomme), som jeg havde planer om at skulle bruge i hjemmelavede marcipantærter a la dem fra Anthon Berg, man kan købe med f.eks. blomme i madeira.

Livet har som bekendt stået noget stille de sidste måneder, så jeg har ikke haft overskud eller lyst til at komme i gang med at bruge marmeladen til at lave marcipantærterne i, men marmeladen har stået pænt og passet sig selv i køleskabet, hvilket den kan længe, da den indeholder meget sukker (hvilket konserverer), har fået tilføjet en smule atamon og naturligvis kom på et skoldet glas. Så den var helt klar, da jeg i fredags fik lyst til at gå i gang med at lave lave marcipantærterne. Jeg havde, som jeg skrev sidst, ret god tid, da Christian arbejdede en del over den dag. Så fik jeg jo tiden til at gå med det.

Jeg har virkelig glædet mig til at dele den her opskrift med jer. Resultatet blev virkelig godt, og jeg må ubeskedent sige, at jeg er ret stolt over de her tærter. For jeg har selv lavet opskriften på krægemarmeladen med muskatvin, og den er så lækker i tærterne. Derudover er det rart at se, at en ide, man har, lykkes. Jeg havde en ide om at ville lave de her tærter, og at jeg kunne lave et lækkert fyld ud af krægerne med mit eget twist, der kunne matche Anthon Berg-tærterne, og det synes jeg, de gør. Jeg har for en gangs skyld fået arbejdet rigtig godt med chokoladen og fået den tempereret perfekt, så chokoladeovertrækket er flot skinnende i udseendet og har det helt rigtige knæk, når man spiser tærterne.

Der er dog en ting, jeg har tilrettet i min opskrift efter at have lavet tærterne. Jeg vælger at foreslå, at man laver bundene tykkere, end jeg gjorde, da marcipansmagen nemt kommer til at drukne i marmeladesmagen, som kan være lidt dominerende. Derfor vil jeg, når jeg laver dem igen, lave bundene næsten dobbelt så tykke (3-4 mm), så de smager mere igennem. Jeg holder på marmeladen ved at lave en bund og top af to marcipancirkler, som klemmes let sammen om fyldet. Det fungerede rigtig godt. I opskriften nedenfor har jeg skrevet justeringen ind med de tykkere bunde. 


Jeg er sikker på, at krægemarmeladen også vil være lækker i fyldte chokolader og julens konfekt, for marcipantærterne er jo lidt julekonfektagtige :) Den spiller rigtig godt sammen smagsmæssigt med den gode, mørke chokolade og marcipanen.






Marcipantærter med kræger i muskatvin (12 stk)

½ pakke god marcipan (ca. 225 g mindst 60% mandler, f.eks. Odense eller Anthon Berg)
Knap ½ portion kræger i muskatvin
Lidt flormelis
Ca. 200 g god, mørk chokolade (ca. 50% kakao. Jeg bruger Toms mørke guldbarre)
Et glas eller andet rundt til at udstikke med (5-5½ cm i diameter)

Tag marmeladen ud af køleskabet i god tid, hvis den er ret stiv i det. Den skal stå og blive lidt blødere. Min fik lov at stå tildækket i en skål nogle timer for at få en bedre temperatur og konsistens, så den var til at arbejde med. Lige fra køleskabet var den så stiv, at man kunne skære skiver af den, så det var nødvendigt.

Rul knap halvdelen af marcipanen tyndt ud, ca. 2-2½ mm tykt, med lidt flormelis på bord og kagerulle, så marcipanen ikke hænger for meget fast. Stik 12 cirkler ud med et glas (mit glas var 5.2 cm i indvendig diameter. Jeg brugte et hvidvinsglas). Rul resten ud lidt tykkere, måske omkring 3-4 mm, og stik også 12 cirkler ud her.

Vend de tykke marcipancirkler med bunden i vejret (de er fladere på bunden). Fordel en lille teskefuld krægemarmelade på hver af de 12 tykke bunde (ikke for meget, da det smager meget igennem). Hvis marmeladen er lidt for stiv at arbejde med, kan du skolde bagsiden af en teske og smøre ud med den, da varmen vil gøre det nemmere. Sådan gjorde jeg. Undgå at lægge marmeladen alt for langt ud til kanten. Der skal være måske 2 mm til kanten uden marmeladen.

Læg de resterende skiver oven på bundene. Klem lidt til i siden. Hvis din marmelade er meget centreret, kan du også give den et lille klem midtpå, men undgå, at marmeladen kommer ud af tærterne. Gør de det, så tør det af med en serviet.

Hak chokoladen fint (jeg mener virkelig fint, så er den nemmere at arbejde med). Smelt 2/3 over vandbad, men undgå, at der kommer damp i chokoladen, når du tager skålen fra. Put den sidste tredjedel i en skål for sig. Hæld den smeltede chokolade over og lad det stå lidt, før du rører i det. Rør, til al chokoladen er smeltet. Læg en tærte med oversiden ned i chokoladen og tryk den lidt ned, så siderne bliver dækket. Vend den forsigtigt med en gaffel, uden du rører for meget ved oversiden af tærten. Før tærten over på et stykke bagepapir ved at bruge en anden gaffel til at få tærten af den gaffel, du bærer den på. Hvis du har tempereret chokoladen pænt, vil chokoladeovertrækket stivne ret hurtigt, og det færdige resultat vil være en chokolade med et godt knæk, når man bider i den.

Opbevar tærterne i en lufttæt dåse ved stuetemperatur (marmeladen bliver for stiv og chokoladen nemt kedelig, hvis den opbevares på køl).

Bundene stikkes ud (lav halvdelen dobbelt ca. så tykke).

Marmeladen fordeles over halvdelen af bundene.

Tærterne samles.

De færdigtovertrukne kræger i muskatvin-tærter. Så fine :)

Tværsnit af en tærte.



I går fik jeg endelig taget mig sammen til at ringe til lægen og få en akuttid til at få kigget på min mund, så jeg var ved lægen i går formiddags. Han kunne som jeg heller ikke se noget i munden, men skød på, at det måske alligevel var svamp. Men han lavede ikke noget skrab af tungen for at efterprøve det. Udskrev bare en gel, jeg skulle smøre i munden nogle gange om dagen. Og så bestilte han ellers en stor omgang blodprøver, som jeg efterfølgende var på sygehuset for at få taget, da mit problem kan skyldes meget andet end svamp.

Jeg spurgte ind til den gel, jeg skulle behandle med, om der var en risiko for, at jeg ville få problemer med maven, da den jo er meget sart, men det mente han ikke, da den ikke optages gennem tarmene. Så jeg var ret fortrøstningsfuld, da jeg gik i gang. Jeg var dog noget chokeret over, at den skulle indtages 4 gange om dagen, hver gang efter et måltid, hvilket jeg slet ikke kan få til at hænge sammen, da jeg kun spiser to gange om dagen. Det lyder måske ikke af meget, men der er ikke plads til ret meget mere, fordi jeg har et meget større søvnbehov end raske mennesker. Så der er ikke så mange timer at fylde ekstra mad på. Og jeg har heller ikke behov for mere. Det største problem med måltiderne er, at jeg ikke ville ane, hvad jeg skulle putte i dem, da jeg ikke tåler ret meget. Så det var jeg noget stresset over i går, men gik alligevel i gang med behandlingen.

Desværre viste det sig, at min læge ikke havde ret, for min mave tog bestemt ikke gelen pænt. Han kunne ikke vide det, da det ikke står som en bivirkning, at det giver mavesmerter, men det gjorde det desværre hos mig. Jeg tog alle mine doser i går, men bestemte, at jeg ville ringe til lægen her til morgen, for jeg kan ikke fortsætte på den her medicin. Har haft en slem nat med mange mavesmerter, og har det også bare virkelig dårligt i dag. Har meget ondt i maven. Jeg snakkede med en anden læge end ham, jeg var inde hos i går, da jeg ringede derned i morges. Vi aftalte, at jeg kan komme ind og få lavet et skrab af tungen om nogle dage, hvis jeg ringer den pågældende morgen og får en akuttid. Det kan ikke gøres før pga. påvirkningen af gelen, der skal aftage, og de vil også gerne lige have blodprøverne hjem inden. Jeg ringede ned senere på dagen for at høre, om prøverne var kommet, men det var de ikke, så jeg må bare vente.

Uheldigvis er det vores årsdag i dag, så det er en rigtig dum dag at have det så dårligt på. Jeg er virkelig ikke noget værd i dag, når jeg har det sådan :( Har heller ikke sovet ret meget i nat, og er ekstra skidt tilpas pga. det. Ikke noget godt oplæg til en dag, der skulle være noget særligt. Det er jeg rigtig ked af, for det falder bare ind i rækken af særlige dage, jeg/vi må afgive og udskyde, fordi livet kommer i vejen :( Vi havde egentlig snakket om måske at tage i Tivoli i morgen, men jeg tvivler på, at jeg får det godt nok til at skulle nogen steder. Det er bare ikke det samme at holde årsdag, fødselsdag og hvad jeg ellers har måttet opgive at holde de sidste år, når det kommer til at ligge på en helt almindelig anden dag. Noget af det særlige går bare af oplevelsen. Så det er jeg rigtig ked af. Sådan har det været i 3 ud af 4 år for os på vores årsdage. Forrige år var jeg indlagt efter min fejloperation og sidste år kæmpede vi med giardia hos kattene med rengøring, så vi var helt hudløse til sidst. Det er ikke en god statistik, vi har, desværre :(

Vi kunne have hygget hjemme med en god middag, men det bliver vist heller ikke til noget, for min mave vil bare slet ikke samarbejde. Ved ikke engang, hvad jeg kan få ned, og det bliver hårdt at skulle lave mad, når jeg har ondt, så måske bliver det Christian, der skal i køkkenet.

På den positive side ser det ud til, at det går fremad med Phoebes tunge. Såret er ikke længere så dybt, så det går den rigtige vej. Vi håber, hun snart er helt ovre sit tungeproblem. Om en uges tid må det gerne være ved at være overstået. Jeg har lige snakket med dyrlægeklinikken om mere smertestillende i dag, da vi er ved at løbe tør, så det skulle vi gerne kunne hente på apoteket en af de næste dage. Vi ser frem til, at hun kan spise normal mad igen, for Ozzys lille hjerte bliver knust, hver gang hun skal spise de lækre portionsposer og han må undvære (pga. hans allergi) :( Det er ikke til at holde ud at se. Så det bliver dejligt, når det hele er overstået.

Slutter af med et par nye billeder af de to pelsbørn. Ozzy elsker at ligge og hænge fra de nakkepuder :D Phoebe fangede jeg i går, da hun sad på kradsepælen og skuede ud over stuen og julelysene i haven. Jeg er lige kommet med som en skygge i baggrunden, så det er næsten et selvportræt ;)


2 kommentarer:

  1. Uhm både ser og lyder virkelig lækre!

    Godbedring med maven og jeres munde.

    Lena

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have :) De er også rigtig gode.
      Mange tak :)

      Slet