Viser opslag med etiketten vinter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vinter. Vis alle opslag

mandag den 25. januar 2016

Eventyrlig stilhed

Weekenden er overstået, og mandagen har igen fundet os. Selvom vi burde komme videre med renovationen af det fremtidige soveværelse, bruger vi pt. weekenderne til at lade op i stedet. Christian er jo for ret kort tid siden startet på sit nye job, så energien er ikke ret stor, når vi kommer frem til weekenderne. Heller ikke hos mig, der skal affinde mig med de nye forhold. At gå fra at have været sammen 24/7 i tre uger hen over julen til at være alene mange timer i løbet af ugen er bestemt ikke nemt. Især ikke fordi vi nu slet ingen kontakt har i løbet af den tid, Christian er på arbejde. På hans tidligere arbejde kunne vi have kontakt løbende over Skype i løbet af dagen, men sådan er det ikke mere. Så livet er noget anderledes nu for os begge.

Da jeg jo er kronisk syg og går hjemme, bliver livet nemt meget ensomt, når der ikke er nogen at snakke med, og der i øvrigt ikke er energi til at skulle ud og være aktivt social imellem andre mennesker. Så det har betydet noget at kunne have den kontakt via Skype. Derfor er det en enorm omvæltning for mig nu med Christians nye arbejde. Jeg prøver at vride hjernen for at finde på noget at lave, som kan minimere ensomheden, og jeg har overvejet at gøre alvor af lysten til at starte med at svømme igen. Det gjorde jeg meget, da jeg var barn, og måske kunne det være noget for mig igen. Jeg skal bare lige samle mod og kræfter til at komme afsted første gang og se, om det er noget, jeg kan holde til. Jeg var jo så heldig at få egen bil sidste år, så nu er det faktisk muligt for mig at komme afsted. Må se, om det er noget for mig.

Pga. ensomheden ser jeg også ekstra meget frem til weekenderne pt. At have masser af tid sammen med Christian. Sidste weekend tog min fødselsdag en masse energi, så denne skulle bare være helt rolig. Vi har fået slappet godt af, men også fået lavet en smule praktisk herhjemme og jeg har bagt en masse. I fredags bagte jeg de lækre, snaskede kanelsnegle med marcipan, som Christian næsten er afhængig af for tiden, lørdag stod den på suppehorn, som jeg bagte til min suppe, og i går bagte jeg et flute, som skulle bruges til vores aftensmad.

Vi tog i lørdags en smuttur ud med kameraerne, for vi trængte begge til at komme lidt hjemmefra, da vi alligevel skulle ud og købe æg til mine bageprojekter. Vi kørte en tur på Asnæs for at se skoven sneklædt, inden al sneen smeltede, og jeg havde mit 200 mm-objektiv på i håb om at fange billeder af dyr i sneen. Det var dog monster tåget, og der var ikke mange interessante dyr fremme. Vi endte nede ved vandet, hvor der virkelig var tåget. Man kunne ikke se ret langt ud i vandet og slet ikke byen, som ligger lige på den anden side. Tågen omkransede os totalt, og der var fuldstændigt stille. Ikke en lyd. Når der fløj en fugl forbi en sjælden gang og fløjtede, gav det ekko langt op i skoven bag os. Det var en eventyrlig uvirkelig stilhed.

Eftersom jeg jo havde min 70-200 mm på, var det begrænset, hvad jeg kunne fange med kameraet uden at skulle langt væk, så mit primære interessante motiv var Christian derude. Jeg fik dog samtidig lidt af naturen omkring ham med. Han havde selv et andet objektiv på, så hans billeder blev noget anderledes. Han har fanget området på en anden måde end mig. Jeg har fået lov at vise hans billeder frem, og herunder kan du se et udsnit af, hvad vi fik ud af vores tur:

Siv i sneen. Bag sivene ville der normalt være udsigt til havet, men tågen æder alt.
Foto: Christina.

Træ formet af havet. Foto: Christian.

Fodspor ind i tågen. Foto: Christian.

Christian fotograferer. Foto: Christina.

Der blev dog også lige tid til et hurtigt portræt. Foto: Christina.

Foto: Christina.

Foto: Christian.

Han kan næsten gå på vandet. Foto: Christina.

Christian fangede også mig, mens jeg tog billeder :) Foto: Christian.

Asnæs i tågen. Foto: Christian.



Jeg synes virkelig, han fik et fint resultat ud af vores tur, og han har tydeligt fanget den eventyrlige stilhed, som vi begge følte derude. Det skriger næsten ud af det sidste billede herover, hvis altså ikke det var, fordi det er så stille. Skoven forsvinder i tågen, og der er ikke en vind, der rører sig. Eneste regn på liv er vores egne fodspor i sneen.
Jeg er rigtig glad for, at vi tog afsted. Det var rart at være ude og få lidt frisk luft og få brugt kameraet, men det var også dejligt at komme hjem igen og spise varm suppe og nybagte suppehorn :)

En ny uge er startet. Fru Brun ("vores" solsorte-hun, der hver dag sidder klar foran køkkenvinduet) har fået sit daglige morgenæble, og jeg skal i gang med ugens madplan. Vi får Christians forældre til spisning senere på igen, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til, og menuen er stort set planlagt og delvis købt ind til. Jeg ved ikke, om denne uge bliver ugen, hvor jeg kommer afsted i svømmehallen for første gang, for vi har også andre ting, vi skal i løbet af ugen, så jeg er bange for at løbe tør for energi. Men jeg håber, jeg finder modet og energien til at komme afsted snart.

Vil ønske jer en rigtig god mandag, og så må jeg hellere komme i gang med dagens opgaver :)

tirsdag den 19. januar 2016

Lidt om fødselsdag og kulde

I lørdags fyldte jeg 34. Synes, tiden flyver afsted. Ikke kun i forhold til min alder men også bare sådan generelt. December fløj forbi, især jul og nytår, og pludseligt var det så min fødselsdag. Var slet ikke klar til den allerede. Alting falder lidt oven i hinanden, når man er født så tæt på jul og nytår. Det kunne selvfølgelig være værre, men jeg kunne godt ønske mig, at der var lidt længere mellem de store dage.

Men fødselsdagen kommer jo, når den kommer, og sådan er det bare. Som sædvanligt var det bare Christian og mig herhjemme og en stille og rolig dag, som jeg ønsker mig det. Det er hårdt for mig at have gæster og skulle være "på", da det dræner mig for energi, så jeg foretrækker at vente med gæsterne til en anden dag.
Det var en rigtig dejlig fødselsdag, jeg havde. Christian forkælede mig en masse og sørgede for, at dagen var helt perfekt :) Jeg nød den i fulde drag. Fine gaver, afslappende hygge med spil og film, og så var vi ude at spise om aftenen. Det er lige sådan, jeg gerne vil have, min fødselsdag skal være :)

Dagen startede med det her virkelig flotte fødselsdagsbord med flag, lys i fødselsdagsstagerne og vildt flotte pakker, som jeg ved, Christian havde gjort sig meget umage med at pakke ind. Resultatet var da også super flot. Derudover stod der en buket virkelig smukke roser ved hoveddøren, da jeg stod op. Det var fra min far og Marianne, og er bare så flotte. Jeg har nydt dem i fulde drag de sidste dage og håber et eller andet sted, at de står for evigt. Det gør de jo nok desværre ikke, men de er virkelig smukke, og de har åbnet sig så flot, efter jeg tog billederne nedenfor :)






I pakkerne gemte der sig et gavekort til massage (det har jeg ikke prøvet før, men har dårlig ryg og nakke, så jeg glæder mig til at se, om det kan hjælpe lidt), en "The truth is out there"-plakat, som er perfekt til en X-files-fan som mig (den skal op i vores nye kontor, når vi får det lavet) og en lækker uldtrøje. Trøjen måtte desværre byttes, men det er virkelig fine gaver, alt for meget, faktisk. Jeg er virkelig forkælet.
Fik også kort fra både Christians og min faster. Min faster havde også sendt en lille pakke med. Hun er altid så betænksom :)

Ozzy var ret interesseret i plakaten, før den blev pakket ud, da indpakningen virkede som det perfekte kattelegetøj :D Vi er dog bevidste om, at gavebånd er noget, som kan sætte sig fast i tarmene og skære i munden, så han får ikke lov at have så meget kontakt med det. Men lidt sjov fik vi da ud af det :)




Han kunne dog godt lige stille sig pænt an for kameraet foran fødselsdagsbord og blomster efter udpakningen, liggende på sofaens nakkepude:




Selvom dagen var relativ stille og rolig, var jeg alligevel sindssygt træt og skidt tilpas dagen efter. Det er uretfærdigt oven på sådan en dejlig dag. Sådan er det desværre tit for mig, men jeg glædes nu alligevel over at tænke tilbage på min dejlige dag i lørdags. Nu skal jeg så samle kræfter og passe mit mave-helbred, så jeg igen får det godt oven på fødselsdagens hygge og lækkerier. I dag foregår det på sofaen under et tæppe med udsigt til solsorte og sjaggere, der spiser rester af efterårets æbler i haven :)

En sjagger har fundet æblet i sneen - billedet er taget sidste år. Mere kan ses her: En weekend i billeder.



Og det er koldt derude. Det kunne være værre, end det er i dag mht. kulden, men det er tydeligt, at vinteren er her. Der ligger en smule sne i haven, og solsortene er endelig blevet interesserede i de æbler, jeg har lagt ud til dem. Faktisk kan der nemt forsvinde et par æbler på en dag, hvor de før kunne ligge i ugevis. Vi lægger frø og æbler ud uden for indhegningen, så fuglene kan spise i fred og ro. Derudover har de et foderhus i haven og rester af bær og æbler, der findes inden for haven.

Men det er ikke kun fuglene, man skal tænke på i kulden. Jeg læste i dag en artikel om katte og kulde, som jeg gerne vil dele med jer. Den er særligt henvendt til jer, der har katte, som kommer udenfor. Selvom katten gerne selv vil ud, risikerer den at få forfrysninger og blive meget afkølet. Katte med visse sygdomme skal man være ekstra opmærksomme på, når det er koldt, men alle katte risikerer forfrysninger i det kolde vejr. Læs artiklen om kat og kulde her: Nu kommer frosten - hold katten inde og se, hvad du skal være opmærksom på.

Vi er selv opmærksomme på, at kattene herhjemme altid skal kunne komme ind ad kattelemmen. Phoebe lukker den altid, når hun går igennem den, så vi er meget opmærksomme på, hvornår nogen går ud og ind ad den. Hvis vi ikke er i stuen til at åbne den hele tiden, sætter vi noget i klemme i den, så den står konstant åbent, så de ikke bliver lukket ude. De er dog selv ret gode til ikke at være ude for længe. Ikke mindst Ozzy, der jo mangler sin vinterpels, da han måtte af med den pga. reaktionen på interferonen. Men det er godt at være ekstra opmærksom her i kulden. Hvis din kat ikke altid selv kan gå ind, kan der laves et lunere sted for den at gå i ly, som det foreslås i artiklen. Hvis katten er lukket ude i kulden, mens du er på arbejde, risikerer den nemlig at få forfrysninger.

Rådene er hermed givet videre. Og man kan faktisk godt have det helt vildt koldt, selvom man egentlig er bygget til kulde og har en god vinterpels, som det ses på billedet her af Ozzy i sneen for nogle år siden :D Så pas godt på kattene derude :)

Ozzy i sneen 29. januar 2012. Brr!

torsdag den 14. januar 2016

Dessertkageplatte med hindbær

Nu er det efterhånden noget tid siden, at det var nytårsaften, så det må være på tide, at I får opskriften på den super lækre dessert, jeg lavede til os i den anledning. Vi ses sædvanligvis med Christians forældre i løbet af aftenen, og vi tænkte, at det kunne være hyggeligt at mødes om desserten, og det ville de heldigvis gerne :) Det er også meget fint, at Christian har nogen at nyde desserten sammen med, for jeg tåler desværre ikke den slags så godt, så jeg springer oftest den slags over.

Grunden, til at jeg lavede en dessertplatte, udsprang af, at Christian ikke kunne beslutte sig for, hvad han gerne ville have til dessert nytårsaften. Der var for meget at vælge imellem, syntes han vist. Men da jeg ved, at han virkelig sætter stor pris på en god dessert nytårsaften, ville jeg gerne lave lidt lækkert til ham. Eftersom han ikke kunne tage en beslutning, valgte jeg at lave et lille udvalg af noget, jeg ved, han elsker, med udgangspunkt i at alt skulle kunne serveres med en kugle vaniljeis. Derfor valgte jeg at lave hhv. en minihindbærtærte med marcipan, brownie med store, lækre chokoladestykke og pandekager. Tilfældigt blev hindbær også en fællesnævner, da pandekager her i huset skal spises med hindbærmarmelade, for at det går rigtigt til. Derudover blev brownie og tallerken pyntet med lidt frysetørrede hindbær. På den måde blev kageplatten bundet rigtig godt sammen, og smag og konsistens i is og kager komplementerede hinanden perfekt.

Da det jo var nytårsaften, og jeg havde guldstøv tilbage fra kagebordet til Christians 40 års fødselsdag, syntes jeg, det var passende at pynte lidt med det også. Det er i øvrigt købt i Meny (mærket er Mill & Mortar).

Jeg halverede opskriften på min gode hindbærtærte, og det gav to minitærter a 12 cm i diameter. Da der bruges et kvart stykke tærte til platten, rækker tærterne altså til 8 personer. Vil man have et større stykke tærte, kan den deles i tre stykker, og derved rækker mængden så til 6 personer i alt. Brownien og pandekagerne rækker også til 8 personer (såfremt man ikke bager pandekagerne alt for tykke - der skal serveres en halv pandekage pr. person). Står du og skal servere desserten for færre end 6-8 personer, kan overskydende tærte og brownie fint fryses ned. Fryser du pandekagerne ned, så adskil dem med et stykke bagepapir. Jeg lavede i øvrigt hindbærtærten nogle dagen i forvejen og frøs den ned. Så skulle den bare tøs op og lunes den dag, den skulle serveres. Brownien og pandekagerne er ligeledes lavet på forhånd, dog kun dagen før og opbevaret i køleskabet.

Herunder finder du opskriften på hver enkelt kage og til slut hvordan tallerkenen skal anrettes :)





Dessertkageplatte med hindbær (6-8 personer)


Hindbærtærte med marcipan (2 minitærter a 12 cm i diameter)
 
112 g hvedemel
62 g margarine
Et nip salt
1/4 tsk bagepulver
1½ spsk sukker
½ sammenpisket æg
1 spsk koldt vand
Kornene fra ½ stang vanilje

Bærfyld:
225 g hindbær (gerne fra frost)
70 g sukker
2 spsk maizena
60 g revet marcipan

1 æggeblomme til pensling
2 tærteforme (gerne med løs bund) a 12 cm i diameter

Smuldr margarinen ud i melet eller kør det på en køkkenmaskine med k-spaden. Tilsæt salt, bagepulver, sukker og vanillekorn, og vend det hele lidt sammen. Tilsæt herefter æg og vand og ælt dejen godt sammen. Lad dejen hvile i køleskabet i en frysepose eller lignende, til den er blevet mere fast, mindst ½ time.

Smør en tærteform med lidt margarine eller smør og drys den med lidt mel. Vend formen lidt rundt, så melet er godt fordelt, og bank derefter det overskydende mel ud af den ved at holde den på hovedet over håndvasken. Tag lidt mere end 1/3 af dejen fra. Del den tilbageværende 2/3 af dejen i to. Rul hver del ud til en cirkel, lidt større end formenes diameter, og beklæd formene med dejen. Dejen skal nå helt op over toppen af dine tærteforme, da den gerne vil glide ned ved bagning. Klem den lidt til i formen.

Prik bunden med en gaffel og forbag den ca. 15 minutter ved 200 grader i nederste halvdel af ovnen. Dette gøres, fordi fyldet er vådt. På den måde undgår man en gennemblødt og snasket bund. Den skal kun bages, til dejen føles lidt mere tør og sammenhængende, så hold øje med den. Glider dejen ned ad siderne på formene, kan du tage bagepladen med formene ud, før bunden bliver fast i det og bruge en teske til at klemme det op på plads igen. Bag herefter videre.

Rør bærrene med sukker og maizena. Riv marcipanen groft. Fordel marcipanen i et jævnt lag over bundene, og fordel derefter bærfyldet ovenpå, så det dækker hele bunden.

Rul den resterende dej tyndt ud og skær strimler på ca. ½ cm i bredden. Læg dem over tærten i et fletmønster. Start med at lægge et smalt kryds midt på tærten. Flet herefter flere strimler ind. Det ser pænest ud, hvis man fletter ud og ind, som når man fletter et julehjerte :) Slut af med at lægge en lidt bredere strimmel af dej rundt langs kanten. Klem den lidt sammen, hvor enderne mødes. Pensl gitter og kant med sammenpisket æggeblomme. Bag tærten midt i ovnen ca 25 minutter ved 200 grader, til gitteret er flot gyldent. Lad den køle lidt af, før du tager den ud af formen (såfremt du har en tærteform med løs bund som min, eller bruger en springform til at bage tærten i).
  


Brownie med store chokoladestykker og hakkede valnødder

125 g margarine (eller smør)
75 g mørk chokolade (ca. 50% kakao)
2 æg
125 g sukker
75 g hvedemel
1½ spsk kakao
1 nip groft salt
50 g valnødder
75 g lys marabou


Smelt margarinen sammen med den mørke chokolade i en gryde. Rør godt, så det ikke brænder på. Lad blandingen køle af med du forbereder resten.

Pisk æggene med sukkeret, til det er lyst og skummende.

Bland mel med salt og kakao.

Hak valnødderne groft. Hak marabou i grove stykker. Vend nødderne og chokoladen i melblandingen, så det er godt blandet sammen. Ved at vende fyldet i melet, før det vendes i dejen, undgår man lettere, at fyldet ikke falder helt til bunds i kagen.

Vend melblandingen forsigtigt ind i æggesnapsen, til melet er helt optaget. Vend derefter den afkølede chokoladeblanding i.

Fordel dejen i en form med bagepapir, ca. 18x25 cm. Bag kagen midt i ovnen ved 175 grader i ca 30 minutter minutter. Tjek efter 25 minutter for at se, om den er ved at være færdig. Undgå at overbage kagen, da den så bliver tør og kedelig. Der må gerne sidde lidt krummer eller en lille smule ubagt kagedej på gaflen, når du prikker i kagen for at tjekke. 


Tag den færdige kage ud af ovnen og lad den  køle af i formen, til den er let lun. Tag kagen ud af formen og pak bagepapiret omkring den og herefter i en frysepose. Læg den næsten helt afkølede kage i køleskabet og opbevar den der, til den skal serveres. Lav den gerne god tid i forvejen, så kagen har tid til at sætte sig i køleskabet. Jeg bagte min brownie dagen før, den skulle serveres.


Pandekager (4 stk.)

60 g mel
1 1/4 dl mælk
1/4 dl øl
1 æg
Et nip fint salt
½ tsk sukker
10 g smeltet margarine eller smør


Rør mel sammen med mælk, til det er klumpfrit. Rør øllet i og herefter ægget. Rør salt og sukker i.

Smelt margarinen på en pande, uden det bliver brunt, og rør det i dejen.

Steg 4 pandekager på en pande (ca. 24 cm diameter) ved middel til høj varme ved at hælde dej på panden og vende den lidt rundt, så det fordeles over alt.
 

Læg de færdige pandekager i en stak på en tallerken. Lad dem køle helt ned og dæk så tallerkenen til med sølvpapir. Opbevar pandekagerne i køleskabet, til de skal serveres. 


Servering af kageplatten:

1 middagstallerken pr. person
Hindbærtærte med marcipan
Brownie
Pandekager
En god vaniljeis (jeg bruger altid Hansens vanilleis) 
Hindbærmarmelade
Spiseligt guldstøv
Frysetørrede hindbær

Lun hindbærtærten ved 160 grader, til den er gennemvarm. Tag den ud af ovnen. Varm pandekagerne hurtigt på en varm pande, mens tærten er i ovnen. Læg dem i en stak på en tallerken og dæk evt. med sølvpapir for at holde dem lune, til du er klar til at anrette dem.

Skær hver minitærte i fire stykker. Sæt ét stykke tærte på hver tallerken, du skal servere. Skær et firkantet stykke af den iskolde brownie, der ca. matcher tærtestykket i størrelse. Det må godt være lidt større, men ikke kæmpestort i forhold til tærtestykket, se mit billede nedenfor.

Del hver pandekage på langs. Vend forsiden på det halve stykke pandekage nedad og lad enderne mødes på midten bagpå. Fold herefter pandekagen på midten igen og læg den på tallerkenen med forsiden opad. Hæld lidt hindbærmarmelade i en frysepose eller sprøjtepose. Klip et lille hul i enden og fordel lidt marmelade i striber hen over pandekagen. Hvis det skal være ekstra pænt, kan du først køre marmeladen gennem en sigte for at fjerne hindbærkernerne, som ellers kan stoppe hullet i sprøjteposen. Det gjorde jeg dog ikke denne gang, men vil overveje det til næste gang.

Lav tre små kugler af en god vaniljeis med en spiseske (form dem ved at køre siden af spiseskeen langs isen). Varm evt. skeen løbende under den varme hane, så det er nemmere at håndtere og forme kuglerne. Læg hver kugle is mellem kagestykkerne. Drys brownien med lidt spiseligt guldstøv, samt lidt frysetørrede hindbær. Drys også lidt af de frysetørrede hindbær ud over tallerkenen.




Pyh. Lang opskrift :) Desserten var en stor succes, og den blev rigtig pæn, når jeg skulle sige det selv. Guldstøvet var noget mere tydeligt at se i virkeligheden, end det fremtræder på billedet ovenfor, og det så virkelig fint ud :)

Nu, to uger efter nytårsaften, er vi tilbage i hverdagen. Christian startede på sit nye job i mandags, og jeg skal igen til at være alene i hverdagen. Nu faktisk mere end tidligere, da vi før har haft mulighed for løbende at skrive sammen via Skype, mens han har været på arbejde, men det har han ikke nu, så det er noget af en tilvænning. Det føles noget mere ensomt og tomt, synes jeg. Han er dog tidligere hjemme end på sit gamle arbejde, da han nu arbejder her i byen, så det er jo dejligt, trods alt.

Det er altid lidt svært at vænne sig til så stor en omvæltning. Både for ham og for mig, tror jeg. Vi har fået slappet rigtig godt af den sidste halvanden uge af hans ferie, og jeg havde fået det helt godt efterhånden oven på den stress, jeg ellers sluttede 2015 af med. Men det er hårdt at vende tilbage til hverdagen. Jeg har haft nogle dage med slem angst-agtig uro i kroppen, og den hænger stadig ved. Jeg håber, det bliver bedre, når jeg vænner mig til Christians nye arbejdssituation.

I det nye år er vi startet op på yderligere behandling til Ozzy. Han får nu også et kosttilskud, der består af nogle fedtsyrer, som skal hjælpe på hans mund, der stadig ikke er helt god. Han har det dog heldigvis godt. Jeg vender tilbage og fortæller mere om han og hans behandling på et senere tidspunkt. Heldigvis tåler han fedtsyrerne godt, hvilket er en lettelse, for vi havde frygtet, at han ikke ville kunne tåle dem, fordi de er udvundet af kvæg (han tåler visse typer protein ret dårligt). Så det er jo dejligt. Nu håber vi bare, at det hjælper.
I dag har han og Phoebe været ude og fræse i sneen i haven. Det sneede i går aftes og nat, og der ligger stadig en del i haven. Ozzys humør fejler bestemt ikke noget, så da han kom ud og så solsorte i æbletræet, fræsede han derop! Han har nu ingen chance for at fange dem, men selvtilliden fejler bestemt heller ikke noget ;) Fangede lidt billeder af ham gennem vinduet (derfor den lidt dårlige kvalitet), som jeg vil slutte af med at vise jer i dag. Derudover får I også lidt flere billeder fra turen i sneen med Phoebe for nogle dage siden. :)

Sikke en udsigt man har heroppefra!


Der holdes skarpt øje med solsorten!

I mellemtiden et andet sted i træet strækkes der hals.

Phoebe midt i snevejret for nogle dage siden.

Samme dag fanger kameraet denne solsortehun i æbletræet. Er hun mon den samme, som
Ozzy er interesseret i?

Sne både på grene og fjer.

tirsdag den 3. marts 2015

Forårstegn

Her et par dage inde i marts måned er vi sådan rent formelt på vej ind i foråret. Vejret i dag har dog tydeligt vist, at vi ligger lige på grænsen mellem vinter og forår. Da jeg stod op, bragede solen ind ad vinduerne, og jeg kunne gå ud i haven i min natkjole, da jeg skulle fodre fuglene. Der sad et par solsorte og tiggede, da jeg trak fra, så jeg måtte straks ud med et æble til dem. Ude i haven har jeg også fået fyldt småfuglenes foderautomat op, og den har allerede været ret velbesøgt.




Jeg lod havedøren stå på klem, efter jeg havde været i haven, og det blev ikke engang koldt i stuen, fordi solen blev ved med at brage ind. Den åbne dør gjorde det også muligt for mig kort tid derefter at høre en hysterisk mjauwen udefra, så jeg måtte ud og kigge. Det var, som jeg havde forventet, naboens hysteriske hunkat, der stod uden for hegnet og pustede sig op over for Phoebe. Phoebe stod med tyk hale i haven ud for nabokatten. Jeg psst'ede lidt af katten, så den gik væk fra hegnet. Men så skulle Phoebe lige sige noget til den. Er ikke klar over, om hun kaldte på den, for at den skulle blive der, eller hun lige skulle sige den et par ord, når nu jeg var hendes rygdækning, men de blev siddende roligt og kiggede på hinanden noget tid, og jeg gik ind igen.

Da jeg havde siddet inde kort tid herefter, begyndte det at blæse op, og himlen blev helt mørk. Det var et vildt skift i vejret, der indtil da havde været så flot. Og så begyndte det at vælte ned med sne! 0.o Som om det gik fra lunt og venligt forår til vinter på for minutter. Nåede lige at fange et (kedeligt) billede af fnuggene, før det stoppede igen. Under "snestormen" opdagede småfuglene, at der var blevet fyldt op med mad, og en hel spurveflok landede i buskadset. På billede nr. tre herunder kan du måske se lidt mere end ham, der er i fokus :)


Blåmejse i buskadset. Man kan fornemme den mørke snehimmel i baggrunden.

Spurveflok.



Efter sneen var slut, begyndte solen igen at skinne kraftigt, og nu er her lunt og dejligt igen. Phoebe og jeg har været en tur i haven (denne gang med lidt mere tøj på) for at fange de spæde forårstegn. Vintergækkerne har været fremme længe og ligeså erantis (som jeg dog ikke har taget billeder af i dag). Alle blomster og blade derude var våde af sneen, som hurtigt smeltede, da solen kom frem igen :)






Men man begynder også at kunne se krokus i haven nu. De pibler frem i mit bed og rundt omkring i græsplænen, hvor der måske tidligere har været anlagt bede. Man kan rigtigt fornemme, at foråret er på vej, selvom der stadig er nattefrost nogle dage, og vejret kan være lidt barskt.

Mit favorit-havebillede i dag. Elsker de gyldne og grønlige farver sammen. Det er lilla krokus i mit lille hjørnebed.

Dråberne ligger tungt på havens krokus.

Tigerstribet krokus fanget i en solstråle.



For nogle år siden efterhånden husker jeg at have ligget på græsplænen og taget makrobilleder i slutningen af maj måned sammen med Putte. Åh, hvor vi savner den dejlige dreng. Han elskede også at være med os i haven, og han var glad for at gå med ud, når jeg tog billeder. Det gør de andre heldigvis stadigvæk, især Ozzy. Men det er nu ikke vejr for ham at ligge og slappe af på græsplænen endnu, så jeg havde kun Phoebe med ude i dag. Hun var i æbletræet og holde øje med hele haven, mens jeg gik rundt derude. Dengang i marts for nogle år siden var der allerede bier fremme. I går har jeg allerede set en sommerfugl (som overvintrer i garagen) og en vågen mariehøne. Det er vildt, hvor tidligt naturen nogle gange er på den. Pga. den milde vinter blomstrer buskadset allerede med de lille blomster, der ellers først kommer frem i april og maj. Naturen er totalt rundtosset! Det er dog ikke alle dyr, der er vågnet endnu. Jeg fandt den her lille fætter i en vintergæk i buskadset. Der sidder "han" jo fint og sover, til det er lunt nok til at komme frem og arbejde for føden :) Det er en lille flue, der sidder gemt inde i vintergækken.




Det skifter virkelig meget i dag, vejret. Nu er det igen overskyet, og der hænger en tung, mørk sky over hovedet på mig. Det skulle ikke undre mig, om der kommer mere nedbør.

I lørdags var det også strålende solskin. Det er nu ret dejligt, synes jeg, selvom jeg er lidt træt af ikke at have haft en ordentlig kold og snefyldt vinter i flere år efterhånden. Men nu går vi jo mod forår, hvilket er en årstid, jeg er meget glad for. Den frodighed, der spirer frem i løbet af april og maj er fuldstændig fantastisk og et lille mirakel hvert år, synes jeg. Og så går vi jo også mod tider mere flere motiver for mig, der er glad for at fange blomster og smådyr med kameraet i haven.

Vi brugte weekenden på at få slappet af, og så var vi en tur på kirkegården. Derudover er jeg i gang med at lege med at få bedre lys på mine madbilleder, hvilket jeg har brugt lidt tid på i lørdags. Jeg har endnu ikke noget særligt lysudstyr til formålet, så pt. bruger jeg en gammel lysterapilampe, som vi har haft stående ubrugt i mange år efterhånden. Den kan til nøds bruges til at få lidt mere dagslysagtigt lys på mine billeder, men det er stadig ikke så nemt. Det føles lidt, som da jeg skulle starte med at tage billeder for første gang, og jeg ville bare så gerne være god lige fra starten. Men det tager jo tid at lære teknikken, og madfotografi med kunstigt lys er helt nyt for mig. Med tiden skal jeg have købt noget professionelt lysudstyr hjem, men lige nu arbejder jeg bare med at blive bedre til det rent tekniske. Det handler bl.a. om at få reflekteret lyset, så skyggerne på billederne bliver mindre hårde, og at få belyst maden optimalt. Det er jo lidt sjovt at komme i gang med, og jeg håber, at jeg med tiden får lavet et par bordplader, jeg kan bruge som baggrund, og får købt nogle rekvisitter hjem også (f.eks. div. servietter, stofprøver, sølvbestik og andre spændende ting, der kan gøre billederne mere interessante). Jeg fik taget billeder af vores aftensmad i lørdags, og opskrift og billeder kommer på bloggen her på et tidspunkt inden for den næste måned, regner jeg med :)

Jeg fik endelig sendt vores dyrlæge en mail i går, så nu går jeg også venter på, at hun har tid til at vende tilbage med et svar på, hvilken vaccine vi skal have bestilt hjem til Ozzy. Han skal vaccineres inden opstarten på interferon, men skal ikke vaccineres med samme vaccine som sidste år, da han blev ret dårlig af den. Jeg håber, det går bedre med en ny vaccine i år. Derudover har vi fået noget Hill's z/d tørkost hjem til ham, som vi giver ham ganske få gram af om dagen i håb om, at han vil kunne tåle det, så han kan skifte over på det med tiden. Det er et allergifoder, og vi håber, det kan have en positiv indvirkning på hans kløe og på hans mave, der har det lidt hårdt med fibermængden i det, kattene spiser lige nu. Han er lidt pelsløs på bagsiden af ørerne og har været det siden i sommers, og han har fået krattet meget pels af over hele kroppen i løbet af vinteren. Vi tror dog også, at aloe vera'en har noget at sige der, da den giver ham kløe ved større doser, men ørerne har været tyndpelsede lang tid før, han startede på aloe vera. Det kunne også være rart, hvis det nye foder havde en positiv påvirkning af munden, at han får allergifoder. Lige nu er vores største håb dog, at hans mave vil kunne tåle det, så vi fortsætter med miniportioner af det den næste tid. Han kan heldigvis rigtig godt lide det.

Nu vil jeg stoppe, for jeg skal videre i programmet. Madplanen er færdig, og jeg satser på at "overleve" den, selvom den er mere udfordrende, end den har været de sidste uger. Det går bedre med maven, så nu forsøger jeg mig med lidt interessant mad. Jeg skal bl.a. have noget med røget laks, og vi skal også have en rugbrødsdag, så det glæder jeg mig til :) Håber, det kommer til at gå uden tilbagefald og smerter.


Wow, nu tordner det også! Vejret skal da hele paletten rundt i dag, må man sige! Og det sner igen. Det vælter simpelthen ned med kæmpe fnug. Det er sjældent, der er så store forskelle i løbet af en dag, som der har været i dag. Det er, som om nogen ikke rigtigt kan bestemme sig for, om det skal være vinter eller forår. Jeg har i hvert fald svært ved at forstå, at jeg kunne gå ud i min natkjole og fodre fugle tidligere på dagen, når det nu både stormer, tordner og sner! Det er, som om det er en helt anden dag. Vinter og forår kæmper en brav kamp om magten lige nu, lader det til :)

mandag den 13. januar 2014

Årets første sne

Det var lige før, man kunne tro, at vinteren har glemt Danmark i år, for det har været usædvanligt varm, siden vinteren begyndte, så vi har ikke rigtigt set skyggen af sne endnu. Det har i stedet været efterårsagtigt med masser af regn og trist vejr. Men i dag kom sneen så. Desværre ved jeg, at det er en stakket frist med sneen, for i morgen er temperaturen igen højere, og vi kan se frem til mere regnvejr. Ikke mindst på min fødselsdag senere på ugen, hvilket er ret deprimerende. Især fordi jeg elsker sne. Og regnvejr på ens fødselsdag er da bare trist.

Men eftersom jeg vidste, at sneen her hurtigt vil være væk, måtte jeg også en tur ud i det. Og havde kameraet med, for snebilleder er det bedste. Phoebe var også en lille tur med ude, men hun er absolut ikke glad for kulden og blæsten. Ozzy var kun lige ude og sidde på den tørre del af terrassen under udhænget, så gik han ind igen, den tøsedreng. Så ham fik jeg ingen billeder af. Det sner stadig en smule her, men nu er kattene og jeg inde i varmen igen. På trods af at de rent faktisk er bygget til kulde, sådan pelsmæssigt, er de bestemt ikke glade for kulden. Så nu ligger de og snorker et varmt sted begge to.

Phoebe fandt en halvtør plads oven på kloakdækslet.

Hun måtte også lige en tur op på klatretræet. I udkigskassen er der nogenlunde tørvejr.


Poteaftryk i sneen.

Billede af fuglehuset taget gennem ruden i stuen. Det er desværre ikke så flittigt
besøgt i år, men måske kommer det, når det bliver koldere.



Nu vælter det ned igen derude. Ville ønske, at det kunne blive liggende. Snevejr er bare rarere end de endeløse regnvejrsdage, vi har måttet finde os i den her vinter. Jeg håber, at temperaturen snart vender, så vi kan få noget frostvejr og mere sne.

I dag er det 6. dag, Phoebe ikke får smertestillende medicin. Umiddelbart går det okay. Der har været nogle enkelte gange, hvor hun ikke har spist helt op, men langt de fleste gange spiser hun pænt op af sin kød-smoothie. Vi håber, det fortsætter sådan. Vi ved ikke, hvor længe hun vil have smertestillende i blodet, efter at have fået det så lang tid. Men vi håber, vi begynder at se det reelle billede af, hvordan hun spiser. Hun mister stadig stemmen, som så er tilbage samme dag. Det er sært. Men vi har snakket om, at hun måske ikke skal have den kikkertundersøgelse alligevel, hvis hun kan spise normalt, og hendes infektionstal viste ingen tegn på infektion. Vi vil helst ikke have hende under narkose, med mindre det er fuldstændig nødvendigt. Når jeg snakker med dyrlægen igen, vil jeg snakke med hende om det her. Endnu er hun stadig på antibiotika for sin blærebetændelse, og det går rigtig fint :)

Min fødselsdag nærmer sig efterhånden. Jeg har kun fået kigget på min ønskeseddel en enkelt gang og fået tilføjet meget lidt siden jul, for alting har gået op i kat og stress herhjemme den sidste tid. Så der har ikke været overskud til det. Jeg håber, at Christian alligevel kan finde på et eller andet, for jeg kan rigtig godt lide at få gaver, selvom det kan være svært nogle gange at finde noget at ønske sig. Som jeg skrev i sidste indlæg, er det, jeg ønsker mig mest, noget man ikke kan købe for penge. Så som at kattene blev raske og mit helbred bedre, så Christian og jeg kunne lave flere af de der ekstra kæresteting, som jeg er glad for. F.eks. at gå ud og spise og måske at rejse lidt. Selvom det sidste ikke rigtigt synes at være en realistisk drøm.. Men jeg glæder mig til min fødselsdag. Christian har som sagt taget nogle fridage, så det vil jeg nyde rigtig meget.

Alligevel kan det godt gøre mig lidt stresset op til dagen, fordi jeg så gerne vil ud og spise, hvilket betyder, at dagene op til er rigtig svære pga. maden, som skal være ekstra skånsom. Jeg aner ikke, hvad jeg skal putte ind i madplanen de her dage ud over lasagne, og det vil jeg altså ikke spise en helt uge i træk :| Samtidig er min mund igen et problem, sikkert pga. stressen fra sidste uge og mangel på reel afslapning den her weekend, så det indskrænker yderligere, hvad jeg kan spise.

Ofte har vi også Christians forældre oppe til en kop kaffe, når vi har fødselsdag, men jeg har virkelig svært ved at overskue det lige nu pga. stressen. Det føles, som om det virkelig vokser mig over hovedet, og jeg er bange for at brænde al min energi af på min fødselsdag, så jeg får det dårligt og ikke kan nyde dagen. Så det kan godt være, at de ikke lige skal op den dag i år (men nok på et andet tidspunkt). Det er lidt et dilemma for mig, for jeg føler allerede, at jeg slet ikke kan leve op til, hvad de måske kunne ønske sig af en svigerdatter, fordi mine sygdomme sætter en del begrænsninger. Selvom jeg gør alt, hvad jeg kan for at gøre det så godt som muligt. Ofte også mere end jeg egentlig kan holde til. Det er måske mest tanker, der er frembragt af, at jeg så gerne ville kunne gøre det, som raske mennesker kan, og føler, at jeg bare ikke er god nok, som jeg er.

Mine sygdomme er usynlige, dvs. ikke som et brækket ben f.eks., hvor man kan se, at der er begrænsninger for, hvad man kan, hvilket kan gøre det svært for andre at forstå, hvor syg jeg er, både med det fysiske og psykiske. Det er mest Christian, der ser, hvor meget det påvirker mig. Hvor dårlig jeg bliver efter at have været sammen med andre mennesker eller nogle gange bare af at have været ude og handle. Og hvordan jeg må kæmpe med mine madproblemer og ofte også smerterne. Og ikke mindst hvordan det påvirker mig psykisk at være så indskrænket. Jeg er ikke glad for at være "hende den syge", så den side ser de fleste ikke hos mig, når vi er ude hos familie og den slags. I det hele taget er jeg ikke glad for ekstra opmærksomhed. Jeg kommer nemt til at føle mig "forkert" eller anderledes, og det har jeg det ikke godt med. Men det betyder også, at jeg har måttet arbejde noget for at sige fra over for folk, der faktisk godt ved, at jeg er syg, men alligevel "glemmer" det og pålægger mig en masse ting, som jeg ikke kan holde til. Havde jeg haft et brækket ben, havde de nok ikke bedt mig om at løbe maraton, for der kunne de godt se, at det måtte være umuligt. Men med handicaps usynlige for det blotte øje glemmer nogle mennesker nogle gange, at ting kan være tilsvarende svære/umulige for mig.

Nogle gange "glemmer" jeg det også selv, eller ignorerer det, fordi der bare er så mange ting, som jeg gerne vil, selvom jeg ikke kan holde til det. Bagefter bliver jeg så ofte dårlig af det f.eks. med udmarvende træthed, slem nedtrykthed eller smerter (for bare at nævne et par ting), og kan så sidde og føle mig dum over igen ikke at have taget hensyn til, at jeg rent faktisk er syg. Men det arbejder jeg på at blive bedre til, at tage hensyn til mig selv. Det er bare svært, når der er så meget, man gerne vil, og man ikke vil skuffe nogen. Mht. Christians forældre er jeg også rigtig glad for dem og kan rigtig godt lide at være sammen med dem, så det er bare rigtig træls, når jeg så må melde fra til noget.


Nåh, det blev noget personligt og langt. Det er bare tanker, der fylder meget i hovedet på mig for tiden. For at snakke om noget helt andet, så var der Golden Globe-uddeling i går. I dag kan jeg se, at Breaking Bad har fået en for bedste dramaserie og Bryan Cranston for bedste mandlige hovedrolle i en dramaserie for Breaking Bad. Det var jo dejligt, for det er en fantastisk serie, og Bryan Cranston spiller virkelig godt. Vi er selv i gang med at se serien lige nu, og i går afsluttede vi sæson 4. Det var en fantastisk sæsonafslutning. Nu har vi så kun en sæson tilbage, hvilket er lidt vemodigt. Men det har været rigtig god underholdning for os siden efteråret, hvor vi startede med at se serien. Den er en af den slags serier, hvor man bare bliver helt opslugt, når man sidder og ser den, og kan lukke af for alt andet imens. Sådan slapper jeg bedst af, for det kan være svært at slukke for tankerne og stressen. Men når jeg ser de gode serier, er der ro i hovedet. Jeg kan kun anbefale Breaking Bad. Det er en virkelig spændende serie, og fordi den nu er afsluttet med sæson 5, slipper man også for, at en serie, man har været rigtig glad for, bliver cancelled. Jeg er spændt på, hvad sæson 5 må bringe :)