Viser opslag med etiketten savn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten savn. Vis alle opslag

tirsdag den 23. oktober 2018

Æblekage med marcipan og knas

2018 har været et fantastisk æbleår i Danmark. Træerne bugner ligefrem af æbler, også æbletræet i vores have, og kvaliteten af æblerne er helt i top! Vi har aldrig haft bedre æbler i de ca. ti år, vi har boet her. Derfor har jeg også haft travlt med at producere lækre ting af de gode æbler. I sidste uge fik jeg kogt en mægtig portion æblemarmelade med kanel, og tidligere på måneden udviklede jeg den her helt fantastiske kage, som I får opskriften på i dag! :)

Ofte, når jeg bager med æbler, bliver det til æbletærte, som bestemt også er lækker. Jeg er dog ikke så vild med at arbejde med tærtedej, så jeg fik lyst til at lave en lækker formkage med æbler.
Der er marcipan i kagen, hvilket gør den ekstra lækker og lidt konfektagtig i krummen, og kagen er toppet med en slags crumble, som giver lidt knas til den bløde kage, samtidig med at den diskrete mængde kanel i knaslaget komplementerer æblerne i kagen helt perfekt.







Æblekage med marcipan og knas

90 g blød margarine
112 g sukker
150 g marcipan
1½ tsk vaniljesukker
1½ æg
150 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
2 små nip fint salt
3/4 dl + 2½ spsk mælk
3-4 æbler, gerne syrlige

Knas:
105 g hvedemel
1 tsk kanel
105 g lyst rørsukker
60 g margarine, køleskabskold

Form:
Springform 25 cm

Tilbehør:
Creme fraiche rørt med vaniljesukker


Start med at lave knasen. Rør mel og kanel sammen, til det er ensartet og uden klumper. Smuldr den kolde margarine heri, til den er helt findelt. Rør til sidst rørsukker i. Stil knasen til side.

Til kagen piskes margarine sammen med sukker. Tilsæt æg og vaniljesukker og pisk, til du står med en ensartet masse. Riv marcipanen groft og pisk den i dejen.

Bland i en anden skål mel med bagepulver og salt. Pisk melblandingen i dejen skiftevis med mælken og pisk kun, til det hele netop er optaget, og du står med en ensartet dej.

Tag din ca. 25 cm springform og skil den ad. Sæt et stykke bagepapir i klemme i bunden og sæt herefter ringen på igen. Smør bagepapirbunden og siderne med blød margarine. Hæld hvedemel i formen og drej den, så melet sætter sig på de smurte sider og bunden. Vend formen med bunden i vejret hen over køkkenvasken og bank let, så overskydende mel kommer ud af formen.

Fordel herefter din kagedej i formen.

Skræl æblerne, del æblerne i kvarte og fjern kernehuset. Del hver kvart æble i ikke alt for tynde både. Læg æblebådene oven på kagedejen, så de ligger på siden lige efter hinanden hele vejen rundt i en ring langs kanten. Gentag endnu en ring af æbler midt i kagen på samme måde.

Fordel knasen jævnt over hele kagen. Brug evt. en ske til at starte med, da det på den måde er nemmest at komme helt ud til kanterne af kagen.

Sæt kagen ind midt i ovnen ved 170 grader i 60 minutter. Flyt den op øverst i ovnen, når der er 20-25 minutter tilbage af bagetiden, så knasen får lidt hårdere varme til sidst og dermed bager bedre sammen.

Knasen på den færdige kage vil være relativ lys. Ønsker du lidt mere farve på knasen, hvilket også giver en lidt dybere smag, kan du gøre følgende:

Tag den færdige kage ud af ovnen. Skru ovnen op til 225 grader. Når ovnen er varm, sættes kagen ind igen øverst i ovnen. Bag kagen ca. 5-8 minutter, til knasen har fået en gylden farve. Hold øje! Der er forskel på, hvordan ovne varmer, så måske skal din kage ikke have helt så længe. Derfor er det bedst at holde øje. :)

Lad den færdige kage køle af, før du flytter den over på et fad. Kagen smager dog også helt fantastisk lun, og vil du servere den sådan, kan du forsigtigt flytte den ud af formen ved at løfte den af formen på bagepapiret, du satte i klemme i bunden.

Server kagen med kold creme fraiche rørt med en smule vaniljesukker.







Jeg har virkelig glædet mig til at dele den her fantastiske kage med jer <3 Har haft lavet den nogle gange efterhånden, og den bringer stor lykke hver gang. Det var dog ved at gå helt galt, da jeg skulle blogge den i dag, for da jeg skulle skrive indlægget, kom jeg til at slette opskriften!! :o Efter at have haft et mindre (okay et større) panikanfald kom jeg dog i tanke om, at jeg heldigvis havde skrevet opskriften ned i et notesprogram, jeg har på telefonen, da jeg lavede den i sin tid. Pyha! Godt nok har jeg bagt den et par gange denne måned, men det er nogle uger siden sidst, så jeg var ikke længere helt skarp på mængden af ingredienserne. Jeg kunne heldigvis genskabe opskriften, så jeg kunne dele den med jer i dag. :)

Der er virkelig sket meget her den seneste måneds tid. Christians faster blev pludseligt indlagt i september. Desværre fandt lægerne ud af, at hun havde kræft, og det er gået så hurtigt med hende. Hun døde for knap 14 dage siden. I perioden, hvor hun har været syg, har vi besøgt hende nogle gange og været en del sammen med Christians familie. Jeg har undervejs bagt lidt, bl.a. denne æbletærte, og jeg bagte også boller til kaffen efter begravelsen.




Faster, som hun altid bare hed, var en helt særlig og sej dame. Jeg lærte hende at kende, ret hurtigt efter Christian og jeg var flyttet sammen, og jeg vil aldrig glemme den omsorg, hun altid gav os. Da jeg var indlagt i 2011 efter min fejloperation lige op til jul, havde hun sørget for, at der var en fin pakke til mig, da jeg kom hjem fra sygehuset med lækre cremer i. Det varmede virkelig meget at møde den omsorg lige der, hvor den virkelig var tiltrængt. Dengang var jeg endda ret ny i familien, så det var en stor og dejlig overraskelse :)
Hun (og resten af Christians familie) har taget imod mig med åbne arme. Faster og jeg sad ofte sammen og snakkede, når vi var til sammenkomster i familien, og vi har haft nogle rigtig hyggelige grillaftener sammen her hos os gennem årene. Hun elskede at høre om og se billeder af kattene og var i det hele taget en stor dyreven.

Selvom Faster var en ældre dame på 87, var hun ikke en gammel dame. Hun var altid supermoderne at se på og vidste meget om, hvordan livet er i dag. Hun var også i superfin form. Sidste år gik hun Møn rundt sammen med Christians fætter, og der var altid gang i Faster. Hun havde krudt bagi og havde mange ting, hun gik til. Til begravelsen mødte vi nogle af hendes veninder, og det var så hyggeligt at høre dem fortælle om deres oplevelser med Faster. Hun vil blive dybt savnet. Faster var et helt specielt og dejligt menneske, og derfor kunne jeg heller ikke lade være med at fortælle om hende herinde <3


Det har været en hård tid, synes jeg. Jeg kan mærke det i hele kroppen, der gør oprør. Så jeg prøver at passe lidt på mig selv. Går og venter på, at energien engang kommer tilbage, så jeg kan komme ud at gå igen. Har taget tilløb til en gåtur både i fredags og i går, men har måttet opgive, da jeg har manglet energien og det mentale overskud til at komme afsted. Forhåbentlig vender det snart, for jeg har brug for mine gåture, da de hjælper på både krop og sjæl.

I oktober havde vi også besøg af Julius' opdrættere. Vi har forsøgt at finde en dato et stykke tid, og nu lykkedes det endelig :) Det er så hyggeligt at få besøg af dem, og det er også sjovt for dem at se, hvordan det går med Julius, og hvor stor han er blevet. Og han er virkelig blevet stor! Kæmpe dreng, stadig lige så fræk som altid ;) Han er lige blevet 8 måneder, og i den forbindelse tog jeg en lille billedserie af ham. Du kan se et par billeder fra den her nedenfor :)






Han bliver stadig opdraget af Phoebe. Hun er lidt rigelig hård ved ham, synes vi, men de har stadig de dejlige vasketure ved madskålen, og for nyligt er hun begyndt at lære ham at jage mus! :D Det var sjovt at se. Det startede med, at Phoebe opdagede en mus i buskadset i haven. Så kom Julius ud til hende og hun lod ham jage rundt efter den, mens hun så på. Tog en lang video af det, som I kan se herunder. Desværre ender den ikke med, at han fanger musen, men det var sjovt at se ham blive lært op :)






Dagen efter var der dog bid. Phoebe "plukkede" musen få minutter efter, hun var blevet lukket i haven, og Julius fik lov til at få den. Han aner dog ikke, hvad man skal gøre med sådan en, for den lå jo helt stille, men han fik da dasket lidt til den :)




Ozzy kæmper pt. med en mindre halsbetændelse. Han har haft det sådan nogle uger nu, men det er i bedring. Han har en overgang fået antibiotika, men det gav ham slem kvalme, så det er godt, det er overstået. Nu går vi bare og venter på, at han får stemmen tilbage igen. Han er ret sølle at høre på med sin pive-stemme, og han er træt af ikke at komme ret meget ud, men sådan er det bare lige nu. Forhåbentlig er han snart helt rask.





Nu er det snart tid til at skulle tænke på, hvad vi skal have at spise i dag, så jeg må hellere komme videre i dagens program. Der har været lidt for mange dage med nemme løsninger og rugbrødsmadder og den slags den seneste måned, pga. alt det, der har fyldt, så vi trænger til gode, hjemmelavede måltider. Så nu vil jeg i gang. God aften til jer :) 

mandag den 27. august 2018

Mini-rådhustærte

Efteråret er lige på trapperne, og i dag får vi en rigtig forsmag af det. Det er gråt og vælter ned med regn, og det er en perfekt lejlighed til at gå i køkkenet og bage noget lækkert, som man bagefter kan sidde og hygge med under et tæppe i sofaen med en kop kaffe eller varm kakao til <3 I dag får I opskriften på en fantastisk lækker tærte, som lige passer til sådan en gråvejrsdag :)

Den er nærmest et stykke konfekt i sig selv, da den indeholder masser af marcipan. Derfor plejer jeg at bage den som en minitærte, da man ikke spiser så store stykker af den, og fordi små tærter er nuttede! Jeg vil vurdere, at tærten rækker til ca. 4 personer.

Tærten er en af Christians absolut favoritkager herhjemme. Han elsker marcipan, så sådan en kage med mazarinbund og fyld af kransekage på toppen er lige noget for ham! :) Tærten på billedet her bagte jeg senest til hans fødselsdag i maj, hvor der skulle være noget ekstra lækkert til kaffen. Han blev naturligvis rigtig glad for overraskelsen, og ved samme lejlighed fik jeg endelig skrevet min opskrift ned, så jeg kan dele den med jer! :) Målene er tilpasset en lille tærte. Der er blot en smule kransekagemasse til overs, men den kan sprøjtes ud som det lækreste kransekagekonfekt, som I kan se på billedet, og fint fryses ned. Kagen er i øvrigt også fryseegnet :)







Mini-rådhustærte

1 springform (ca. 11,5 cm i diameter)

Tærtebund:
28 g margarine
33 g hvedemel
7 g flormelis
Ca 1 tsk æggeblomme (gem resten af ægget til fyldt)

Fyld:
33 g sukker
33 g margarine
33 g marcipan
Resten af ægget fra produktionen af bunden
10 g hvedemel

Kransekagemasse:
123 g marcipan
52 g sukker
1 æggehvide

Start med at lave tærtebunden. Bland mel og flormelis og findel herefter margarinen heri. Del ægget i blomme og hvide i hver sin kop. Tag ca. 1 tsk af æggeblommen og tilsæt det til melblandingen, gem resten af æggeblommen og hele hviden til fyldet. Ælt det hele sammen til en fast masse. Stil dejen i køleskabet tildækket, til den har sat sig, ca. 1 time.

Imens laves fyldet. Bland sukker og marcipan godt. Tilsæt margarine og pisk det hele godt sammen (brug en stor skål, da blandingen gerne vil ud at skålen, når man pisker!
Tilsæt æggeblommen og pisk lidt, før hviden tilsættes, og det piskes helt klumpfrit. Pisk til sidst melet i.

Tænd ovnen på 200 grader.

Tag tærtedejen ud af køleskabet. Smør en springform med margarine (læg evt et stk. bagepapir i klemme i bunden for at få den nemmere ud af formen, når den er færdigbagt). Hæld en spsk mel i og kør det rundt i formen, så det sidder godt fast i margarinen. Vend bunden i vejret på formen og bank overskydende mel ud (hold den hen over håndvasken, så det sviner mindst muligt).

Fordel tærtedejen ved at at trykke den ned i formen. Sørg for, at dejen også går ca. 4 cm op ad siden på formen, så den kan rumme fyldet. Stik bunden og siderne med en gaffel og fordel herefter et stykke bagepapir ned oven i formen. Fyld den med blindbagningsfyld (jeg bruger gerne tørrede kikærter, da de fylder godt og er billigt i drift). Bag bunden 7 minutter med fyldet på.

Tag formen ud af ovnen og fjern bagepapiret med blindbagningsfyldet. Sæt den i ovnen igen og bag den 6-7 minutter, til kanterne på tærten er begyndt at få lidt farve.

Tag tærten ud af ovnen, og sku ovnen ned til 150 grader. Fordel fyldet på bunden. Når ovnen er kølet til 150 grader, bages tærten, til fyldt har sat sig, ca. 25 minutter. Den er færdig, når den har fået antydningen af lidt farve ovenpå, men kun lidt!

Tag tærten ud af ovnen, og lad den stå og køle helt ned.

Til kransekagemassen blandes sukker og æggehvide. Pisk det godt sammen. Det er bedst at få opløst så meget af sukkeret som muligt, så derfor bruger jeg metoden med at varme det lidt op. Det må endelig ikke blive for varmt, for så bliver det til marengs! Zap det få sekunder ved relativ høj effekt i mikroovnen, pisk derefter godt. Gentag et par gange, uden skålen bliver for varm. Det er ideelt, hvis skålen kan holdes på ca. 40-45 grader (lidt varmere end håndvarmt). Sørg for at piske godt efter hver luning, så massen bliver kølet af og sukkeret opløst. Pisk til sidst marcipanen i, eller ælt det sammen, hvis det er nemmere for dig.

Put kransekagemassen i en sprøjtepose med en stor, åben stjernetyl (jeg bruger Wiltons M1). Sprøjt kransekagemassen ud på den afkølede tærte i et spiralmønster*. Fordel herefter hindbærmarmelade i tomrummet mellem kransekagens spiralarme. Bag tærten i ovnen ved 220 grader, til kransekagen har fået lidt farve, ca. 8 minutter. Hold for guds skyld øje! Det kan gå meget stærkt, og der kan være lidt variation i bagetiden fra ovn til ovn, så du skal holde øje.

Lad tærten køle helt med, før du tager den ud af formen.

Den færdige tærte kan fint fryses ned.

* Der er en smule kransekagemasse i overskud. Sprøjt det ud til kransekagekonfekt og bag det ca. 7-8 minutter ved 220 grader med en ekstra plade under (de skal røre hinanden). Vil du have fyld i konfekten, kan du evt. lave en lille fordybning midt i kransekagen før bagning til senere fyld af smeltet blød nougat, eller du kan sætte en hasselnød i, før kransekagekonfekten bages. Jeg fik tre fine stykker kransekagekonfekt ud af mit overskud :)







Vi er netop blevet færdig med lige over to ugers sommerferie. Fordi Julius er helt ny i familien denne sommer, valgte vi, at vi ville bruge ferien hjemme på at komme lidt videre med at renovere værelset, der med tiden skal blive til vores soveværelse. Projektet har stået stille nogle år, efter jeg blev ramt af smerter i armene, fordi al Christians tid efter arbejde pludseligt gik med at holde hus og alle de andre ting, jeg plejede at lave herhjemme. Men siden jeg er kommet på LDN, kan jeg igen lave lidt mere herhjemme, og det har givet luft til, at Christian har kunnet komme videre med soveværelset. Så i ferien fik vi endelig sat en ny overlægger over vinduet derinde og sat nyt vindue i. Så nu er vi da lidt i gang igen :)

Julius "hjalp" far med at lægge fugebånd rundt om det nye vindue forrige søndag :)



Vi har også brugt ferien på at køre til dyrlæge med Phoebe. Der skete pludseligt et skift i hendes opførsel over for Julius, hvor hun med et blev meget afvisende og vred, og hun er ellers sådan en mild kat. Så vi har fået hende grundigt undersøgt for at se, om der var noget galt med hende, senest hos Tanddyreklinikken for at være sikre på, at der ikke var noget med hendes tænder. Det har været hårdt at skulle afsted til undersøgelser, både for hende og for os, men da hendes skift i adfærd kunne betyde, at der var noget galt med hende, f.eks. at hun har smerter, var det vigtigt at få hende undersøgt. Hun er heldigvis fuldstændig sund og rask, så det er bare hendes måde at sige fra over for ham på. Og måske er det også nødvendigt, for han vil gerne slås og være en bølle, og det gider hun ikke. Han forstår det ikke, hvis hun ikke siger fra. Det kunne vi se, da vi kom hjem fra Tanddyreklinikken med hende, hvor hun var meget træt oven på bedøvelsen. Der var han alt for voldsom over for hende, så vi forstår efterhånden, hvorfor hun er nødt til at være sådan. Heldigvis får han mange dejlige vasketure af hende, når de sidder og venter på mad, så på den måde er de stadig tætte. Måske kommer der et tættere forhold mellem dem generelt, når hans lømmelalder er overstået :)

Phoebe i haven. Det med sommerpels er ikke noget, hun bruger. Hendes pels har været kæmpestor
og fluffy hele sommeren -  noget upraktisk, når det har været den varmeste i mands minde.



Det har også været en lidt hård tid af andre årsager den seneste måned. I starten af august kunne min mor være blevet 60 år. Vi har over de seneste år været til flere runde fødselsdage, senest her i juli, og selvom det er hyggeligt og dejligt at være med til at fejre de store dage for andre, er det sådan lidt vemodigt og en sær følelse at sidde med, at jeg/vi aldrig får muligheden for at fejre min mor sådan. Det har været en rigtig svær tid for mig op til og et godt stykke efter den dag, hun kunne være fyldt 60. Der er mange minder, og tristheden over alt det, hun går glip af og savnet af hende er ind imellem så slem, at den kan føles direkte som en fysisk smerte et eller andet sted inde i brystkassen. I år er det 14 år siden, hun døde af kræft. Synes, tiden flyver afsted.
Vi havde heldigvis mulighed for at komme og lægge noget fint på hendes gravsted ret tæt på dagen, og jeg fik lavet en flot dekoration her i byen, som vi tog med. Det hjalp en smule på det. Ville ønske, vi boede tættere på hendes gravsted, så vi kunne besøge det oftere. Men vi er der, hver gang vi får chancen for det.





Det var meget rart at have lidt ekstra tid sammen her i ferien efter den hårde mindedag, så på den måde var det rart, at Christians ferie lå lidt sent i år. Vi har også haft nogle gode oplevelser i ferien, og det har alt sammen hjulpet noget på humøret.
Selvom vi som sagt havde bestemt at blive hjemme i ferien af hensyn til Julius og for at lave praktiske ting ved huset, har vi alligevel haft nogle småture ud. Vi har bl.a. været en tur på Bakken og tog også en tur ud at spise i Roskilde, hvorefter vi gik en tur i byen for lige et strække benene. Vi er ret tit i Roskilde, og Christian kender byen rigtig godt efter at have arbejdet der i mange år, men alligevel opdagede vi steder, vi aldrig havde været før. Det var sjovt at på den måde "lege turist" i en by, vi ellers kender så godt. :) Billedet af os er taget ved det fantastiske blomsterbed på Stændertorvet lige ved Roskilde Domkirke. Det nyder jeg altid, når vi er inde midt i byen <3

Mig, der spiller pinball på Bakken. Vi havde en virkelig dejlig tur, og selvom jeg var noget smerteplaget de efterfølgende dage, var det det værd! <3

Selfie i det flotte blomsterhav.

torsdag den 3. juli 2014

Pulled chicken

For nogle måneder siden så jeg, at Rema1000 havde tilbud på kyllingelårfilet, så jeg skyndte mig at hamstre et par pakker, for jeg har længe haft lyst til at prøve at lave pulled chicken. Jeg valgte at bruge lårfilet, fordi det er en udskæring af kylling, der ikke lige så nemt bliver tørt, som brystkød nogle gange kan gå hen og blive. Det er dog ikke en udskæring, det vrimler med her i byen. Ofte ser man den allerede formarineret eller betegnet som kyllingespareribs (måske med ben i?) eller i de forberedte pakker til pulled chicken. Men det er altså ikke umuligt at finde kyllingelårfilet (uden ben), for Rema1000 har lige haft det på tilbud igen, så jeg vil tro, at det er en udskæring, der med tiden vil indgå som en fast del i sortimenter rundt omkring.

Det var som sagt første gang, jeg prøvede at lave pulled chicken, men det bliver absolut ikke den sidste! Det smagte simpelthen bare så godt! For mig faktisk bedre end pulled pork, hvilket ikke siger så lidt. Christian foretrækker dog stadig pulled pork frem for pulled chicken, men han var enig i, at det smagte rigtig godt :) Jeg lavede min egen marinade, som jeg plejer, ud fra en barbequesauce, som jeg smagte til med lidt forskellige krydderier. Jeg undlod at putte røget paprika i den her marinade, fordi jeg ikke selv tåler det så godt. Men jeg synes ikke, den manglede noget. Det smagte bare vildt godt. Vi spiste det i burgerboller, som var de supergode og luftige, jeg plejer at bage til pulled pork. Opskriften kan du finde her:
burgerboller. Der var en rest, som blev frosset ned sammen med lidt af væden fra kyllingen. Det brugte vi senere i en salat, hvilket fungerede rigtig godt. Det kan jeg i hvert fald godt anbefale, at man gør.

Fordelen ved pulled chicken frem for pulled pork er, at det skal ikke have nær så lang tid i ovnen. 2 timer kan man nøjes med. Så det er jo rigtig hurtigt at lave. I må endelig prøve at lave det her, for det er virkelig en gudespise! :)






Pulled chicken (2-3 personer)

800 g kyllingelårfilet (uden ben)
1 flaske barbequesauce (jeg brugte en fra Rema1000 på 380 g)
3 spsk brun farin
3/4 spsk salt
1 tsk paprika

Tilbehør:
Burgerboller (købte eller bag selv)

Salat
Barbequesauce 

Kødet marineres dagen før, det skal spises. Jeg gjorde det bare aftenen før.

Rør barbequesaucen sammen med farin, salt og paprika. Put lårfileterne i en frysepose sammen med saucen og slå knude på. Vend det hele godt sammen. Læg kødet i køleskabet, til det skal tilberedes.

Hæld kød og sovs i et ovnfast fad. Sæt det i ovnen ved 125 grader i ca. 2 timer. Hæld evt. lidt af væden i fadet over kødet undervejs i stegningen. Tjek med et stegetermometer efter ca. 2 timer, om temperaturen er min. 79 grader.

Pil kødet fra hinanden med to gafler. Læg det i en skål og hæld lidt af væden over og vend rundt. Server med burgerboller (evt. hjemmebagte), salatblade og evt. en let salat til. Dryp kødet med lidt barbequesauce, når du samler burgeren, hvis du har lyst.

Det marinerede kød lægges i et fad og stilles i ovnen.

Så blev kyllingen færdig i ovnen.

Kødet trækkes fra hinanden med to gafler.

Spisetid, mums!




Det har været en lidt hård uge, synes jeg. Jeg har gået og ventet på, at der skulle komme en pakke, og nogle unger i nabolaget har spillet musik og larmet helt ekstremt til kl 3 om natten en dag, så det har været lidt småt med søvnen. I går var jeg nede i byen for at blive klippet og købe nogle småting, så det kniber lidt med energien. I nat har jeg dog fået sovet omkring 9 timer, så forhåbentlig vender energien snart tilbage.

Jeg har gået og planlagt og skal i dag i gang med at forberede, at vi skal have gæster til grillhygge i morgen. Det er længe siden, vi har været sammen med Christians forældre, så vi inviterede dem op til spisning i den her uge. I morgen bliver vejret varmt og solrigt, så det var den bedste dag at grille på. Vi har også inviteret Christians faster med, som er hjemme fra København. Vi skulle ellers have været med hos noget af familien på lørdag for at fejre hendes fødselsdag, men det har vi meldt fra til, fordi det på lørdag er 10 år siden, jeg mistede min mor. Det påvirker mig ret meget, og har kostet nogle tudeture den sidste tid. Jeg forstår simpelthen ikke, hvor tiden er blevet af. At det er 10 år siden, jeg sidst så hende. Det er næsten 1/3 at mit liv, jeg har måttet undvære hende, og jeg er "kun" 32.

Det har været virkelig hårdt at undvære hende i den tid, der er gået. Der sker jo meget, når man er så ung. Når man skal blive voksen. Og hun lærte mig aldrig at kende som et rigtigt voksent menneske. Det er jeg rigtig ked af. Og hun har heller aldrig mødt Christian. Min mor var kun 45 år gammel, da hun døde af kræft, hvilket jo ikke er nogen alder overhovedet. Hun skulle have haft så mange flere år sammen med os her. Der har også været mange tidspunkter i mit liv, hvor jeg virkelig godt har kunnet bruge en mors omsorg og støtte, ikke mindst når det kommer til al den sygdom, jeg er blevet ramt af og nu skal kæmpe med. Eller da jeg måtte afsted med fuld udrykning efter min fejloperation og var bange for, at jeg skulle dø. Livet er tomt uden hende. Efter jeg flyttede hjemmefra, skrev eller snakkede vi sammen hver dag. Det var så underligt og tomt, efter hun forsvandt, og telefonen blev helt stille. Jeg har stadig hendes nummer liggende i mine kontakter på min telefon, selvom jeg godt ved, at jeg aldrig vil få en sms eller et opkald fra hende igen. Det er bare svært at give slip på.

Men hun er med mig i alt, hvad jeg gør. På en måde. Christian synes, vi ligner hinanden, og der er vist noget med øjnene, hvor jeg ligner min mor en del. Tror også, at jeg har en stor del af hendes måde at bevæge sig på. Og så har hun helt sikkert en stor del af æren for, at jeg i dag er så interesseret i madlavning. Jeg syntes altid som teenager, at det var skørt, at hun gad sidde og læse opskrifter og den slags. At det kunne være så spændende. Men i dag gør jeg det samme. Og jeg har været en del med i køkkenet derhjemme. Jeg er dog nok mere interesseret i bagning, hvor hun var i madlavning, men det begrænser sig jo også, hvor meget jeg kan udfolde mig med mad, når der er så meget, jeg ikke kan tåle at spise.
Jeg savner hende hver eneste dag. Og det er særligt hårdt på sådan nogle mindedage, som der kommer på lørdag. Så vi tager en stille og rolig dag der. Det er faktisk også ret hårdt at skulle have gæster på fredag, for humøret er ret påvirket af alle de tanker om tabet af min mor og al den tid, vi har haft sammen, men jeg glæder mig nu alligevel til at se folk og hygge lidt. Håber, jeg har energi til det, når jeg har været så meget i gang i køkkenet med at forberede det hele.

Min mor med mig på armen.



Jeg satser på, at der kommer et par opskrifter med tiden fra vores grillaften i morgen. Der er i hvert fald et par gamle klassikere inden for grillmad, som jeg endnu ikke har givet jer opskriften på, så det kan I godt glæde jer til. Den ene er faktisk en, jeg har fra min mor, så det er en gammel opskrift i min familie. Mere herom senere :)

Nu vil jeg få mig lidt at spise og så i gang med forberedelserne til i morgen.