Viser opslag med etiketten kartoffelmos. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kartoffelmos. Vis alle opslag

mandag den 8. februar 2016

Rødvinsbraiseret nakkefilet med kartoffelmos og timianbagte rodfrugter

Der har været lidt stille på bloggen den seneste tid. Det skyldes, at jeg har ligget underdrejet med influenza den sidste uge. Det er næsten overstået nu, heldigvis, så nu skal der lidt gang i bloggen igen :) Inden vi går i gang, vil jeg lige minde om, at i morgen er pandekagens dag. Kig forbi bloggens Facebookside i morgen eftermiddag og find lækre pandekageopskrifter, både pandekager, som kan spises til aftensmad, og den mere søde slags (nogle sværger dog til at spise pandekager med syltetøj og sukker til aftensmad ;) I morgen er alt tilladt, bare der er pandekager involveret :D).

Det er efterhånden lang tid siden, at der er kommet en ny opskrift her på bloggen, så det må vi hellere lave om på :) I dag får I opskriften på noget fantastisk lækkert, som vi afsluttede vores seneste ferie med. Den består af en lækker, langtidssimret, rødvinsbraiseret nakkefilet serveret med kartoffelmos og timianbagte rodfrugter. Derudover en superlækker rødvinssauce, der lige var prikken over i'et. Det var virkelig, virkelig lækkert, og jeg drømmer stadig om den her ret. Kan varmt anbefales, når du skal have gæster eller bare forkæle jer selv lidt ekstra derhjemme :)

Som gæstemad er den også god på den måde, at det er et relativt prisbilligt måltid. Nakkefilet kan ofte købes til under 20 kr pr. ½ kg, og kartofler og rodfugter koster heller ikke en bondegård i indkøb. Retten passer godt til årstiden eller de kolde måneder generelt, da det er solid, god kost. Derfor ville jeg heller ikke planlægge en tung dessert til at efterfølge måltidet, hvis du serverer den for et selskab. Vælg i stedet lidt, men godt, eller noget let i smag og konsistens som f.eks. citronfromage.

Jeg brugte et stykke nakkesteg på ca. 1 kg, hvilket passer til 4 personer, da man sædvanligvis afsætter omkring 250 g kød pr. person, når man planlægger indkøb. Det skrumper dog en smule, men det er ikke en ret, hvor man kører uanede mængder kød ned, da der er så meget andet tilbehør, så jeg vil vurdere, at det passer fint med mængden til 4 mennesker. Er du i tvivl alligevel, kan du sagtens bruge et stykke på 1200-1300 g i stedet uden at ændre på resten af ingredienserne :)






Rødvinsbraiseret nakkefilet med kartoffelmos og timianbagte rodfrugter (ca. 4 personer)

Nakkefilet (ca. 1 kg)
8 fed hvidløg
3 laurbærblade
1 tsk tørret timian
2 tsk groft salt
3 dl vand
2 dl rødvin

Derudover:
Kaffefløde (ca. 1 dl)
Sovsejævner (eller maizena)
Salt og lidt sukker

Kartoffelmos:
12 store kartofler
Smør
Mælk
Salt og peber

Timianbagte rodfrugter:
4 store gulerødder
4 store rødløg
1 knoldselleri
1 spsk olie
Salt
Frisk timian

Bind nakkefileten sammen med lidt madsnor og brun den af i en stor gryde sammen med de pillede hvidløgsfed. Tilsæt vin, vand og krydderier. Lad nakkefileten simre under låg i 2-2½ time.

Til rodfrugterne skrælles og pilles grøntsagerne og skæres i mundrette stykker. Put grøntsagerne i en pose med 1 spsk olie og vend godt rundt. Hæld dem ud i et stort fad med bagepapir i bunden, drys med lidt salt og ved dem med masser af frisk, skyllet timian. Bag dem i ovnen ved 200 grader, til de er møre. Det tager ca. en time, men kommer an på, hvor stor stykker dine grøntsager er skåret ud i. De skal gerne falde lidt sammen og blive lækkert bløde i konsistensen (især sellerien bliver meget blød ved bagning).

Til kartoffelmosen skrælles de store kartofler og skæres i tern. Kog dem i saltet vand i 20-25 min. Hæld vandet fra og sæt gryden tilbage på det nu slukkede blus. Rør lidt rundt i kartoffelternene, mens den sidste rest af vand dampes fra.
Tak gryden af og tilsæt et par store klatter smør. Lad det smelte i de varme kartofler og rør lidt rundt. Pisk kartoflerne til ensartet mos med en håndmikser. Tilsæt mælk lidt ad gangen, til mosen har den konsistens, du ønsker. Smag til sidst til med salt og peber og evt. lidt ekstra smør.

Når nakkefileten er færdig, tages den op og holdes lun i et stykke sølvpapir, mens du laver sovsen.
I gryden lader du væsken fra stegen koge op. Jævn den med sovsejævner og smag til med kaffefløden. Jeg bruger ca. 1 dl kaffefløde til denne rødvinssauce. Jævn evt. sovsen yderligere, hvis det er nødvendigt. Tilsæt lidt madkulør, til sovsen har den rette farve. Den bliver nemlig lidt bleg, når man tilsætter fløden. Fløden runder sovsen af og er nødvendig, da væsken i gryden efter stegen har en stor syrlighed pga. rødvinen. Smag sovsen til med salt og et lille nip sukker.

Fjern madsnor fra nakkestegen og skær den i skiver med en meget skarp kniv. Brug evt. en elkniv, hvis du ligger inde med sådan en. Det giver de pæneste skiver :) Stegen er meget mør, så den falder nemlig let fra hinanden. Det lykkedes dog mig relativt nemt at skære min steg i pæne skiver. Jeg bilder mig selv ind, at det hjælper lidt, at stegen har været snøret ;) Server stegen straks med mos, grøntsager og rødvinssauce.

Grøntsagerne, før de kommer i ovnen. Selleri er skåret i stave, gulerødder i skå skiver og rødløg i store både. Brug rigelig timian :)

Så er der serveret! Uhm!




Pyha, sikke en omgang! Jeg har godt nok mange gange i løbet af den sidste uge forbandet, at jeg ikke valgte at blive vaccineret mod influenza i december, som jeg ellers var lige ved at blive. Valgte det fra pga. stress og fordi jeg sjældent bliver ramt af influenza alligevel. Men tingene er lidt ændrede her i det nye år, fordi Christian nu arbejder i ét stort kontor med masser af andre mennesker, og han endte så med at fange en omgang influenza selv og fik smittet mig. Jeg har dog været meget værre ramt end ham, da jeg har et betydeligt dårligere immunforsvar. Var nærmest på dødens rand de første dage ;)

Men for at være helt alvorlig, så var det en virkelig slem omgang. Havde høj feber de første dage, og da jeg forsøgte at få et bad, var jeg ved at besvime og endte med at kaste op af det. Det var bare for stor en kraftanstrengelse. Heldigvis har der været søde mennesker omkring mig, som har hentet mad og andre ting til mig ude i byen (Christian og hans forældre), og det har ikke været nogen lille opgave for Christian, da jeg har haft virkelig meget kvalme og madlede i løbet af ugen, så jeg aldrig vidste, hvad jeg kunne klare at spise. Nu er jeg efterhånden mere frisk og kæmper kun med lidt hoste og manglende energi.

Jeg har ellers været bekymret for, om jeg var nødt til at flytte min fødselsdag, som vi holder på lørdag. Men jeg er lidt mere optimistisk nu. Jeg ved dog godt, at jeg ikke har ret mange kræfter oven på at have været ret syg (det har jeg jo ikke i forvejen), så jeg har planlagt bagværk, hvor jeg kan forberede noget af det i løbet af ugen, og Christian har lovet at lave en lagkage. Så jeg håber, det går. Glæder mig i hvert fald. Skylder også folk en ønskeseddel. Jeg har bare ligget totalt brak den seneste uge, og der har ikke engang været kræfter til at blogge, så jeg skal lige have kigget på den i dag og sendt den ud.

Det er ikke kun søde mennesker, der har passet mig, mens jeg har været syg. Jeg har også fået overraskende megen omsorg fra Phoebe den seneste uge. Jeg har seriøst frosset om natten og slet ikke kunnet få varmen. Det har virket, som om hun godt vidste det, for hun kom op og lagde sig på mine tæer, så jeg kunne få varmen og falde i søvn. Hun plejer ellers at komme brægende op i sengen midt om natten og jokke rundt på maven af mig og kræve nus, før hun falder i søvn på min brystkasse, men det virker til, at hun godt vidste, at jeg ikke kunne klare det :) Om eftermiddagen har hun også ligget i sofaen hos mig nogle gange, noget hun ellers ikke plejer. Så der har været masser af TLC fra alle sider :)





Ugen herhjemme står således på forberedelse af fødselsdagen på lørdag. Jeg skal have kogt mere æblemarmelade, da en af de store fornøjelser, jeg tager mig den dag, er at spise en af mine lækre lynboller med stærk ost og æblemarmelade. Jeg spiser sjældent kage, så det er mest for gæsternes (og Christians) skyld, det kommer på bordet. Sådan en bolle med ost er også rigelig udfordring for mit helbred, men jeg vil have den fornøjelse. Så må jeg betale prisen og have det dårligt bagefter.

Jeg burde også lave madplan, så vi kan få handlet ind, men vi har heldigvis allerede lidt hjemme at lave mad af, så de første dage behøver vi ikke handle så meget ind til. Jeg skal også lige have lavet en liste over, hvad vi skal bruge til på lørdag.

Nu må jeg hellere komme i gang. Skal lige have lidt at spise og så i gang med planlægningen. Husk at kigge forbi bloggens Facebookside i morgen, hvis I vil have lidt inspiration til pandekagedagen :)

onsdag den 1. maj 2013

Oksegryde med kartoffelmos og dampet broccoli

Så ramte det også mig >:-( Sløjheden altså. Som jeg skrev i mit sidste indlæg, var Christian sløj, efter vi havde været til konfirmation i fredags, og det var altså ikke pga. for mange våde varer ;) Han blev ret skidt tilpas, efter vi kom hjem, med løbende næse og øm krop. Han er dog så heldig, at han har det vildeste jernhelbred, så i løbet af lørdagen var han helt på toppen igen. Sådan fungerer det desværre ikke med mig. For mig tager det noget længere at komme mig over sygdom.

Mandag begyndte jeg at føle mig lidt skidt tilpas, og inden jeg sov, kunne jeg mærke, at der vist var noget på vej. I går ramte det så med konstant løbende næse og skidt tilpas-hed. Øv! Men eftersom maden var planlagt og kødet taget op af fryseren, syntes jeg, at jeg burde lave det, vi havde på madplanen, selvom energien virkelig var knap. Men en god gryderet med blød kartoffelmos virkede også tiltalende, som jeg havde det i går. Og Christian hjalp med at få styr på køkkenet efterfølgende, så det gjorde det lidt nemmere.

Den her ret er en selvkomponeret en i mangel på en god gryderet uden hakkede tomater, som jeg jo desværre ikke tåler ret godt mere. Den har en rigtig god smag, synes jeg, og det er dejligt at kunne få kartoffelmos til, for det spiser vi ikke særlig tit. Det er dog noget, jeg holder rigtig meget af. Samtidig er retten lavet på meget få ingredienser, og der er ikke så meget arbejde i at lave selve gryderetten, hvilket jo er dejligt :) Vi fik dampet broccoli til i går, hvilket passer rigtig godt til, synes jeg. I det hele taget passer broccoli rigtig godt sammen med oksekød. Alt i alt en rigtig god ret, som jeg klart kan anbefale :)




Oksegryde med kartoffelmos og dampet broccoli (2 personer)

300-350 g skært oksekød (bov, klump, eller "gullaschkød" f.eks.)
1 lille løg
2 fed hvidløg
½ liter oksebouillon (½ liter kogende vand og 1 oksebouillonterning)
Lidt fløde (jeg brugte et par spsk madlavningsfløde)
Madkulør
Salt og friskkværnet peber

½ stor broccoli eller 1 hel lille 

Kartoffelmos
6-7 mellemstørrelse bagekartofler (eller lidt flere almindelige, store kartofler)
Smør
Mælk
Salt og friskkværnet peber

 

Skær kødet ud i mindre tern. Læg det på en tallerken for sig.

Pil løg og hvidløg, og skær dem i små tern.

Varm lidt olie eller smør/margarine op i en gryde og brun kødet af. Krydr med lidt salt og friskkværnet peber. Tag kødet op af gryden igen.

Varm lidt mere olie/fedtstof op i gryden, og svits løg og hvidløg, til de er klare. De må ikke brune! Hæld kødet tilbage i gryden sammen med den ½ liter oksebouillon. Læg låg på gryden og lad retten simre i 1 time.

Kartoffelmos
Skræl kartoflerne og skær dem i små tern. Til os plejer jeg at have en gryde, der kan indeholde ca. 2 liter, fyldt op med kartoffeltern. I går brugte jeg 7 mellemstørrelse bagekartofler. Dæk kartoffelternene med vand og hæld lidt salt ved. Kog kartoflerne helt møre i ca. 20 minutter. Hæld vandet fra og sæt gryden tilbage på den slukkede kogeplade. Rør i kartoflerne, mens det sidste vand damper af.

Sæt gryden på en varmebrik og tilsæt et par gode store spsk smør til kartoflerne. Rør/hak lidt rundt med grydeskeen, til smørret er helt smeltet ind i kartoflerne. Pisk med en håndmikser, til kartoflerne bliver til et lidt mere sammenhængende masse. Tilsæt mælk lidt ad gangen og pisk grundigt med håndmikseren, så du får en klumpfri kartoffelmos, til du har den tykkelse mos, du ønsker. Smag til sidst mosen til med salt og friskkværnet peber.

Når retten har simret en times tid, skal den jævnes lidt, f.eks. med sovsejævner eller lidt maizenamel rørt ud i koldt vand. Hvis for meget af væden er kogt væk, kan du spæde op med lidt koldt vand fra hanen og lade det koge op. Men tilsæt ikke for meget, for så bliver smagen for tynd. Efter jævningen kan du tilsætte lidt fløde. Det runder smagen godt af, synes jeg. Jeg bruger bare et par spsk madlavningsfløde (18%). Tilsæt lidt madkulør og smag til med salt og friskkværnet peber.

Broccolien deles i store buketter, lægges på siden i en gryde med en cm eller to vand i bunden. Tilsæt lidt salt og lad broccolien dampe under låg ca. 8 minutter, når vandet koger. Prøv undervejs at prikke i stilken med en kniv. Der skal være lidt modstand, ellers er broccolien kogt ud (hvis det føles som at stikke i smør ;)).

Min tallerken i går. Det smagte rigtig dejligt :)


I dag har jeg det ikke meget bedre. Næsen løber stadig, og jeg føler mig skidt tilpas. Har heller ikke sovet så meget i nat, da næsen har holdt mig vågen, og vågnede tidligt og kunne ikke sove igen. Pænt irriterende :( Håber, det snart går fremad. Egentlig burde vi spise suppe, for det er typisk syge-mad, men min mave er ikke særligt glad for suppe, og den er ikke på toppen for tiden, så det vil jeg ikke lige udsætte den for. I aften står den på en omgang lasagne, tror jeg. Det vil min mave vist godt have.

Jeg sidder og venter på den årlige test af sirenerne. Det er en rigtig slem dag for mig, fordi det giver mig så meget angst. Ja nu startede de :( Jeg tror også, at jeg skrev om det sidste år. Det er en tilbagevendende ubehagelig oplevelse for mig hvert år. Føler, at halsen snører totalt sammen og får hjertebanken. Jeg vil tro, det hænger sammen med, at sirenerne blev testet hver onsdag, da jeg var barn. Lyden er uhyggelig og ubehagelig, når man ikke ved, hvorfor den er der. Det forstår man jo ikke nødvendigvis helt, når man er et lille barn. Jeg husker at have hørt dem hos min gamle dagplejemor, da jeg var helt lille. Der gemte jeg mig under bordet, når den lød. Den gjorde mig bange. Den frygt kan jeg ikke rigtigt ryste af mig i dag. Når man så forstår den, ved man også, at det er lyden af, at der er fare på færde (også selvom det her kun er en test), hvilket ikke ligefrem hjælper. Jeg syens i hvert fald det er rigtig ubehageligt :( Nu må det gerne snart være overstået!

Mens jeg sidder og prøver at samle mine nerver, kan jeg vise jer et par billeder, jeg har taget, før sygdommen rigtig slog igennem. Jeg har fået gang i mit makroobjektiv igen, efter der er kommet mere liv i haven. Det begynder efterhånden at summe lidt derude, og der kommer liv i blomsterne også, så det giver lyst til at gå ud og prøve at fange det. Der er dog stadig ikke så meget endnu, så man må tage til takke med de motiver, man nu kan finde på det her tidspunkt.

For nogle dage siden fangede jeg fluen på det første billede herunder, mens jeg sad og tog (ikke så frygteligt interessante) billeder af blomster i vores lille bed bagerst i haven. Det andet billede er fra i går, før jeg måtte opgive pga. løbende næse, og er af en meget smart edderkop, der havde lavet et spind hele vejen rundt inde i en påskelilje. Den havde dog endnu kun fanget pollen, men jeg syntes, det så meget sjovt ud :) Edderkoppen var kun et par mm stor.




Nu stoppede sirenerne, så jeg kan vist godt tørre øjnene og prøve at trække vejret roligt igen. Puha. Nu er der heldigvis et år, til de skal teste igen. Det er trods alt rart, at de ikke tester hver onsdag længere.

I dag har jeg ikke de store planer ud over at passe min dyne. Har den med ind på sofaen. Jeg håber, at det snart er slut med løbende næse, for på trods af Kleenex med balsam, så bliver man totalt hudløs af al den pudsen næse :s Heldigvis er der stadig en del dage, til Christian har fødselsdag (det har han i næste uge), så jeg regner med at være rask til at kunne invitere ham ud og spise, som vi plejer :) Mangler bare at vide, hvor herren ønsker at spise henne. Gætter dog på, at det bliver i Roskilde. Der er ikke så mange gode spisesteder her i nærheden, så vi plejer at køre til Roskilde, når vi skal ud og spise. Det skal nok blive hyggeligt.

Nu får I ikke mere fra mig i dag, vil krybe under dynen igen :)

søndag den 31. marts 2013

Enebærgryde med bagt kartoffelmos

I onsdags havde vi som bekendt Christians forældre oppe til spisning. Efter flere overvejelser omkring hvad jeg skulle servere, besluttede jeg mig for at lave enebærgryde med bagt kartoffelmos, da jeg tænkte, at det ville falde i deres smag, og det er en helt fantastisk ret. Min mor lavede den af og til derhjemme, da jeg var barn, og jeg elskede den. Jeg har også lavet den en del gange som voksen, men det er nogle år siden sidst, da jeg ikke længere kan tåle at spise det selv. Men jeg fik lyst til at lave den i onsdags, og spiste så selv noget andet, mens de fik enebærgryden.

Opskriften er en gammel Karoline-opskrift, men jeg har opjusteret nogle ingredienser, så der er ekstra sovs (den er god, og det er bedst, når der er rigeligt af den), og så spiser vi altså mere kartoffelmos, end der er angivet i opskriften. Når jeg laver det, spiser folk ca. dobbelt mængde af den angivne opskrift.

Nedenfor vil jeg skrive opskriften, så den passer til ca. 2 personer. Jeg har valgt at angive den fuldfede udgave, da den smager bedst, men man kan godt bruge lidt mere fedtfattige mælkeprodukter i retten. Dog ville jeg ikke bruge mindre end 18% creme fraice eller fløde. Jeg synes, der er en tendens til, at sovsen skiller nemmere, når fedtprocenten går ned.





Enebærgryde med bagt kartoffelmos (2 personer)

500 g skinkekød i tern
Ca. 1 tsk tørret rosmarin
8 tørrede enebær
1 bæger (250 g) creme fraice 38%
Ca. 3 dl piskefløde (evt. lidt mere, hvis du synes - smag til)
1 tsk groft salt
Friskkværnet peber
Madkulør
Lidt jævning, f.eks. maizena sovsejævner (eller lidt maizenamel rørt ud i kold fløde)

Bagt kartoffelmos
750 g (skrællet vægt) kartofler
Smør
½ dl piskefløde
2 æg (delt i hvider og blommer)
1 tsk groft salt
Friskkværnet peber
4 ramakiner + lidt smør eller margarine

Start med at skrælle kartoflerne. Skær dem i små tern og put dem i en gryde. Dæk med vand og tilsæt lidt salt.

Skær kødet ud i mindre stykker (de kommer oftest i halvstore bidder, og jeg synes, det er mest lækkert, når man serverer dem i lidt mindre stykker). Knus enebær (jeg plejer at mase dem flade med bagsiden af grydeskeen eller en stor kniv).

Tænd for gryden med kartofler, mens du bruner kødet i en gryde i lidt fedtstof. Kartoflerne skal koge i ca. 20 minutter, men der sker ikke noget ved, at de får lidt længere.

Når kødet er brunet, tilsættes enebær og rosmarin. Rør lidt rundt i gryden, så det bliver godt fordelt på kødet. Tilsæt creme fraice, fløde og salt. Lad retten småsimre (det er vigtigt, at den kun småbobler lidt, for hvis den voldkoger, vil sovsen skille og blive grynet) i 1 time. Du kan senere smage til med lidt ekstra fløde, hvis du synes, smagen af creme fraicen er for gennemtrængende.

Når kartoflerne har kogt i 20 minutter, hældes vandet fra. Sæt gryden tilbage på den slukkede kogeplade igen, og rør lidt rundt i den, mens kartoflerne dampes tørre. Tag gryden af, når kartoflerne virker tørre.

Del æg i hvider og blommer. Pisk hviderne helt stive. Smør 4 ramakiner godt med margarine eller smør. Tænd for ovnen på 225 grader (ikke varmluft).

Sæt gryden med kartoflerne på en skåner, og rør en god klat smør i (jeg bruger vist omkring 3 store tsk). Tilsæt fløden, og pisk med håndmikseren, til kartoffelmosen er nogenlunde ensartet og ikke har lat for mange klumper. Pisk salt i og lidt peber og smag til. Pisk herefter æggeblommerne i en ad gangen. Pisk, til mosen er klumpfri. Vend til sidst de stive æggehvider forsigtigt ind i mosen, til de er helt optaget i den.

Fordel kartoffelmosen i de 4 ramakiner. Jeg plejer at slutte af med at forme mosen lidt pænt ovenpå. I onsdags fyldte jeg først ramakinerne næsten op med mosen, og puttede den resterende mos i en sprøjtepose med en stjernetyl og pyntede ramakinerne på toppen med resten af mosen. Mønstret er så pænt, synes jeg :)

Når der er ca. 25 minutter tilbage af kogetiden for enebærgryden, sættes ramakinerne med kartoffelmosen ind midt i ovnen. Bag dem i ca. 25 minutter. Hold øje med den undervejs. Hvis den bliver for mørk ovenpå, kan du flytte den en rille ned i ovnen. Bage gør det hurtigt, så ovnen ikke bliver for kold og mosen falder sammen.

Smag enebærgryden til, tilsæt lidt madkulør og jævn den let. Det skal ikke være nogen meget tyk sovs. Hvis du synes, smagen af creme fraicen er for gennemtrængende, kan du tilsætte et ekstra dryp fløde.

Server straks med den bagte kartoffelmos. Server evt. med lidt grønt. Jeg dampede lidt broccoli til.

Den færdigbagte kartoffelmos.

Christians tallerken.


Nu har vi efterhånden haft ferie i nogle dage og slappet godt af, så vi trænger til at lave lidt andet også. Derfor bestemte vi i går, at vi i dag ville tage i Zoo, hvilket vi har villet rigtig længe. Man kan jo godt komme lidt indenfor der, så man ikke skal gå ude i kulden konstant, og vi behøver heller ikke se det hele på én dag. Men sådan skulle i dag alligevel ikke komme til at gå. Jeg kunne bare ikke falde i søvn i nat. Jeg tror, den var over 6, før jeg sov, selvom vi var i seng lige før kl 2. Christian kunne heller ikke sove. Han faldt dog i søvn lidt før jeg gjorde, men var også vågen til hen på morgenen.

Da vi lå der i nat og ikke kunne sove, besluttede vi, at det vist måtte blive en anden dag, vi skulle i Zoo. Det er rigtig træls, for jeg havde glædet mig, og jeg vil også gerne lidt hjemmefra :( Heldigvis har Christian stadig ferie et stykke tid endnu, så vi skal nok komme ud. I dag bliver i stedet til en lidt mere rolig dag herhjemme, hvor vi ikke skal noget. Vi er kommet langsomt i gang. Christian har siddet og spillet lidt, og jeg har browset lidt rundt på nettet, til jeg gik i bad. Nu overvejer vi at gå en tur, for min nakke og ryg trænger til lidt andre stillinger end de stillesiddende. Jeg tror, jeg griber kameraet med. Måske bare med min 50mm, da kameraet så ikke bliver så tungt. Det vil min nakke vist sætte pris på.

Nu vil vi i hvert fald bevæge os ud i solskinnet :)