Viser opslag med etiketten gæstemad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gæstemad. Vis alle opslag

onsdag den 28. december 2016

Forslag til lækker nytårsmad - Del 2: Kransekage og natmad

I dag får du andet og sidste indlæg med forslag til den lækre nytårsmad :) Temaet for i dag er kransekage og natmad. Ved både kransekagen og natmaden har jeg angivet hvilke af forslagene, der kræver mest og mindst tid i køkkenet. Det kan jo være meget rart at vide på forhånd, da der også er en del andre lækre ting, der skal forberedes til nytårsaften :)


Kransekage:

Kransekage skal der være, og jeg har gennem årene lavet flere forskellige slags. Alle er lige højt elsket, så det er svært for Christian at vælge fra år til år, hvad han helst vil have nytårsaften. Kransekagen kan laves på forhånd og fryses ned, før du dypper i chokolade og putter glasur på. Det bliver den kun bedre af :) Her kan du se alle mine opskrifter på kransekage, hhv. kransekagetårn (ringe), kransekagestænger med nougat og kransekagekonfekt :)

Kransekagekonfekt:
Det hurtigste at lave er klart kransekagekonfekten, da kransekagemassen ikke skal på køl, men kan sprøjtes ud, lige når du har lavet den :) Opskriften finder du her: Kransekagekonfekt med nougat og hasselnødder.

Kransekagestænger med nougat:
Christian er vild med marcipan-nougat-kombinationen, og derfor har jeg ofte lavet disse kransekagestænger med indbygget nougat ;) De er lidt nemmere at lave end ringene, da man ikke i samme grad skal måle præcist af eller sørge for at lave helt runde ringe, når man kun laver stykker :) Opskriften på kransekagestængerne kan du se her: Kransekagestænger med nougat.

Kransekagetop:
Kransekagetoppe er noget af det flotteste og lidt af et mesterværk. Og så smager de naturligvis også skønt :) Lidt ekstra imponerende at sætte på bordet sammen med champagnen :) Se opskriften her: Kransekage.






Natmad:

Det kan være lidt forskelligt, hvor meget man ønsker at gøre ud af natmaden. Omfanget af den kommer også meget an på, hvor meget der ellers er blevet indtaget i løbet af aftenen. Herhjemme har vi de seneste år bare nøjedes med at spise lidt forskellige kiks med gode oste og lidt vindruer, fordi vores maver har været så fulde fra resten af de gode ting, vi har spist i løbet af aftenen, men holder man stor nytårsfest med masser af drinks, eller har man spist en relativ let aftensmad, kan det blive nødvendigt med noget mere solid natmad. Herunder kan du se forslag til forskellig lækker natmad delt op efter hvor meget tid og arbejde, der skal lægges i de enkelte opskrifter.


Hjemmelavet højtbelagt smørrebrød:
Da jeg var barn, fik vi altid torsk nytårsaften, og måske en lille forret og dessert. Derfor var maven ikke så tungt fyldt i løbet af aftenen, så der var plads til aftenens egentlige højdepunkt: min mors hjemmelavede smørrebrød. Min mor lavede mange fade med lækkert smørrebrød, som blev sat på bordet, når vi havde været ude og skyde fyrværkeri af og igen havde en god appetit. Det var så lækkert at komme ind til. Efterfølgende blev der så serveret kiks med ost.

Jeg har selv lavet smørrebrød mange nytårsaftener, efter jeg er blevet voksen, for det er en dejlig tradition, og noget af det bedste ved det er faktisk, at der er så mange rester, så man ikke skal tænke på maden dagen efter (nogle gange rækker det faktisk et par dage efterfølgende, hvis vi ikke var gået for hårdt til den). Det er skønt bare lige at kunne snuppe et stykke højtbelagt smørrebrød med ind foran fjerneren, når man er dødtræt dagen efter nytårsaften :)

Da jeg i år har kørt et tema med hjemmelavet smørrebrød, kan I her få en overordnet guide til at lave det, samt opskrift på hvert enkelt stykke, så det er lige til at gå til :) Jeg plejer at lave pålæg (svinekam, bacon, champignons mv.) dagen før og så ellers smøre smørrebrødet nytårsaftensdag. Så er det til at overskue :)


Guide til hjemmelavet smørrebrød - tips og tricks:
I første omgang får I en guide til det praktiske omkring planlægningen, da det kræver lidt koordination at få lavet pålægget og andre praktiske ting. Den guide kan du se her: Hjemmelavet smørrebrød - en guide.




Og så til de enkelte stykker :) Herunder kan du på de enkelte overskrifter gå ind på hvert stykke smørrebrød og se, hvordan det skal laves, og hvilket pålæg du skal bruge:

Dyrlægens natmad



Flæskesteg med sprød svær



Roastbeef



Leverpostej med bacon



Æg og rejer




Pulled pork i hjemmelavede burgerboller:
En knap så ambitiøs natmad, men dog stadig en, hvor der skal lægges lidt arbejde i forberedelsen og en del tid pga. lang tilberedning, er hjemmelavede burgere med pulled pork. Du kan dog sagtens nå det inden nytårsaften. Kødet skal marinere ca. et døgn og derefter i ovnen, til det næsten falder fra hinanden :D Se min tidsberegning i opskriften.

Pulled pork kan laves længe i forvejen og bare tøs op og varmes, når det skal serveres. Burgerbollerne kan på samme måde bages og fryses ned på forhånd.

Marinaden til pulled pork laver du ved at smage en barbecuesauce til med dine favoritkrydderier. Det kan du næsten undgå at skulle bikse med ved at finde en med røgsmag (f.eks. Sweet Baby Ray's hickory, som af og til kan købes i Rema1000 og større supermarkeder), men ellers kan du smage en almindelig bbq-sauce til med f.eks. røget paprika (brug ikke for meget, for det er stærkt!), og lidt ekstra sirup eller brun farin (se opskriften, hvor du kan læse, hvad jeg plejer at blande i). Giv under alle omstændigheder marinaderne et godt skud salt, som der står i opskriften, for det er nødvendigt. Server pulled pork i de hjemmelavede burgerboller med snittet salat og barbecuesauce til at putte på (gerne en med røg - hickory) med lidt franske kartofler til.

Her kan du se opskriften på pulled pork lavet i ovn: Pulled pork og på burgerbollerne: Hjemmelavede burgerboller.





Det er dog ikke alle, der lige har overskud eller tid til at stå og lave smørrebrød eller pulled pork til nytårsaften. Nogle gange vil man gerne have noget, der bare lige er nemt både at proppe i munden, dvs. noget, man kan stå op og spise om nødvendigt, men også noget, der er nemt for værten at servere. Derfor kan det anbefales at lave noget, som kan fryses ned på forhånd og bare lige skal tøs op nytårsaften og lunes i ovnen, før det serveres. Her er et par forslag til den slags:


Pølsehorn:
De her pølsehorn er verdens bedste! Superbløde og lækre, og brøddelen er meget luftig. Et hit til enhver natmad: Superluftige pølsehorn



Pizzasnegle:
Nemme at lave, nemme at lune og servere. Og så smager de dejligt. Server dem evt. sammen med pølsehornene, så der er lidt forskelligt at vælge imellem  Pizzasnegle.




Meatlover pizza:
Superlækker pizza, som kan laves på forhånd og fryses ned. Til midnat skal den bare smides i ovnen og lunes, til bunden er sprød (hold øje med, at fyldet ikke brænder på - varm den evt. i den nederste halvdel af ovnen af hensyn til fyldet - løgene kan nemt blive sorte). Husk at sætte pizzaen på noget bagepapir, når du fryser den ned, så den er nem lige at smide i ovnen. Meatlover pizza med pølse, bacon og løg





Jeg håber, at mine indlæg med forslag til nytårsmaden har kunnet give lidt inspiration til, hvad du/I skal servere nytårsaften :) Jeg vil slutte af med at ønske jer en rigtig god nytårsaften. Pas på jer selv!


mandag den 26. december 2016

Hjemmelavet smørrebrød: Flæskesteg med sprød svær

Her på falderebet af 2016 får I den allersidste opskrift på mit hjemmelavede smørrebrød, som jeg kørte et tema på tidligere på året, nemlig opskriften på smørrebrød med flæskesteg og sprød svær.

Der er nok mange, der, som os, står tilbage med lækker flæskesteg fra juleaften. Så god steg er lidt synd udelukkende at lave til biksemad, synes jeg, så her får du et forslag til, hvad sådan en lækker steg også kan bruges til. Har du ikke i forvejen et stykke god, færdigstegt svinekam, kan du i opskriften se, hvordan du laver en lækker, saftig og sprød svinekam til formålet :)





Hjemmelavet smørrebrød: Flæskesteg med sprød svær

1 stykke svinekam med svær og uden ben

Rødkål
Agurkesalat (eller syltede agurker i skiver)
Appelsin

Derudover:
Groft rugbrød (jeg bruger gerne skovmandsbrød eller lignende i skivestørrelse og grovhed)
Smør
Hovedsalat
Karse

Dagen før smørrebrødet skal smøres, steges svinekammen. Forvent, at der går 1½-2 cm færdig steg til et stykke smørrebrød (stegen skrumper en lille bitte smule under stegningen, men ikke meget). Rids sværene helt gennem fedtet ned til, hvor kødet starter. Drys salt mellem hver svær. Placer stegen i et ovnfast fad og fordel stykker af kartoffel eller sølvpapir under stegen, så sværen ligger helt lige. Stik et stegetermometer ind midt i stegen.

Sæt fadet med stegen i ovnen ved 90 grader og steg flæskestegen, til den er 65 grader (stegetiden afhænger af størrelsen, men afsæt i hvert fald mindst 4 timer til stegetid, hvis du skal planlægge). Tag fadet ud af ovnen. Dæk det over med sølvpapir imens, så stegen ikke taber varmen. Skru ovnen op til 250 grader og tænd for ovnens grill. Når ovnen er varm, sættes stegen igen i ovnen (uden sølvpapir ovenpå), og sværen grilles sprød. Hold godt øje, da det kan gå hurtigt.

Den færdige steg får lov at køle lidt ned utildækket på et spækbræt, før køddelen pakkes ind i sølvpapir (lad sværen være fri, eller bliver den blød!) og sættes i køleskabet til dagen efter.

På selve dagen, du skal smøre smørrebrødet gør du følgende:

Løsn forsigtigt med en kniv sværen fra stegen og læg den til side. Skær evt. overskydende fedt af toppen af stegen. Skær stegen i tynde skiver med en skarp kniv. På hvert stykke smørrebrød skal der fordeles 3 stykker steg, så du kan se, hvor langt stegen rækker ved at tælle skiverne undervejs, eller når du er færdig.

Smør rugbrødet med smør og del skiverne i to. Skyl hovedsalaten og dup dem tørre. Fordel et halvt af de større blade på hvert halve stykke brød.

Fordel 3 skiver steg på skrå på madderne, så de lige overlapper hinanden. Afdryp agurkesalaten på et stykke køkkenrulle. Fordel tre skiver agurkesalat på hvert stykke smørrebrød, enten forrest eller bagerst på maden (jeg lægger dem oftest bagerst, men det skifter lidt efter humør, som man kan se på billederne). Fordel herefter rødkål i forlængelse af agurkesalaten.

Slut af med at pynte madderne. Skær ikke for tynde skiver appelsin og skær en ridse i hver skive. Evt. kerner pilles ud. Sæt skiverne på som springere (vend "benene" på de opskårne skiver hver sin vej - se billederne) på tværs af maden og pynt med en tot karse på bagsiden af appelsinskiven.

Til sidst skal der sprøde svær på. Tag dine afskårne svær fra stegen og fjern så meget af fedtet på bagsiden som muligt. Del sværene fra hinanden og skær dem ud i stykker a ca. 4 cm i længden. Fordel 2-3 flotte, sprøde svær forrest på smørrebrødet.

Som med andre sprøde ting på smørrebrød (f.eks. bacon og ristede løg) vil flæskesværene blive bløde, når de har ligget på maden noget tid, så hvis du vil være sikker på, at sværene er sprøde ved servering, kan du enten sørge for at servere smørrebrødet den dag, det er smurt eller vente med at lægge flæskesværene på, til smørrebrødet skal serveres (og indtil da opbevares utildækket i et stykke sølvpapir i køleskabet).

 



I de næste dage op til nytårsaften vender jeg tilbage med forslag til lækker nytårsmad, inklusiv desserter og kransekage, så hæng på, hvis du har brug for lidt inspiration :)

onsdag den 30. marts 2016

Hjemmelavet smørrebrød - en guide

I søndags havde vi besøg af Christians forældre til spisning og lidt hygge. Som altid kan det være lidt svært at finde ud af, hvad vi skal servere, og denne gang gik jeg i en lidt anden retning, end jeg plejer. Jeg lavede nemlig hjemmelavet, højtbelagt smørrebrød. Det er noget, jeg har en del øvelse i, men eftersom jeg har været syg med maven sådan for alvor i 6 år efterhånden, er det ikke noget, jeg laver særlig tit. Maven elsker det nemlig ikke. Tidligere har det været en tradition med hjemmelavet smørrebrød som natmad nytårsaften (og mad til de efterfølgende dage), og det er bare super lækkert.

Men jeg fik lyst til at prøve igen. Vi har nogle gange i løbet af det sidste halve år fået højtbelagte smørrebrødsmadder med langtidsstegt flæskesteg, og det er gået okay mht. maven. Denne gang skulle der dog være lidt mere at vælge imellem. Jeg lavede 5 slags, nemlig leverpostej med bacon, dyrlægens natmad, æg og rejer, langtidsstegt flæskesteg med sprød svær og roastbeef. Der hører en masse lækkert tilbehør til som pynt og ekstra smagsgivere, og i dag vil jeg prøve at samle lidt generelle råd omkring arbejdet med smørrebrød til jer. Allerførst får du et billede af det super lækre smørrebrød, så du kan se, hvad vi snakker om :) I løbet af den næste tid vil du her på bloggen få min opskrift på hvert enkelt stykke lækkert smørrebrød.




Når man laver smørrebrød, kræver det god forberedelse og planlægning. Pålægget skal købes ind, tilberedes og afkøles før brug. Jeg laver som regel pålægget klar dagen før. Til ovenstående madder forberedte jeg i lørdags:

  • Bacon steges sprød på panden og lægges på fedtsugende papir. Afkølet opbevares det i en lufttæt bøtte i køleskabet.
  • Champignons drænes for vand (hvis man bruger dem fra glas, hvilket jeg foretrækker) og steges i lidt smør. Afkøles og opbevares i køleskabet.
  • Svinekammen forberedes og steges ved 90 grader, til den er 65 grader indeni. Herefter grilles sværen ved 250 grader, til den er sprød. Når den pakkes sammen, må sværen ikke dækkes af sølvpapir, da den ellers bliver blød! Pak folien om stegen, men lad sværen være fri.
  • Æg koges til æggemadder. Pilles og opbevares i køleskabet, til de skal bruges.
  • Rejer tages op af fryseren og lægges i køleskabet inden sengetid, da de tager ca. 12 timer om at tø op.


Derudover skal man have virkelig god plads. Både i køkkenet og i køleskabet. Vi ryddede det meste af køleskabet for at få plads til madderne, og køkkenborde og omkringliggende plads blev gjort klar, så jeg kunne bruge al pladsen til produktionen af smørrebrødet.

Smørrebrødet skal jo også stå på noget i køleskabet, og det fungerer bedst, hvis det er noget, der er helt fladt. Jeg har tidligere haft købt papiræsker hos bageren (det er ikke ret dyrt, og de vil sædvanligvis gerne sælge et par æsker, hvis man spørger), men oftest bruger jeg flade fade eller bakker, der passer ind på køleskabshylderne. I år er min sædvanlige bakke langt væk (ligger pakket ned i en flyttekasse endnu), så jeg valgte primært at bruge spækbrætter, som jeg pakkede ind i sølvpapir. Det giver et pænt, ensartet udseende på "fadene", der kan stilles direkte på bordet, og når madderne står fladt på brætterne, er der mindre risiko for, at pynt falder af eller brødet knækker. Afslut med at pakke vitavrap omkring madderne.

Ønsker man baconen og flæskestegssværene, samt de ristede løg sprøde ved servering, er det en god ide at smøre smørrebrødet den dag, det primært skal spises. Det vil nemlig suge lidt fugt fra madderne, når det ligger derpå, så det med tiden bliver blødere.

Smørrebrødet set oppefra.

 

Det, der gør smørrebrød til noget ekstra særligt og smukt, er også pyntningen af det. Der er rigelig pålæg på, og det pyntes med fine farver. Man spiser næsten lige så meget med øjnene som med maven, så det er ikke uden betydning. Vælg derfor smukke farver, når du laver smørrebrød. F.eks. kan man vælge at bruge rødløg i stedet for almindelige hvide, da det giver mere spræl på farverne af det færdige smørrebrød. Brug pynt, som komplementerer maden. Det skal passe til/forbedre den generelle smagsoplevelse af maden. Appelsinsaft smager skønt dryppet på rødkålen, så en appelsinspringer passer godt hertil. På samme måde passer en citronspringer til rejemadderne. Andre typer smørrebrød kan pyntes med en agurkespringer. En springer er en skive pynt, man lavet en ridse ca. 2/3 midt igennem og vendt "benene" hver vej, så den får et spiralagtigt udseende, når den placeres midt på smørrebrødet.

Derudover pynter jeg ofte med både af cherrytomat (en båd svarer ca. til 1/4 af tomaten alt efter størrelse), næsten altid med karse, da det giver en skøn smag og duft til smørrebrødet og passer til stort set al smørrebrød. Hvert stykke smørrebrød pyntes med salat, før pålægget lægges på. Jeg bruger sædvanligvis hovedsalat, men man kan også vælge at bruge f.eks. krølsalat. Til hver enkelt type smørrebrød hører sig også særlige typer tilbehør. Disse vil jeg komme nærmere ind på i opskrifterne på de enkelte stykker smørrebrød. Her kan du se en lille oversigt over pynten, jeg ud over kødpålægget bruger til ovenstående smørrebrød:

  • Agurk
  • Cherrytomater
  • Karse
  • Hovedsalat
  • Dild
  • Citroner
  • Appelsiner
  • Rødløg
  • Syltevarer (rødkål, agurkesalat, rødbeder)
  • Ristede champignoner i skiver
  • Sky
  • Ristede løg
  • Høvlet peberrod
  • Kaviar (sort stenbiderrogn)
  • Mayonnaise og remoulade


Mht. beregning af smørrebrød pr. person vil man af denne type skulle beregne 3-5 stykker pr. person alt efter, om det serveres som aftensmad eller blot som f.eks. natmad (hvis der f.eks. serveres en sildemad før eller kikse-/ostebord eller dessert efterfølgende, spises der naturligvis lidt færre stykker smørrebrød). Man skal have en ret velvoksen appetit for at kunne spise 5 stykker, men jeg er sikker på, at jeg kender et par stykker, der godt kunne, og det er bedre at lave lidt for meget end lidt for lidt i min verden ;)


De helt generelle råd herfra er:

  • Planlæg! God planlægning betyder virkelig meget, når man laver smørrebrød. Find ud af, hvor mange stykker smørrebrød af hver slags du vil lave og køb ind derefter. Beregn mængden af pynt ud herfra. Sørg for, at du har god tid til at forberede det pålæg, der skal laves på forhånd. Gør det gerne dagen før, så du er helt klar til blot at skulle smøre smørrebrødet den dag, det skal serveres, for det tager lang tid! Længere end man lige tror. Sørg på forhånd for at have fade eller lignende klar og lav plads i køleskabet. Lav også god plads i køkkenet, da du har brug for masser af plads, når du smører smørrebrødet.
  • Brug pålæg af god kvalitet. Lav det gerne selv eller køb noget, du ved, smager godt. Vær ikke nærig med mængden af pålæg. Ved et ordentligt stykke smørrebrød kan man - efter min mening - ikke se brødet :)
  • Tænk i farver, når du pynter. Man spiser næsten lige så meget med øjnene som med maven. Vælg dog pynt, der komplementerer maden! 


Hermed slut på min lille guide til hjemmelavet smørrebrød. I løbet af den næste tid vil I som sagt få en mere præcis opskrift på hver enkelt stykke smørrebrød :)
----------------------------------


Vi har haft en relativ rolig påske herhjemme. Smørrebrødet har været det store projekt, som der har været brugt en del tid på at forberede og udføre, og ellers har vi prøvet at slappe af. Påsken er uendelig kort i år, da Christian ikke har haft feriedage at tage af pga. jobskifte, så vi kunne godt have brugt lidt flere dage, ærlig talt. Men man må jo være glad for, at der trods alt har været lidt ekstra fridage.

Heldigvis er ugen her lidt kortere, end den plejer, da mandag var en helligdag, så vi kan efterhånden skimte weekenden i horisonten. Jeg er allerede godt i gang med ugens opgaver. I går fik jeg lavet madplan og handlet ind, og i dag står den på tøjvask. Tingene sejler generelt lidt, når andre ting fylder alt i perioder (pt. Ozzys problemer med appetitten), så vi er kommet lidt bagud. Så det skal der rettes op på nu :)

Som jeg skrev i sidste uge, er vi igen løbet ind i lidt problemer med Ozzy. Denne gang med hans appetit. Vi startede ham derfor op på lactulose for hans hårde mave, men i første omgang hjalp det ikke. Efter samråd med dyrlægen har vi sat hans dosis op, og efter det er begyndt at virke, er hans kvalme forsvundet, så det er jo dejligt :) Han spiser betydeligt pænere, og jeg skal ikke håndfodre ham hele tiden. Han er desværre ikke kommet op og spise det, han plejer, så vi er stadig ret opmærksomme på ham. Vi justerer hans dosis løbende, så han forhåbentlig kan slippe for kvalmen. Men der er sket en stor forbedring, siden han startede på lactulose, så det er vi glade for. Nu afventer vi svar fra Tanddyreklinikken omkring Jens' tanker om Ozzys skæve blodprøve, og så håber vi på et godt svar. At det kan være pga. interferonen og ikke er farligt. At det rettes op efter endt behandling. Det må tiden i hvert fald vise, for Ozzy skal jo ikke være på interferon for evigt. Så vi håber.

Ozzy nyder en forårsdag i haven.


I påsken var vi i haven for at beskære lidt. Okay; Christian var i haven for at beskære. Kattene og jeg var bare ude for at nyde den friske luft og selskabet :) De skal helst følge med i alt, der sker derude, og Ozzy har allerede været oppe og inspicere æbletræet efter beskæringen. Han sad længe i æbletræet i går og ventede på, at småfuglene skulle komme tilbage, efter han havde været oppe og jage en væk. ;) Phoebe har primært været tilvejrs på havens store klatretræ. Hun elsker at sidde og iagttage nabolaget fra øverste platform, 2 meter over jorden. Her er hun fanget med en smuk blå forårshimmel som baggrund:




Nu er mit vasketøj færdigt, kan jeg høre, så I får ikke mere herfra i dag. God onsdag til jer :)


mandag den 8. februar 2016

Rødvinsbraiseret nakkefilet med kartoffelmos og timianbagte rodfrugter

Der har været lidt stille på bloggen den seneste tid. Det skyldes, at jeg har ligget underdrejet med influenza den sidste uge. Det er næsten overstået nu, heldigvis, så nu skal der lidt gang i bloggen igen :) Inden vi går i gang, vil jeg lige minde om, at i morgen er pandekagens dag. Kig forbi bloggens Facebookside i morgen eftermiddag og find lækre pandekageopskrifter, både pandekager, som kan spises til aftensmad, og den mere søde slags (nogle sværger dog til at spise pandekager med syltetøj og sukker til aftensmad ;) I morgen er alt tilladt, bare der er pandekager involveret :D).

Det er efterhånden lang tid siden, at der er kommet en ny opskrift her på bloggen, så det må vi hellere lave om på :) I dag får I opskriften på noget fantastisk lækkert, som vi afsluttede vores seneste ferie med. Den består af en lækker, langtidssimret, rødvinsbraiseret nakkefilet serveret med kartoffelmos og timianbagte rodfrugter. Derudover en superlækker rødvinssauce, der lige var prikken over i'et. Det var virkelig, virkelig lækkert, og jeg drømmer stadig om den her ret. Kan varmt anbefales, når du skal have gæster eller bare forkæle jer selv lidt ekstra derhjemme :)

Som gæstemad er den også god på den måde, at det er et relativt prisbilligt måltid. Nakkefilet kan ofte købes til under 20 kr pr. ½ kg, og kartofler og rodfugter koster heller ikke en bondegård i indkøb. Retten passer godt til årstiden eller de kolde måneder generelt, da det er solid, god kost. Derfor ville jeg heller ikke planlægge en tung dessert til at efterfølge måltidet, hvis du serverer den for et selskab. Vælg i stedet lidt, men godt, eller noget let i smag og konsistens som f.eks. citronfromage.

Jeg brugte et stykke nakkesteg på ca. 1 kg, hvilket passer til 4 personer, da man sædvanligvis afsætter omkring 250 g kød pr. person, når man planlægger indkøb. Det skrumper dog en smule, men det er ikke en ret, hvor man kører uanede mængder kød ned, da der er så meget andet tilbehør, så jeg vil vurdere, at det passer fint med mængden til 4 mennesker. Er du i tvivl alligevel, kan du sagtens bruge et stykke på 1200-1300 g i stedet uden at ændre på resten af ingredienserne :)






Rødvinsbraiseret nakkefilet med kartoffelmos og timianbagte rodfrugter (ca. 4 personer)

Nakkefilet (ca. 1 kg)
8 fed hvidløg
3 laurbærblade
1 tsk tørret timian
2 tsk groft salt
3 dl vand
2 dl rødvin

Derudover:
Kaffefløde (ca. 1 dl)
Sovsejævner (eller maizena)
Salt og lidt sukker

Kartoffelmos:
12 store kartofler
Smør
Mælk
Salt og peber

Timianbagte rodfrugter:
4 store gulerødder
4 store rødløg
1 knoldselleri
1 spsk olie
Salt
Frisk timian

Bind nakkefileten sammen med lidt madsnor og brun den af i en stor gryde sammen med de pillede hvidløgsfed. Tilsæt vin, vand og krydderier. Lad nakkefileten simre under låg i 2-2½ time.

Til rodfrugterne skrælles og pilles grøntsagerne og skæres i mundrette stykker. Put grøntsagerne i en pose med 1 spsk olie og vend godt rundt. Hæld dem ud i et stort fad med bagepapir i bunden, drys med lidt salt og ved dem med masser af frisk, skyllet timian. Bag dem i ovnen ved 200 grader, til de er møre. Det tager ca. en time, men kommer an på, hvor stor stykker dine grøntsager er skåret ud i. De skal gerne falde lidt sammen og blive lækkert bløde i konsistensen (især sellerien bliver meget blød ved bagning).

Til kartoffelmosen skrælles de store kartofler og skæres i tern. Kog dem i saltet vand i 20-25 min. Hæld vandet fra og sæt gryden tilbage på det nu slukkede blus. Rør lidt rundt i kartoffelternene, mens den sidste rest af vand dampes fra.
Tak gryden af og tilsæt et par store klatter smør. Lad det smelte i de varme kartofler og rør lidt rundt. Pisk kartoflerne til ensartet mos med en håndmikser. Tilsæt mælk lidt ad gangen, til mosen har den konsistens, du ønsker. Smag til sidst til med salt og peber og evt. lidt ekstra smør.

Når nakkefileten er færdig, tages den op og holdes lun i et stykke sølvpapir, mens du laver sovsen.
I gryden lader du væsken fra stegen koge op. Jævn den med sovsejævner og smag til med kaffefløden. Jeg bruger ca. 1 dl kaffefløde til denne rødvinssauce. Jævn evt. sovsen yderligere, hvis det er nødvendigt. Tilsæt lidt madkulør, til sovsen har den rette farve. Den bliver nemlig lidt bleg, når man tilsætter fløden. Fløden runder sovsen af og er nødvendig, da væsken i gryden efter stegen har en stor syrlighed pga. rødvinen. Smag sovsen til med salt og et lille nip sukker.

Fjern madsnor fra nakkestegen og skær den i skiver med en meget skarp kniv. Brug evt. en elkniv, hvis du ligger inde med sådan en. Det giver de pæneste skiver :) Stegen er meget mør, så den falder nemlig let fra hinanden. Det lykkedes dog mig relativt nemt at skære min steg i pæne skiver. Jeg bilder mig selv ind, at det hjælper lidt, at stegen har været snøret ;) Server stegen straks med mos, grøntsager og rødvinssauce.

Grøntsagerne, før de kommer i ovnen. Selleri er skåret i stave, gulerødder i skå skiver og rødløg i store både. Brug rigelig timian :)

Så er der serveret! Uhm!




Pyha, sikke en omgang! Jeg har godt nok mange gange i løbet af den sidste uge forbandet, at jeg ikke valgte at blive vaccineret mod influenza i december, som jeg ellers var lige ved at blive. Valgte det fra pga. stress og fordi jeg sjældent bliver ramt af influenza alligevel. Men tingene er lidt ændrede her i det nye år, fordi Christian nu arbejder i ét stort kontor med masser af andre mennesker, og han endte så med at fange en omgang influenza selv og fik smittet mig. Jeg har dog været meget værre ramt end ham, da jeg har et betydeligt dårligere immunforsvar. Var nærmest på dødens rand de første dage ;)

Men for at være helt alvorlig, så var det en virkelig slem omgang. Havde høj feber de første dage, og da jeg forsøgte at få et bad, var jeg ved at besvime og endte med at kaste op af det. Det var bare for stor en kraftanstrengelse. Heldigvis har der været søde mennesker omkring mig, som har hentet mad og andre ting til mig ude i byen (Christian og hans forældre), og det har ikke været nogen lille opgave for Christian, da jeg har haft virkelig meget kvalme og madlede i løbet af ugen, så jeg aldrig vidste, hvad jeg kunne klare at spise. Nu er jeg efterhånden mere frisk og kæmper kun med lidt hoste og manglende energi.

Jeg har ellers været bekymret for, om jeg var nødt til at flytte min fødselsdag, som vi holder på lørdag. Men jeg er lidt mere optimistisk nu. Jeg ved dog godt, at jeg ikke har ret mange kræfter oven på at have været ret syg (det har jeg jo ikke i forvejen), så jeg har planlagt bagværk, hvor jeg kan forberede noget af det i løbet af ugen, og Christian har lovet at lave en lagkage. Så jeg håber, det går. Glæder mig i hvert fald. Skylder også folk en ønskeseddel. Jeg har bare ligget totalt brak den seneste uge, og der har ikke engang været kræfter til at blogge, så jeg skal lige have kigget på den i dag og sendt den ud.

Det er ikke kun søde mennesker, der har passet mig, mens jeg har været syg. Jeg har også fået overraskende megen omsorg fra Phoebe den seneste uge. Jeg har seriøst frosset om natten og slet ikke kunnet få varmen. Det har virket, som om hun godt vidste det, for hun kom op og lagde sig på mine tæer, så jeg kunne få varmen og falde i søvn. Hun plejer ellers at komme brægende op i sengen midt om natten og jokke rundt på maven af mig og kræve nus, før hun falder i søvn på min brystkasse, men det virker til, at hun godt vidste, at jeg ikke kunne klare det :) Om eftermiddagen har hun også ligget i sofaen hos mig nogle gange, noget hun ellers ikke plejer. Så der har været masser af TLC fra alle sider :)





Ugen herhjemme står således på forberedelse af fødselsdagen på lørdag. Jeg skal have kogt mere æblemarmelade, da en af de store fornøjelser, jeg tager mig den dag, er at spise en af mine lækre lynboller med stærk ost og æblemarmelade. Jeg spiser sjældent kage, så det er mest for gæsternes (og Christians) skyld, det kommer på bordet. Sådan en bolle med ost er også rigelig udfordring for mit helbred, men jeg vil have den fornøjelse. Så må jeg betale prisen og have det dårligt bagefter.

Jeg burde også lave madplan, så vi kan få handlet ind, men vi har heldigvis allerede lidt hjemme at lave mad af, så de første dage behøver vi ikke handle så meget ind til. Jeg skal også lige have lavet en liste over, hvad vi skal bruge til på lørdag.

Nu må jeg hellere komme i gang. Skal lige have lidt at spise og så i gang med planlægningen. Husk at kigge forbi bloggens Facebookside i morgen, hvis I vil have lidt inspiration til pandekagedagen :)