Galdesten

Jeg vil også opdatere lidt om mine galdestensproblemer, men det får sit eget indlæg her, da jeg ikke vil rode det sammen med historien om Ozzy, der i forvejen er rigelig lang.

Men som jeg skrev i indlægget om Ozzys operation, fik jeg er smerteanfald natten op til hans operationsdag, så jeg desværre ikke kunne tage med. Vagtlægen mente, at det var galdesten, og jeg fik noget smertestillende for det.
Desværre fortsatte smerterne dagene efter, og natten til lørdag måtte jeg igen have fat i vagtlægen. De kunne ikke gøre noget der, men jeg fik den første tid hos vagtlægen dagen efter oppe på sygehuset. Hun mente også, at det var galdesten, og udskrev noget mere medicin til mig. Hun sagde, at jeg kunne vælge at blive indlagt her og nu, men at man ikke nødvendigvis ville gøre noget ved det nu, som det så ud. Eller vi kunne snakke med lægen mandag og få en henvisning til en ultralydsscanning. Vi valgte det sidste, for jeg gad ærlig talt ikke sidde og blomstre på Holbæk sygehus og vente på, at nogen gad hjælpe mig der.

Var til lægen om mandagen, og hun mente også, at det kunne være galdesten. Jeg blev sendt til blodprøvetagning på sygehuset efterfølgende og henvist til en scanning så hurtigt som muligt. Dagen efter allerede blev jeg ringet op fra sygehuset her i byen om, at de havde en tid til mig om formiddagen. Inden jeg kom derop, ringede lægen med svar på blodprøverne, og der var tegn på galdesten, da mine infektionstal var let forhøjede, hvilket levertallene også var (leveren producerer galden).

Scanningen gik godt. Personalet på sygehuset var superflinke heldigvis. Der blev fundet en ca. 2 cm stor sten i galdeblæren, hvilket er grunden til smerterne. Heldigvis var der ingen betændelse i galdevejene eller problemer med bugspytkirtlen, der også kan blive inficeret.
Sten på den størrelse kan ikke passere, og vil blive ved med at give mig problemer igen og igen, sagde lægen, der foretog scanningen. Jeg skulle så dagen efter snakke med min egen læge om, hvad der så skulle ske. Hun lavede en henvisning til Holbæk sygehus med henblik på at få fjernet galdeblæren. Men i første omgang skal jeg indkaldes til en samtale, så de derinde kan vurdere, om jeg skal have den fjernet eller ej.

Og det er så her, jeg sidder fast nu. I dag er det en uge siden, henvisningen blev sendt, og jeg har intet hørt fra Holbæk sygehus endnu. Det er rigtig frustrerende :( Især fordi jeg stadig har smerteanfald og også ondt mellem anfaldene. Så jeg vil bare gerne have, at der sker noget.
Jeg var til lægen i går i en anden sammenhæng, og hun tjekkede, at henvisningen rent faktisk var blevet sendt, og det var den. Og hun sagde, at man plejer at få et brev ret hurtigt efter sådan en henvisning, i hvert fald inden for en uge. Hvis jeg i den kommende uge ikke har hørt noget fra dem, skal jeg have fat i min egen læge igen, så hun kan rykke for et svar.

Men hvor er det bare frustrerende at gå og vente på sådan et brev. Jeg har stadig rigtig mange smerter, og det er over 14 dage nu med smerteanfald. Det er næsten ikke til at overskue ikke at kunne se en ende på det, hvilket er sådan, det føles, når jeg ikke ved, hvornår der skal ske mere, da jeg jo ikke har fået svar fra Holbæk endnu. Gid, der dog snart sker noget!

Christians forældre har været rigtig søde under hele det her forløbt og kørt mig i øst og vest for at komme til lægen og sygehuset og har hentet medicin for mig. Og hans mor har været heroppe hos Ozzy og holdt øje med ham, mens jeg har været ude af huset. Det sætter vi bare så stor pris på.
Christian er også en kæmpe støtte. Han har sørget for, at jeg har fået noget at spise, da jeg tit har ondt, når jeg er oppe længere tid ad gangen. Så det er svært at få lavet mad og den slags. Og har siddet oppe sammen med mig om natten, når jeg har haft de her dumme smerteanfald. Det betyder bare så meget.
Desværre har de her dumme smerter også spoleret noget, jeg havde glædet mig så meget til. Jeg havde en aftale med min gamle gymnasieveninde Christina, om at hun skulle komme i efterårsferien nogle dage, så vi kunne hygge os. Vi ses ikke så tit, da jeg bor langt væk nu og pga. min sygdom, der gør, at jeg ikke kan klare sociale komsammener særlig ofte. Det er rigtig ærgerligt, at det er sådan, for jeg er rigtig glad for at være sammen med hende, men jeg nyder det rigtig meget, når vi så endelig ses :)
Men jeg havde sådan glædet mig til det besøg, men måtte aflyse pga. smerterne. Jeg havde været kedeligt selskab, når jeg har det sådan her, og jeg vil også gerne kunne deltage ordentligt, når vi endelig er sammen. Så vi har udskudt det indtil videre.

Eftersom jeg ikke ved, hvornår der sker noget mht. sygehus og evt. operation, er det svært at sige, hvornår jeg er på højkant igen. Men jeg håber, der snart sker noget.
I den her weekend er jeg alene hjemme meget af tiden, da det er nu, Christian skal flytte alle serverne over på den nye adresse på hans arbejde. Det bliver et kæmpe projekt. Så det tager hele weekenden for ham. Håber, det kommer til at gå forholdsvis smertefrit for ham, både problemmæssigt og for hans rygs skyld. Han har gået med ondt i ryggen rigtig længe efterhånden, så jeg håber, det ikke bliver værre af flytningen.
Vi glæder os begge to, til det er overstået, for det har været en kæmpe stressfaktor i vores liv det sidste halve år, og meget intenst stressende de sidste to måneder. Forhåbentlig begynder han at komme lidt ovenpå igen, når det hele er overstået.

Nu vil jeg gå ned og tjekke postkassen igen-igen og se, om der skulle ligge et brev til mig i dag.