mandag den 7. maj 2012

Afsavn og tung om hjertet

Jeg er i et mærkeligt humør i dag. Sådan lidt tung om hjertet... Af forskellige årsager. I går, da vi skulle til at sidde og spise, havde vi fjernsynet kørende med nyheder i baggrunden, og jeg fik et stort chok, da jeg kunne læse i deres breaking news-linie i bunden, at Jan Trøjborg var død af hjertestop tidligere på dagen under et motionscykelløb som optakt til Giro'en, der skulle køre en etape i Horsens i dag.

Jeg har mødt ham en enkelt gang, da jeg gik i gymnasiet, og min mor og Jan var i Socialdemokratisk Ungdom sammen, da hun var ung, så der er lidt historie der, og jeg er nok horsensianer i hjertet til at få en knude i maven over sådan en nyhed, selvom vi ikke var enige politisk.

Der er også det faktum, at han rent faktisk ikke var ret gammel. Han var ca. på alder med min mor og midt i livet, da det sluttede. Ligesom min mor var det for 8 år siden i år, da vi mistede hende. Hun blev kun 45. Jeg tror, at chokket og tankerne om det hele har sat gang i nogle af mine egne smertefulde følelser omkring det at miste min mor. Har i hvert fald i dén grad en knude i maven i dag også.

Det har ikke hjulpet, at det snart er mors dag. Mindedage gør stadig rigtig ondt, selvom det er 8 år siden, hun døde. Det er svært at se alle reklamerne om mors dag og hvordan man bliver opfordret til at hygge om og forkæle sin mor den dag, når hun ikke er her mere :( For jeg har ikke muligheden for at gøre de ting, selvom jeg virkelig gerne ville. Og nu hvor jeg bor så langt væk hjemmefra, har jeg ikke engang mulighed for at komme forbi hendes gravsted med en blomst.

Blev mindet om den her sang i dag. Den blev spillet rigtig meget, da min mor var meget syg til sidst. Det gør stadig ondt i hjertet at høre den og lytte til teksten, for jeg ved, hvor meget hun ville ønske, at hun kunne være her i dag og følge mig og mit liv. Hun lovede, da jeg havde en af mine sidste samtaler med hende, at hun ville holde øje med mig, fra hvor hun nu skulle hen. Hvis man kan den slags. Jeg håber det, så hun kan følge med i mit liv, selvom jeg ikke har muligheden for at have hende her hos mig.






Jeg har været lidt i haven i dag med kameraet for at få lidt luft. Sådan rent bogstaveligt talt. For sorgen og tankerne klemmer luften ud af mig. Kameraet er heldigvis en god distraktion fra tanker og følelser, og det lykkedes da også at få et par gode billeder med ind, som jeg er tilfreds med.
For at det hele ikke skal gå helt op i det triste, vil jeg slutte af med et af billederne fra de sidste dage. Der ligger lidt flere på fotobloggen. Og så ellers få samlet mig selv op, så jeg kan komme i gang med noget aftensmad til os.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar