I lørdags havde vi gæster for at fejre Christians fødselsdag. Vi havde inviteret ind til kaffe og efterfølgende grill, og alle havde heldigvis tid til at komme den dag. Jeg bagte hindbærsnitter og de her kokosmuffins med chokolade i fredags, og Christian lavede sin berømte familielagkage. I lørdags bagte jeg mine superbløde lynboller, og så var alt klar til kaffen.
Om aftenen grillede vi pølser og jeg lavede nogle hjemmelavede burgerbøffer, som blev smidt i nogle købeburgerboller af hensyn til stressniveau.
Det var en rigtig hyggelig dag. Vi fik gået en tur i det gode vejr, og så spillede vi også nogle brætspil. En rigtig dejlig dag :) Her kommer opskriften på kokosmuffins'ne med chokolade. Det er en opskrift, jeg har fra min søde veninde Marianne. Jeg har bare byttet lidt rundt på målene, da jeg godt kan lide, at der er lidt ekstra kokos i. De ser måske ikke ud af så meget, men de smager virkelig skønt.
Kokosmuffins med chokolade (12 stk.)
125 g blød margarine (eller smør)
200 g sukker
3 æg
70 g kokosmel
80 g mel
100 g hakket mørk chokolade af god kvalitet (jeg brugte Toms guldbarre)
Rør margarinen sammen med sukkeret, til det er godt blandet. Rør æggene i et ad gangen og pisk grundigt ved hvert æg, så det bliver en luftig masse.
Hak chokoladen groft. Vend kokosmel og chokolade i dejen. Vend til sidst melet i.
Skyl 12 silikonemuffinforme med koldt vand og stil dem på en bageplade med bagepapir, eller put papirforme i en metalmuffinform. Fordel dejen i de 12 forme, ca. en stor spsk. dej i hver form.
Bag muffins'ne midt i ovnen i 20-25 minutter ved 175 grader. Tjek med en gaffel, om de er gennembagt i midten. De vil være let gyldne ovenpå.
I går havde vi min far og Marianne med nede i byen, hvor der var ekstraordinært åbent. Det var rart at vise dem byen, når der var liv, og det i øvrigt ikke var vinter eller trist og gråt. Da de tog hjem, blev vi selv lidt i gaden, og jeg fik købt en kjole i H&M.
I går aftes fik vi en noget chokerende nyhed. Jeg skrev for at høre, om min far og Marianne var kommet godt hjem, og han kunne fortælle, at det nær var gået galt på vej hjem, da Marianne fik et ildebefindende, mens de kørte på motorvejen (hun var chaufføren), sandsynligvis pga. en dårlig fisk, de spiste på vej hjem, hvor hun pludselig var væk. Min far fik heldigvis bilen ind til siden, og der blev ringet til en ambulance. Marianne kom heldigvis til sig selv, og forhåbentlig var det kun fisken, der var udslaget. Jeg snakkede med dem begge to i går aftes, og Marianne var ved godt mod og havde det fint. Min far var dog stadig noget chokeret, forståeligt nok. Vi fik da også lidt et chok herhjemme. Det går så hurtigt på motorvejen og i trafikken i det hele taget, og det kan så nemt gå galt. Vi er bare lykkelige for, at der ikke skete noget i går!
I går eftermiddags og aften fik vi slappet lidt af med spil og film, hvilket var tiltrængt, for jeg var meget udmattet og dårlig i går efter i lørdags, både fysisk og psykisk. Det er hårdt at have gæster, selvom jeg rigtig godt kan lide det og vi hyggede os, og min mave er ikke glad for den mad, den fik i lørdags. Jeg håber, den når at få det noget bedre, inden vi skal ud og spise med Christians forældre senere denne uge.
I dag føler jeg mig også ret flad. Varmen hjælper heller ikke på det overhovedet. Jeg kan rigtig godt lide sommer og sol, men det kunne være fint med maks 25 grader og så noget koldere om aftenen, så vi kunne få kølet huset af, inden vi skal sove. Her bliver som en bageovn pga. de kæmpe vinduer, vi har i stuen, selvom der er trukket for hele dagen.
Jeg har været i gang med at lave madplan for denne uge. Det er svært, når min mave har det dårligt, og jeg ikke ved, hvordan jeg har det fra dag til dag. Men vi er jo nødt til at få købt ind. Det er også en stressfaktor, hvis man fra dag til dag skal bestemme, hvad der skal spises. Så hellere en madplan, og så med mulighed for at skifte ud eller bytte rundt på dagene, hvis det ikke lige passer alligevel.
Jeg har været ude og plante min basilikum og persille ud i potter for lidt siden. Håber, at det kan gøre noget for for dem, for de er ikke glade indenfor lige pt. Men jeg fik mig noget af en overraskelse og forskrækkelse, da jeg skulle plante dem. Jeg skulle fylde jord i nogle potter, og kunne godt se, at der kom noget brunt ud af posen med muld, men tænkte, at det var en dræbersnegl eller noget i den stil. Da jeg var færdig med at hælde jord i potterne, ville jeg lige grave det brune op af jorden, og heldigvis var jeg forsigtig med skovlen, for det brune viste sig at være den største skrubtudse, jeg nogensinde har set! Jeg fik båret den over under rabarberne på skovlen, hvor den kunne sidde i skyggen, og den var heldigvis hoppet afsted, da jeg senere tjekkede. Men man kigger godt nok noget, når sådan en fætter lige dukker op i urtepotten!
Jeg skal til at bage dine muffins til min sön som elsker kokos og chokolade.
SvarSletSkal der ikke bagepulver i dejen? Bruger du rigtigt kokosmel (altsaa helt pulveriseret) eller revet kokos?
Din blog er superdejlig!
Hej Anja. Tak for din søde kommentar :) Nej, der skal ikke bagepulver i de her muffins, og jeg bruger bare det, man kan købe i supermarkedet, som hedder kokosmel. Det er ikke pulveriseret, men har lidt struktur og er nok mellemfint revet, vil jeg tro. Men hvis du bor i Danmark, skal du bare gå efter det, der hedder kokosmel ude i butikkerne :)
SletMange tak for svar Christina! Jeg bor ikke i Danmark og jeg har begge slags mel :-) Jeg brugte det der mest ligner revet kokos.
SvarSletVenlig hilsen
Anja
Velbekomme :) Det lyder til at være det rigtige valg. Den danske variant af kokosmel bruges også til hjemmelavede Bounty-chokoladebarer, så hvis du kender konsistensen af dem, giver det måske også et praj om, hvordan dansk kokosmel er. Der ligger i øvrigt en opskrift på Bounty i mit opskriftindeks. Måske er det også noget for jer. Det smager alt for godt og er nemt at lave.
Slet