mandag den 11. juni 2012

Alene hjemme

I dag er det 2½ år siden, Christian og jeg blev kærester. Synes, tiden flyver afsted. Men der er nu også sket meget på de 2½ år, ikke mindst alt den turbulens, vi måtte igennem sidste år. Og det hænger jo desværre stadig ved, da jeg stadig venter på skulle starte ny behandling for mine maveproblemer i næste måned (vi krydser fingre for, at der kan gøres noget).

Christian er dog ikke hjemme i dag. Han er til et arrangement med sine kollegaer, hvor de skal køre i gokart og spise stegt flæsk. De må efterhånden være i gang med at køre, da de vist skulle starte halv fem. Så ham ser jeg ikke før noget senere i aften.
Indtil videre har jeg brugt dagen på at fiske naboens kat ud af vores have. Den stod pludselig herinde oppe på grillen og slikkede på risten. Bwadr! Og vi har jo ellers et 1.80 m højt hegn om haven, men det er den totalt ligeglad med åbenbart. Den er altså noget dum, for vores katte, især Mille, kan jo ikke lide den, så den har fået klø ret mange gange efterhånden og knurren, når den forvilder sig over hegnet herind. Og alligevel bliver den ved med at komme tilbage. Dumme kat. Men jeg fik den da ud til sidst.

Vejret er skønt i dag. Rigtig skønt. Temperaturen er lige til at holde ud, men dog er det så varmt, at jeg har måttet tage solcreme på. Nu er jeg endelig kommet af med min soleksem, så jeg må hellere passe på. 
Jeg har været ude med kattene og kameraet i haven i eftermiddag, og fik bl.a. det her billede med ind. Der ligger en bunke flere på fotobloggen.




Selvom jeg er alene hjemme, skal jeg have rigtig mad. Steger en marineret kotelet, og laver nogle ovnkartofler og salat til. Hvis maven altså kan klare det. Har nemlig haft rigtig ondt i dag. Det kommer nok oven på en dag i går, hvor vi fik burgere, dog uden jeg puttede noget særligt i, der skulle være farligt for maven. Spiser dem ikke på den fede måde, for det kan maven ikke klare. Det var åbenbart alligevel for meget for den. 

Jeg tænker, at det måske også kunne hænge sammen med en dum oplevelse i går, da min krop ofte reagerer fysisk, når jeg har det dårligt psykisk.
Christian havde givet udtryk for, at han var rigtig glad for, at vi ikke stod og skulle ud og handle i weekenden, hvilket jeg godt forstår, for han er noget stresset for tiden, så da vi fandt ud af, at det faktisk var i dag, mandag, han skulle til det firmaarrangement, stod vi pludselig og manglede nogle ting, som skulle købes i går. Som den flinke kæreste jeg er, kørte jeg selv ud og handlede, selvom jeg ikke var helt på toppen i går, og det skulle jeg aldrig have gjort!

Det var simpelthen ét stort kaos derude. Tror, at alle i hele byen havde bestemt sig for at handle ind i Fakta og Rema, der er de butikker, der havde åbent her i byen i går. Som jeg har fortalt herinde tidligere, lider jeg af angst, hvilket bl.a. trigges af at være sammen med mange mennesker, så det var et helvede for mig at handle ind i går. Begge butikker var stopfyldte. I Rema fik jeg den allersidste parkeringsplads, og butikkerne var fyldt så hårdt op af mennesker, at det var svært at komme rundt.
Jeg følte, at jeg slet ikke kunne få luft og hjertet hamrede bare afsted. Var totalt i panik. Og så mødte jeg naturligvis en, vi kender. Sådan er det altid, når man er ude og er søndagsgrim. Og hun er sådan en, der altid har krigsmalingen på og ser pæn og præsentabel ud. Så stod jeg bare der og panikkede indvendigt og kunne ikke rigtigt føre en samtale med hende :s 

Da jeg kom ud af Rema, var der så mange mennesker, at de holdt helt ud på vejen i kø for at komme ind og få en parkeringsplads :( Jeg kørte hjemad med tårer i øjnene og tudbrølede, da jeg havde parkeret i garagen. Det var en forfærdelig oplevelse, og jeg skal ALDRIG ud og handle alene om søndagen igen. Der går i hvert fald længe, inden jeg skal, hvis det sker. 
Heldigvis er Christian sød til at hjælpe mig med at få ro på igen, og efter at have fået kram og trøstende ord, spillede vi nogle spil, grillede vores burgere og så en film. Og jeg havde det noget bedre, inden vi gik i seng. Men puha for en oplevelse :(

Jeg går forresten senere i dag i gang med at lave en marinade til en omgang pulled pork. Så skal nakkefiletten sovses godt ind og trække et døgns tid, før den skal steges ved meget lav temperatur i mange, mange timer. Jeg håber på at få blogget om det senere på ugen :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar