Skuffet!

"Mor er ikke vred, mor er skuffet. Maaaaajet skuffet!". Sådan har jeg det lidt. Eller. Jeg er faktisk også vred, ikke kun skuffet. Jeg modtog i går et brev fra Hvidovre hospital, et "skæld-udbrev", hvori der stod, at jeg ikke var mødt op til forsamtalen 1. juni, og at jeg skulle ringe og aftale en ny tid, ellers ville de anse mig som afsluttet.

Jeg blev noget chokeret, for jeg havde jo i marts modtaget et brev derfra, hvor jeg først fik en tid i august til forsamtalen, og var sikker på, at jeg ikke havde set forkert. Det er også dobbeltjekket, og det har jeg ikke! Jeg valgte at ville se tiden an i stedet for at bruge frit sygehusvalg pga. ventetiden for at se, om min mave ikke ville komme i bedring. Der er da også sket en fremgang siden den tid, men det kører vildt meget op og ned, og jeg har stadig rigtig svært ved at spise normalt.

Nåh, men jeg blev ret skuffet og vred over det brev. Ikke kun fordi det føles som en uretmæssig gang skæld ud over en fejl, som de har lavet, men også fordi jeg jo åbenbart havde kunnet komme til over 2 måneder før den tid, de oprindeligt gav mig! Det er fandme ikke for sjov, at man får sådan en henvisning. Det er ikke, fordi man går og har det fantastisk, at man er nødt til at blive henvist til et hospital på den anden side af Sjælland. Så jeg er ret vred over, at de åbenbart har haft en åbning til mig allerede nu, som de ikke har gidet fortælle mig om. Og de så skælder mig ud for ikke at overholde den aftale, jeg aldrig har hørt om >:-(

Jeg ringer derind i morgen. Det var egentlig ret træls at få sådan et brev på en lørdag, for der er bare ikke en skid, man kan gøre ved det, før det bliver hverdag. Og jeg har rigtig svært ved at lægge den slags fra mig. Er faktisk også lidt ked af det, for jeg kunne være i gang med at få hjælp nu, hvis de ikke havde fucket så meget op i det derinde :( Jeg håber virkelig, at de giver mig en stor undskyldning, når jeg ringer derind i morgen. Det synes jeg ærlig talt, at jeg fortjener.

Det kører lidt op og ned med maven. For tiden gør den ret ondt, og de sviende problemer fra mavesæk og spiserør er også begyndt at dukke op igen :( Jeg synes ikke engang, at jeg behandler den så dårligt, men den er bare meget sart. Jeg er så møgtræt af ikke at kunne spise normalt. Jeg trænger til at lave spændende eksperimenter i køkkenet med mad, der smager af noget, som jeg også kan spise, men det er vist en by i Rusland. Og så ville det være rart bare at kunne spise lidt mere af almindelig mad uden at få smerter, svie og angst for at få det dårligt.
Det lyder måske lidt absurd for folk, der ikke ved, hvordan det er at leve med angst, men hvis jeg får spist noget, der er for syrligt eller andet, der tidligere har gjort, at jeg har fået det skidt i maven, får jeg simpelthen angstanfald af det. Med hjertebanken og åndenød. Jeg er så pisse bange for at få det så skidt, som jeg havde fra januar til starten af marts, at det slet ikke kan beskrives. Endnu har der kun været tilbagefald af kortere varighed, men det var virkelig et liv i helvede dengang, og jeg ønsker det ikke for min værste fjende.

Anyways.. der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det før i morgen, hvor jeg skal snakke med Hvidovre. Så jeg må prøve at trække vejret roligt og tænke på noget andet.
Da jeg opdagede brevet i går, var vi på vej hjemmefra. Så det tog da lidt af tankerne omkring det dumme brev. Vi var en tur på Sørby marked for lige at kigge lidt. Det var dog ikke den store oplevelse. Jeg havde håbet at finde lidt gammelt guld mellem alle de der kræmmerboder, men der var mest skrammel. Den slags gammelt lort, man selv har alt for meget af i forvejen. Så ingen sjove køb til mig. Kattene fik dog en musekarrusel og en catnipmus, som jeg ved, at de elsker. Begge dele har også været i brug, efter vi kom hjem. Især musen. Den har alle katte kastet rundt med og savlet på. Catnip er et stort hit herhjemme ;)

Jeg er ret sikker på, at vi ikke tager til det marked næste år. Alt for mange mennesker og intet rigtigt at komme efter. Men det var rart lige at komme lidt hjemmefra.

Jeg er træt i dag, så jeg tror ikke, der skal ske det store. Bare have lavet madplan for næste uge, tror jeg. Inden så længe virker min medicin, og så kan jeg tillade mig at spise noget morgenmad. Det er hårdt tiltrængt dog, for det er hårdt at vente på at måtte spise, mens pillen skal i gang med at virke.
Vi har nem mad, da vi stadig spiser af den lækre culottesteg med hjemmelavet salatbar, som jeg lavede i fredags. Der skal bare lige laves lidt kartofler til, og salatbaren skal spædes lidt op, hvor den er ved at løbe tør. Og så skal sovsen varmes. Men det er jo ikke noget, der tager så lang tid at lave. Især ikke når Christian er god til at hjælpe til. Så får vi det lavet hurtigt. Det er nu meget rart.