fredag den 29. juni 2012

Smagfulde kartoffelpakker med kryddersmør

I går skulle vi som sagt grille. Jeg havde taget et par af de nakkekoteletter, jeg selv har udskåret, op af fryseren dagen for og marineret dem. Christians blev marineret i hickorysauce (bbq med røgsmag) og min bare i almindelige barbecuesauce. Vi fik resten af den gode salat fra dagen før som tilbehør, og den søde melon i salaten passede rigtig godt sammen med sødmen fra det marinerede svinekød

Og så fik vi de her suveræne kartoffelpakker. Nøj hvor var de bare gode! Og så utroligt simple at lave. Jeg er en stor fan af, at alt skal være så simpelt som muligt, når vi griller, så det var fedt at kunne forberede det lidt på forhånd og så bare smide de små, lækre kartoffelpakker på grillen sammen med kødet. De kan sikkert varieres i en uendelighed med forskellige slags kryddersmør, hvilket jeg helt sikkert også skal prøve i fremtiden. Men de smagte nu ret fantastisk med min persillehvidløgssmør. Prøv dem, de smager superfantastisk!


Smagfulde kartoffelpakker med kryddersmør

1 bakke "nemme kartofler" eller små, nye kartofler (ca. 8-10 minikartofler pr. pers., hvis der også er andet tilbehør)
1 portion god kryddersmør (se nedenfor)
Vitavrap
Sølvpapir

Vask kartoflerne grundigt eller skrab dem, hvis de er nye kartofler med masser af jord på. Kog dem i saltet vand ca. 10 minutter, til de stort set er møre. Lad dem køle helt ned og smid dem evt. i køleskabet, til I skal grille.

Min portion kryddersmør blev lavet af ca. 100-125 g smør, 1 potte persille (bare sådan en lille en fra supermarkedet), 3-4 fed hvidløg og lidt salt. Det var en kæmpe portion, og man kan sagtens nøjes med en mindre. Halvdelen af smørret er smidt i fryseren nu i hvert fald. Vil anbefale at lave af 50-75 g smør, hvis I ikke er flere end to personer og ikke skal bruge smørret til f.eks. brød også.
Skær smørret i mindre stykker og læg det på et stykke vitavrap. Pres hvidløgene ud over smørret. Hak persillen fint og put det oven på smørret. Drys med saltet. Ælt det hele godt sammen og fold vitavrappen rundt om det og rul det på bordet, så det ender med at blive en pølse. Læg smørret i køleskabet. 

Når I så skal grille, tager du et stykke sølvpapir og lægger en 4-6 kartofler afhængig af størrelse midt på papiret. Skær en ikke alt for tynd skive af dit gode kryddersmør og læg ovenpå. Pak sølvpapiret godt op om kartoflerne, så det ligesom står op i en spids. Det gør det nemmere at håndtere, når de er på grillen.

Smid pakkerne på grillen, når du steger dit kød. Så er de færdige ca. samtidig :) Og du vil have nogle dejligt møre og smagfulde kartofler, når du pakker dem op. Og der vil være smeltet kryddersmør at dyppe dine kartofler i i bunden af pakkerne. Det smagte virkelig supergodt!

Jeg vil tro, at de også godt bare kan smides i ovnen, hvis man ikke lige kan grille, men det er bare ekstra nemt at smide dem på grillen, når man nu har den tændt i forvejen :)

De forkogte kartofler lægges på sølvpapir med en klat kryddersmør ovenpå.
Sølvpapiret lukkes om kartoflerne, så det danner en spids.
De færdige kartofler med den lækre kryddersmør som dyppelse.



Desværre tog min mave ikke al hvidløget så pænt :s så den har drillet noget siden i går. Det ærgrer mig rigtig meget, for jeg gad godt have haft dem i dag også, hvor vi havde planlagt at fortsætte grillsuccessen. Så jeg skal lige have vredet min hjerne og fundet ud af, hvad jeg tør fodre min mave med i stedet for. Den er noget øm i dag, så skal vist passe lidt på. Øv, det er frustrerende, at jeg ikke bare kan spise det, jeg har lyst til.

Men vi tænder nok for grillen alligevel, så må jeg bare finde ud af, hvad jeg skal spise. I hvert fald en stor salat skal jeg have med masser af rå gulerødder. Det er maven glad for. Så må vi se, hvad det ellers bliver til.

Sikke et vejr det har været i dag. Det har buldret og braget hele formiddagen og stået ned i stænger. Putte lå også i sengen sammen med Mille, da jeg vågnede. Han gider ellers ikke dele seng med nogen normalt, og ligger slet ikke i sengen, når jeg ligger og sover. Eller i hvert fald sjældent. Men han har nok haft brug for lidt ekstra tryghed med al den larm udenfor. Ozzy havde dog taget det i stiv pote og lå og kiggede ud gennem kattelemmen i morges, da jeg stod op, på trods af al larmen. 
De har brugt eftermiddagen på at snorke, eftersom jeg ikke lukker dem ud i haven, når det tordner og lyner og regner helt vildt, men de er vist så småt ved at vågne, efter jeg nu har åbnet havedøren, da regnen og uvejret er overstået. Her er et billede fra i går, hvor solen bragede ned om eftermiddagen. Det er Putte, der har smidt sig midt i margueritterne, skøre kat!




Pyh, det er lummert. Jeg er spændt på, hvor meget mere uvejr, vi skal have i dag. Det er en rigtig ubehagelig og trykkende luft, der trækker herind, efter jeg har åbnet havedøren. Man skulle tro, der kommer endnu et tordenbrag, når luften føles sådan. De lover ikke så meget regn resten af dagen, så nu må vi se. Men luften trænger i hvert fald til at blive renset, så det kunne være rart med lidt mere uvejr. Især når Christian så også er hjemme. Jeg er ikke frygteligt glad for lyn og torden, så det er rarest, at han er her, synes jeg. Det lægger også ekstra op til putten på sofaen under et tæppe og glo serier og film og bare slappe af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar