søndag den 17. juni 2012

It's all about cats - næsten da

Noget, der bringer mig en del glæde og adspredelse, når jeg har det svært, er min fotohobby. Den giver noget helt andet at tænke på, og det giver mig lidt succesoplevelser, når jeg kommer ind med gode billeder af haven og kattene. Jeg er kommet ud en lille smule de sidste dage, selvom jeg ikke har haft det så godt, og har fået taget lidt billeder, bl.a. af kattene. Jeg har også fået taget lidt makrobilleder, men dem kan I se på fotobloggen :) 

Jeg startede med at tage det her af vores skoelskende Ozzy. Vi parkerer som regel vores sandaler på måtten ved havedøren, når vi kommer ind fra haven. Ozzy elsker sko. Han elsker at ligge på dem og at stikke poterne i dem. Den anden dag fandt jeg ham sådan her; med begge poter inde i min ene sandal, skøre kat! :D



Putte elsker et støvbad. Han er heldig nok til, at myrerne på vores terrasse hiver en masse sand med op, når de graver deres gange (de møgdyr!), og han eeeelsker bare at ligge og rulle rundt i det.



Blomsterne i haven giver en rigtig fin baggrund til kattebillederne med alle deres farver. Vi har efterhånden fået plantet langsiden til ved opgangen på indersiden af katteindhegningen. Det ser rigtig fint ud, synes jeg, og tiltrækker også en del insekter, hvilket giver mange fine motiver, når man skyder makrobilleder :) Her er Mille og Ozzy med de nyplantede blomster i baggrunden:

 


 Og så lidt mere Ozzy. Vi måtte jo nedlægge et højbed, da vi lavede katteindhegningen, da det stod lige op ad hegnet, men det bliver brugt flittigt, da halvdelen er lavet om til en udendørs kattebakke til misserne og resten gror lidt vildt med blomster, bl.a. nogle imponerende purløgsblomster og nogle forglemmigej (tror jeg, det er). Ozzy kan godt lide at ligge mellem blomsterne, og det har jeg fanget på de her billeder :)

 


Det har været nogle hårde dage den sidste uge. Både psykisk og fysisk. Vi skulle have været til et familiearrangement i min familie i går, men endte med ikke at komme afsted, da jeg i fredags fik en forværring af mine mavesmerter. Det var desværre ikke meget anderledes lørdag, så vi måtte desværre melde fra :( Vi havde ellers set frem til en tur til Jylland, hvor jeg kommer fra. 
Det går heldigvis langsomt fremad, men det er lidt af en hård omgang at komme igennem. Jeg håber, at jeg er ovenpå hurtigt igen, da vi får min veninde på besøg næste weekend. Så vil jeg gerne være ovenpå.

Jeg har prøvet at tage den lidt med ro de sidste dage. Christian har hjulpet en del med maden, og han har været i haven og plante de sidste blomster, vi har købt. I går aftes sad jeg stille og roligt med et lille syprojekt, jeg har haft et hængeparti med i nogle uger. Jeg har købt noget blødt filt på eBay for at lave en ny mus til Putte, efter en af hans favoritmus omkom i vaskemaskinen for nylig, så i går fik jeg taget mig sammen til at sy den. 



Den er som sagt lavet af filt, og er fyldt med vat og tørret katnip. Opskriften på skabelonen og instruktionerne er fundet her: Craftstylish. Det var forholdsvis nemt at gå til. Jeg valgte dog at smide et billede af skabelonen i et worddokument, så jeg kunne lave den mindre, da det ellers havde været en kæmpemus.
Skulle du have lyst til at prøve at lave den her mus til din egen kat, kan du hente en skabelon til musen her. Hvis du vil lave musen mindre, skal du gøre billedet i Word mindre. Hold shift eller ctrl nede, mens du gør billedet mindre, så bliver mindre med samme afstand i begge sider :)

Misserne har været i gang med at snuse og savle lidt på den ;) Håber, at de får lidt glæde af dem i fremtiden. Overvejer at lave en, der er noget mindre næste gang. Jeg har nemlig stadig en del filt tilbage.

2 kommentarer:

  1. Hvor er det nogle smukke billeder - og katte :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak skal du have :) De bringer ret stor glæde i vores liv, de små pelsdyr.

      Slet