... tager du ikke helt fejl. Som jeg skrev for nogle dage siden, har jeg en del problemer med at få Explorer til fungere, når jeg skal lave mine indlæg. Jeg kunne pludselig ikke lægge billeder ind, eller de blev i hvert fald ikke postet med, når jeg postede et indlæg, nogle gange havde Explorer slettet mit indlæg, når jeg så postede det (det kostede lige et hysterisk anfald eller to, da jeg jo bruger en del tid på at sidde og skrive det), og så noget af det mest frustrerende; det, jeg poster, ser milevidt forskelligt ud fra den ene browser til den anden, hvilket er sindssygt irriterende. Det betyder, at det, der ser normalt ud i Explorer, ser helt forkert ud i Firefox eller Chrome.
Det største problem er, at teksten ser forskellig ud. Jeg har opdaget, at hvor det ser fint ud i den ene browser, og teksten står under billederne, vil det i den anden browser stå klemt op ved siden af billederne >:-( Og rykker man det så ned i den browser, vil afsnittet stå vildt langt nede i Explorer. Det er pisseirriterende, for at sige det mildt, og jeg har svært ved at se en løsning på det.
Eller. Jeg kan se én løsning på problemet; det er, at jeg begynder at poste mine billeder, så det står i midten i stedet for ude i venstre side, som jeg ellers foretrækker, eller poster ekstra store billeder, så der ikke er plads til teksten ved siden af billederne. Der er desværre ikke en funktion på Blogger, der gør, at man kan sørge for, at der ikke kan stå tekst side om side med billederne, ligesom man kan i Word. Desværre. Det havde ellers været den nemmeste løsning.
Jeg synes, det ser vildt rodet ud, hvis billederne skal stå i midten. Især hvis de kun er store som nu, og ikke de ekstra store billeder, der fylder hele skrivefeltet ud. De kæmpestore billeder, synes jeg så, fylder for meget. What to do?
Under alle omstændigheder er jeg færdig med at bruge Explorer til at blogge med, for det fungerer simpelthen ikke. Og Blogger havde været ude med en meddelelse om, at den browser ikke vil fungere optimalt med den nye grænseoverflade, de netop har lanceret. Og at man bør bruge Chrome i stedet. Det er lidt for smart i mine øjne, at man sørger for, at Blogger ikke kan fungere med den mest populære browser på nettet. Så de tvinger os til at bruge andre (helst deres egen - Chrome). Men jeg nægter at bruge Chrome (der i øvrigt har samme problemer med at vise det samme som de andre browsere), for den er grim, og de skal ikke bestemme, hvad jeg skal (Christina 13 år).
Problemet her er, at jeg kan se i min statistik, at de fleste af jer, der læser med, bruger Explorer. Derfor vil min blog se mærkelig og rodet ud for jer, når jeg bruger Firefox til at lave indlæg med. Der vil komme mærkelige kæmpe afsnit, hvor der ingen tekst er. Det beklager jeg virkelig. Jeg overvejer lige grundigt, hvad jeg vil gøre ved problemet. Som jeg ser det lige nu, er den eneste løsning at centrere mine billeder, da det med teksten ved siden af billederne er det, der skaber de største problemer.
Det er bare træls, at jeg skal lave om på udseendet af opsætningen af mine indlæg, fordi de forskellige browsere ikke fungerer ens.
Så I må lige bære over med mig i første omgang, til jeg får fundet ud af, hvordan jeg gør. Hvis I ikke kan holde ud at se på rodet i Explorer, vil jeg anbefale jer at hente Firefox. Det kan gøres gratis på Mozillas hjemmeside. Firefox har i øvrigt også nogle fine plug-ins, der sørger for, at man slipper for al den møgirriterende reklame på nettet. Det sætter jeg stor pris på. De har et bedre (gratis) filter, end jeg har kunnet finde til Explorer.
Muligvis ender det med, at jeg må centrere mine billeder, så det passer lidt bedre på alle browserne, men vil lige tænke lidt om det. For jeg kan rigtig godt lide min blog, som den ser ud lige nu. Så det er træls, at andre skal diktere, hvordan den skal se ud for at det kommer til at fungere. Men nu ved du, hvorfor det af og til ser ud til, at mine indlæg går i kage (desværre ikke den spiselige slags :s).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar