tirsdag den 18. september 2012

Ovnbagt ratatouille, frikadeller med hvidløg og persille og hjemmebagt hvedebaguette

Lang, lang titel, jeg ved det godt. Men har haft godt gang i køkkenet i dag. Jeg startede, da jeg stod op, med at lave en dej til de langtidshævede baguetter, jeg havde planer om at bage i dag. Det ene brød spiste vi i aften, og det andet er røget i fryseren til på fredag, hvor det skal laves om til et hvidløgsflute til vores aftensmad der. Det er en plain hvedeudgave af mine gode, langtidshævede flutes, som jeg er glad for at eksperimentere med :)

På madplanen i dag var der en ovnbagt ratatouille, hvilket er noget, jeg ikke har prøvet at lave før, men har fået et godt øje til squash, som jeg godt kunne tænke mig at bruge mere i min madlavning. Den blev uden tomater, da min mave tåler det dårligt, men man kan tilsætte halve cherrytomater, hvis man har lyst til det også. 

Som tilbehør til det her gode brød og ratatouillen blev en variation af mine gode frikadeller, så de passer til grøntsagerne, nemlig med hvidløg og persille. Det giver en mild smag af hvidløg og persille. Vil man have en mere gennemtrængende smag, kan man putte mere hvidløg i :) Det er absolut ikke sidste gang, jeg laver det her, for det smagte rigtig skønt. Sådan her så aftenens tallerken ud:



Ovnbagt ratatouille (2 personer)

1 stor gul peberfrugt
1 stor rød peberfrugt
1½ squash (ca. 450 g)
1 stort løg
3 fed hvidløg
Et par spsk  olie
Salt og peber

Skær grøntsagerne ud i store tern (ca. 2x2 cm). Læg dem i et ovnfast fad. Når grøntsagerne ligger i lag, vil de blive dampet af deres egen væske, der løber fra og ned i bunden, mens de bliver bagt.

Hæld olien i en skål og pres hvidløgene ned i olien. Rør det lidt sammen og fordel det over grøntsagerne. Vend lidt rundt. Drys med salt og lidt friskkværnet peber.

Bag grøntsagerne i ovnen ca. 30-40 minutter ved 225 grader. Tjek med en kniv, om grøntsagerne er møre.

Ratatouillen kan sagtens spises som den er bare med brød, hvis man ikke vil have kød til.





Frikadeller med hvidløg og persille (17-20 stk)

500 g hakket kalv og flæsk
1 stor tsk fint salt
1 løg
2 fed hvidløg (eller mere, hvis du vil have mere hvidløgssmag)
1 potte persille
2 æg
Friskkværnet peber
1 dl havregryn
1½ spsk kartoffelmel
Mælk 

Rør kødet sejt med saltet, til det har en farsagtig konsistens. Riv løget fint (jeg smadrede det i processoren til Bamix'en) og tilsæt det sammen med presset hvidløg og finthakket persille.

Rør æggene i og rør, til det er godt blandet. Tilsæt et godt drys friskkværnet peber. Rør havregryn og kartoffelmel i. Til sidst røres mælk i. Der skal så meget i, at farsen ikke er for hård, og man kan forme en frikadelle, men ikke så meget i, at den frikadelle vil splatte helt ud.

Stil farsen i køleskabet i ½ time. Steg dem derefter på panden i margarine eller smør ved middel varme, ca. 6 minutter på hver side. Når de er færdige, vil de være spændstige, men ikke for bløde :)

Meget fryseegnede.





Hvedebaguetter (2 stk.)

3 ¼ dl lunkent vand
5 g gær
10 g havsalt
450 g hvedemel (jeg brugte Økologisk Bornholmsk hvedemel - giver ekstra god smag)

Rør gæren ud i vandet. Rør salt i og derefter hvedemelet. Kør dejen på køkkenmaskinen, til dejen er æltet rigtig godt og er tyggegummigagtig i konsistensen. Eller ælt dejen rigtig godt i hånden.

Lad dejen forhæve tildækket 2 timer.

Form til to lange baguetter, rul dem spidse mod enderne. Læg dem på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve tildækket 2-3 timer, til de er vokset til dobbelt størrelse.

Sæt ovnens bradepande nederst i ovnen og tænd på 230 grader. Når ovnen er varm, sættes baguetterne ind midt i ovnen. Hæld et glas iskoldt vand i bradepanden og luk straks ovnen, så dampen ikke slipper ud.

Bag brødene, til de er gyldne, ca. 20 minutter. Lad dem køle af på en rist.




Som sagt har dagen stået ret meget i køkkenets tegn. Men vi er ved at gå og glæde os lidt til i overmorgen, hvor de små misser skal ned og vaccineres anden gang, og vi sandsynligvis får at vide, hvornår lillemissen skal steriliseres og måske også, hvornår hun kan flytte ind her. Det glæder vi os meget til at få at vide. Så det er jo lidt spændende :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar