Viser opslag med etiketten uden kød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten uden kød. Vis alle opslag

tirsdag den 7. marts 2017

Frikadeller og kødboller - inspiration til ugens madplan

Frikadeller. Er der noget mere dansk? Tjah? Selvom vi måske anser frikadeller som noget særligt dansk, kan man finde lignende retter i mange forskellige kulturer. Svenskerne har deres kjötbullar, og jeg har tidligere stiftet bekendtskab med köfte, som er en art tyrkisk frikadelle lavet af oksekød. Derudover har italienerne deres kødboller i tomatsovs, som spises til pasta, og så kan man jo ligefrem få en kødløs frikadelle, falafel. Om de kan så kan betegnes som frikadeller, når de ikke indeholder kød, er måske til diskussion. ;) 

Jeg er sikker på, at der findes mange flere typer frikadeller og kødboller, end jeg lige har nævnt her, for det virker til at være en af de retter, der gå igen i rigtig mange lande. 

Hvis vi lige vender næsen hjemad igen til vores egen frikadelle, er den jo en af grundpillerne i dansk traditionel madlavning. Til gengæld er der også tradition for fornyelse af gamle retter med nye generationer, og jeg har selv leget lidt med at udvikle lidt på de traditionelle frikadeller. Sådan står man på en måde med det ene ben begravet i tradition, mens det andet er på vej mod fornyelse, og det kan jeg egentlig godt lide. At have noget af det gamle med, når man lavet nye traditioner :)

På den måde, når man kan relatere en ny ret til noget, man kender (f.eks. når jeg skriver "en art tyrkisk frikadelle" ovenfor), så bliver det nye pludseligt heller ikke så farligt at kaste sig ud i :)

Jeg har gennem tiden postet lidt forskellige opskrifter på frikadeller og kødboller her på bloggen, og herunder vil du kunne se en lille samling af de bedste opskrifter og forslag til, hvordan de kan serveres. Tryk på overskrifterne for at se frikadelleopskrifterne. Forslag til tilbehør finder du links til under den enkelte frikadelle.


Traditionelle frikadeller

Min udgave af traditionelle frikadeller. Smagfulde og spændstige, som en god frikadelle skal være. Jeg tilsætter gerne allehånde, da det giver god smag, men det kan udelades, hvis du absolut ikke bryder dig om det. Det er også opskriften, som mine andre variationer af frikadeller bygger på. Her tilsætter jeg bare lidt andet fyld og krydderier :)

Vi spiser frikadeller til meget, men de passer rigtig godt til kartofler og persillesovs. Opskriften på persillesovsen kan du se her: Frikadeller med kartofler og persillesovs Derudover er de jo obligatoriske til julefrokoster og andre frokostborde, hvor de spises lune med rødkål på rugbrød. Og så smager de skønt i en frikadelleburger også. Smør en god bolle med lidt salatmayonnaise, tilføj sprød salat, skiver af frikadelle og slut af med agurkesalat og rødkål. Mums, det er godt! Ønsker man bollen lidt sundere, kan jeg anbefale, at man bager mine gode gulerodsboller, da de er helt fine til frikadeller :) Opskrift her: Gulerodsboller.

Sidst men ikke mindst er frikadeller jo også en del af det faste makkerpar bag en af de mest populære typer natmad, man ofte får serveret til større fester, nemlig frikadeller med kold kartoffelsalat. Min mors opskrift på kold kartoffelsalat er fantastisk, og jeg genskabte den for et par år siden, efter opskriften var gået tabt. Den er noget mindre fed end den, man køber, og smager bedst lavet med nye kartofler, så det er noget, vi oftest får i sommerperioden herhjemme. Opskriften kan du se her: Mors hjemmelavede kartoffelsalat med dild

Frikadeller med kartofler og persillesovs. Nemt og lækkert.

Gulerodsboller.

Hjemmelavet kartoffelsalat.




Græske frikadeller

Min variation over den gode, gamle delle, krydret med græskinspireret fyld. Fetaen gør frikadellerne ekstra saftige, og de får en mere krydret og spændende smag med hvidløg og persille. Smager skønt til vandmelonsalat og grøntsagsspyd! Opskriften på både spyd og salat ligger i samme opskrift som de græske frikadeller Græske frikadeller med grøntsagsspyd og vandmelonsalat.

Frikadeller af denne type med hvidløg smager også skønt til ratatouille, som er noget, vi har fået rigtig tit herhjemme. Jeg laver det gerne i ovnen, og det er virkelig nemt. Tilføj evt. lidt cherrytomater i både, hvis du synes. Opskriften på ratatouille kan ses her: Ovnbagt ratatouille.

Græske frikadeller med feta.

Grøntsagsspyd.

Vandmelonsalat.

Ovnbagt ratatouille.



Tyrkiske köfte

Köfte er en kødbolle af oksekød (nogle laver dem dog også med lammekød eller en blanding), jeg i sin tid stødte på, da jeg var ude at spise på en tyrkisk restaurant for mange år siden, og de smagte så godt, at jeg på et tidspunkt fik lyst til at prøve at lave dem selv. Det her er mit bud på köfte, som vi både har spist til traditionel dansk kartoffelsalat - opskriften på kartoffelsalaten fik du ovenfor, men ofte er de også røget i pitabrød. Det smager skønt! Opskrift på pitabrød finder du i samme indlæg som köfterne Nemme, hjemmebagte pitabrød med köfte. Brug også gerne köfte på buffetbordet, da de indeholder lidt ekstra smag og har en lidt anden konsistens end de traditionelle danske frikadeller :)

Köfte smager også rigtig godt til forskellige risretter, så dem får du også lige et par forslag på. Begge risretter er noget, jeg plejer at servere til kylling (som det ses på billederne), men ris passer rigtig godt til köfte, og de krydrede köfte vil komplementere risretterne godt. 

Den første risret, jeg vil nævne her, er couscoussalat. Det er en lun rissalat med couscous, og den er relativt mild i smagen, så det er godt at få lidt indspark fra de krydrede köfte. Når jeg laver den til kylling, tilføjer jeg honningristede cashewnødder, men dem ville jeg udelade til köfterne. De smager dog supergodt, så lav dem evt. til en aftensnack til senere ;)

Den anden risret er der mere spark i. Det er krydrede tomatris, der dog ikke er superstærke, så de fleste kan sagtens være med her. Men de har en lille smule skarphed fra den søde chilisauce, og det giver et fint modspil til de krydderierne i köfterne.

Server begge risretter med godt brød til, f.eks. koldhævede flutes, som er ultranemme at lave, da dejen bare lige skal trækkes til flutes efter koldhævningen, uden man skal gøre mere ved det. 

Især til tomatrisene passer det godt at servere fladbrød til, som også passer helt perfekt til. Jeg har to typer fladbrød liggende på bloggen. Den første er en type, som man kan bruge til at fylde med kød og grønt, lidt ligesom dem, man kan få hos pizzamanden, uden de dog er helt så tynde. Som det ses på billedet, plejer jeg at fylde dem med mørt kød og grønt, men de passer også udmærket til köfte med ris. Opskriften ligger her: Pandestegte fladbrød.

Den anden type fladbrød er med æg og derfor lidt blødere i konsistensen. De kan spises til rigtig mange forskellige retter. I indlægget, hvor opskriften ligger, har jeg brugt halvdelen af dejen til at lave indbagt mørbrad. Hvis du i stedet bruger hele dejen til fladbrødene, får du 6 stk. ud af det :) Opskriften finder du her: Skønne fladbrød.

Dyp gerne fladbrødene i risene, eller brug dem som en ske til at spise risene med.

Köfte.

Köfte i hjemmebagte pitabrød.

Couscoussalat.

Krydrede tomatris.

Koldhævede flutes.

Pandestegte fladbrød.

Skønne fladbrød (med æg og et drys salt - bagt i ovnen).




Falafel 

Jeg er vokset op på landet med min min mors mad, der primært var solid traditionel, dansk kost, suppleret med klassikere fra Karolines kogebog. Jeg husker ikke, at vi fik pizza derhjemme, før Ninja Turtles gjorde det moderne i slutningen af 80'erne, og fik vi det hjemme, var det altid hjemmelavet. Faktisk var jeg næsten voksen, før jeg smagte en pizzaria-pizza.
Derfor var falafel også virkelig eksotisk for mig, da jeg som teenager fik en kæreste i en større by, hvor falafel og anden arabisk mad var helt normalt lige at snuppe med fra gadehjørnet, når aftensmaden skulle gå lidt hurtigt. Den vandt dog hurtigt min store kærlighed, for det smager jo åndssvagt godt!

Falaflens bløde, krydrede indre omkranses af en lækker, sprød skal, en perfekt kombination, der gør, at selv en stor kødelsker som jeg nemt kan undvære køddelen af mit måltid. De smager allerbedst i pitabrød med masser af lækker salat og en god hvidløgs- eller creme fraiche-dressing, synes jeg. Derfor er der ikke så mange ekstra opskrifter som forslag til tilbehør, ud over pitabrødene, som jeg allerede har givet jeg opskriften på ovenfor. For en god ordens skyld får du den lige her igen, da pitabrød jo er den fødte makker til falaflerne. Nemme, hjemmebagte pitabrød.

Falafel.

Falafel i hjemmebagte pitabrød.



Hermed slutter vores tour de frikadelle :) Det har været en interessant tur, synes jeg - som forfatteren til indlægget - for man genopdager, hvorfor det egentligt var, man i første omgang forelskede sig i frikadellen; frikadeller (herunder både de traditionelle, kødbollerne og dem uden kød) behøver ikke altid være det samme. Selve frikadellen kan varieres i det uendelige med krydderier, fyld og kødet det er (eller ikke er - ) lavet af, men hele måltidet kan lavet om til en helt andet oplevelse, bare man skifter lidt rundt i tilbehøret. Det er da fantastisk, hvis du spørger mig :)

Jeg håber, at min lille samling her kan give lidt inspiration til madplanerne rundt omkring. Jeg ved i hvert fald, at der er flere ting, vi skal have sat på madplanen i løbet af de næste uger :)

torsdag den 7. marts 2013

Ovnbagt æggekage med grøntsager og cheddar

Vi købte i sidste uge en stor broccoli, fordi jeg troede, vi skulle bruge den i en salat eller lignende, men madplanen skred lidt, som den jævnligt gør, når min mave giver mig problemer, så vi fik den ikke spist. Derfor ville jeg gerne bruge broccolien den her uge, inden den blev for gammel, og overvejede at lave en tærte. Efter kig på et par opskrifter endte jeg dog med at droppe ideen, så vi undgik brød og creme fraice (ikke for sundhedens skyld men for mit helbreds), og fandt ud af, at jeg ville prøve at lave en ovnbagt æggekage, hvori jeg ville putte broccoli.

Resultatet blev rigtig godt, når jeg skal sige det selv. Det smagte rigtig dejligt. Jeg brugte også kogte kartofler og revet cheddar i min æggekage, men man kan jo bruge mange forskellige grøntsager. Det er en fin "tøm køleskabet"-opskrift, hvis man står og har nogle grøntsager (og evt. en rest skinke, pølser eller andet), man lige skal have brugt op. Det er en god ide lige at svitse eller dampe de grøntsager, man vil bruge til æggekagen, så de bliver helt møre, når de er bagt færdige i æggekagen.
Vi fik frikadeller til i går, men grøntsagsæggekagen kan spises som tilbehør til mange forskellige retter. Nedenstående opskrift rækker til 2-3 personer alt efter mængden af tilbehør. Vi fik bare lidt frikadeller til og intet andet, og levnede lidt mere end 1/6. Med mere tilbehør, f.eks. brød, rækker den nemt til 3 personer.




Ovnbagt æggekage med grøntsager og cheddar (2-3 personer)

6 æg
12 spsk mælk
1 spsk hvedemel
1 tsk salt
Lidt friskkværnet peber
4-6 mellemstore, kogte kartofler
Ca. ½ broccoli, letdampet
En lille håndfuld revet cheddar (anden ost kan også bruges. Bare brug en, der smager af noget)

Skræl og kog kartoflerne, og lad dem køle af nogle timer i køleskabet. Eller brug en rest fra dagen før.

Del broccolien i små buketter. Læg dem i en varmefast skål og overhæld dem med kogende vand. Dæk skålen med sølvpapir, og lad den stå i ca. 10 minutter, til broccolien næsten er mør. Den skal stadig have bid. Hæld broccolien over i en si og skyl den med koldt vand. Lad den dryppe af, før du putter den i en pose eller lignende, og lægger den i køleskabet til senere brug (den kan også bruges med det samme).

Rør melet sammen med halvdelen af mælken, til det er klumpfrit. Rør æggene i og derefter resten af mælken. Rør saltet i og lidt friskkværnet peber. Sørg for at få rørt det hele sammen til en ensartet masse. Rør en lille håndfuld revet ost i.

Smør et ovnfast fad med lidt smør eller margarine. Skær kartoflerne i mindre tern og del evt. broccolien i mindre buketter om nødvendigt. Fordel kartofler og derefter broccoli i fadet og hæld æggemassen over.

Bag æggekagen i ovnen ved 180 grader i ca 40 minutter, afhængig af fadets størrelse, til æggemassen er stivnet. Hvis æggekagen ikke er særligt høj, skal den naturligvis have kortere tid. Jeg bagte min æggekage i mit Le Creuset-fad (som jeg fik i julegave af min far og Marianne - jeg er superglad for fadene, de er virkelig gode), der er 26 cm langt (og vist 19 cm bredt).

Et fad smøres og kogte kartofler og broccolibuketter fordeles over bunden.

Æggemassen med revet ost fordeles over grøntsagerne.

Den færdige æggekage.

Min tallerken :) Æggekagen er drysset med lidt friskklippet purløg.


Det har været utrolig lækkert forårsvejr den seneste tid, så vi har haft døren til at stå på klem til haven, hvilket kattene har nydt godt af, som jeg har fortalt i de sidste indlæg. Men nu er der virkelig kommet et omslag i vejret. Det er meget blæsende i dag, og indtil for en time siden var her også gråvejr. Nu skinner solen dog, men det ændrer ikke på, at det er bidende koldt pga. blæsten. Kattene er heller ikke vilde for at komme ud i dag. Phoebe har været ude og luftet pelsen et par gange, men sidder hurtigt ved døren og vil ind igen. I dag står den ikke åbent pga. kulden.
Men det er åbenbart noget, vi godt kan vænne os til, for det bliver frostgrader snart igen. Forår er virkelig en lumsk og omskiftelig sæson. Den ene dag kan man gå ude i haven kun i en tynd trøje, og næste dag skal man have vinterjakke og vanter på.

Jeg var med kattene i haven i går, da vejret var rigtig lækkert, og nød solen og den friske luft. Havde som sædvanligt kameraet med ude, så det blev til et par enkelte billeder.

Ozzy i modlys med tujaerne i baggrunden.

Putte elsker at ligge i en af de bunker blade, vi fejede sammen i efteråret. Ved ikke, om det er, fordi det er lunt,
eller fordi de knitrer så dejligt :D

Frække Phoebe. Hvem kan dog ikke elske det "lille" ansigt der?

Phoebe japper af en fugl i haven.


I aften skal vi have de rugbrødsmadder, som jeg har crawet så længe. Christian køber en fiskefrikadelle med hjem fra slagteren til mig, og vi har pålæg herhjemme derudover. Paradoksalt nok har jeg ikke engang lyst til rugbrød i dag, fordi jeg har ondt i maven. Hvilket er virkelig typisk, for jeg har tøet rejer op, jeg skal spise, og dem kan man jo ikke gemme, så det bliver i dag, vi skal have det. Forhåbentlig kommer lysten, når vi skal spise, og jeg håber, jeg undgår at få mere ondt.

Men det er rart med nem mad, for jeg kom til skade med min finger for et par dage siden, og har et halvstort, gabende sår på min højre langefinger efter en kamp med fryseren, hvor en skuffe faldt ud af den. Opdagede efterfølgende, at jeg havde blod ned ad fingrene, så jeg har skåret mig på skuffen på en eller anden måde. Det har gjort arbejdet i køkkenet noget besværligt de sidste dage, og Christian lavede da også mad til os den dag. I går lavede jeg ovenstående æggekage, men såret sprang op, da jeg skulle vaske op bagefter, så jeg er glad for, at jeg ikke skal stå så meget i køkkenet i dag. Håber, det snart gror lidt bedre sammen.


Ellers sker her ikke så meget. Jeg har gang i at vaske sengetøj lige nu, men det er også det. Christian lavede vandprøver af akvarievandet i går, og de var heldigvis fine. Vi er ved at finde ud af, hvor ofte vi skal skifte vandet i det for at have den rette balance. Især efter den seneste ubalance er det nødvendigt. Man må helst ikke skifte for meget vand for tit for planternes og vandkvalitetens skyld, men det skal gøres ofte nok til, at der ikke er for store mængder nitrat i vandet. Det er lidt af en videnskab.

Men det kunne han lige svinge sig op til at gøre i går. Vi er begge ret energiforladte for tiden, så vi er ikke så meget værd om aftenen. Vi drømmer begge om at få et fjernsyn i soveværelset, for det havde været rart at kunne ligge derinde og se tv om aftenen de dage, vi er så trætte. Men det har halvlange udsigter endnu, da vi først skal have totalrenoveret det rum, der skal blive vores soveværelse i fremtiden, og det er svært at sige, hvornår vi kommer i gang med det. Men det kunne da være rart at kunne ligge der i sengen på den slags aftener og se tv. Glæder mig, til det engang bliver sådan :)

tirsdag den 18. september 2012

Ovnbagt ratatouille, frikadeller med hvidløg og persille og hjemmebagt hvedebaguette

Lang, lang titel, jeg ved det godt. Men har haft godt gang i køkkenet i dag. Jeg startede, da jeg stod op, med at lave en dej til de langtidshævede baguetter, jeg havde planer om at bage i dag. Det ene brød spiste vi i aften, og det andet er røget i fryseren til på fredag, hvor det skal laves om til et hvidløgsflute til vores aftensmad der. Det er en plain hvedeudgave af mine gode, langtidshævede flutes, som jeg er glad for at eksperimentere med :)

På madplanen i dag var der en ovnbagt ratatouille, hvilket er noget, jeg ikke har prøvet at lave før, men har fået et godt øje til squash, som jeg godt kunne tænke mig at bruge mere i min madlavning. Den blev uden tomater, da min mave tåler det dårligt, men man kan tilsætte halve cherrytomater, hvis man har lyst til det også. 

Som tilbehør til det her gode brød og ratatouillen blev en variation af mine gode frikadeller, så de passer til grøntsagerne, nemlig med hvidløg og persille. Det giver en mild smag af hvidløg og persille. Vil man have en mere gennemtrængende smag, kan man putte mere hvidløg i :) Det er absolut ikke sidste gang, jeg laver det her, for det smagte rigtig skønt. Sådan her så aftenens tallerken ud:



Ovnbagt ratatouille (2 personer)

1 stor gul peberfrugt
1 stor rød peberfrugt
1½ squash (ca. 450 g)
1 stort løg
3 fed hvidløg
Et par spsk  olie
Salt og peber

Skær grøntsagerne ud i store tern (ca. 2x2 cm). Læg dem i et ovnfast fad. Når grøntsagerne ligger i lag, vil de blive dampet af deres egen væske, der løber fra og ned i bunden, mens de bliver bagt.

Hæld olien i en skål og pres hvidløgene ned i olien. Rør det lidt sammen og fordel det over grøntsagerne. Vend lidt rundt. Drys med salt og lidt friskkværnet peber.

Bag grøntsagerne i ovnen ca. 30-40 minutter ved 225 grader. Tjek med en kniv, om grøntsagerne er møre.

Ratatouillen kan sagtens spises som den er bare med brød, hvis man ikke vil have kød til.





Frikadeller med hvidløg og persille (17-20 stk)

500 g hakket kalv og flæsk
1 stor tsk fint salt
1 løg
2 fed hvidløg (eller mere, hvis du vil have mere hvidløgssmag)
1 potte persille
2 æg
Friskkværnet peber
1 dl havregryn
1½ spsk kartoffelmel
Mælk 

Rør kødet sejt med saltet, til det har en farsagtig konsistens. Riv løget fint (jeg smadrede det i processoren til Bamix'en) og tilsæt det sammen med presset hvidløg og finthakket persille.

Rør æggene i og rør, til det er godt blandet. Tilsæt et godt drys friskkværnet peber. Rør havregryn og kartoffelmel i. Til sidst røres mælk i. Der skal så meget i, at farsen ikke er for hård, og man kan forme en frikadelle, men ikke så meget i, at den frikadelle vil splatte helt ud.

Stil farsen i køleskabet i ½ time. Steg dem derefter på panden i margarine eller smør ved middel varme, ca. 6 minutter på hver side. Når de er færdige, vil de være spændstige, men ikke for bløde :)

Meget fryseegnede.





Hvedebaguetter (2 stk.)

3 ¼ dl lunkent vand
5 g gær
10 g havsalt
450 g hvedemel (jeg brugte Økologisk Bornholmsk hvedemel - giver ekstra god smag)

Rør gæren ud i vandet. Rør salt i og derefter hvedemelet. Kør dejen på køkkenmaskinen, til dejen er æltet rigtig godt og er tyggegummigagtig i konsistensen. Eller ælt dejen rigtig godt i hånden.

Lad dejen forhæve tildækket 2 timer.

Form til to lange baguetter, rul dem spidse mod enderne. Læg dem på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve tildækket 2-3 timer, til de er vokset til dobbelt størrelse.

Sæt ovnens bradepande nederst i ovnen og tænd på 230 grader. Når ovnen er varm, sættes baguetterne ind midt i ovnen. Hæld et glas iskoldt vand i bradepanden og luk straks ovnen, så dampen ikke slipper ud.

Bag brødene, til de er gyldne, ca. 20 minutter. Lad dem køle af på en rist.




Som sagt har dagen stået ret meget i køkkenets tegn. Men vi er ved at gå og glæde os lidt til i overmorgen, hvor de små misser skal ned og vaccineres anden gang, og vi sandsynligvis får at vide, hvornår lillemissen skal steriliseres og måske også, hvornår hun kan flytte ind her. Det glæder vi os meget til at få at vide. Så det er jo lidt spændende :)

fredag den 7. september 2012

Falafel i hjemmebagte pitabrød

Da vi var hos den lokale, asiatiske købmand for nylig, faldt jeg over noget stødt koriander og fik lyst til at lave falafler til Christian, der aldrig har smagt sådan nogle før. Vi fik købt kikærter, og så har de ellers stået og grinet af os ude i spisekammeret noget tid, før jeg fik samlet mig om at sætte det på madplanen. Men i dag skulle det være, så jeg har lavet en god portion i eftermiddag.

Det er jo en skøn spise. Sprøde udenpå og bløde indeni, og med en god, krydret smag. Rigtig lækre i hjemmebagte pitabrød. Christian sagde også, efter han kom hjem, at han syntes, der lugtede helt af kebabhus, da han trådte ind ad døren, og det er jo ikke helt ved siden af ;)



Jeg snuppede selv pita med sesamstegt kylling (der jo er så simpelt som det kan blive - strimler af kyllingebryst, krydret med salt og stegt de sidste minutter med sesamfrø), da jeg ikke vil irritere min mave for meget. Den er ikke voldsomt glad for for meget krydderi, hvilket er rigtig ærgerligt, når jeg elsker mad, der smager af noget. Men sneg mig da lige til at smage lidt falafel alligevel, kan jo ikke lade helt være :)



Falafler (ca. 13 store)

300 g tørrede kikærter
1 løg
5 fed hvidløg
1 stor potte persille eller to almindelige
2 tsk salt
3 tsk stødt koriander
3 tsk stødt spidskommen
Evt. lidt vand
Rigelig olie til stegning (jeg brugte rapsolie)

Hjemmebagte pitabrød:
Opskriften pitaerne finder du her

Læg kikærterne i blød natten over i koldt vand (rigeligt vand, da kikærterne svulmer op til dobbelt størrelse), mindst 8 timer.

Skyl kikærterne og sorter misfarvede fra og hvis der er nogle, der ikke har suget vand. Kør dem til en helt fin raspagtig dej på en foodprocessor, en kødhakker eller hvad du nu lige har, der kan bruges. Jeg har aldrig selv haft succes med en blender, og bruger bare min Bamix stavblender og tilhørende minihakker til det. Jeg kørte først ærterne i minihakkeren og brugte så stavblenderen i kruset til at purere ærterne helt.

Riv løget fint eller kør det på minihakkeren. Pres hvidløgene og rør begge dele i ærtemosen. Tilsæt evt. hvidløg lidt ad gangen og smag til. Måske vil du have mere eller mindre hvidløg i farsen.
Skyl og hak persillen og rør den i farsen.

Rør salt, koriander og spidskommen i. Smag igen til, så du selv synes, det passer. Du kan evt. tilsætte lidt stødt chilipulver, hvis du gerne vil have dine falafler lidt stærkere.

Prøv, om du kan samle dejen til små, runde frikadeller. Hvis det har en tendens til at falde lidt fra hinanden, kan du tilsætte lidt vand. Jeg puttede ca. 4 tsk vand i min fars.

Varm olie op i en pande, wok eller stegegryde med slip-letbelægning. Der skal være nok olie til, at det dækker bunden. Form kugler af farsen i den størrelse, du nu har lyst til at have falaflerne i. Jeg lavede mine halvstore. Jeg synes, det var nemmest at klemme farsen sammen til en kugle med hånden og så bagefter give den den runde form med en teske.
Steg falaflerne i olien ved middel varme. Vend dem ofte, så de ikke bliver for mørke. Steg ikke flere ad gangen, end du kan nå at holde øje med, for det kan gå stærk.

Læg dem på fedtsugende papir, når du tager dem af varmen. Spis dem i de hjemmebagte pitabrød med salat og evt. tomat og agurk eller hvad du nu har lyst til, og hvidløgsdressing.

De færdigstegte falafler.

Klar til at spise :)


Jeg vidste ikke lige, om jeg orkede at lave falaflerne i dag, men lagde alligevel ærterne i blød i går aftes. Jeg fik mig svunget op til at få dem lavet i eftermiddag alligevel, men crashede ret meget, efter jeg havde stegt dem, så Christian endte med at tage opvasken, da han kom hjem. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Han er en ren life saver.

I aften står den på total afslapning. Hvis Christian da kan få lov. Han har været nødt til at arbejde, inden vi spiste, fordi der opstod en (teknisk) krise på hans arbejde. Så han sidder og overvåger processen nu. Vi krydser fingre for, at det kommer til gå, så han undgår at skulle køre på arbejde i weekenden. Det ville være træls.

Han har været noget træt de sidste dage, fordi Ozzy er begyndt at kalde halv seks hver morgen, for han kan ikke lige vente den sidste time på at få morgenmad. Det er temmelig træls og påvirker nattesøvnen ret meget. I morges stod jeg op og fodrede ham, så Christian kunne sove igennem, men det tog en time for mig at falde i søvn bagefter. Ozzy må godt få af-lært den dårlige vane. Det smadrer søvnen totalt, når man bliver vækket og skal op midt om natten. Det hjælper absolut heller ikke, at han har det mest skingre tøsestemme, den er umulig at sove fra ;) 

Hvordan kan sådan en lille sød dreng da være så "uartig"? ;)


Vi har heller ikke planlagt noget i weekenden, for jeg trænger til at få helt ro på igen. Det bliver stressende nok at skulle til Hvidovre to dage i næste uge og have den ubehagelige 24-timers syremåling lavet, så jeg trænger til noget ro. Vi har kun planlagt, at vi skal spise lækker mad. Jeg har taget en culottesteg op af fryseren, som vi skal smovse de næste tre dage med hjemmelavet salatbar og sprøde ovnkartofler og favoritsovs. Lige vores store nummer, så det glæder vi os til :)

onsdag den 30. maj 2012

Mors æggekage med flæsk

Ja, og pølser. Det fik vi nemlig også til, da jeg ikke så godt tåler flæsket pga. fedtindholdet og at det er røget. Det er en af min mors klassikere, der er blevet lavet i det uendelige derhjemme, og hun lavede den altid til perfektion, som jeg husker det. Jeg har selv haft mit hyr med æggekage, fordi jeg er en knold, når jeg skal vende den. Men jeg har efterhånden fået taget på det. En ny slip-letpande ville nok også hjælpe på det ;)

Opskriften her er min mors, og jeg har tilpasset dens indholdet af æg, så den passer til os to herhjemme. Det stegte flæsk er lavet af et stykke røget bacon, som jeg selv har skåret ud, og pølserne er nogle pølser af god kvalitet (Gøll wienerpølser), der blev skåret i mindre stykker og stegt på panden, før jeg puttede mæggemassen på.


Æggekage med flæsk (2 personer)

8 æg
16 spsk mælk
1 spsk mel
1 tsk salt
Evt. friskklippet purløg og tomater

Et stykke røget bacon (alt efter hvor meget man nu kan spise)

Tilbehør:
Rugbrød

Skær baconen i ca. ½ cm tykke skiver. Put bagepapir i en stor bradepande og læg flæskeskiverne i den. Steg baconen i ovnen ved 225 grader, til det er sprødt. Vend det undervejs. Lad det dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Hvis du serverer pølser til også, skærer du dem i mindre stykker og steger dem på panden, til de er brunede. Tag dem af og hold dem varme i et stykke sølvpapir.

Rør æggene sammen med mælk, mel og salt. Hæld massen på en pande, hvor du har smeltet lidt margarine eller smør, og rør rundt i æggemassen, til den begynder at stivne. Stop med at røre rundt, før det er stivnet helt, ellers ender du med scrambled eggs ;)

Steg æggekagen med middel varme, til den ikke er alt for flydende ovenpå. Løsn forsigtigt æggekagen fra panden med en palet, så du er sikker på, at den ikke er groet fast nogen steder. Læg et låg eller en stor tallerken oven på æggekagen og vend den over på låget. Lad den forsigtigt glide over på panden igen, så den nu bliver stegt på den anden side også.

Server den med friskklippet purløg og tomatbåde på.





Det er nogle dage siden, jeg sidst har fået skrevet noget herinde, men vi har haft ret travlt i haven, og jeg har ikke lavet de store køkkeneksperimenter. Vi brugte en stor del af pinsen på at få købt planter til haven og få plantet dem. Jeg har nu fået et krydderurtebed, eller en krukke i hvert fald. En stor krukke med rosmarin, salvie, basilikum, citrontimian, pebermynte og almindelig timian. Der er blomster i en del af dem, og de står nu og dufter og pynter på terrassen. Og så har vi fået købt andre blomster til vores bed langs hegnet og det nede bagerst i haven, som jeg anlagde i efteråret. Så nu er der kommet lidt farve på igen der ude.
Jeg glæder mig allerede til, at solen kommer lidt mere frem og insekterne opdager blomsterne lidt mere, så jeg kan komme ud og lege lidt med kameraet igen. Det er min fotosafari om sommeren, som jeg nyder rigtig meget ;)

Jeg har da haft kameraet lidt fremme, selvom det ikke er så meget de sidste dage. Der er da kommet lidt nyt på fotobloggen, og jeg smider et par nye billeder derind, når jeg er færdig med det her indlæg. Det her er et af dem, og er af en rød spansk marguerit. Den er vildt intens i farven, og så er støvdragerne helt anderledes end i de andre, vi har. Det er nærmest, som om der bor en blæksprutte eller et snegledyr midt i blomsten, synes jeg med de der mærkelige dimser, den har under blomsterstøvet :D



Det går lidt sløvt for tiden. Min energi er ikke-eksisterende, og jeg har det ikke så godt psykisk. Maven er noget mærket af, at vi har haft arrangementer næsten hver weekend hele måneden, og jeg ikke har været alt for god mod den. Jeg prøver at spise pænt, så den kan komme ovenpå igen, men jeg er lidt træt af at have brugt den sidste måned på at spise meget af det samme, "ufarlige" mad, så jeg har kunnet komme igennem alle de spisearrangementer, vi har været til. Men jeg kan dog se frem, at vi skal smovse i culottesteg og salatbar herhjemme i weekenden. Vi har været så heldige at finde meget billig culottesteg et par gange de sidste måneder, så vi havde to i fryseren. Så nu skal den ene guffes, og vi glæder os!

Christian har været i gang med at fjerne løse blade i akvariet i aften, og han opdagede noget ret så overraskende: fiskebabyer! Jeg havde godt set, at den ene platy havde været noget tyk, og nu var blevet tyndere, så jeg var sikker på, at det var sådan en unge, han havde fået øje på. Men det var det ikke. Det var et par sugemalleunger! Det var noget af en overraskelse, for jeg troede egentlig ikke, de fik unger, før de var fuldt udvoksede. Men åbenbart :) Om der også er platyunger, aner jeg ikke, men vi holder øje. De er bare så små, at de nemt bliver måltider for større fisk, og ellers ikke kan ses så nemt med de blotte øje, før de er lidt ældre, da de er lidt gennemsigtige og meget små den første tid.vMen det er er da sjovt at følge med i, at der nu også er fiskeunger i akvariet :)

fredag den 20. april 2012

Greatest hits: pizza!

Det er jo fredag, og der må man godt få lidt ekstra lækkert. Og hjemmelavet pizza er noget fantastisk. Ikke mindst, fordi man kan variere det i det uendelige med fyldet. Derfor er den her opskrift ment som en grundopskrift til den lækre bund, og så vil jeg komme med et forslag til noget lækkert fyld. Det er helt sikkert noget, jeg vil vente tilbage til senere med flere udgaver af lækkert fyld til pizzaer, men i dag holder jeg mig til to forskellige.

Desværre er det ikke lige pizzanight for os i dag, da min mave stadig er for sart til det. Vi skal have pirogger i aften, men det glæder jeg mig nu også til, for det var superlækkert sidst :) Men derfor kan jeg jo godt smide lidt inspiration ud i cyberspace (haha, jeg ved, at Christian krummer tæer, når han læser det ord - han synes, det er vildt outdated. Men jeg er ikke så moderne ;)) til jer andre :)

Hvad gør egentlig en god pizza? Når jeg læser om, at folk søger en opskrift på en god pizza, søger de oftest en pizza med en sprød, gerne tynd og luftig bund.

Hvordan får man så sådan en? Det kræver, at man bager pizzaen i en godt varm ovn, gerne ved 250 grader. Og så skal pizzabunden selvfølgelig ikke være for tykt rullet ud. Vil man være sikker på en sprød og luftig bund, er en pizzasten et godt køb. Den kan i øvrigt også bruges til at bage mange andre ting på end pizza. Jeg bruger ofte min til div. brød. Fordelen med sådan en er, at bunden ikke bliver brændt på på sådan en. Brødet kan stå længe på den, og resultatet er bare en rigtig sprød bund. Derudover flyder brødet ikke ud ved bagning på sådan en, da chokket over at komme ind på en brandvarm sten og stå (modsat at ligge på en kold bageplade, der bliver sat i ovnen) får brødet til at rejse sig i højden i stedet. Så det er perfekt til mange ting.
Husk også ikke at overfylde bunden med fyld. Det gør det svært at få den bagt igennem, og kan give en blød og snasket bund.

Opskriften på pizzadejen er fra God mad, Let at lave.


Pizzadej (grundopskrift - til en stor eller to mindre pizzaer)

25 g gær
3 dl lunkent vand
1½ tsk salt
1 spsk olie
Ca. 480 g hvedemel

Rør gæren ud i vandet og rør salt og olie i. Rør melet i lidt ad gangen og ælt dejen sammen, så den bliver fast og blank og ikke klistrer. Gør det evt. på en røremaskine.

Lad dejen forhæve 1 time tildækket et lunt sted.

Hvis du skal bruge en pizzasten, sætter du den nederst på en rist i en kold ovn og tænder på 250 grader. Når ovnen er varmet op, skal stenen stå yderligere et stykke tid, før den er klar. Det er lidt forskelligt fra sten til sten, men min skal stå 10 minutter efter ovnen er varm.

Hvis du laver én pizza, passer den med en af ovnens bageplader, og så ruller du den ud, så den passer til bagepladen i størrelsen (slå luften ud af den først). Måske lidt større, hvis du vil lave kanter på pizzaen. Put fyld på og bag pizzaen, til bunden er hård og sprød (løft lidt op med en palet for at mærke efter). Tiden afhænger af ovnen, men kig efter 15 minutter og giv den mere, hvis det er nødvendigt.

Jeg plejer at lave to pizzaer ud af dejen, da størrelsen så passer med min runde pizzasten. Del dejen i to og slå luften ud af den (ælt den lidt). Form hver del til en bolle. Rul dejen ud til en stor cirkel, der passer med din bagespade. Put godt med mel på bagespaden og læg pizzadejen herpå. Put dit valgte fyld på og før pizzaen ind i ovnen. Jeg plejer at gøre det sådan, at jeg skubber bagespaden så langt ind i ovnen, jeg kan, og så bruger jeg en lang palet til at lirke pizzaen af spaden. Når den første del af pizzaen sidder på stenen, kan man som regel bare forsigtigt trække/hælde resten af pizzaen over på stenen ved at trække spaden til sig i en lidt skrå vinkel.
På bagestenen skal pizzaen have ca. 10 minutter, til bunden er sprød. Tjek igen undervejs, om den er færdig.

Og så til fyldet. Vores favoritpizzaer herhjemme er kartoffelpizza og pulled pork pizza. Jeg lover, at jeg nok inden for de næste måneder skal komme tilbage med en opskrift på pulled pork til jer, der mangler en. Vi skal nemlig snart have lavet lidt til fryseren :) (Edit: her finder du opskriften på pulled pork: Pulled pork i hjemmebagte burgerboller).



Kartoffelpizza

skrællede kartofler skåret i tynde skiver
Frisk mozzarella (1 kugle pr. pizza, dvs. 2 til ovenstående dejportion, hvis man kun laver kartoffelpizza)
Rødløg i tykke ringe
Groft salt
Rosmarin
Olivenolie

Brug et rivejern til at lave tynde skiver af kartoflerne. Det er vigtigt, at de er meget tynde, da de ellers ikke når at blive gennembagt i ovnen. Skær løget i tykke skiver og del dem i ringe. Vrid/klem mozzarellaen for det værste vand og pil den i små stykker, som du klemmer lidt igen for at få vand fra.

Pensl bunden med olivenolien. Fordel mozzarellaen jævnt over bunden. Lad være med at lægge det for tæt på kanten, da det har en tendens til at løbe ud, hvis det har lidt vand i stadigvæk. Det vil man helst ikke have på sin pizzasten. Læg kartoffelskiverne på i et pænt lag, så det lige netop overlapper hinanden. Drys godt med groft salt - der skal mere på, end man lige regner med, da pizzaen ellers bliver ret fersk i smagen - og rosmarin. Slut af med at lægge løgringene på. Læg så mange på, som du kan, gerne inden i hinanden også, da de smager skønt på pizzaen.

Bag pizzaen som ovenfor anvist.

Den færdige kartoffelpizza.




















Pulled pork pizza

Pulled pork
Skinkestrimler
Revet mozzarella
Tomatsovs (lav den selv eller køb en færdig. Rema1000s og Faktas er ret gode og billige)
Tørret oregano

Smør bunden med pizzasovsen. Fordel mozzarellaen ovenpå og herefter skinkestrimler. Drys pulled pork med lidt salt om nødvendigt og fordel det på pizzaen.

Bag pizzaen som ovenfor anvist. Drys den med tørret oregano, når den kommer ud af ovnen.

Pizzaen, før den kom i ovnen.


Den færdige pizza.































 







Jeg havde egentlig en plan om, at jeg ville prøve at bage rundstykker i dag, men min mave er bare ikke glad i dag, og Christian prøver seriøst på at skære ned, så jeg har valgt at udsætte det. Det gør nu heller ikke så meget, for jeg er meget træt i hovedet i dag. Prøver at vende min døgnrytme, så den passer til hverdagen igen, men det er svært. Og de sidste par dage har naboen ladet sin hund gø i haven igenigen, når vi/jeg ligger og sover, og det gør det bare rigtig svært at få noget kvalitetssøvn. I går var det kl 5 om morgenen og så igen lige omkring det tidspunkt, hvor Christian kører på arbejde.

Vandt jeg en kæmpe gevinst i lotto, ville jeg købe hans hus, så han og hans larm kunne flytte langt væk. Men det er vist bare en dagsdrøm... Det er jo til salg hans hus, men det er sat meget højere, end det er vurderet til. Så det er meget tvivlsomt, om det bliver solgt. Jeg tør ikke tro på det i hvert fald.

Nu er det heldigvis snart weekend. Det bliver dejligt at have Christian lidt mere hjemme. Synes, det har været en hård uge. Det er svært at skulle tilbage til hverdagen, når livet har været så meget anderledes i 14 dage. Forhåbentlig falder jeg snart tilbage i rytmen igen.