Viser opslag med etiketten marinade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten marinade. Vis alle opslag

mandag den 28. december 2015

Racletteopskrifter til nytårsaften

Maden nytårsaften er ofte af den type, man gerne vil sidde og hygge med rigtig længe, og derfor er det oplagt at tænde for racletten nytårsaften. Derudover er der mulighed for at variere maden, man laver på den, og tilbehøret i det uendelige, så man behøver ikke spise det samme hver gang :)

Herunder kan du se en liste af forslag til kød, grøntsager og marinader samt tilbehør, som vi skifter lidt imellem. Vores miniburgere er meget populære og meget lækre. Derudover er det noget, vi startede med, før det blev gængs, at man kunne købe såkaldte "sliders" (små burgerboller) i supermarkederne, så jeg har naturligvis også en opskrift på bollerne til jer :) Miniburgerne er et stort hit hos store som små :)





Det er en god ide at have et stort bord, når man laver raclette, for der er meget tilbehør. Både af ting, som skal på racletten, men også det andet lækre tilbehør, som man bare spiser til. Vi foretrækker at lave så meget som muligt på racletten, men hvis man er mange omkring maskinen, er det måske en god ide at tænke i flere slags færdige tilbehør, som ikke skal steges. Det kunne f.eks. være nogle forskellige fyldige salater og brød.

Hvis jeg skal fiske et par forslag frem af opskriftindekset på brød og salat, vil jeg anbefale mine lækre møllehjul, som er runde brød, der hænger sammen og er drysset med krydderier på toppen efter eget ønske. Rosmarin/salt-kombinationen er ret populær herhjemme. Det smager skønt med fetacreme at dyppe i (den er også god til kød og grøntsager generelt). Derudover vil jeg foreslå en couscoussalat som en af de mere fyldige salater, man kan servere som tilbehør, da den smager godt både kold og varm (jeg ville undlade nødderne, når den skal serveres som tilbehør i det her tilfælde), og kan laves dagen før, hvis man ønsker det (kan varmes i mikroovnen for nemheds skyld før servering).

Nedenfor kan du finde links til opskrifter på ovenstående, samt opskrifter på miniburgere, marinader og en enkelt ny opskrift i raclettesammenhæng her på bloggen, nemlig hvidløg-citronmarinerede rejer. Det smager rigtig dejligt på racletten og er nemt at forberede og hurtigt at tilberede på racletten. Det har jeg gjort mange gange tidligere, men billedet må I desværre undvære, da jeg ikke har kunnet støve sådan et op. Men prøv det, hvis du kan lide rejer og hvidløg. Det smager dejligt :)

Af andre ting, vi tidligere har lavet på racletten, som også smager godt, kan jeg nævne cocktailpølser i svøb. Det er ret lækkert, men vi gik væk fra at lave det, fordi det simpelthen sprutter for meget, når baconen steges på raclettepanden. Det er ikke så oplagt at skulle sidde og få sit fine nytårstøj sprøjtet til, så dem ville jeg nok gå udenom nytårsaften.










Kød, grøntsager og tilbehør til raclettehygge:

Kød
Små hakkebøffer (til burgerne)
Tynde skiver af oksemørbrad, oksefilet eller lignende mør udskæring
Tyndeskiver kyllingebryst
Hvidløg-citronmarinerede rejer

Grøntsager til racletten
Kogte kartofler i tern
Et fad med skiver af gulerødder, strimler af rød peber, rå løg og dampet broccoli

Andet tilbehør
Miniburgerboller
Et fad med grønt og små skiver ost til burgerne, samt dressing, ketchup mv. efter eget valg
Tortillachips (til nachos - meget populært herhjemme!)
Revet mozzarella (til nachos og kartofler)
Salsa
Saltflute lavet lidt tyndere end normalt, så skiverne passer i spaderne
Krydderolier til at pensle kød, grøntsager og saltflute med
Feta (brug dem i salaten eller steg dem bløde og lækre i racletten)
En blandet salat (eller grøntsagerne hver for sig, så man selv kan blande sin egen salat)
Couscoussalat 
Møllehjul (brydebrød)
Fetacreme

Møllehjul og fetacreme (til venstre) fra et salatbord, vi fik til aftensmad tidligere.

Couscoussalat.



Krydderolier

Chili-/paprikaolie
5 spsk smagsneutral olie (jeg brugte rapsolie)
1-2 tsk tørrede chiliflager
1-1½ tsk paprika (jeg brugte rosenpaprika)
½ tsk salt

Hvidløgsolie
5 spsk smagsneutral olie
2 store fed pressede hvidløg
Et lille skvæt citronsaft
½ tsk salt

Rør ingredienserne til olierne sammen. Lav dem gerne dagen før, de skal bruges, så de får lov at trække lidt. Vi bruger oftest marinaderne til at pensle på kartofler og saltflute, før de bliver bagt i raclettespaderne. Det smager rigtig dejligt.





Hvidløg-citronmarinerede rejespyd

125 g gode rejer (f.eks. Royal Greenland)
5 spsk smagsneutral olie (f.eks. raps)
2 fed pressede hvidløg
½ tsk salt
1-2 tsk citronsaft (smag til!)
Tandstikker eller små spyd

Dryp de optøede rejer godt af i en sigte og klem overskydende væde fra dem. Rør marinaden sammen og smag til med citronsaft. Marinaden må godt have en lidt syrlig smag, men ikke være for sur. Hæld marinade og rejer i en frysepose og vend rundt. Slå en knude på posen og lad rejerne trække i marinaden nogle i køleskabet før servering (gerne omkring 4 timer).

Ved klargøring af maden til racletten sættes 3-4 rejer fast på en tandstik. Steg rejerne kortvarigt på raclettens stegeplade (får de for længe, bliver de lidt gummiagtige).

I mangel af billede af rejerne får I lige et gammelt nytårsbillede af racletten og det lækre tilbehør :)



Miniburgere (ca. 18 stk. a 6 cm i diameter)

2½ dl lunkent vand
13 g gær
37 g sukker
8 g havsalt
450 g hvedemel
38 g smør eller margarine
Sesamfrø

Derudover
Ca. 750 g hakket oksekød
Icebergsalat
Toastost
Cherrytomater i skiver (jeg brugte cherryblommetomater, da Rema1000 havde dem på tilbud i den her uge)
Agurk i skiver
Et par små løg eller tre i skiver
Div. dressing

Rør gæren ud i vandet og rør sukker og salt i. Rør melet i og ælt det godt sammen. Skær smørret ud i små tern og ælt det grundigt ind i dejen. Min dej fik ca. 8 minutter i røremaskinen.

Stil dejen til forhævning lunt og tildækket en time.

Del dejen i to og tril til pølser. Del hver pølse i 9 stykker og tril hver til en bolle. Fugt evt. bollen en smule, hvis den er svær at trille. Dyp herefter hver bolle i lidt sesamfrø og læg dem til efterhævning på en bageplade med bagepapir tildækket ½ time. Brugte to bageplader til mine 18 miniburgerboller.

Når bollerne har havet den halve time, trykkes en bageplade ned mod bollerne, så de bliver helt flade. Lad dem herefter hæve tildækket og lunt 1 time.

Bag burgerbollerne midt i ovnen ved 220 grader i ca. 10 minutter. Hold øje, da de har en tendens til at blive lidt mørke under bunden hurtigt. Lad dem køle af på en rist.

Jeg fik 13 minihakkebøffer ud af 500 g hakket oksekød, så jeg vurderer, at der skal 750 g til at fylde alle 18 boller. Del de 750 g hakket oksekød i 18 lige store stykker. Ælt dejen lidt sammen med hånden og form til en lille kugle. Mas den flad med håndfladen mod bordet og form til en bøf, så den er ret flad og lidt større end burgerbollerne (den skrumper, når den bliver stegt).
Laves de på panden, krydres de godt med salt og friskkværnet peber, når de er næsten færdige, og der lægges et stykke toastost ovenpå, hvis man ønsker en cheeseburger. Lad det smelte lidt, før burgerbøfferne serveres.

De her burgere er virkelig mini, også med fyldet. Der kom små tomatskiver af cherrytomat i og miniløgringe, så det hele skulle passe sammen ;) Her er billeder af boller, fyld og den færdige burger :)

Bollerne formes og dyppes i sesamfrø.

Efter kort forhævning trykkes bollerne flade.

Efter endt forhævning.

De færdige burgerboller.

Burgerbøffer lavet efter størrelsen på bollerne.

Tilbehør til burgerne: små stykker salat, agurk, skiver af cherrytomat, små løgringe og små skiver toastost.

Den færdige burger.


Jeg håber, at ovenstående forslag kan give lidt inspiration til jer, som har lyst til at kaste jer over raclette nytårsaften :) Inden længe vender jeg tilbage med lidt lækre desserter, så følg med her på siden eller på bloggens Facebookside, hvis det kunne have interesse :)

torsdag den 3. juli 2014

Pulled chicken

For nogle måneder siden så jeg, at Rema1000 havde tilbud på kyllingelårfilet, så jeg skyndte mig at hamstre et par pakker, for jeg har længe haft lyst til at prøve at lave pulled chicken. Jeg valgte at bruge lårfilet, fordi det er en udskæring af kylling, der ikke lige så nemt bliver tørt, som brystkød nogle gange kan gå hen og blive. Det er dog ikke en udskæring, det vrimler med her i byen. Ofte ser man den allerede formarineret eller betegnet som kyllingespareribs (måske med ben i?) eller i de forberedte pakker til pulled chicken. Men det er altså ikke umuligt at finde kyllingelårfilet (uden ben), for Rema1000 har lige haft det på tilbud igen, så jeg vil tro, at det er en udskæring, der med tiden vil indgå som en fast del i sortimenter rundt omkring.

Det var som sagt første gang, jeg prøvede at lave pulled chicken, men det bliver absolut ikke den sidste! Det smagte simpelthen bare så godt! For mig faktisk bedre end pulled pork, hvilket ikke siger så lidt. Christian foretrækker dog stadig pulled pork frem for pulled chicken, men han var enig i, at det smagte rigtig godt :) Jeg lavede min egen marinade, som jeg plejer, ud fra en barbequesauce, som jeg smagte til med lidt forskellige krydderier. Jeg undlod at putte røget paprika i den her marinade, fordi jeg ikke selv tåler det så godt. Men jeg synes ikke, den manglede noget. Det smagte bare vildt godt. Vi spiste det i burgerboller, som var de supergode og luftige, jeg plejer at bage til pulled pork. Opskriften kan du finde her:
burgerboller. Der var en rest, som blev frosset ned sammen med lidt af væden fra kyllingen. Det brugte vi senere i en salat, hvilket fungerede rigtig godt. Det kan jeg i hvert fald godt anbefale, at man gør.

Fordelen ved pulled chicken frem for pulled pork er, at det skal ikke have nær så lang tid i ovnen. 2 timer kan man nøjes med. Så det er jo rigtig hurtigt at lave. I må endelig prøve at lave det her, for det er virkelig en gudespise! :)






Pulled chicken (2-3 personer)

800 g kyllingelårfilet (uden ben)
1 flaske barbequesauce (jeg brugte en fra Rema1000 på 380 g)
3 spsk brun farin
3/4 spsk salt
1 tsk paprika

Tilbehør:
Burgerboller (købte eller bag selv)

Salat
Barbequesauce 

Kødet marineres dagen før, det skal spises. Jeg gjorde det bare aftenen før.

Rør barbequesaucen sammen med farin, salt og paprika. Put lårfileterne i en frysepose sammen med saucen og slå knude på. Vend det hele godt sammen. Læg kødet i køleskabet, til det skal tilberedes.

Hæld kød og sovs i et ovnfast fad. Sæt det i ovnen ved 125 grader i ca. 2 timer. Hæld evt. lidt af væden i fadet over kødet undervejs i stegningen. Tjek med et stegetermometer efter ca. 2 timer, om temperaturen er min. 79 grader.

Pil kødet fra hinanden med to gafler. Læg det i en skål og hæld lidt af væden over og vend rundt. Server med burgerboller (evt. hjemmebagte), salatblade og evt. en let salat til. Dryp kødet med lidt barbequesauce, når du samler burgeren, hvis du har lyst.

Det marinerede kød lægges i et fad og stilles i ovnen.

Så blev kyllingen færdig i ovnen.

Kødet trækkes fra hinanden med to gafler.

Spisetid, mums!




Det har været en lidt hård uge, synes jeg. Jeg har gået og ventet på, at der skulle komme en pakke, og nogle unger i nabolaget har spillet musik og larmet helt ekstremt til kl 3 om natten en dag, så det har været lidt småt med søvnen. I går var jeg nede i byen for at blive klippet og købe nogle småting, så det kniber lidt med energien. I nat har jeg dog fået sovet omkring 9 timer, så forhåbentlig vender energien snart tilbage.

Jeg har gået og planlagt og skal i dag i gang med at forberede, at vi skal have gæster til grillhygge i morgen. Det er længe siden, vi har været sammen med Christians forældre, så vi inviterede dem op til spisning i den her uge. I morgen bliver vejret varmt og solrigt, så det var den bedste dag at grille på. Vi har også inviteret Christians faster med, som er hjemme fra København. Vi skulle ellers have været med hos noget af familien på lørdag for at fejre hendes fødselsdag, men det har vi meldt fra til, fordi det på lørdag er 10 år siden, jeg mistede min mor. Det påvirker mig ret meget, og har kostet nogle tudeture den sidste tid. Jeg forstår simpelthen ikke, hvor tiden er blevet af. At det er 10 år siden, jeg sidst så hende. Det er næsten 1/3 at mit liv, jeg har måttet undvære hende, og jeg er "kun" 32.

Det har været virkelig hårdt at undvære hende i den tid, der er gået. Der sker jo meget, når man er så ung. Når man skal blive voksen. Og hun lærte mig aldrig at kende som et rigtigt voksent menneske. Det er jeg rigtig ked af. Og hun har heller aldrig mødt Christian. Min mor var kun 45 år gammel, da hun døde af kræft, hvilket jo ikke er nogen alder overhovedet. Hun skulle have haft så mange flere år sammen med os her. Der har også været mange tidspunkter i mit liv, hvor jeg virkelig godt har kunnet bruge en mors omsorg og støtte, ikke mindst når det kommer til al den sygdom, jeg er blevet ramt af og nu skal kæmpe med. Eller da jeg måtte afsted med fuld udrykning efter min fejloperation og var bange for, at jeg skulle dø. Livet er tomt uden hende. Efter jeg flyttede hjemmefra, skrev eller snakkede vi sammen hver dag. Det var så underligt og tomt, efter hun forsvandt, og telefonen blev helt stille. Jeg har stadig hendes nummer liggende i mine kontakter på min telefon, selvom jeg godt ved, at jeg aldrig vil få en sms eller et opkald fra hende igen. Det er bare svært at give slip på.

Men hun er med mig i alt, hvad jeg gør. På en måde. Christian synes, vi ligner hinanden, og der er vist noget med øjnene, hvor jeg ligner min mor en del. Tror også, at jeg har en stor del af hendes måde at bevæge sig på. Og så har hun helt sikkert en stor del af æren for, at jeg i dag er så interesseret i madlavning. Jeg syntes altid som teenager, at det var skørt, at hun gad sidde og læse opskrifter og den slags. At det kunne være så spændende. Men i dag gør jeg det samme. Og jeg har været en del med i køkkenet derhjemme. Jeg er dog nok mere interesseret i bagning, hvor hun var i madlavning, men det begrænser sig jo også, hvor meget jeg kan udfolde mig med mad, når der er så meget, jeg ikke kan tåle at spise.
Jeg savner hende hver eneste dag. Og det er særligt hårdt på sådan nogle mindedage, som der kommer på lørdag. Så vi tager en stille og rolig dag der. Det er faktisk også ret hårdt at skulle have gæster på fredag, for humøret er ret påvirket af alle de tanker om tabet af min mor og al den tid, vi har haft sammen, men jeg glæder mig nu alligevel til at se folk og hygge lidt. Håber, jeg har energi til det, når jeg har været så meget i gang i køkkenet med at forberede det hele.

Min mor med mig på armen.



Jeg satser på, at der kommer et par opskrifter med tiden fra vores grillaften i morgen. Der er i hvert fald et par gamle klassikere inden for grillmad, som jeg endnu ikke har givet jer opskriften på, så det kan I godt glæde jer til. Den ene er faktisk en, jeg har fra min mor, så det er en gammel opskrift i min familie. Mere herom senere :)

Nu vil jeg få mig lidt at spise og så i gang med forberedelserne til i morgen.

torsdag den 13. marts 2014

Pasta med ærtecreme og rosmarinmarinerede nakkekoteletter

Jeg har glædet mig rigtig meget til at dele den her opskrift med jer, for det var kærlighed fra første mundfuld for os herhjemme, og det er blevet en af mine livretter. Vi har fået det en del gange, siden jeg første gang lavede det her, og det smager simpelthen så godt!

Opskriften på ærtecremen er fra Hugh Fearnley-Wittingstalls bog Grøn Hverdagsmad, som Christian var så sød at forære mig, da vi fandt den til en virkelig god pris i Fakta efter jul. Der er rigtig god inspiration i det, og jeg ser frem til at prøve andre opskrifter, som dog nok må tilpasses lidt, da der er meget, jeg ikke tåler. Men opskriften her på ærtecremen er, som han skriver den i bogen. Dog vælger jeg at bruge frisk pasta, en tagliolini, som er en spaghettiagtig pasta, i stedet for makaroni, da jeg har et lidt anstrengt forhold til den slags pasta efter at have fået det som barn, og det smager helt fantastisk med den friske pasta.

Jeg bruger to forskellige slags parmesanost i min opskrift. Det gør jeg af den grund, at jeg har fundet ud af, at nogle parmesaner smager kraftigst varme, mens andre mister smagen ved at blive varmet op. Jeg bruger en grangusto i den varme ærtecreme, der har en rund, gennemtrængende smag varmet op, og ved serveringen bruger jeg grano padano, som har en let syrlig og spids smag, hvilket giver en virkelig god balance med sødmen fra ærterne. Hvad der også er vigtigt, er basilikummen, som jeg serverer strimlet, så man selv kan putte den mængde på, man ønsker, når man spiser pastaen. Det giver virkelig god smag til retten uden totalt at overdøve den, som jeg synes, at basilikumpesto nemt kan. Men med lidt frisk basilikum i retten får pastaen den perfekte smag.

Jeg valgte at lave nogle superlækre koteletter til, der virkelig komplementerer pastaen godt. De har en kraftig smag og passer godt til den forholdsvis milde ærtecreme. Man kan bruge nakkekoteletter eller middagskoteletter efter eget valg. Bare der er lidt fedtmarmorering. Jeg marinerer mine koteletter aftenen før, vi skal spise dem, så de når at få godt med smag. Brug endelig frisk rosmarin. Det giver den bedste smag.

Derudover serverer jeg brød til, og det mest perfekte er naturligvis et surdejsflute. Det smager bare så godt! Jeg må vist snart have gang i en ny surdej. Var for dårlig til at passe den sidste, så jeg valgte til sidst at smide den ud. Heldigvis er det ikke så svært at starte en ny op, så det må jeg snart gøre, så vi kan få flere hjemmebagte flutes i fryseren :) Laver den på 1 dl økologisk hvedemel, ½ dl rugmel, ½ dl grahamsmel og så lidt mere en 2 dl vand, så den ikke er for tyk. Den skal stå i et glas med folie eller andet hen over, men ikke dækket helt til, så den kan ånde lidt. Røres i to gange om dagen, til den er færdig med at boble, derefter en gang om dagen. Den er klar til brug, når den ikke bobler mere og har en øl-agtig duft. Den færdige surdej skal friskes op med nyt mel og vand en gang om ugen til hver 14. dag efter behov.




Hugh Fearnley-WhittingstallH
Hugh Fearnley-Whittingstall

Pasta med ærtecreme og rosmarinmarinerede nakkekoteletter (2 personer)

2 nakkekoteletter
3 spsk smagsneutral olie (jeg brugte rapsolie)
1 tsk salt
2 fed hvidløg
Et par spsk hakket frisk rosmarin
Lidt citronsaft

500 g frosne ærter
1 fed hakket hvidløg
50 g smør (jeg brugte lidt mindre, måske en god spiseskefuld eller to)
25 g reven parmesanost (jeg brugte grangusto)
Salt

250 g frisk pasta (jeg brugte tagliolini - en frisk pasta, der minder om flad spaghetti) 

Derudover:
Revet parmesan til servering (jeg brugte grano padano)
Strimlet frisk basilikum
Godt brød (jeg bagte surdejsflutes)

Koteletterne kan med fordel marineres aftenen før, da de på den måde får mere smag af marinaden. Bland olie med salt, presset hvidløg og hakket frisk rosmarin. Smag til med lidt citronsaft. Put koteletterne i en pose med marinaden og vend godt rundt. Luk posen og læg den i køleskabet til næste dag. Jeg bruger vores vacuummaskine med tilhørende poser til at marinere i, men fryseposer fungerer også udmærket.

Dagen efter sætter du en gryde med godt saltet vand over at koge, så den er klar til at få tilføjet pastaen, når du er ved at være færdig med ærtecremen.

På en pande smeltes smørret ved lav varme. Steg det hakkede hvidløg i smørret uden det tager farve. Hæld smør og hvidløg over i en blender eller kande til stavblendning. Gem panden.

På panden steges de marinerede nakkekoteletter, til de er gennemstegte og gyldne udenpå ved jævn til høj varme.

Til ærtecremen putter du ærterne i en gryde og hælder vand på, så det lige dækker. Kog ærterne i 3 minutter fra de koger og hæld vandet fra (gem vandet). Put halvdelen af ærterne i blenderen eller stavblenderkanden til smørret og hvidløgene. Tilsæt 25 g parmesanost og 6 spsk af vandet fra ærterne. Blend det hele til en glat sovs. Du kan tilsætte lidt mere af ærtevandet, hvis det er svært at få sovsen glat. Det gjorde jeg. Endte nok på ca. 10 spsk i alt. Smag cremen til med salt.

Mens du laver ærtecremen, koger du den friske pasta. Bruger du en tørret, skal du naturligvis sætte den over at koge noget før, da den skal have længere tid.Tagliolinien, jeg brugte, skulle koge 4 minutter.

Hæld vandet fra den kogte pasta og put den tilbage i gryden sammen med ærtecremen og de hele ærter. Vend det hele godt sammen.

Server pastaen med de marinerede koteletter og godt brød. Sæt derudover revet parmesanost på bordet og strimlet frisk basilikum, så man selv kan tage det ekstra på, man har lyst til. Det smager superskønt med basilikummen. Server godt brød til.

Dagens ret i en mere close up-vinkel :) Overvurderede vores appetit og
vendte 500 g pasta i ærtecremen. Ved nu, at vi spiser knap 250 g,
men laver samme mængde ærtecreme, så der vil være lidt mere lækker
creme, når du følger opskriften ovenfor, end det ses på billedet. Det smagte
dog fantastisk alligevel :)



Hvis det ikke var, fordi jeg var godt mæt af mine havregryn, ville jeg hungre efter sådan en portion! Der er bare så meget smag i den ret, det er helt vildt. Jeg elsker det! I aften står menuen dog på rugbrødsmader med rester af en flæskesteg fra i går og lidt andet pålæg. Jeg selv spiser kun fiskepålæg, når vi får rugbrød, for at få mere d-vitamin. Min mave er dog begyndt at fortælle mig, at det ikke er noget, den er glad for, desværre, men prøver lidt endnu, for jeg har godt af det og det smager også godt. Jeg er ellers ikke den store fiskespiser, men fiskefrikadeller og tun glider nemt ned. Måske er det mere remouladen og mayo'en, som maven står af overfor, men fisken er lidt kedelig uden.. Må se, hvor længe jeg kan klare at spise det.

Ellers ser det ud til at blive sidste lune solskinsdag i et stykke tid nu. Det er ærgerligt, for nu har vi efterhånden vænnet os til det gode vejr, kattene og jeg. Så i dag skal jeg i hvert fald huske at komme ud i solen og nyde den, mens den er her. Jeg har gået lidt ture med kattene i haven de sidste dage, hvilket de nyder. Har også fået ordnet det nedlagte højbed, så kattene har deres udendørs bakke klar igen med løs jord. De er "primitive" nok til at foretrække at tisse udenfor, selvom de har en fin bakke herinde, så det skal de selvfølgelig have lov til.

Turene i haven i solen opper virkelig kattens humør. De bliver lidt forårskåde. Fangede billeder af Ozzy i hopla for nogle uger siden. De billeder har I vist ikke set :)






 Hehe, det ser sjovt ud, når han sådan drøner afsted. Med mit nye zoomobjektiv har jeg bedre mulighed for at fange den slags billeder, så det er sjovt at øve sig på :) Fik også lidt billeder af Phoebe, der sad i græsset ved højbedet den dag :)






Pyh, der er efterhånden ret så varmt her i stuen! Det er vist snart på tide at få døren åbnet og få lidt frisk luft ind. I aften står menuen som sagt på rugbrød, så der er ikke så meget arbejde i det. Vi overvejer at hygge med racletten i weekenden, så i dag skal jeg måske have bagt nogle saltflutes. Må se, hvad energien rækker til. Havde en lidt hård dag i går og var lidt ked af det i går aftes (pga. savnet af Putte og alt det omkring tabet af ham), hvilket lagt sammen med for lidt søvn ikke ligefrem gør, at jeg sprudler af energi i dag. Så jeg er nu meget glad for, at der ikke skal gøres så meget herhjemme i dag. Vil få åbnet døren og gøre mig klar til at komme i haven med kattene nu :)

mandag den 26. august 2013

Hvidløg-rosmarinmarinerede herregårdskoteletter med flødekartofler og skønne, timianstegte grøntsager

I sidste uge var jeg som bekendt til møde med den nye bank. Det var en forvirrende dag, og jeg havde ikke fået taget noget op af fryseren eller planlagt maden helt den dag, så da jeg var færdig med mødet, gik jeg en tur i Føtex for at se, om jeg kunne finde lidt inspiration til en god aftensmad.

Jeg faldt over en pakke herregårdskoteletter uden ben, der så rigtig lækre ud, og jeg tænkte, at jeg måske kunne få noget godt ud af dem med en hjemmelavet marinade med krydderurter fra haven. Som tilbehør havde jeg allerede fastlagt, at vi skulle have flødekartofler, da jeg havde en fløde, der skulle bruges, men da jeg faldt over nogle friske bønner, og vi havde godt med grøntsager hjemme, fik jeg lyst til at lave nogle pandestegte grøntsager med timian fra haven. Vi havde på vores tur til Bakken i ferien fået et rigtigt lækkert måltid, hvor garnituren havde været stegte grøntsager, og jeg havde lyst til at lege lidt med det hjemme i køkkenet, da jeg syntes, det var rigtig lækkert. Så jeg stegte nogle grøntsager med timian, og det blev bare supergodt! Det skal vi helst sikkert have igen. Måske endda i aften, for jeg har taget herregårdskoteletter op af fryseren til os.

Kunne se i Føtex' nye avis, at de har koteletterne på tilbud til 25 kr for 2 stk. denne uge, så måtte lige afsted efter nogle i lørdags. Så det er bare om at komme afsted efter et par pakker! Jeg gav i sidste uge 60 kr for 3 koteletter, så det er en god pris :) Flødekartoflerne passede fint til resten af maden, da det hele er bundet sammen af hvidløg (mild smag, det smager ikke meget igennem). I aften tror jeg dog, at vi ender med lidt bagte kartofler eller ovnkartofler til, men det kan man jo gøre, som man har lyst til. Kan kun anbefale retten her på det varmeste. Har du lyst, kan du komme mere rosmarin og lidt ekstra hvidløg i marinaden, hvis du vil have en mere gennemtrængende smag.




Hvidløg-rosmarinmarinerede herregårdskoteletter med flødekartofler og skønne, timianstegte grøntsager (2 personer)

Koteletter og marinade
2 herregårdskoteletter uden ben
4 spsk olie (jeg brugte rapsolie)
2 spsk hakket frisk rosmarin (ca. 2-3 store grene minus stilken)
2 fed hvidløg
1 tsk salt

Flødekartofler
5-6 mellemstore bagekartofler
2 spsk hakket løg
3 store fed hvidløg
Salt
Knap ½ liter fløde 18%

Timianstegte grøntsager
3 halvstore gulerødder
1 rødløg
1 god håndfuld friske champignons
½ squash
1 rød peberfrugt (jeg brugte lidt mindre)
1 god håndfuld friske bønner
2-3 fed hvidløg
Frisk timian

Til koteletterne laves en marinade af 4 spsk olie, 2 fed presset hvidløg, 2 store spsk hakket, frisk rosmarin og 1 tsk salt. Du kan tilsætte mere rosmarin og hvidløg, hvis du vil have en meget gennemtrængende smag. Jeg vil overveje en smule mere i næste marinade, men smagen her er mild og fin og smager af noget :)

Mas evt. koteletterne lidt fladere (gør dem nemmere at stege) om nødvendigt og put dem i en frysepose sammen med marinaden og vend godt rundt. Slå en knude på posen og læg den i køleskabet. Lad koteletterne trække i marinaden i mindst 3½ time, gerne længere.

Skræl kartoflerne og skær dem i 3 mm tykke skiver. Læg 2/3 af skiverne i et mindre ovnfast fad. Hak løget fint og fordel ca. 2 spsk ud over kartoflerne. Drys med salt. Fordel resten af kartoffelskiverne i fadet, drys med salt og pres de pillede hvidløg ud over, så det er jævnt fordelt over hele fadet. Hæld fløden over. Jeg brugte lidt mindre end ½ liter. Kartoflerne skal ikke være helt dækket af fløden (den koger op, så det er ikke nødvendigt). Bag i ovnen ved 225 grader, til fløden er kogt ind til en tyk sovs. Tjek konsistensen efter tre kvarter. Vil skyde på, at fadet skal have ca. en time i ovnen, men det kommer meget an på, hvor stort fadet er, så du skal holde øje.

Til de timianstegte grøntsager skrælles gulerødderne og skæres ud i forholdsvis tynde stave. Løget pilles og skæres i både.

Rens champignonerne og halver dem. Større champignons skæres i tre stykker. Vask squashen. Halver den og gem resten til en anden god gang. Halver den halve squash på langs og fjern kernerne. Skær den i tykke skiver (ca. 2-2½ cm). Rens peberfrugten og skær den i tykke strimler (1-2 cm - jeg deler peberfrugten i 3 stykker og skærer hvert stykke i strimler). Vask bønnerne og nip enderne af. Pil og hak hvidløgene. Vask timianen og ryst vandet af.

Varm en pande godt op og steg gulerødder og løg nogle minutter, til gulerødderne så småt begynder at skifte farve og løget bliver blødere. Tilsæt resten af grøntsagerne og hvidløget sammen med bladene af timianen og steg det hele, til grøntsagerne er møre, men stadig har bid. De skal med andre ord ikke være helt bløde og smattede. Champignonerne skal have skiftet farve og være bløde i det. Du kan evt. lægge et låg på undervejs, hvis du har lidt rigeligt grøntsager på panden. Så bliver de lidt mere jævnt gennemstegte. Undlad dog at have låget på alt for længe, da de ellers ender med at blive kogt pga. kondensen på panden under låget.

Mens du steger grøntsagerne, varmes en grillpande (du kan også bruge en almindelig, hvis du ikke har en grillpande). Når den er varm, skrues lidt ned for den, og kødet lægges på panden. Der behøves ingen fedtstof, da koteletterne er marineret med olie. Steg koteletterne ved mellemhøj varme, til de har stegeskorpe på begge sider, et par minutter. Steg videre ved mellemvarme, til koteletterne næsten er gennemstegte. Undlad at skamstege dem, for så risikerer de at blive tørre. De er færdige, når de føles næsten faste at røre ved, når du trykker på dem (evt. med en palet). Krydr grøntsagerne med lidt salt inden servering.

Server koteletterne med de stegte grøntsager og flødekartoflerne. Skøn mad!


Grøntsagerne steges med timian.

De marinerede koteletter steges på en grillpande.

De lækre, stegte grøntsager up close.

Aftenens tallerken.



Det var turen på Bakken, der fik mig til at drømme om timianstegte grøntsager. Åh, det var et godt måltid, vi fik derinde i ferien. Jeg fik endda en softice den dag, noget jeg har gået og drømt om i flere måneder, og det var bare skønt! Vi havde bare sådan en god tur. Der var ikke så mange mennesker, da Cirkusrevyen først var i gang, og der var ingen kø til noget. Vi prøvede det sædvanlige, nemlig spøgelsestoget og Ulven (rutschebane) en del gange, og gik rundt og spillede lidt i boderne. Christian vandt to gange på lykkehjulet, så vi kunne få et par præmier med hjem (valgte sakse og stegetermometer, men vi havde selvfølgelig håbet på en kæmpe chokolade), men jeg vandt ikke noget. Jeg er ikke ligefrem kendt for mit store held, men jeg hyggede mig med at spille lidt og i det hele taget på turen.

Det var bare sådan en dejlig dag. Tivolier og forlystelsesparker er bare lige mig, og Bakken minder om mit elskede Tivoli Friheden, som vi altid kommer i hvert år med min far. Det gør det ikke til et mindre skønt sted. Og så spiser man godt på Bakken. Vi måtte dog gå rundt længe for at se på salaterne på stederne, og endte til sidst i Bræddehytten, hvor vi fik et supergodt måltid, og jeg fik den bedste hjemmelavede bearnaise, jeg nogensinde har smagt! Nød det hele i fulde drag!


Vi har været ret ugidelige denne weekend. Det er de første fridage efter ferien, og det har helt sikkert været en hård opstart. Også for mig, for nu skal jeg vænne mig til at gå herhjemme alene igen, og det er ærlig talt lidt hårdt. Jeg har det bedre, når Christian er her, og får energi af at være sammen med ham, så han er savnet i hverdagene.

I fredags var vi i biografen og se Elysium. Jeg havde glædet mig noget til den, da den så spændende ud, og jeg generelt er ret glad for Matt Damon, men blev lidt betænkelig, da Christian fortalte, at det var samme instruktør, som lavede District 9, en Oscarfilm fra et par år tilbage, som jeg bare ikke brød mig om. Elysium var en okay film i teorien ligesom District 9, men vi var begge enige om, at den var lidt tynd i historien, og jeg blev desværre ikke positivt overrasket over instruktørens nyeste film. Så jeg tror, jeg bare skal holde mig helt fra hans film i fremtiden. Matt Damons præstation kan man dog ikke sætte en finger på, han var god som altid.

Ellers har vi ikke lavet det store i weekenden. Set lidt film, spillet lidt og bare slappet af. Det var hårdt tiltrængt. Min mave har været ekstra træls i weekenden, efter jeg tillod mig at spise popkorn i biografen i fredags og lidt (meget lidt) sødt lørdag aften, så jeg har ikke haft det så godt. Det betød også, at jeg for Gud ved hvilken gang måtte spise lasagne i går aftes. Meget mod min vilje. Vi skulle have haft flæskesteg, hvilket jeg har gået og drømt om, men vi har måttet skubbe den foran os gennem ugen, da der ikke har været overskud nok til at lave den eller helbredet har været der. Nu er den så endt i fryseren, for vi skal snart til en familiefest, og jeg er nødt til at få styr på min mave inden da. Hvis jeg kan. Det er farligt at spise ude for mig, og jeg ved ikke, hvad vi skal spise den dag, men håber, der er noget, jeg kan tåle. Må tage det, som det kommer.


Slutter af med lidt kattebilleder taget en aften, hvor himmelen var usædvanligt smuk. Phoebe sad model på toppen af klatretræet, hvilket gav nogle fine silhuetbilleder af den "lille" dame :)




torsdag den 4. juli 2013

Grillede kebabspyd og jordbærsalat med slikærter, feta og jordbærdressing

Nu, hvor vi er midt i jordbærsæsonen, synes jeg, det er passende med endnu en opskrift, hvor de skønne bær kan indgå. Denne gang er det som en del af aftensmaden, hvor de indgår i en frisk salat sammen med søde slikærter og feta. Det hele bindes sammen med en jordbærdressing :)

Da jeg læste det sidste nye MAD!, faldt jeg over en opskrift på kebabmarineret lam på grillspyd, og fik lyst til at prøve marinaden. Jeg bryder mig dog ikke om lammekød, så jeg valgte at lave det med svinemørbrad i stedet. Man kan også bruge oksekød og nok også kylling, hvis man ikke er så meget til svinekød, men det blev virkelig godt. Det er en skøn marinade, jeg dog gangede op. Der vil blive 4 grillspyd med kebabmarineret svinemørbrad af nedenstående opskrift. Meget anbefalelsesværdig! Vær ikke bekymret, fordi der er kanel i opskriften. Smagen af den er meget diskret og komplementerer resten af krydderierne rigtig godt :)

Den nedenstående opskrift på marinaden rækker til en svinemørbrad (ca. 500 g kød). Jeg marinerede dog kun halvdelen af svinemørbraden (i halvdelen af marinaden), da jeg lavede barbequemarinerede grillspyd til mig selv, fordi jeg ikke tåler stærke krydderier særlig godt. Men jeg fik lov at smage Christians kebabspyd, og smagen var virkelig god. Så opskriften er klart en keeper! Det passede i øvrigt godt sammen med den lette salat. Vi fik også lidt nye, kogte kartofler til, hvilket måske ikke passer supergodt som tilbehør, men jeg ville gerne have lidt mere fyld til. Jeg vil foreslå, at man i stedet serverer retten med noget godt brød.

Hvis man ikke er den store fan af feta, kan man i jordbærsalaten skifte den ud med tern af en god, mellemlagret ost.

Jeg har i øvrigt en opdatering om Tot, min venindes kat, jeg har prøvet at hjælpe med at finde et nyt hjem til. Det kan I læse mere om efter opskrifterne herunder :)






Grillede kebabspyd og jordbærsalat med slikærter og feta (2 pers)

1 svinemørbrad (ca. 500 g)

Kebabmarinade:
6 tsk stødt spidskommen
4 spsk stødt koriander
2 tsk stødt kanel
2 tsk fint salt
4 spsk olie (jeg brugte bare rapsolie)
4 fed hvidløg
4 grillspyd af træ

Afpuds mørbraden og skær den i store tern. Bland ingredienserne til kebabmarinaden og put den i en frysepose sammen med kødet. Vend det hele godt rundt og slå en knude på posen. Lad kødet marinere i marinaden nogle timer, gerne natten over.

Læg grillspyddene i koldt vand i 20-30 minutter. Fordel herefter det marinerede kød på spyddene og grill dem, til de er gennemstegte.

De marinerede spyd lægges på grillen.

Mine spyd med barbequemarinade (brugte bare en færdig bbqsauce).

Spydene er ved at være færdige.



Jordbærsalat med slikærter, feta og jordbærdressing

1 stor hjertesalat (eller 1½ mindre)
Ca. 1 dl frosne slikærter (eller efter lyst)
½ blok feta (salatost. Alternativt ca. 1 bøtte feta i tern - kan udskiftes med mellemlagret ost, hvis du har lyst)
Ca. 250 g jordbær

Jordbærdressing:
3 mellemstore jordbær eller 4 lidt mindre
½ spsk sukker
½ spsk hvidvinseddike
½ spsk olie (jeg brugte rapsolie)
1/4 tsk fint salt

Vask salaten og bræk den i lidt mindre stykker. Læg den i en skål.

Put de frosne slikærter i en skål og overhæld med kogende vand. Lad dem stå lidt, og hæld så vandet fra. Gentag skoldningen. Hæld igen vandet fra og overhæld dem herefter med iskoldt vand. Lad dem stå og køle lidt ned, før du hælder vandet fra. Bland ærterne med hjertesalaten.

Skær fetaen i mindre stykker og bland i salaten. Herefter kan den opbevares på køl indtil serveringen.

Rør jordbærdressingen ved at mose jordbærrene med de øvrige ingredienser. Smag til med lidt ekstra hvidvinseddike og salt om nødvendigt. Jeg gav min lidt ekstra.

Inden serveringen renses og halveres jordbærrene og fordeles i salaten (hvis de står på køl, mister de en del af smagen). Hæld lidt af dressingen over salaten og server resten ved siden af, så der selv kan tages ekstra, om nødvendigt.

Den færdige jordbærsalat.

Aftenens tallerken.



Jeg er vildt glad for mit abonnement på MAD!, som jeg fik i fødselsdagsgave af Christians fætter og kæreste. Pga. min sarte mave er det desværre ikke så meget, jeg får lavet direkte af opskrifterne, men de giver mig inspiration til at lave mine egne retter med nogle af ideerne fra bladet, tilpasset hvad jeg kan tåle. Eller nogle gange som noget nyt og lækkert til Christian (f.eks. den her kebabmarinade).

Det er dejligt at lege og være lidt kreativ i køkkenet, for pga. mit helbred cykler vi nemt rundt i de samme retter. Så det er dejligt med lidt inspiration, og jeg har også mere mod på at prøve nye ting, når vi ikke har så mange sociale arrangementer, vi skal til (fordi jeg pga. spisningen ved den slags skal sørge for, at min mave ikke udsættes for noget "farligt" op, så jeg kan deltage i maden).
Det varer ikke så længe, inden mit gaveabonnement løber ud, men jeg er sikker på, at jeg selv vil fortsætte med at købe bladet. Jeg ved ikke, om det bliver med abonnement eller bare i butikkerne, men jeg vil i hvert fald fortsætte med at købe det :)

Ellers går det lidt sløvt herhjemme. Jeg sover dårligt for tiden, så jeg har svært ved at hænge sammen i dagene. Det betyder, at jeg får bevæget mig for lidt og derfor skal kæmpe med fremprovokerede piskesmældssmerter. Så jeg håber på bedre søvn snart. Måske når årsdagen for min mors dødsdag er overstået...

Jeg vil slutte af med at fortælle om Tot, som lovet. Der har været mange, der har været søde at dele mit blogindlæg om ham, så der har heldigvis været et par henvendelser. Først fra et par, der i forvejen havde katte, men ville snakke om at adoptere ham også, men de endte desværre med at springe fra. Derfor har jeg haft gang i at få delt indlægget igen, og det gav pote ret hurtigt, heldigvis. Jeg fik en mail fra en sød kvinde, der var lun på Tot, så jeg satte hende i forbindelse med Marianne, Tots ejer. Hun boede forholdsvis tæt på, så hende og sønnen var forbi og besøge dem samme aften. Det var kærlighed ved første blik, og de endte med at tage ham med hjem den aften. De havde ledt efter den helt rigtige kat noget tid, har Marianne fortalt, og der var vist ingen tvivl om, at det var Tot, da de mødte ham.

Så det er jo en lykkelig slutning på den historie. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at han vil blive elsket. Han er enehersker af huset, og har mulighed for at komme udenfor, ligesom han gerne vil.

Tak til alle jer, der har delt indlægget og vist interesse. Det har været en kæmpestor hjælp! Jeg har lovet at hilse fra Marianne også og sige tusind tak for den store hjælp. Når hun nu desværre er nødt til at skulle igennem den smertefulde oplevelse at miste sine kattebørn, er det en stor trøst, at de får de helt rigtige hjem og nogen, der elsker dem.

Totten, der nu har fået nyt hjem :)