mandag den 30. januar 2012

Indlagt

Nu er jeg blevet indlagt igen. Og har endelig fået min seng. Vi var herinde lidt i 10, for jeg skulle gerne nå at få en kode til nettet herinde, så jeg har lidt underholdningen fra computeren, mens jeg ligger her. Men vi kunne godt have kommet senere, for der har virkelig været meget ventetid.

Christians forældre kørte mig herind og sad og ventede sammen med mig frem til omkring middag, hvor jeg havde siddet ude i forhallen og ventet, da der ikke var en seng klar til mig. Men der havde jeg fået taget blodprøver og fik også snakket med en læge.
Jeg fik at vide, at hvis jeg havde lyst til at komme hjem til i morgen, måtte jeg gerne det, hvis jeg ville. Jeg skulle bare huske at faste fra midnat. Jeg skulle have svar på blodprøver og snakke med en narkoselæge, før jeg kunne tage hjem, og det kunne godt tage noget tid, så jeg sendte Christians forældre hjem. Det var lidt tosset, at de skulle sidde der og vente sammen med mig så længe.

Selvfølgelig havde jeg lyst til at komme hjem og overnatte.. Jeg sad og ventede i næsten 4 timer i alt i ventesalen, før der var plads til mig på gangen. Det kunne jeg godt have undværet :s
Det var jo meningen, at jeg skulle snakke med en narkoselæge, før jeg måtte tage hjem, for det er bestemt, at jeg skal have lavet ERCP'en i fuld narkose i morgen, men der er sket et eller andet, så jeg først skal snakke med narkoselægen i morgen tidlig, før jeg skal have den lavet.

Da jeg åbenbart er først på programmet i morgen, skal vi være i Slagelse kl 7. Puha det er godt nok tidligt! Især fordi det jo altså tager en times tid at køre herned, så skal op kl 5 i morgen, vil jeg tro. Men jeg vil helst være herinde så lidt som muligt, og Christian vil gerne køre mig herind så tidligt, så sådan bliver det. Glæder mig allerede til at komme hjem. Det kommer jeg dog først om nogle timer, når Christian har fri.

Jeg har prøvet at snakke med lægen her om mine problemer med mavesyren, men hun mente, at vi skulle se tiden an, lød det til, og så vil lægerne i morgen måske også kigge lidt ekstra godt efter, når de alligevel er nede og rode rundt i maven.
Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg kan bruge det til.. Jeg havde håbet, de ville have de vises sten her omkring sådan noget med mavesyren også, men jeg må vist bare være lidt tålmodig og håbe på, at jeg får snakket med en anden læge, der ved mere næste gang.

Jeg tror, jeg er glad for, at ERCP'en skal foregå under narkose. Så kommer jeg ikke til at være mentalt til stede, når de skal ind og rode, og det kan jeg godt undvære. Jeg håber så, at det kommer til at gå godt, når jeg nu skal være under, og at jeg ikke har de slemme smerter efterfølgende. Men jeg må vist bare tage det, som det kommer. Der er jo ikke så meget andet, man kan gøre.

Der er ikke så meget mere nyt i dag. Nu skal jeg bare vente på, at Christian får fri, så jeg kan komme hjem til i morgen. Og så krydser vi fingre for, at det går godt i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar