Viser opslag med etiketten kaffe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kaffe. Vis alle opslag

tirsdag den 2. maj 2017

Tunmousse med rejer og kold dressing

I forbindelse med påsken lavede vi en lille påskefrokost i samarbejde med Christians forældre. Vi og min svigermor stod for at lave maden, så arbejdsbyrden blev lidt fordelt, og hans fætter og kæreste kom med drikkevarerne. Vi medbragte bl.a. denne superlækre tunmousse med rejer og kold dressing.

Tunmousse er en gammel klassiker, der stadig holder. Det smager dejligt og bringer gode minder frem fra min mors køkken :) Min mor var meget glad for Karolines Kogebøger, så hun lavede den naturligvis efter deres opskrift. Jeg har dog valgt at lave min egen udgave af deres lækre mousse, da smørmængden godt kan blive lidt overvældende, og jeg foretrækker at bruge tun i vand i stedet for olie, som den originale opskrift foreskriver. Resultatet bliver alligevel superlækkert, men knap så fed en oplevelse.

Som tilbehør er en rød dressing et must! Opskriften her stammer også fra min mors køkken, og jeg bruger den også gerne til rejecocktails :) Server tunmoussen med snittet salat, halverede, kogte æg og masser af lækre rejer. Derudover kan jeg anbefale at servere godt brød til, f.eks. de her skønne 5-kornsflutes eller koldhævede flutes. Til vores påskefrokost havde jeg bagt begge dele.

Moussen rækker relativt langt i forhold til sit beskedne omfang. Den færdige mængde fylder 4½-5 dl. Jeg vil skyde på, at den rækker til 6-8 personer som forret.





Tunmousse med rejer og kold dressing (min. 6-8 personer som forret)

2 dåser tun i vand (a 185 g - ikke drænet vægt)
150 g blødt smør
1½ dl creme fraiche 18%
1-2 tsk friskpresset citronsaft
Ca. 3/4 tsk fint salt
Friskkværnet peber

Kold dressing:
1 bæger creme fraiche 18 % (200 g)
Beauvais ketchup
Friskpresset citronsaft
Salt

Tilbehør:
150-200 g rejer (gerne Royal Greenland kutterrejer)
Hårdkogte æg (ca. 1 pr. person)
Icebergsalat
1 citron

Pynt:
1 citron
Cherrytomater
Agurk
Frisk dild
Evt. lidt sort stenbiderrogn eller lignende


Tunmousse:
Dræn tunen for vand og findel den med et par gafler. Mos den sammen med smørret, til det er en helt ensartet masse. Det er vigtigt, da det ikke er rart at møde en klump smør i tunmoussen. Vend creme fraichen i og smag moussen til med citronsaft, salt og peber.

Fordel tunmoussen i en form (ca. 4½-5 dl - jeg brugte en aluform, der kan rumme 4½ del, og den blev fyldt til toppen). For nemmest at få moussen ud af formen igen kan du fordele et lag husholdningsfilm i formen, før du hælder moussen i. Så smutter den lige ud af formen, når den vendes på hovedet :) Dæk moussen til og sæt den i køleskabet, gerne natten over, men mindst 6 timer, så den lige får tid til at sætte sig.


Kold dressing:
Rør creme fraiche med ketchup (start med at røre 2-3 spsk i). Smag til med citronsaft og salt tilsat lidt ad gangen. Dæk skålen over og stil den i køleskabet et par timer før brug.


Tilbehør:
Kog æggene, så de er hårdkogte. Pil dem og læg dem til afkøling i køleskabet i en bøtte eller pose, til moussen skal anrettes.

Tø rejerne op, hvis de er frosne (helst i køleskab, da det er bedst for at bevare smagen). Klem det værste af væden fra dem.

Skyl og snit icebergsalaten. Skyl og skær citronen i både.


Servering:
Vend tunmoussen ud på et fad, der er noget større end moussen. Fordel den snittede icebergsalat langs siderne af moussen. Fordel herefter halvede æg ved hver ende af moussen. Pynt også gerne med lidt cherrytonatbåde for farvens skyld.

Pynt moussen ovenpå med rejer, halverede cherrytomater, stenbiderrogn, samt agurke- og citronspringere (skiver af agurk og citron, der skæres en ridse i og sættes som spiralform oven på rejerne). Slut af med evt. at pynte med lidt friske dildkviste.

Server moussen med dressingen i en skål for sig selv, så man selv kan tage, og evt. lidt flere halverede, hårdkogte æg, hvis nogen skulle ønske flere. Server derudover moussen med godt brød, f.eks. disse flutes: Sprøde 5-kornsflutes og/eller Koldhævede flutes.

Den færdige tunmousse. Det gik lidt stærkt til vores påskefrokost, så jeg glemte i skyndingen at få stenbiderrognen og dild på, så det må I
tænke jer til ;) Se i øvrigt, hvordan der kan være stor forskel på farven af blommen i æggene. Min svigermor stod for at koge æggene, som
kom fra to forskellige bakker, deraf forskellen :) 




Her kan du se, hvad vi ellers bidrog med til påskefrokosten :) Ud over tunmoussen havde jeg også lavet den lækre Lakseroulade med dildcreme, som blev serveret med en kold dilddressing.




Lækre, hjemmebagte flutes. 5-kornsflutes og koldhævede flutes:





Til silden blev der serveret min hjemmelavede karrysalat med flødeskum:




Snaps skal der jo også til, så vi medbragte også min hjemmelavede æblesnaps med vanilje, som vi lavede en ny omgang af i december. Den holder længe, og smager supergodt, og så er den også til at drikke for dem, der synes, at almindelig snaps bliver lige skarp nok. Den er rund og mild i smagen :)




Derudover havde vi også stegt et par ribbensstege, og desserten blev denne moccalagkage:





Yderligere retter på bordet var bl.a. lun leverpostej med ristede champignoner og bacon, marinerede sild, tarteletter med skinke, ærter og gulerødder (til dem, der ikke spiste fisk til forret) og mørbradbøffer med bløde løg.

Før desserten havde jeg arrangeret en lille æggejagt i mine svigerforældres have. Det var ret sjovt :) Jeg havde gemt chokoladeæg (lagt i en frysepose for hygiejnens skyld - det viste sig at være en ret god ide, for dagen for vores påskefrokost var lidt våd), og i nogle af poserne lå et lille nummer. Efter jagten trak vi så lod om lækker påskechokolade og andre påskerelaterede præmier, som jeg havde købt ind i løbet af ugerne op til påskefrokosten. Det var superhyggeligt.


Æggejagt i det våde vejr. Der lå et æg ved busken til venstre, som Christian måtte se sig slået af sin fætter for at nå :D


Det var en rigtig dejlig dag, vi havde :) Påskefrokosten lå midt i vores ferie, så det passede fint. Christian har holdt et par ugers ferie i forbindelse med påsken, da han ikke havde opbrugt alle sine feriedage, så vi har haft et lille pusterum med masser af tid til hinanden og lidt ture ud hjemmefra. Det kan være, jeg vender tilbage og fortæller lidt om den i et af de næste indlæg.

I får ikke meget mere herfra i dag, da jeg skal i gang med at forberede nogle papirer, som jeg skal have med til Filadelfia senere på ugen, hvor jeg skal have lavet en ny nerveledningsundersøgelse. Som jeg skrev i mit sidste indlæg, skulle jeg en tur forbi min nye læge og snakke om, hvad næste skridt skulle være mht. behandlingen af mine smerter. Jeg havde troet, at jeg måske skulle starte op på ny medicin, som jeg skrev, men det blev ikke lige udfaldet af det besøg. Min neurolog anbefalede at snakke med en ortopædkirurg om mine problemer på undersiden af underarmene, da der blev fundet funktionsnedsættelse ved min seneste nerveledningsundersøgelse, men da undersøgelsen ikke gav et klart svar, anbefalede Filadelfia endnu en undersøgelse, denne gang med nåle (gys!), og derfor synes min nye læge, at vi skal starte der. Så senere denne uge skal jeg altså forbi Filadelfia igen for at få lavet endnu en nerveledningsundersøgelse.

Herefter går turen nok til ortopædkirurgen. Det er dog tvivlsomt, om der kan gøres noget, og jeg er efterhånden ret træt af at få hovedet fyldt af modstridende udsagn om, hvad der kan/vil ske i den sammenhæng. Min neurolog og læge virker relativt optimistiske omkring, at der måske kan gøres noget i den forbindelse, mens reumatologen har sagt, at en ortopædkirurg ikke vil røre sådan en som mig med en ildtang, og min fysioterapeut også mener, at det vil skade mere, end det vil gavne. Det er ærlig talt ret frustrerende, og jeg ved efterhånden ikke, hvilket ben jeg skal stå på. Og jeg er bange for at komme til at blive udsat for et indgreb, der forværrer min tilstand, men det ville være fantastisk, hvis det bare kunne hjælpe på nogle af smerterne.

Men der er ikke så meget andet at gøre end at se, hvad der sker. Det skader jo ikke at få en ortopædkirurgs syn på sagen, og så må vi bare tage den derfra.

Nu må jeg videre i programmet, så jeg vil stoppe her og ønske jer en rigtig god dag :) 

torsdag den 1. oktober 2015

International kaffedag

I dag, 1. oktober, er det international kaffedag. Som jeg før har skrevet her på bloggen, er jeg en sucker for de her dage, da jeg synes, de er så hyggelige, og det giver fin mulighed for at lade sig inspirere til at lave særlige retter eller bagværk ud fra de givne temaer :)

Herhjemme er Christian en passioneret kaffefan. Men primært som "sort kaffe", dvs. kaffen, som den er uden alt muligt blandet i. Det er han til gengæld også rigtig glad for. Han snakker ofte om, hvordan kaffe og tilhørende lækkeri - om det så er chokolade eller bagværk - komplementerer hinanden, så oplevelsen bliver meget større af begge produkter.

Personligt er jeg ikke den store fan af kaffe som en drik, da jeg ikke tåler det ret godt, og aldrig fik lært at drikke det, før jeg blev syg. Til gengæld er jeg stor fan af kaffe i det søde køkken, primært i kager. Det giver en virkelig fin smag til f.eks. fyld i kager eller glasurer, især i kombination med kakao eller chokolade. Kaffe kan desuden bruges til at pensle brød og boller med. Det giver en flot farve uden at det bliver så mørkt eller intenst i farven, som man sædvanligvis får ved at pensle med æg, og det efterlader i øvrigt ikke smag af kaffe på bagværket. I indlægget her har jeg samlet lidt opskrifter med kaffe til jer, som I kan lade jer inspirere af, hvis I skulle få lyst til at fejre kaffedagen med andet end bare en kop velbrygget kaffe :)


De første opskrifter, I får, er mine personlige favoritter, nemlig moccalagkage og moccaroulade. Begge er lavet med cremen fra min mormors berømte moccalagkage, som var et af de eneste ønsker, min mor havde, når jeg spurgte hende, hvad hun gerne ville have serveret af bagværk på sin fødselsdag. Lagkagen lavede min mormor nemlig ofte til hendes fødselsdag, da min mor var barn. Det er en tung sag med en intens smag, uden kaffesmagen bliver overvældende, og som med mange andre opskrifter med kaffe her på bloggen, kombineres den med kakao eller chokolade i smagen. Lav den som roulade eller lagkage efter eget valg. Uanset vil den helt sikkert gøre lykke på ethvert kaffebord :) Husk endelig, at kagen skal laves dagen før, da trækketiden er vigtig. Her finder du opskrifterne: Moccalagkage og Moccaroulade.





For nogle år siden lavede jeg de her espressocupcakes til Christians far som lidt forkælelse, da han var kommet til skade med sin ryg. Opskriften er hentet i bogen Kagedage, som er begået af folkene bag The Hummingbird Bakery. Selvom der er kaffe både i cupcakes og frosting, overtager det ikke smagen totalt. Både Christian og jeg var ret vilde med smagen af frostingen, som man sagtens kan bruge på f.eks. chokoladecupcakes, hvis man ikke ønsker, at kagedelen også indeholder kaffe. Her kan du læse opskriften: Espressocupcakes med kaffefrosting. Chokoladekaffebønnerne kan man købe rundt omkring, eller man kan lave dem selv i en chokoladeform. Det gør jeg altid, og det er meget nemt. Formen fulgte med til min chokoladesmelter.




I Christians mormorlagkage er kaffe en vigtig ingrediens, selvom der tilsættes relativt lidt. Men det gør en verden til forskel. Kaffen skal tilsættes som væskedelen i glasuren på toppen og fuldender lagkagen helt perfekt :) Her er opskriften på den fantastiske lagkage: Mormorlagkage.




Nu, hvor vi snakker om glasur, kommer vi ikke uden om kanelkagen. Det er en klassiker i det danske kagekøkken efterhånden, og opskriften her er den eneste rigtige, hvis du spørger mig :) Derudover er det en af de nemmeste kager nogensinde, så det er oplagt, hvis du hurtigt skal bikse en kage sammen til kollegaerne eller lignende. Kagen er lækkert svampet og holder sig frisk længe. Kaffen finder du i glasuren, men det smager ikke ret meget igennem. Giver bare glasuren et lækkert pift. Find opskriften her: Kanelkage med kaffe-kakaoglasur.




Jeg vil slutte kaffe-kavalkaden af med noget for en rigtig kaffeelsker, nemlig min kaffeis med hvide og mørke chokoladekaffebønner og digestive. For nogle år tilbage kunne man i de danske Ben & Jerry's-isbarer købe isen coffee coffee buzz buzz buzz, som var en lækker kaffeis med chokoladestykker. Christian fik den engang, vi var i Tivoli Friheden med min far og Marianne, og siden hjemsøgte den ham virkelig. Den må have været noget virkelig særligt. Desværre tog Ben & Jerry's den af det danske marked, hvilket Christian naturligvis blev ret ked af, nu han kun fik en chance for at smage den. Derfor ville jeg gerne glæde ham med at lave en særlig kaffeis som desserten nytårsaften for nogle år siden, og den gjorde stor lykke hos ham. Blev rigtig lækker. Hans mor smagte den også og syntes, den var lækker. Har man ikke mulighed for købe eller støbe chokoladebønner selv, kan man sagtens nøjes med at bruge grofthakket chokolade. Opskriften på den lækre kaffeis finder du her: Kaffeis med hvide og mørke chokoladebønner og digestive.





Det er dagen derpå efter et ret kaotisk døgn herhjemme. Jeg har haft skrevet til endnu en dyrlæge med interesse for hudlidelser, og ham fik jeg svar fra i går. Han kan desværre ikke hjælpe, men anbefalede to her på Sjælland, hvor den ene er en, jeg allerede har skrevet til og ikke fået svar fra. Den anden, fandt jeg ud af, er gået på pension :| Herligt. Jeg har forsøgt at skrive til hende, den første, igen på en anden mailadresse, og jeg håber, at det giver bid denne gang.

Det efterlod mig med noget af en følelse af håbløshed, for jeg vil så gerne have lidt normalitet i livet igen og ikke holde Ozzy "fanget" herinde for evigt. Jeg nåede dog ikke at hænge fast der ret længe, for så ringede Christian og fortalte, at han inden længe står uden job. Det store firma, der opkøbte deres for to år siden, har valgt, at deres danske afdeling skal lukkes, og derfor mister Christian det job, han har været i, siden han blev færdig med sin uddannelse, hvilket vil sige i over 18 år :-|

Det er noget af et chok for os begge, selvom vi har mistænkt, at dagen ville komme. Det er dog overraskende, at den kommer lige nu. Jeg fik skubbet alt det andet i baggrunden, for man må tage en krise ad gangen, og jeg ville gerne gøre noget for at holde lidt sammen på Christians dag, når han kom hjem, hvilket han gjorde ret hurtigt efter beskeden i går. Jeg fik ryddet lidt op, så hjemmet ikke var så kaotisk at komme hjem til, og bag nogle store chocolate chip cookies, en af Christians favoritter, der lige var kommet ud af ovnen, da han kom hjem, så de var lune og sprøde på den helt rette måde. Det blev han selvfølgelig glad for. Vi fik snakket lidt sammen, inden jeg kørte ud for at handle. Det var en begivenhedsrig dag for ham med meget at tænke på, så han var utrolig træt resten af dagen, og endte også med at falde i søvn på sofaen efter at have slappet af med serier og cookies om aftenen.

Jeg bagte også en gigantisk triple chocolate brownie til hans kollegaer, som han har fået med på arbejde i dag. Det er en rigtig svær situation, de står i, og en del havde været meget påvirkede og kede af det i går, fortalte Christian, da han kom hjem. Jeg vil gerne gøre bare et eller andet, og min løsning på kriser er sædvanligvis at lave mad. Det er det, jeg kan gøre. Prøver at redde verden en kage ad gangen :-3 I hvert fald håber jeg, at det gør lidt glæde på en dag, hvor de skal have mere afklaring om vilkårene for deres fratrædelse.

Det sætter os naturligvis i en noget usikker situation, når vi ikke ved, hvordan Christians jobsituation kommer til at være fremover. Han vil meget gerne have et arbejde, der ligger tættere på, men det er næsten umuligt at opstøve den slags it-jobs på Vestsjælland. Næsten alle jobs af den type ligger i København. Det kommer til at være en hel dagsrejse derind for at komme på arbejde. I forvejen tager det en time hver vej til hans nuværende arbejde i Roskilde, og det er jo lang tid af en dag, der kun går med transport. Vi må se, hvad det ender med. Han er dygtig til sit arbejde, og har arbejdet som (senior) systemadministrator i 18 år i samme stilling på trods af mange opkøb, hvor han løbende har opkvalificeret sig og lært en masse, som ikke fulgte med hans uddannelse, så der må være en virksomhed med det rette job derude, som søger en god og engageret medarbejder. Jeg håber, at situationen bringer noget godt med sig i sidste ende.

fredag den 7. marts 2014

Moccalagkage

Da jeg holdt min fødselsdag i februar, lavede jeg denne moccalagkage. Jeg har før brugt fyldet til en moccaroulade, som jeg har blogget om herinde, men originalt er det skabt til denne lagkage. Det er en opskrift fra min mormor, der ofte lavede denne lagkage til greven på Rosenvold slot, da hun arbejdede der, da det var hans favorit, har vi fået fortalt :) Det er altid hyggeligt med lidt historie bag opskrifterne.

Det er ikke en kage, man spiser mange stykker af på en gang, da den fylder godt i maven, men den har en superskøn smag. Jeg har ikke angivet mængden af kakao i opskriften, så der må du prøve dig lidt frem. Det kan også være lidt forskelligt, hvor meget man gerne vil have, at smagen af kakao fylder i kagen. Tilsæt kakao nok til, at kaffecremen er mørkere end kakaomælk. Når du har rørt de to cremer sammen til sidst, kan der smages til med lidt ekstra kakao og flormelis om nødvendigt, så fortvivl ikke :) Den er faktisk ikke særlig svær at lave; jeg har lavet den, siden jeg var en stor pige, så det er ikke så kompliceret, selvom der ikke er mål på kakao eller flormelis :)

Jeg pyntede kagen med chokoladekaffebønner, som jeg selv lavede. Jeg har en form til min chokoladesmelter, som jeg bruger. Jeg temperer dog chokoladen over vandbad, når det gælder om at holde den flot og blank i resultatet. Der hakker jeg chokolade meget fint og smelter 2/3 over vandbad, til det er lunt, når man prøver at smøre lidt på læben for at mærke temperaturen. Derefter hælder jeg den smeltede chokolade over den sidste 1/3, lader det stå til og rører så, til det er opløst. Har man problemer med at få det opløst, kan der smeltes lidt yderligere chokolade og røres i. Når den færdige chokolade står klar, skal den føles kølig, når man smører lidt på læben :) Derefter er det bare i forme for at stivne. Er chokoladen tempereret rigtigt, tager det ikke længe.

Jeg pyntede også med lidt chokoladespåner, som jeg lavede af mørk chokolade ved at køre en meget skarp kniv mod bagsiden af en plade chokolade, hvor kniven næsten står i en 90 graders vinkel på chokoladen.
Christian er tosset med kombinationen af kaffe og chokolade, så det var naturligvis lige en lagkage for ham :) Husk, at denne kage skal have lov at trække natten over i køleskabet, før den serveres. Det skal de fleste lagkager, men med den her er det især vigtigt. Det gør den 100% bedre :)

Den færdige lagkage. Længere nede kan du se et billede af, hvordan kagen ser ud indeni :)




Moccalagkage

Moccacreme:
Kaffecreme
50 g margarine (eller smør)
1½ spsk mel
1 kop stærk kaffe (ca. 1½ dl)
Lidt mælk (ca. 1/4 dl)
Kakao

Smørcreme
250 g margarine (eller smør)
1 past. æggeblomme
Flormelis

Derudover:
3 lyse lagkagebunde
Pynt (jeg pyntede med chokoladekaffebønner og chokoladespåner)


Kaffecremen
Smelt margarinen og rør melet i til en jævning. Tilsæt kaffen og rør godt, mens det koger sammen. Tilsæt lidt mælk og derefter kakao, til det er lidt mørkere end kakaomælk i farven.
Lad cremen køle ned til stuetemperatur.

Smørcreme
Rør margarinen sammen med æggeblommen, til det er en blød creme. Rør flormelis i lidt ad gangen, til det er en meget sød smørcreme.

Når kaffecremen er kølet af, røres den sammen med smørcremen. Pisk godt, så alt er blandet godt sammen. Smag på den. Tilsæt mere flormelis, hvis den ikke er sød nok. Du kan også tilsætte mere kakaopulver, om nødvendigt.

Fordel moccacremen over de tre bunde. Fordel også lidt langs siden af kagen, så bundene er helt skjulte. Pak kagen ind i vitavrap, og stil den i køleskabet natten over. Det er vigtigt, at kagen får lov at sætte sig.
Inden servering pyntes med chokoladebønner og chokoladespåner af mørk chokolade.

Snapshot af Christians lagkagestykke på dagen. Lækker og svampet indeni :)



Der sker ikke så meget herhjemme for tiden. Jeg prøver at få så meget ro som muligt oven på de sidste ugers fyldte weekender. Vi havde en god Oscaraften natten til mandag, hvor vi kunne glæde os over at se Oscars gå til nogle af de præstationer og film, som vi selv syntes bedst om. Derudover var det jo et helt fantastisk show. Ellen gjorde det utrolig godt som vært, og det må være det bedste show, jeg har set, siden jeg startede :) Vi valgte dog primært at holde os til udenlandsk tv i optakten, for de to "modeeksperter", der var inde, primært Uffe Buchard, var ikke til at holde ud at høre på. Han kunne nærmest ikke sige noget pænt, og alt blev bare kritiseret. På den anden kanal snakkede de pænt og fremhævede det, de kunne lide eller præsenterede det, så seeren selv kunne bedømme. Det var noget mere til at holde ud at se på. TV2 har Uffe inde hvert år, og jeg synes faktisk, at de skulle lade være. Der er da ikke noget ved at sidde og se ham svine de kendte og tøjet til.

Siden Oscaraftenen har jeg prøvet at indhente noget af den manglende søvn. Får sovet en del de her dage, men der er stadig et stykke vej til at være udhvilet. I går fik jeg dog lavet en smule herhjemme, da jeg fik ryddet lidt ud i vores spisekammer. Det trænger af og til, så der bliver sorteret ting fra, der er for gamle. Nu ser der noget pænere ud derude, så det er jeg godt tilfreds med.

Vi har ikke de store planer for weekenden ud over, at akvariet skal ordnes og Christian skal have sommerdæk på. Bilen skal snart til service og skal have nye sommerdæk på, så det er fint, at værkstedet så kan stå for at skifte og smide de andre ud. Ellers står den på afslapning, regner jeg med. Søndag (eller dvs. natten til - ) skal jeg have en omgang pulled pork i ovnen til Christian og fryseren, så den skal jeg have lagt i marinade i aften, men den passer jo sig selv, når man først har den i ovnen, så det er ikke det store besvær. Det er dog blevet svært at skaffe barbecuesauce med røgsmag, så denne gang laver jeg den med en almindelig barbecuesauce, som jeg blander med røget paprika og de sædvanlige ingredienser, jeg plejer at bruge. Regner med, at det bliver helt fint. Man kan jo krydre den, som man vil, og jeg er sikker på, at resultatet bliver rigtig godt :)

Slutter af med et billede af Ozzy i hans nye "skib". Jeg købte for nylig en kjole hos Esprits netshop (hurra for nedsatte priser. 180 kr måtte jeg slippe for en kjole, der ellers stod til 600 kr :)), og vidste, at den ville komme i en kasse, for det plejer det at gøre fra Esprit. Ozzy har haft sådan en kasse før, men den er blevet overtaget af Phoebe, selvom hun er så stor, at hun får hjørnerne til at revne lidt ved at ligge i den, hihi. Men nu har de en kasse hver :) Ozzy har indtaget den nye. Da Christian stod op den anden morgen, lå de i stuen i hver deres kasse <3 Her er et billede af Ozzy fra den anden dag i hans nye kasse :)


lørdag den 29. december 2012

Nytårsdesserten: kaffeis med hvide og mørke chokoladebønner og digestive


Pyha! Troede ikke, jeg ville komme ind og skrive det her indlæg i dag, eller i det hele taget før engang efter nytårsaften, for vi har været helt afskåret fra verden i dag! Eller sådan føles det i hvert fald, når nettet går ned. Det har været væk næsten hele dagen, hvilket påvirker rigtig mange ting herhjemme, da meget er koblet op. Men nu er jeg tilbage! :D Christian gjorde et eller andet, og nu virker det. Superdejligt.

Nåh, men jeg er tilbage for at blogge opskriften på vores (eller dvs. Christians, for jeg kan ikke tåle det) nytårsdessert, der i år består af en kaffeis med hvide og mørke chokoladekaffebønner og digestivekiks. I dag har Christian smagt den til, og det lød til at være et hit :)

Grunden til, at jeg har lavet en kaffeis, er, at Christian har været helt vild med Ben & Jerry's Coffee coffe buzz buzz buzz-is, siden han smagte den for nogle år siden i Tivoli Friheden, der har deres egen Ben & Jerry's isbar. Desværre har den ikke været til at støve op siden, så jeg tænkte, at jeg ville kaste mig ud i en kaffeis med lidt improviseret fyld. Fyldet består af chokoladekaffebønner i hvid og mørk chokolade, som jeg lavede, da vi lavede konfekt i sidste uge. Jeg har en form i mit chokoladesmeltersæt med huller til at lave chokoladebønner i, og i den lavede jeg halvt af hvide og mørke chokoladebønner. Har man ikke sådan en form, kan man bare tilsætte noget grofthakket hvid og mørk chokolade til isen.

Jeg puttede også letknuste digestivekiks i, for det var virkelig godt i den strawberry cheesecake ice cream, jeg lavede i sommers, og jeg tænkte, at det ville passe godt i isen her. Det har Christian bekræftet nu :) Inspirationen til kaffeisen er hentet her: smells like home, og jeg har brugt mit cup-mål til at lave den med. Mit cupmål er dog 2,5 dl, lidt større end en amerikansk cup, og jeg har justeret lidt om på mængderne, men resultatet er rigtig godt, så der er trygt at følge min opskrift ;)





Kaffeis med hvide og mørke chokoladebønner og digestive

3 3/4 dl mælk (jeg brugte bare den, vi altid har herhjemme - minimælk)
188 g sukker
3 3/4 dl hele kaffebønner (jeg brugte Peter Larsens Etiopisk Mocca)
Et nip salt
3 3/4 dl piskefløde
8 past. æggeblommer
1 tsk vanillesukker
1/4 tsk malet kaffe (ligesom den, du brygger kaffe på i kaffemaskinen)

Fyld:
En god håndfuld af blandet, grofthakket hvid og mørk chokolade
En håndfuld letknuste digestivekiks



Put mælken, sukkeret, de hele kaffebønner, saltet og 1 1/4 dl af piskefløden i en gryde og varm det godt op. Når det er godt varmt (det skal ikke op og vold-koge, men må gerne begynde at boble lidt), tager du gryden af og lægger låget på. Lad kaffemælken stå og trække i gryden på køkkenbordet i en time med låget på.

Hæld resten af piskefløden i en skål, og sæt en sigte over skålen.

Pisk æggeblommerne sammen i en anden skål. Opvarm kaffemælken igen og tilsæt den langsomt til æggene, mens du pisker godt imens. Du behøver ikke tilsætte al kaffemælken; det handler mest om, at æggene skal tempereres lidt. Det er vigtigt, at du pisker grundigt, når den varme væske hældes i æggene.

Hæld æggemælkeblandingen tilbage i gryden, og lad det koge sammen ved middelvarme, mens du rører godt imens. Når den er kogt tyk i det, tager du den af varmen og hælder den igennem sigten ned til resten af piskefløden. Pres godt med en ske eller lignende mod kaffebønnerne, så så meget væske som muligt kommer gennem sigten. Al smagen skal gerne med :) Kaffebønnerne, der er tilbage, kan du smide i skraldespanden.

Rør det hele forsigtigt sammen og rør vanillesukker og malet kaffe i ismassen. Lad massen stå og køle af, før du dækker den godt til og sætter den i køleskabet, ellers dannes der nemt kondens. Når den er kølet af, kan du dække skålen med vitavrap eller lignende og stille skålen i køleskabet, til ismassen er kølet helt ned. Jeg lod min stå natten over (lavede ovenstående trin om aftenen).

Når ismassen er helt kølet ned, kan du køre den på din ismaskine. Har du ikke sådan en, skal den bare fryses i en beholder, men der skal røres jævnligt under indfrysningen for at undgå iskrystaller.

Når isen er færdig på ismaskinen (hvis du bruger sådan en, der laver soft ice-konsistens som vores), hælder du den i en passende bøtte sammen med en god håndfuld blandet hvid og mørk chokolade, der er hakket groft (eller chokoladebønner, hvis du har formen til at lave dem), og en god håndfuld digestivekiks, du har knækket i lidt mindre stykker (bræk dem ikke i for små stykker, for så forsvinder de helt i isen). Rør godt rundt i ismassen for at fordele fyldet, før bøtten sættes i fryseren.

Bruger du ikke en ismaskine, kan du bare tilsætte fyldet med det samme. Det vil blive rørt ind i isen, når du rører jævnligt i bøtten under indfrysningen. Du kan stoppe med at røre i isen, når den får soft ice-konsistens.

Der er noget arbejde i den her is, men resultatet er en cremet is med en kraftig, men rund smag. Er man en rigtig kaffeelsker, er den vist ikke til at komme udenom ;) Du må selv vurdere, hvor meget fyld du vil have i. Jeg har puttet lidt ekstra hakket mørk chokolade i ud over chokoladebønnerne, men jeg vil måske nok undlade det næste gang, for der kom rigeligt fyld i ;) Derfor har jeg heller ikke skrevet det ind i opskriften.

Den færdige is ved prøvesmagningen i eftermiddag.


Jeg indrømmer - jeg er alt for langsom til at få taget billedet, når det handler om is. Det smelter jo hurtigt, det skidt ;) Men man kan vist godt ane chokoladebønnerne i isen og måske også lidt kiks her og der :)

Jeg kunne ikke nære mig for at lege lidt med kameraet, da jeg havde kaffebønnerne fremme, for de er altså smukke, synes jeg. Og ret fotogene :)





Sygdommen har efterhånden godt fat i os begge herhjemme. Vi har ondt i halsen, og jeg har hostet rigtig meget i nat, og er bare gået ned med flaget energimæssigt i dag. Også humørmæssigt, synes jeg, for når vi ikke har det godt, og jeg har det sådan her, får vi med al sandsynlighed ikke hygget med raclette nytårsaften, der kun er to dage væk nu. Der er et stort forberedelsesarbejde omkring at lave raclette, og jeg har mere lyst til at ligge under et tæppe end at sidde og hygge med maden i timevis, hvis jeg skal være helt ærlig.

Det påvirker da humøret en del, for jeg havde sådan glædet mig. Men det virker, som om intet nogensinde skal være sådan, som vi ønsker os det. Hele december har været et stort stresshelvede pga. syge katte, og vi er ikke ovre det endnu. Vores årsdag gik også op i kat. Min egen fødselsdag i år - min 30 års fødselsdag - blev ødelagt af mit helbred, så jeg måtte sidde og spise havregryn den dag :( Sidste år var der også hele perioden med galdestenssmerter, fejloperation og efterfølgende lange indlæggelse på Slagelse sygehus, som ødelagde december, vores årsdag, julen og nytårsaften også, da jeg sad med så megen kvalme, at jeg næsten ikke kunne være til :|

Sidste år havde vi også tanken om, at 2012 måtte blive et bedre år, for 2011 havde været et lorteår, i hvert fald den sidste halvdel, men det blev bare ved i 2012. Så jeg tør næsten ikke tro på, at det kan blive bedre. Der har i hvert fald ikke været meget fremgang, synes jeg...


Vi er derfor der, hvor vi ikke helt ved, hvad vi skal spise nytårsaften. Vi har en stor, fed oksemørbrad herhjemme, som vi kunne spise nogle bøffer af, og har også en culotte i fryseren. Jeg havde bare håbet på, at der var nem mad 1. januar, men det er der jo ikke, hvis man laver mørbradbøffer. Så er det kun den dag. Derfor giver det lidt ekstra grå hår i hovedet at skulle planlægge fremadrettet, eftersom vi jo har købt ind.. Men vi har aftalt at se, hvordan vi har det i morgen, og så finder vi ud af det der. Så må vi en tur i Kvickly eller noget, hvis vi mangler et eller andet... Nu har vi jo i hvert fald desserten hjemme :)

Jeg vil slutte af med et bare ekstra billeder fra jul. Det har været mig, der har haft kameraet fremme juleaften, men Christian fangede også lige et par billeder af mig :) Nedenfor er et af dem. Og så lidt Ozzy, der stod model ved juletræet den anden dag :)

Kan I have en rigtig god nytårsaften. Pas nu godt på jer selv! Vi ses i det nye år :)



lørdag den 13. oktober 2012

Espressocupcakes med kaffefrosting

I går fik jeg afprøvet en cupcakeopskrift fra en af mine nye kogebøger "Kagedage", en ny udgivelse fra ham, der også står bag The Hummingbird Bakery kagebogen. Jeg ville gerne bage lidt godt til Christians far, da han er kommet til skade med ryggen, så han trænger til lidt forkælelse.

Jeg var egentlig lidt skeptisk omkring opskriften, for det er både en kaffecupcake og kaffefrosting, og jeg tænker, at man ofte sætter kaffe sammen med chokolade, og jeg tænkte, at det måske blev for meget med al den kaffesmag. Så jeg overvejede at lave en chokoladefrosting til i stedet. Men efter en snak med Christian endte det med kaffefrostingen alligevel, da han gerne ville prøve den, og det var et godt valg, for frostingen var superlækker. Og kaffesmagen blev ikke for meget :) Frostingen var så lækker, at jeg vil overveje at bruge den til andre ting i fremtiden.

Selve dejen var meget våd, mere end de deje plejer at bruge til muffins, så jeg var lidt bange for, at de ville være umulige at få bagt til noget sammenhængende, men det gik fint, og de blev rigtigt flotte. Jeg halverede opskriften og fik 6 stk. Der var i øvrigt lidt rigelig frosting, men det kommer jo nok an på, hvor meget man ønsker på sine cupcakes. Med den mængde, jeg puttede på, rækker frostingen til i hvert fald 8 cupcakes.





Espressocupcakes med kaffefrosting (6 stk)

1 1/4 dl mælk
10 g espressokaffepulver (jeg brugte Nescafé Gold koffeinfri, da det var det, vi havde hjemme)
40 g margarine (eller smør)
140 g sukker
120 g hvedemel
½ spsk bagepulver
Et lille nip salt (undlad salt, hvis du bruger saltet smør)
1 æg

Kaffefrosting:
1/4 dl mælk
8 g espressokaffepulver
250 g flormelis
80 g smør
Evt. 18 chokoladekaffebønner til pynt

Tænd for ovnen på 190 grader.
Varm mælken til kagen op uden den koger (jeg varmede den i mikroovnen). Rør kaffepulveret i og rør, til det er helt opløst.

Bland sukker, mel, bagepulver og salt og rør det sammen med margarinen på en køkkenmaskine eller med håndmikseren, til det er helt smuldret i melblandingen. Tilsæt 3/4 af kaffemælken og rør, til det er en mere sammenhængende masse. Rør den sidste 1/4 kaffemælk i og rør, til dejen er ensartet.

Fyld dejen 2/3 op i muffinforme (brug papir, hvis det er i en metalform) og bag kagerne 18-20 minutter. De er færdige, når der ikke hænger dej ved en gaffel, kødnål eller lignende, du prikker dem med. Mine fik knap 20 minutter.
Lad kagerne stå lidt og køle af i metalformen, før du vender dem ud. Lad dem køle helt af.

Kaffefrosting:
Varm mælken op, uden den koger. Opløs kaffepulveret deri.

Rør smør og flormelis sammen med en håndmikser eller på en køkkenmaskine, til smørret er findelt i sukkeret. Rør kaffemælken i lidt ad gangen og pisk så, til frostingen er let og fluffy.

Når kagerne er afkølet, fordeles frostingen på kagerne. Pynt med chokoladekaffebønnerne.

Kagerne må ikke opbevares på køl, da de så bliver tørre, så put frostingen på, når de skal bruges, og opbevar dem ellers fremme ved stuetemperatur. Jeg havde mine sat i vindfanget, da der er lidt køligere, men det var alligevel koldt nok til, at frostingen blev berøringstør og lidt stiv i det, og det er jo ikke meningen. Så næste gang bliver de bare opbevaret fremme. Der er trods alt en del sukker i frostingen, så det burde ikke være noget problem :)

Espressocupcakes'ne før de fik frosting på.

Efter frostingen.

Fire stk. pakkes pænt ned i en æske.

Klar til at give væk. Det er svært at se, men kassen er faktisk lyserød :)

Der skete også noget rigtigt spændende i går. Vi var nemlig ude og hente vores lille, nye kattepige, der i går var klar til at flytte hjemmefra. Vi kom hjem med hende i går aftes, så det hele er meget nyt. Men hun er en sød og modig lille pige, så det går rigtig godt :)

Jeg skal nok vende tilbage og fortælle mere om hende i løbet af de næste dage, men lige nu er jeg bare for træt til at blogge mere. Det har været nogle hårde dage, og døgnrytmen er også lidt off efter at have skullet sikre os, at hun var tryg i nat. Så søvnen er bliver noget afbrudt. Jeg har også været ude og handle nogle småting i eftermiddag, mens Christian har været hjemme og passe hende, og måtte i 4(!) butikker for at finde et par gode andebryster, som vi skal spise i morgen. Lang (og kedelig) historie, men resultatet var, at jeg bare er endnu mere træt nu. Så jeg vil slappe af og koncentrere mig lidt om vores lille, nye familiemedlem resten af dagen :)