Viser opslag med etiketten raclette. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten raclette. Vis alle opslag

mandag den 28. december 2015

Racletteopskrifter til nytårsaften

Maden nytårsaften er ofte af den type, man gerne vil sidde og hygge med rigtig længe, og derfor er det oplagt at tænde for racletten nytårsaften. Derudover er der mulighed for at variere maden, man laver på den, og tilbehøret i det uendelige, så man behøver ikke spise det samme hver gang :)

Herunder kan du se en liste af forslag til kød, grøntsager og marinader samt tilbehør, som vi skifter lidt imellem. Vores miniburgere er meget populære og meget lækre. Derudover er det noget, vi startede med, før det blev gængs, at man kunne købe såkaldte "sliders" (små burgerboller) i supermarkederne, så jeg har naturligvis også en opskrift på bollerne til jer :) Miniburgerne er et stort hit hos store som små :)





Det er en god ide at have et stort bord, når man laver raclette, for der er meget tilbehør. Både af ting, som skal på racletten, men også det andet lækre tilbehør, som man bare spiser til. Vi foretrækker at lave så meget som muligt på racletten, men hvis man er mange omkring maskinen, er det måske en god ide at tænke i flere slags færdige tilbehør, som ikke skal steges. Det kunne f.eks. være nogle forskellige fyldige salater og brød.

Hvis jeg skal fiske et par forslag frem af opskriftindekset på brød og salat, vil jeg anbefale mine lækre møllehjul, som er runde brød, der hænger sammen og er drysset med krydderier på toppen efter eget ønske. Rosmarin/salt-kombinationen er ret populær herhjemme. Det smager skønt med fetacreme at dyppe i (den er også god til kød og grøntsager generelt). Derudover vil jeg foreslå en couscoussalat som en af de mere fyldige salater, man kan servere som tilbehør, da den smager godt både kold og varm (jeg ville undlade nødderne, når den skal serveres som tilbehør i det her tilfælde), og kan laves dagen før, hvis man ønsker det (kan varmes i mikroovnen for nemheds skyld før servering).

Nedenfor kan du finde links til opskrifter på ovenstående, samt opskrifter på miniburgere, marinader og en enkelt ny opskrift i raclettesammenhæng her på bloggen, nemlig hvidløg-citronmarinerede rejer. Det smager rigtig dejligt på racletten og er nemt at forberede og hurtigt at tilberede på racletten. Det har jeg gjort mange gange tidligere, men billedet må I desværre undvære, da jeg ikke har kunnet støve sådan et op. Men prøv det, hvis du kan lide rejer og hvidløg. Det smager dejligt :)

Af andre ting, vi tidligere har lavet på racletten, som også smager godt, kan jeg nævne cocktailpølser i svøb. Det er ret lækkert, men vi gik væk fra at lave det, fordi det simpelthen sprutter for meget, når baconen steges på raclettepanden. Det er ikke så oplagt at skulle sidde og få sit fine nytårstøj sprøjtet til, så dem ville jeg nok gå udenom nytårsaften.










Kød, grøntsager og tilbehør til raclettehygge:

Kød
Små hakkebøffer (til burgerne)
Tynde skiver af oksemørbrad, oksefilet eller lignende mør udskæring
Tyndeskiver kyllingebryst
Hvidløg-citronmarinerede rejer

Grøntsager til racletten
Kogte kartofler i tern
Et fad med skiver af gulerødder, strimler af rød peber, rå løg og dampet broccoli

Andet tilbehør
Miniburgerboller
Et fad med grønt og små skiver ost til burgerne, samt dressing, ketchup mv. efter eget valg
Tortillachips (til nachos - meget populært herhjemme!)
Revet mozzarella (til nachos og kartofler)
Salsa
Saltflute lavet lidt tyndere end normalt, så skiverne passer i spaderne
Krydderolier til at pensle kød, grøntsager og saltflute med
Feta (brug dem i salaten eller steg dem bløde og lækre i racletten)
En blandet salat (eller grøntsagerne hver for sig, så man selv kan blande sin egen salat)
Couscoussalat 
Møllehjul (brydebrød)
Fetacreme

Møllehjul og fetacreme (til venstre) fra et salatbord, vi fik til aftensmad tidligere.

Couscoussalat.



Krydderolier

Chili-/paprikaolie
5 spsk smagsneutral olie (jeg brugte rapsolie)
1-2 tsk tørrede chiliflager
1-1½ tsk paprika (jeg brugte rosenpaprika)
½ tsk salt

Hvidløgsolie
5 spsk smagsneutral olie
2 store fed pressede hvidløg
Et lille skvæt citronsaft
½ tsk salt

Rør ingredienserne til olierne sammen. Lav dem gerne dagen før, de skal bruges, så de får lov at trække lidt. Vi bruger oftest marinaderne til at pensle på kartofler og saltflute, før de bliver bagt i raclettespaderne. Det smager rigtig dejligt.





Hvidløg-citronmarinerede rejespyd

125 g gode rejer (f.eks. Royal Greenland)
5 spsk smagsneutral olie (f.eks. raps)
2 fed pressede hvidløg
½ tsk salt
1-2 tsk citronsaft (smag til!)
Tandstikker eller små spyd

Dryp de optøede rejer godt af i en sigte og klem overskydende væde fra dem. Rør marinaden sammen og smag til med citronsaft. Marinaden må godt have en lidt syrlig smag, men ikke være for sur. Hæld marinade og rejer i en frysepose og vend rundt. Slå en knude på posen og lad rejerne trække i marinaden nogle i køleskabet før servering (gerne omkring 4 timer).

Ved klargøring af maden til racletten sættes 3-4 rejer fast på en tandstik. Steg rejerne kortvarigt på raclettens stegeplade (får de for længe, bliver de lidt gummiagtige).

I mangel af billede af rejerne får I lige et gammelt nytårsbillede af racletten og det lækre tilbehør :)



Miniburgere (ca. 18 stk. a 6 cm i diameter)

2½ dl lunkent vand
13 g gær
37 g sukker
8 g havsalt
450 g hvedemel
38 g smør eller margarine
Sesamfrø

Derudover
Ca. 750 g hakket oksekød
Icebergsalat
Toastost
Cherrytomater i skiver (jeg brugte cherryblommetomater, da Rema1000 havde dem på tilbud i den her uge)
Agurk i skiver
Et par små løg eller tre i skiver
Div. dressing

Rør gæren ud i vandet og rør sukker og salt i. Rør melet i og ælt det godt sammen. Skær smørret ud i små tern og ælt det grundigt ind i dejen. Min dej fik ca. 8 minutter i røremaskinen.

Stil dejen til forhævning lunt og tildækket en time.

Del dejen i to og tril til pølser. Del hver pølse i 9 stykker og tril hver til en bolle. Fugt evt. bollen en smule, hvis den er svær at trille. Dyp herefter hver bolle i lidt sesamfrø og læg dem til efterhævning på en bageplade med bagepapir tildækket ½ time. Brugte to bageplader til mine 18 miniburgerboller.

Når bollerne har havet den halve time, trykkes en bageplade ned mod bollerne, så de bliver helt flade. Lad dem herefter hæve tildækket og lunt 1 time.

Bag burgerbollerne midt i ovnen ved 220 grader i ca. 10 minutter. Hold øje, da de har en tendens til at blive lidt mørke under bunden hurtigt. Lad dem køle af på en rist.

Jeg fik 13 minihakkebøffer ud af 500 g hakket oksekød, så jeg vurderer, at der skal 750 g til at fylde alle 18 boller. Del de 750 g hakket oksekød i 18 lige store stykker. Ælt dejen lidt sammen med hånden og form til en lille kugle. Mas den flad med håndfladen mod bordet og form til en bøf, så den er ret flad og lidt større end burgerbollerne (den skrumper, når den bliver stegt).
Laves de på panden, krydres de godt med salt og friskkværnet peber, når de er næsten færdige, og der lægges et stykke toastost ovenpå, hvis man ønsker en cheeseburger. Lad det smelte lidt, før burgerbøfferne serveres.

De her burgere er virkelig mini, også med fyldet. Der kom små tomatskiver af cherrytomat i og miniløgringe, så det hele skulle passe sammen ;) Her er billeder af boller, fyld og den færdige burger :)

Bollerne formes og dyppes i sesamfrø.

Efter kort forhævning trykkes bollerne flade.

Efter endt forhævning.

De færdige burgerboller.

Burgerbøffer lavet efter størrelsen på bollerne.

Tilbehør til burgerne: små stykker salat, agurk, skiver af cherrytomat, små løgringe og små skiver toastost.

Den færdige burger.


Jeg håber, at ovenstående forslag kan give lidt inspiration til jer, som har lyst til at kaste jer over raclette nytårsaften :) Inden længe vender jeg tilbage med lidt lækre desserter, så følg med her på siden eller på bloggens Facebookside, hvis det kunne have interesse :)

tirsdag den 6. januar 2015

Nytårsfyrværkeri 2014/2015

Et nyt år er startet, og det er ved at være tid til at få lidt gang i bloggen igen. Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i det nye år :) Ligesom de seneste år starter året her på bloggen med billeder af fyrværkeri fra nytårsaften. Jeg elsker fyrværkeri. Det er bare supersmukt! Og da jeg fotograferer en del, skulle kameraet naturligvis med ud og fange noget af det. Jeg har i år fået virkelig mange billeder i kassen (over 400 0.o), og jeg har lavet alle de billeder, jeg syntes, jeg kunne få noget interessant ud af. Det er blevet til mange i år (lige over 60 stk.), så min fremvisning her kommer til at foregå over tre indlæg. I dag får I det første :) Håber, I vil kigge forbi og se resten af billederne også i de næste indlæg.

I år lykkedes det faktisk helt godt at fange nogle af de fine pastelfarver, som er ved at komme meget frem i fyrværkeri efterhånden. Det kan nok ikke komme som nogen overraskelse, at jeg er vild med de lyserøde, når man ser bloggens farvetema ;) Men alt fyrværkeri er smukt hver for sig, og det er nogle ret forskellige billeder, jeg har fået ud af kameraet i år, synes jeg. Her kan I se første tredjedel af mine fyrværkeribilleder. Jeg har skrevet et par kommentarer til nogle af billederne, men det er egentlig ikke helt fair, for jeg er vild med mange flere af billederne, end jeg kommenterer på. Kig med og find dine egne favoritter :) Du kan trykke på billederne for at få dem op i en større størrelse. Skift derefter mellem billederne med piletasterne.

En af favoritterne fra dette års billeder. Fyrværkeriet står rigtig skarpt og udbreder sig smukt med sølvhaler og røde farver.




Smuk sølvpalme med blå farver omkring. Flot kombination.


 
 

Dalende guldraketter er klart en af mine favoritter, når det kommer til fyrværkeri. Det er supersmukt.

Synes, farverne og røgen i billedet her kommer til at give det et stjernetågeagtigt udtryk, som jeg ret godt kan lide :)


Smuk pastelfarve.


Farveeksplosion.



Blå og guld er også en vindende kombination hos mig. Supersmukt.

Et af mine favoritbilleder, fordi det er så anderledes. Den tydelige røg, der oplyses af fyrværkeriet, leder min tanke hen på et netværk
af blodårer med et røghjerte i midten. Christian syntes at se en sommerfugl i  mønsteret. Sjovt, hvor meget forskelligt, man kan få ud
af sådan et billede :)

Den store finale på et batteri. Masser af guld og røde farver :)


 

Nytårsaften var ret kaotisk her, og den blev ikke lige det, vi havde drømt om eller regnet med. For det første var Ozzy næsten helt stoppet med at spise, så det gav ondt i maven hos os og mange bekymringer. Vi måtte efterhånden indse, at han skulle afsted til dyrlægen, så snart de åbnede. 

Pga. bekymringerne omkring ham havde vi aftalt, at Christian skulle stå for at lave salatbar til vores culottesteg, som vi skulle spise den aften, så jeg kunne spare på kræfterne. Jeg havde i forvejen lavet desserten til ham dagen før, samt pyntet kransekagen, som frem til dagen før havde hygget sig med at blive ekstra lækker i fryseren. Så energien var noget knap, når jeg samtidig skulle gå efter Ozzy hele dagen de dage for at få ham til at spise. Desværre var Christian pludseligt nødt til at køre på arbejde, da han fik besked på, at serverrummet, som han arbejder med, var alt for varmt, så der skulle teknikere på, og han skulle finde fejlen. Bliver det ikke ordnet, risikerer det sarte udstyr at gå i stykker. Så han måtte afsted til Roskilde (1 times kørsel hver vej), og jeg måtte blive hjemme og stå for både Ozzy og nytårsmaden, samt oppyntningen, og anede ikke, hvornår han ville komme hjem og spise. 

Det viste sig, at der havde været strømafbrydelse i Roskilde, hvilket var grunden til fejlen, så teknikeren blev afbestilt, og Christian måtte i gang med at arbejde længe på at få alt op at køre, for der var ingen adgang til nettet og andre ting, som der sidder folk rundt omkring i verden og er afhængige af. Han var først hjemme kl 19, hvor jeg stod klar med maden. På det tidspunkt var jeg enormt træt, og efter vi havde haft et kort besøg af Christians forældre senere på aftenen, var jeg bare helt færdig. Endte med at stå og tude kl 24, fordi jeg er så bange for, hvilke forfærdelige ting 2015 vil bringe til os. Jeg er holdt op med at sige og tro på, at et nyt år må bringe noget godt med sig, fordi det ikke kan blive værre, for hvert år er vi blevet ramt af nye ulykker; i 2014 Ozzys mundsygdom i over halvdelen af året, og Phoebes tungesår de første par måneder af året. I det hele taget var det bare en rigtig træls dag, for vi så ikke hinanden ret meget af dagen eller havde ret meget alenetid, og jeg var skidt tilpas det meste af dagen. At se fyrværkeriet hjalp dog lidt på humøret. 

Kransekagekonfekten, som blev sindssygt lækker, når jeg selv skal sige det :) Ikke dårligt for et første forsøg med egen opskrift :)


De næste dage var noget bedre. Ikke mindst fordi Ozzy begyndte at spise igen. Det har tilsyneladende været et hårbolleproblem, som har gjort ham øm og kvalm i maven, for han spiser meget bedre nu (og jeg har set en masse pels i bakken), så i første omgang slipper vi for en tur til dyrlægen. Til gengæld kan vi nu observere, at han igen har ondt, når han gaber, så lige nu sidder vi lidt i en situation, hvor vi ikke rigtigt ved, hvad fremtiden skal bringe mht. hans mund og evt. behandling. Vi afventer og ser, hvad der sker. På den positive side spiser han rigtig pænt igen, men han skal jo helst af med smerterne også, den stakkels dreng.

Men som sagt havde vi nogle gode dage efterfølgende. Jeg har kæmpet lidt med min mave med smerter og ubehag men ikke holdt mig tilbage fra maden, og jeg fik også endelig spist lidt kiks og lækker ost, som ellers skulle have været vores natmad nytårsaften. Christian måtte også arbejde lidt nytårsdag, men vi tilbragte den efterfølgende tid den dag med spil, rester af den lækre nytårsmad, som vi den dag bedre kunne nyde pga. mindre stress, film og til sidst kiks med lækker ost til afsnit af Frasier. Perfekt afslutning på dagen.

Søndag sluttede vi ferien af med raclette, hvor jeg havde bagt miniburgerboller til miniburgere lavet på racletten. Derudover var der små stykker oksemørbrad (jeg har for nyligt skåret en ud til bøffer, og det overskydende blev gemt til racletten), kylling, tortillachips til nachos, hjemmebagt saltflute, kartoffeltern, hvidløgsolie, salat og naturligvis masser af revet mozzarella. Det har været en superlækker afslutning på ferien, og der var faktisk også rester, så vi kunne få det i går :) Opskrifterne på tingene til racletten ligger i opskriftindekset, hvis du er nysgerrig :) 

Nu vil jeg slutte her, for jeg skal have noget at spise. Ser frem til lidt mindre farlig mad og lidt sundere mad her nu, selvom jeg absolut ikke er en januar-sundhedsfreak. Det går mig lidt på nerverne, at januar pr. definition skal være sådan en måned, hvor man skal leve af kildevand og mad uden fedt. Sådan ser det i hvert fald ud, når man læser butikkernes aviser. Vi spiser ca. det, vi plejer, hvilket er relativt sundt det meste af tiden. I dag står den på en langtidsstegt svinekam med kogte kartofler og gulerødder samt grønne asparges og en klat sovs at dyppe i. Altså en lidt sundere version end med det fede tilbehør, men stadig superlækkert. Glæder mig til, at maven er lidt mere i orden igen. Den har gjort en del vrøvl julen over, og hader mig for at spise sukker de sidste dage. Men det er jo jul og ferie, og så vil jeg også have lov til lidt. Så må jeg bare leve med konsekvenserne. Så jeg ser frem til at få maven lidt bedre i form nu :) 

lørdag den 28. december 2013

Mine bedste opskrifter til lækker nytårsmad

Nu nærmer nytårsaften sig, hvilket for de fleste indebærer ekstra lækker med i godt selskab og måske et par drinks også :)

For mig har nytårsaften de fleste år været ret uformel, stille og rolig aften. Sådan foretrækker jeg det. Men derfor kan man jo godt gøre lidt ekstra ud af maden og de andre lækkerier, som hører til sådan en aften. Dem kan vi sagtens nyde, selvom vi plejer bare at sidde os to herhjemme hos kattene.

Det er lidt forskelligt fra år til år, hvad vi har fået. I en årrække har jeg nytårsaften lavet raclette, hvilket er en superhyggelig ting at sidde omkring. Så kan man selv tilberede maden stille og roligt og spise den i sit eget tempo. Jeg har efterhånden gjort det så mange gange, at jeg har fået lavet en lille liste over, hvad man kan lave af lækre ting på racletten. Den senest tilstødende ret er miniburgere, hvilket virkelig kan vække glæde i alle aldersgrupper. De fleste elsker en god burger, og det er ikke til at stå for sådan nogle nuttede, som hapse-burgere :)

Fordelen ved raclette er også, at det kan varieres i det uendelige, både med det, som laves på racletten og med tilbehøret. Vi får oftest en god salat til, men jeg har også tidligere serveret en pastasalat f.eks. Det kommer jo også an på, hvad der skal på racletten. I kan finde min liste over lækre ting til racletten inkl. opskrifter og billeder her: Highlights fra vores racletteaften.

Miniburgere <3




Noget andet, som mange spiser til nytåer, er rødt oksekød. Det er superlækkert og noget, vi elsker herhjemme. Vi er vilde med culottesteg, ikke mindst pga. "muh-sværen" på toppen, der giver ekstra smag til kødet. Fordi en culotte skal skæres på en bestemt måde, kan nogle måske godt holde sig fra at lave sådan en, men det er faktisk ikke ret svært at skære den ud. Man skal blot kigge på kødfibrene og skære på tværs af dem. De er ret nemme at se på bagsiden af stegen, så vend den om, når du skærer den ud. Jeg har for længe siden lagt en opskrift på bloggen om, hvordan jeg laver culottesteg, hvilket giver en god rettesnor at gå efter. Vores bliver stegt medium-rød, som vi foretrækker det :) Jeg har været inde og pille lidt i opskriften i eftermiddag, eftersom jeg siden dengang har lavet mange culotter og er blevet lidt klogere. Trækketiden for en god oksesteg er alfa og omega, for der fordeles kødsaften tilbage i kødet. Så lad den endelig hvile lidt, før du skærer den ud. Gennemgangen af tilberedningen af en culottesteg (eller cuvette) kan du finde her: Det si'r muh! Jeg har i øvrigt brugt samme fremgangsmåde, da jeg tidligere på året tilberedte et stykke oksefilet. Den blev også helt perfekt :)


Som med tilbehøret til racletten kan man jo variere tilbehøret til en culotte i det uendelige. Vi plejer at få ovnbagte kartoffelbåde, favoritsovs og en god salatbar til, for sådan foretrækker vi det, men man kan jo lave meget forskelligt tilbehør, så slip fantasien løs :)




Man kunne også lave en forret til nytår, men det plejer vi at springe over, da vi simpelthen ikke kan spise det og gerne vil efterlade lidt plads i maven til snacks og den slags i løbet af aftenen. Derfor får vi det ret sjældent. Men dessert hører jo til sådan en nytårsaften. Sidste nytår lavede jeg denne kaffeis med hvide og mørke chokoladebønner og digestive. Christian havde smagt Ben & Jerry's kaffeis engang i Friheden i Århus, men den har ikke været til at skaffe, hvilket ærgrede ham noget, da han elskede den. Så jeg ville forkæle ham lidt med den her is til nytår. Resultatet blev også bare rigtig godt, så den kan anbefales :)



Jeg har også haft lavet andre is her på bloggen, hvilket I kan finde opskrifter på i opskriftindekset. Her vil jeg blot fremhæve chocolate fudge blownie-isen, der i sig selv er superlækker og vanilleisen. I år vil desserten herhjemme være en hjemmebagt, lækker dobbelt- eller trippel chocolate brownie (brownie med masser af chokoladestykker i) med en god vanilleis til. I år er den dog købt pga. mit stressniveau, men jeg har tidligere lavet ovenstående vanilleis til brownies som dessert, og det er superlækkert. Har man lyst, kan man også servere lidt frisk frugt ved siden af.

Vanilleisen er også god til en rigtig god tærte, f.eks. æbletærte eller hindbærtærten med marcipan. Hvad man serverer som dessert, hænger jo også sammen med, hvor tung ens hovedret er. En culotte kan man servere det meste efter, men mere fed og tung mad kræver en lettere dessert. Og så kommer det jo også an på publikummet. Børn elsker ofte pandekager med is, hvilket er endnu en måde at bruge vanilleisen på. Christian elsker det også, så det har været dessert herhjemme nogle gange efterhånden :) Man kan jo i øvrigt putte mange lækkerier i pandekager, så kun fantasien sætter grænsen :)

Hindbærtærte med marcipan.




I løbet af aftenen eller natten vil man måske gerne have et par lækre drinks. Det er ikke noget, jeg gør så meget i, da jeg ikke tåler alkohol særligt godt, men jeg foretrækker generelt drinks, der har en god, frugtagtig eller sød smag. Derfor måtte jeg også prøve at lave en strawberry daiquiri i sommers for at prøve at knuse is med min Bamix stavblender (som jeg virkelig elsker). Den blev virkelig lækker, så det kunne være en god drink til en nytårsaften :) Man kan jo efterhånden få friske jordbær året rundt, selvom de er bedst om sommeren, men da der er jordbærsirup i drinken her, er der rigelig jordbærsmag. Bruger du frosne jordbær, så husk at skolde dem først.




De sidste opskrifter, jeg vil vente her i indlægget, er på kransekage, hvilket hører sig til sammen med champagnen kl 24. Eller det er i hvert fald blevet indført, siden jeg fandt sammen med Christian, da han er vild med marcipan ;) Jeg har kransekageforme, men man kan sagtens lave det uden. Der skal man bare lave ringene med ca. 2 cms størrelse imellem (dvs. 14 cm, 16 cm osv. længde pølser, som formes til ringe). Når de bages, skal man have to ovnplader oven i hinanden som skal røre hinanden (dvs. at de begge skal ind i samme rille i ovnen), så kransekagen ikke brænder på i bunden. Det vil den gerne pga. sukkerindholdet i marcipanen.

Kransekageringene pyntes med glasur lavet med past. æggehvide (gør glasuren meget stiv, når den er stivnet). Når glasuren er tør, pensles bundene af ringene med smeltet, mørk chokolade og sættes sammen til et tårn. Og så kan man pynte, hvis man vil. Med lidt flag eller knalderter eller hvad man nu har lyst til. Opskriften på kransekagen kan du finde her: Back on track - kransekage.




Sidste år bagte jeg kransekagestænger med nougat i stedet for det sædvanlige kransekagetårn. Det var også meget lækkert og populært herhjemme. Dem kan du finde opskriften på her: Årets kransekage - stænger med fyld af nougat.




De bagte ringe eller stænger kan laves i god tid i forvejen og fryses ned. Så skal de bare tøs op til nytårsaften og pyntes med glasur og smeltet chokolade, så er de klar til servering :) Kransekage har faktisk godt af at blive frosset. Det har det kun godt af. Det giver en rigtig god konsistens af stængerne.



Vores nytårsaften i år bliver som bekendt lidt mere low key, end den plejer at være af hensyn til stressen, men jeg kan ikke helt holde mig fra at gøre lidt ud af den alligevel. Jeg har dog måttet overgive mig til, at vi har købt kransekagen til Christian ved en bager, og isen til desserten også er købt (dog en fra Hansens, så det er en god kvalitet). Men vi skal have en lækker culotte med alt det sædvanlige tilbehør, og jeg bager en brownie, som Christian skal spise med den gode vanilleis fra Hansens.

Der er også købt lidt serpentiner ind, og vi har været forbi vores plantecenter for at købe fyrværkeri, som vi plejer. Det kunne vi ikke helt holde os fra. Det er en dyr fornøjelse, men vi elsker begge fyrværkeri, så der skulle lidt til. Vi fik endda en gratis raket derude, så det var en dejlig overraskelse. Det var rigtig pænt af dem.

Jeg regner med, at vi får en stille og rolig nytårsaften uden for megen stress. Og nem mad dagen efter med rester af den lækre culotte. Det glæder jeg mig rigtig meget til :) Vi var ude og handle i går på en maratonindkøbstur, men nu har vi også det hele hjemme, tror jeg. Så vi mere eller mindre kan blive hjemme til efter nytår. Så nu er der dømt afslapning. Vi har ikke de store planer for dagene, men vi må se, hvad vi kan finde på. Måske skal vi i biografen og se The Hobbit, for Christian er glad for Tolkien. Vi har bare ikke lige planlagt hvornår endnu. Ellers tager vi dagene, som de kommer og får set lidt film og den slags.

Jeg vil ønske jer en rigtig god nytårsaften. Pas godt på jer selv derude :)

fredag den 6. april 2012

Highlights fra vores racletteaften

Pyyyyha! Jeg er så mæt, at jeg knap nok kan rokke med ørerne! Vi er netop blevet færdig med vores alternative påskefrokost, som blev til en raclettehyggeaften. Vi har brugt et par timer til at sidde med maden, og den var bare suveræn god.
Det er længe siden, vi sidst lavede raclette. Det var faktisk nytårsaften det første år, vi var sammen, og det er jo ved at være et par år siden efterhånden. Man ved, at det er godt, men man kan virkelig ikke huske hvor godt, før man prøver det igen.

Denne gang prøvede vi noget nyt. En raclette er en stegeplade på et varmelegeme, hvor der under varmelegemet er plads til små pander. Og så steger man kød og grøntsager til små retter. Da der skal være plads til lidt af hvert i maven, laver man kun lidt ad gangen. Vi plejer som regel at få små hakkebøffer på racletten, og efter at have prøvet at lave de suveræne burgerboller fra Meyers Bageri-bogen, fik jeg den gode ide at lave miniburgere. Og de blev virkelig fantastiske! Lækre, bite size burgere, uhm!



I det her indlæg vil jeg samle et par opskrifter fra i aften. Der kommer en opskrift på miniburgerne og på de krydderolier, der blev brugt til grøntsager, kød og brød længere nede. De sætter prikken over i'et, synes jeg.
Her er billeder af vores bord i aften med alle de mange hapseting:







Maden består af:

Kød
Hakkebøffer (til burgerne)
Tynde skiver af en tykstegsbøf
Tyndeskiver kyllingebryst

Grøntsager til racletten
Kogte kartofler i tern
Et fad med skiver af gulerødder, strimler af rød peber, rå løg og dampet broccoli

Andet tilbehør
En blandet salat
Feta
Et fad med grønt og små skiver ost til burgerne
Burgerboller
Tortillachips
Revet mozzarella
Salsa
Saltflute lavet tyndere end normalt, så skiverne passer i spaderne
Krydderolier til at pensle kød, grøntsager og brød med

Men der manglede virkelig heller ikke noget. Og der er nok til, at vi skal have det igen i morgen, så det glæder vi os allerede til ;) Herunder kommer opskrifter på krydderolierne og miniburgerne.


Krydderolier

Chili-/paprikaolie
5 spsk smagsneutral olie (jeg brugte rapsolie)
1-2 tsk tørrede chiliflager
1-1½ tsk paprika (jeg brugte rosenpaprika)
½ tsk salt

Hvidløgsolie
5 spsk smagsneutral olie
2 store fed pressede hvidløg
Et lille skvæt citronsaft
½ tsk salt

Rør ingredienserne til olierne sammen. Lav dem gerne dagen før, de skal bruges, så de får lov at trække lidt.





Miniburgere (ca. 18 stk. a 6 cm i diameter)

2½ dl lunkent vand
13 g gær
37 g sukker
8 g havsalt
450 g hvedemel
38 g smør eller margarine
Sesamfrø

Derudover
Ca. 750 g hakket oksekød
Icebergsalat
Toastost
Cherrytomater i skiver (jeg brugte cherryblommetomater, da Rema1000 havde dem på tilbud i den her uge)
Agurk i skiver
Et par små løg eller tre i skiver
Div. dressing

Opskriften er halv portion af de burgerboller, jeg tidligere har postet på bloggen :)

Rør gæren ud i vandet og rør sukker og salt i. Rør melet i og ælt det godt sammen. Skær smørret ud i små tern og ælt det grundigt ind i dejen. Min dej fik ca. 8 minutter i røremaskinen.

Stil dejen til forhævning lunt og tildækket en time.

Del dejen i to og tril til pølser. Del hver pølse i 9 stykker og tril hver til en bolle. Fugt evt. bollen en smule, hvis den er svær at trille. Dyp herefter hver bolle i lidt sesamfrø og læg dem til efterhævning på en bageplade med bagepapir tildækket ½ time. Brugte to bageplader til mine 18 miniburgerboller.

Når bollerne har havet den halve time, trykkes en bageplade ned mod bollerne, så de bliver helt flade. Lad dem herefter hæve tildækket og lunt 1 time.

Bag burgerbollerne midt i ovnen ved 220 grader i ca. 10 minutter. Hold øje, da de har en tendens til at blive lidt mørke under bunden hurtigt. Lad dem køle af på en rist.

Jeg fik 13 minihakkebøffer ud af 500 g hakket oksekød, så jeg vurderer, at der skal 750 g til at fylde alle 18 boller. Del de 750 g hakket oksekød i 18 lige store stykker. Ælt dejen lidt sammen med hånden og form til en lille kugle. Mas den flad med håndfladen mod bordet og form til en bøf, så den er ret flad og lidt større end burgerbollerne (den skrumper, når den bliver stegt).
Laves de på panden, krydres de godt med salt og friskkværnet peber, når de er næsten færdige, og der lægges et stykke toastost ovenpå, hvis man ønsker en cheeseburger. Lad det smelte lidt, før burgerbøfferne serveres.

De her burgere er virkelig mini, også med fyldet. Der kom små tomatskiver af cherrytomat i og miniløgringe, så det hele skulle passe sammen ;) Her er billeder af boller, fyld og den færdige burger :)


Den forhævede dej formes til boller og dyppes i sesamfrø.


Efter ½ times efterhævning trykkes bollerne flade.


Bollerne efter endnu en times efterhævning.


De færdige boller.


Fyld til burgerne . med minitomatskiver og miniløgringe, små
skiver ost, passende stykker salat og agurkeskiver.


Burgerbøfferne og resten af kødet til racletten (tykstegsbøf
i strimler og strimler af kyllingefilet).


Den færdige miniburger. Uhm!