I eftermiddag pyntede jeg lidt op til påske. Der kom nogle fine små æg op på vores troldegren og de obligatoriske udklip blev også hængt op. Og så skulle vi egentlig bare slappe af og se film i aften. Men det kriblede i bagefingrene, så jeg endte med også at bage lidt.
Det blev til hindbærsnitter. Det er første gang, jeg prøver at bage dem, men bestemt ikke den sidste. De blev virkelig gode. Og så var det jo også rigtig nemt at lave dem. Jeg har rent faktisk selv smagt dem. Det er ret stort, for jeg spiser ikke meget kage, da min mave har det svært med sukker i større mængder, men jeg måtte altså lige smage dem. And it was goooood. Tror ikke, jeg har spist en hindbærsnitte, siden jeg var barn og af og til fik en, når jeg var på besøg hos min mormor og bedstefar. Det var et glædeligt gensyn. Sådan så de ud:
Jeg lavede kun en halv portion, da vi ikke får spist så meget kage (af hensyn til vores sundhed), så derfor kan det ses på billederne, at jeg har delt dejen på midten, da jeg kun havde én stor firkant. I opskriften nedenfor skal der laves to firkanter ud af dejen, som skal lægges oven på hinanden. God bagelyst! :)
Hindbærsnitter (ca. 12 stk)
90 g flormelis
1 vanillestang
300 g hvedemel
200 g blødt smør (eller margarine)
1 æggeblomme
1 spsk vand
Hindbærmarmelade
Flormelis
Lidt vand
Skrab kornene ud af vanillestangen og bland det med flormelisen, så det er godt blandet sammen. Bland det i melet.
Ælt melblandingen med margarinen (eller smør), æggeblommen og vand til en helt fast dej. Stil dejen i køleskabet tildækket mindst ½ time. På den måde bliver dejen til at rulle ud, når fedstoffet bliver hårdere.
Del dejen i to. Rul hver del ud til en stor, aflang firkant. Brug lidt mel, så dejen ikke hænger fast i bordet eller kagerullen. Gør det samme med den anden dej. Forsøg at lave firkanter, der er ca. lige store, hvis du vil lægge de to sammen. Ellers kan man også lægge hver firkant sammen med sig selv ved at dele den på midten, når den er bagt. Læg dem på hver deres bageplade med bagepapir.
Bag bundene ca. 12 minutter ved 200 grader. Det gør ikke noget, at de ser lidt ubagte ud og er bløde i det. Sådan skal de være :)
Lad bundene køle helt af. Smør den ene med hindbærmarmelade. Rør en glasur af flormelis og en lille smule vand og smør glasuren ud over den anden bund. Skær bunden med glasuren ud i passende størrelse hindbærsnitter, og læg dem oven på marmeladebundene. Skær nu igennem, så marmeladebundene passer til glasurbundene. På den måde er der mindre risiko for, at bundene revner, når kniven ikke skal gennem to lag bunde :)
Jeg fik 6 ud af en halv portion, så vil tro, at man godt kan få 12 ud af en almindelig stor portion.
Drys evt. med lidt krymmel, hvis du synes, der skal det på (det er jo så pænt ;)).
Dejen til bundene samles og sættes i køleskabet. |
Dejen rulles ud til en (forholdsvis) ensartet firkant. Lav en magen til, hvis du laver fuld portion. |
Den færdigbagte bund. |
Da jeg kun har én bund, eftersom jeg bager halv portion, deler jeg bunden på midten og smørrer den ene del med hindbærmarmelade. Bager du hel portion, smørrer du bare den ene bund med marmeladen. |
En færdig hindbærsnitte pyntet med lidt farverig krymmel. |
Tak. Meget dejligt resultat. Bagt af min datter på 8 år.
SvarSlet