onsdag den 11. april 2012

Mørbradbøf i champignon a la creme

Som jeg har skrevet lidt om her på bloggen, har vi været på jagt efter nogle nye fisk til akvariet i et stykke tid, men har måttet gå tomhændede hjem, fordi de forhandlere, vi har været hos, ikke har haft styr på deres akvarier, så fiskene så syge ud.
Derfor udnyttede vi i dag, at Christian stadig har ferie i den her uge og tog et smut i Rødovre Centrum. Der har det nemlig et af Sjællands mest varierede salgssteder af akvariefisk, og vi fik da også lidt med hjem :)

Vi har købt syv platyer, der er nogle mindre fisk, som er glade for at yngle i akvariet, og det er sjovt og spændende at følge. Og så købte vi to guramier. Det er nogle noget større akvariefisk, men vi har jo plads til noget, der er lidt større i vores 350 liters akvarium. Nu håber vi bare, at de vil trives hos os. Vi har planer om at bygge lidt om i akvariet med nye skjulesteder, da guramierne kræver lidt flere skjulesteder, end vi har i akvariet pt., tror jeg. Men nu må vi se.

Eftersom vi vidste, at vi ville være sent hjemme, forberedte vi det, vi kunne af maden, vi skulle spise i aften, før vi tog afsted. I aften har vi fået mørbradbøf i champignon a la creme; en skøn ret, som også var den sidste opskrift, jeg fik fra min mor, inden hun blev indlagt til sidst. Det er absolut ikke en ret, man bliver tynd af at spise, men den smager skønt.
Inden vi tog afsted i dag, skrællede vi kartofler, mørbraden blev pudset af og skåret til bøffer og et løg blev hakket. Så var det bare lige at lave retten uden forberedelse, da vi kom hjem, hvilket var skønt, for vi var først hjemme lidt i otte.


Mørbradbøf i champignon a la creme (2 pers.)

1 svinemørbrad (400-500 g)
1 løg
1 glas champignon (eller friske renset og skåret i skiver)
½ l fløde 18 %

Rens og skær løget i tern.

Afpuds mørbraden og skær den i 2-3 cm tykke skiver. Læg skiverne ned på den brede side og mas lidt, så de bliver til flade bøffer.

Brun bøfferne af på en pande i lidt margarine, så de lige får farve, men ikke mere. Krydr med salt og tag dem af panden.

Svits løget i lidt margarine i en gryde, til det bliver klart og gennemsigtigt i udseendet. Det må ikke blive brunt! Læg bøfferne ned til løgene og hæld champignoner og fløde ved.
Lad det hele simre i ca. 20 minutter (og jeg mener simre. Hvis det voldkoger, vil der være en stor risiko for, at det skiller. Derfor skal det heller ikke have mere end 20 minutter).

Jævn sovsen en smule og tilsæt et par dråber madkulør. Smag til med salt.

Vi plejer at få kogte kartofler og lidt surt til, og ofte også en eller anden form for grøntsager, f.eks. dampede bønner. Jeg spiste et par rå gulerødder til i aften.

Aftenens tallerken :)
















Det har været en hård dag, synes jeg. Jeg har ikke sovet særlig godt i nat. Blev holdt vågen til kl 3 af en båd i havnen, der tudede konstant pga. tågen, og Putte vækkede os omkring kl 10. Så der er langt op til de 9-10 timer, jeg har brug for for at have det godt.
Jeg kunne godt mærke, at jeg i dén grad manglede energi, da vi gik i Rødovre Centrum. Selvom jeg efterhånden synes, det går ret godt med at få lavet noget herhjemme og sådan det, der hører til hverdagen, er der alligevel noget vej endnu, før min energi er tilbage på det niveau, den var på, før jeg blev opereret.

Nu skal vi vist slappe af, måske med en god film eller serie. Tror, vi begge to trænger til det. Men jeg er glad for det, vi har nået i dag. Det er spændende med nyt liv i akvariet :)

4 kommentarer:

  1. Årh, det er længe siden, jeg har fået det. Tak for inspirationen :D

    SvarSlet
  2. Du må prøve det igen så (hvis du tør - det er ikke for slankefreaks :D). Havde en ½ liter fløde i fryseren fra min fødselsdag, og vi havde lige købt mørbrad i Lidl billigt for nyligt, så det var lidt oplagt, da jeg lavede madplan til den her uge :)

    SvarSlet
  3. Det var lige den opskrift jeg manglede!! hvor ser det godt ud. tak for deklig inspirration.

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme :) Det er også en supergod opskrift. Jeg er vild med den. Og så er det jo ret hurtigt at lave, hvilket virkelig er rart nogle gange :)

      Slet