Jeg prøver så vidt muligt at lave vores madplaner, så vi får lidt nyt eller i hvert fald variation af og til, selvom det er møgsvært, når der er så meget, jeg ikke kan tåle for tiden. I går var min appetit ikke ret stor, så jeg nøjedes med at lave en omgang chili con carne til Christian, inden han skulle til frisøren, og så spiste jeg selv noget andet senere. Men der var noget chili con carne tilbage, så noget af det er kommet inden i piroggerne sammen med revet parmesanost.
I fryseren havde vi en pakke pepperoni og noget tomatsovs, så det kom i nogle andre af piroggerne sammen med revet mozzarella. Til mig selv måtte jeg lave et lidt mere ufarligt (mindre krydret) fyld, og det blev noget mildt krydret hakket oksekød og revet mozzarella. Der blev 12 pirogger, og jeg vil skyde på, at 500 g hakket oksekød er nok til at fylde dem, så man kan vælge enten at lave chili con carne-fyldet eller det lidt mildere fyld, eller vælge lidt af hvert, som vi har gjort i aften. Jeg vil til en anden gang nok putte et minimum af tomatsovs i dem med pepperoni, for det ville gerne løbe ud af pakkerne, selvom de var lukket pænt. Her er de færdige pirogger, og under billedet kommer opskrift på fyldet og piroggerne :)
Chili con carne
500 g hakket oksekød
2 dåser hakkede tomater
1 løg
3 store fed hvidløg
1 tsk spidskommen
½ tsk chilipulver (eller efter smag)
½ oksebouillonterning
Salt og peber
1 dåse kidneybønner
Hak løg og hvidløg. Svits løget i lidt olie. Tilsæt kød og krydderier og svits, til kødet er stegt. Tilsæt tomater, bouillonterning og salt og peber og lad det hele simre i 40-50 minutter.
Hæld bønnerne til afdrypning i en si og skyl dem godt. Put dem i retten og varm igennem 10-15 minutter. Smag retten til.
Normalt får vi ris, revet parmesanost og godt brød til, selvom jeg godt ved, at det ikke er helt autentisk, men sådan kan vi lide det :) Der er rigeligt her til alle piroggerne. Kog det evt. lidt mere ind, hvis det er for vådt i det til piroggerne. Hvis der er for meget, kan det fryses ned og bruges en anden gang.
Chili con carne fra en anden aften, hvor vi fik det til aftensmad. |
Pirogfyld med hakket oksekød
500 g hakket oksekød
1 løg
1 stort fed hvidløg
½-1 tsk paprika
3-4 spsk oregano
2-3 store spsk tomatpuré (koncentrat - den tykke)
Salt og peber
Hak løg og hvidløg. Svits det i lidt olivenolie (anden olie kan også bruges), til de er klare og tilsæt kød. Steg det, til det er brunt. Tilsæt krydderier og tomatpuré. Smag til med salt og peber og evt. mere tomatpuré og paprika om nødvendigt. Lad det køle lidt ned, før det fyldes i piroggerne.
Pirogger (ca. 12 stk)
25 g gær
2 dl lunkent vand
2 spsk olie
1 tsk salt
1 æg
6-7 dl hvedemel
1 sammenpisket æg til pensling
Fyld:
Chili con carne og revet parmesanost
Mildt krydret hakket oksekød og revet mozzarella
Pepperoni, tomatsovs og revet mozzaralla
Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt salt, olie og æg. Rør det godt sammen. Tilsæt melet lidt ad gangen, til dejen kan æltes uden at hænge for meget ved alting. Ælt den rigtig godt og stil den til hævning 1 time tildækket et lunt sted.
Tænd ovnen på 225 grader. Rul dejen tyndt ud. Stik cirkler ud med f.eks. en skål eller andet. Jeg brugte en skål, der er 12 cm i diameter. Rul hver cirkel en smule større og put fyld på den ene halvdel, uden det når ud til kanten (vigtigt! Ellers kan de ikke lukkes).
Fugt kanten med lidt sammenpisket æg eller lidt vand og fol den ene halvdel af dejen hen over den anden halvdel med fyldet. Klem kanterne sammen med en gaffel og læg piroggen på en bageplade med bagepapir.
Pensl piroggerne med sammenpisket æg og bag dem midt i ovnen ca. 15 minutter ved 225 grader, til de er gyldne.
Opskriften på dejen er Pricebrødrenes, og den er simpelthen så lækker.
Piroggerne er supergode og kan varieres i det uendelige med fyldet. Jeg vil bare anbefale, at man ikke laver fyldet for vådt, for det har en tendens til at ville løbe ud af piroggerne, som det gjorde med tomatsovsen til dem med pepperoni i aften hos os.
Jeg tænker, at pirogger er ideelle at have med på picnic, så det skal i hvert fald prøves i fremtiden :)
Resterne af gårsdagens chili con carne |
Piroggerne stikkes ud af den udrullede dej med en skål. |
Chili con carne-fyld med revet parmesanost ovenpå. |
Fyld af lidt tonatsovs, revet mozzarella og pepperoni. |
Fyld af det lidt mildere krydrede hakkede oksekød og revet mozzarella. |
Piroggerne foldes sammen og kanten klemmes sammen med en gaffel. |
De færdige pirogger. |
Et kig ind i min pirog med hakket oksekød. |
når de er små hedder det ikke pirogger. så hedder de piraskier.
SvarSletde er russiske. men de findes mange steder i verden under forskellige navne.
men en rigtig pirog / piraski har fyld af småt skåret kød fra rødbedesuppen, og finthakket hårdkogte æg i. og de smager super godt. og så er de friturestegte.
Så blev man det klogere (tror jeg?). Jeg synes nu ikke, at mine er små? De er i hvert fald større, end jeg kan holde i hånden ;)
SletJeg tror, at "pirog" efterhånden er flyttet ind i det danske køkken og er blevet tolket på mange måder. Ligesom pizza og tortillas. Der er helt sikkert nogle italienere og mexikanere, der ville vende sig i graven over det, vi kalder pizza og wraps herhjemme, men uanset så er det optaget i den danske madkultur efterhånden, hvorfor den også bliver tolket uafhængig af oprindelseslandet :)
Kanon gode pirogger. Tak for inspirationen og pirog opskriften :)
SvarSletDejligt at høre, at du synes om piroggerne, tak for kommentaren :)
SletDen opskrift skal bestemt prøves til den første, så der bliver nok lavet et godt bjerg af dem. ;)
SvarSletDet er en rigtig god opskrift på dejen. Fyldet kan man jo variere i det uendelige, og de kan fryses. Så er der til madpakken og hurtig aftensmad :)
Slet