Det er efterhånden noget tid siden, jeg lavede moccarouladen, og der skulle jeg jo bruge past. æggeblommer. Da der ikke skulle bruges så mange, betød det, at jeg havde nogle stykker i overskud, og de skulle bruges i den her måned. Derfor har jeg i dag rørt en aioli (en slags hvidløgsmayonnaise) som tilbehør til vores aftensmad i aften, der er saftige hakkebøffer med små ristede kartofler med rosmarin og groft salt og en salat. Der skal aiolien være lidt dyppelse.
Jeg er spændt på at smage den sammen med maden i aften. Jeg lavede ikke en kæmpe portion, men der er i hvert fald rigeligt til os. Det er jo ikke noget, man sidder og skovler ind af, da mayonnaise er en fed sag. Men jeg synes, at smagen blev fin :)
Aioli
1 past. æggeblomme
½ tsk dijonsennep
2.5 dl olie (jeg brugte rapsolie)
2 små fed hvidløg (eller flere, hvis man vil have den meget stærk)
Salt
Citronsaft
Rør æggeblommen godt sammen med sennep. Tilsæt olien ca. 1 spsk ad gangen. Det er vigtigt at gøre det langsomt, da mayonnaisen ellers risikerer at skille. Skulle man være så uheldig, at den skiller eller bliver grynet, kan man tilsætte lidt ekstra æggeblomme. Det kan hjælpe til at få det hele til at hænge lidt sammen igen.
Pres hvidløgene og rør dem i mayonnaisen. Smag til med salt og citronsaft. Opbevar mayonnaisen på køl.
Det her er en ret tyk mayonnaise, så hvis man vil have en, der er lidt tyndere, kan man tilsætte lidt mere olie. Man kan også bruge olivenolie, men så skal man være sikker på, at det er en med en mild og rund smag, for en del olivenolier kan have en ret besk eftersmag, og det ødelægger aiolien lidt. Da jeg ikke havde den slags olivenolie hjemme, brugte jeg bare en rapsolie.
Jeg havde egentlig planer med de sidste æggeblommer i pakken også, men dem har jeg måttet droppe i den her omgang, da jeg opdagede, at der var hul på folien på den ene af de to bægre, der var tilbage. Så de planer må udskydes til næste gang, jeg lige har past. æggeblommer hjemme.
Jeg er træt i dag. Det er svært at omstille sig til en ny døgnrytme, så jeg har svært ved at falde i søvn om aftenen. I nat var det helt galt. Jeg kunne ikke sove og lå vågen i et par timer, vil jeg tro og har været vågen mange gange. Det hjalp heller ikke, at Mille var i sengen og lå helt op ad mig. Så der var ikke meget bevægelsesfrihed. Pga. den manglende søvn er min krop stresset i dag, så jeg vågnede om med ondt og svien og brænden i maven og op i spiserøret :( Der skal virkelig ikke meget til for at give tilbagefald med maven.
Det mærkede jeg også, da vi var i Roskilde i Christians ferie. Jeg blev for udmattet, og fik også ondt og svien der. Så selvom det er gået fremad, er der virkelig lang vej, til jeg har det, som jeg havde det før operationen.
Så jeg tager den lidt med ro i dag. Nu er aiolien lavet, så det letter lidt arbejdet omkring aftensmaden. Jeg er alene i aften, da Christian skal i fotoklubben, så jeg glæder mig til de næste dage, hvor der forhåbentlig ikke skal ske så meget herhjemme, så vi kan se lidt mere til hinanden. Mandag handlede vi ind, i går lavede Christian billeder, der skal afleveres til konkurrencen i fotoklubben i dag, og i aften, efter vi har spist, skal han lige lave det sidste færdigt med billederne, og så skal han afsted. Det er nu rarest, når han er hjemme. Det synes Putte også. Han elsker sin farmand:
Årh, Aioli. Det er godt nok længe siden jeg har smagt det.
SvarSletDet smagte simpelthen fantastisk til vores aftensmad i går. Især til hakkebøffen, som det lige gav et mildt pift af hvidløg. Vil overveje i fremtiden, om det skal i burgere og den slags, for det smager virkelig godt sammen med oksekød.
SvarSlet