I går gik jeg en tur med makroobjektivet i haven i håbet om, at jeg ville finde et eller andet interessant. Der er ikke meget at komme efter lige for tiden for en makrofotograf derude desværre. Jeg glæder mig utroligt meget, til det bliver sommer, og der kommer en masse liv derude af insekter og blomster. Det er vist mine favoritmotiver :) Men jeg fik da et enkelt skud, jeg er tilfreds med. Synes, det er en pudsig lille dims. Det er skellettet efter noget, der engang var en blomst. Men alt det grønne er for længst væk, og nu står kun skellettet tilbage. Det ser ret pudsigt ud (tryk på den og se den i en større størrelse):
Det er ret uroligt derude i dag. Det stormer ret meget, så kattelemmen står og blafrer, og emhætten knirker, når vindstød finder ned i den. Og alarmen har lydt. Der er et par store virksomheder her i byen, og de tester en alarm nogle gange om ugen. Sådan lidt ligesom den første onsdag i maj. Åh, hvor jeg hader den! Jeg bliver altid så skidt tilpas af at høre den. Den prikker virkelig til min angst, så den onsdag er lidt af et helvede for mig hvert år.
Måske er det, fordi det jo egentlig er en advarsel om noget slemt, der skal til at ske? Det kan jeg vist ikke helt lægge fra mig. Da jeg var barn, indså jeg, hvor smart det ville være, hvis nogen angreb os netop på denne dag på dette tidspunkt, for så ville folk tænke, at det jo bare være en øvelse og være nemme mål.
En anden faktor i det er nok, at jeg blev passet hos en dagplejemor som helt lille, som boede lige klods op ad den største fabrik i nærheden af, hvor vi boede. Og deres fyraftenslyd var den alarm. Eller sådan husker jeg det i hvert fald. Og hvordan jeg gemte mig under bordet, når den lød. Det sidder nok stadig i mig, vil jeg tro.
Heldigvis ligger virksomhederne heromkring lidt uden for byen, så man hører det tydeligst på en dag som i dag, hvor vinden blæser derfra og herop. Men jeg blev da møgbange, da jeg hørte den første gang, fordi jeg ikke anede, hvad der foregik.
Det går vist godt med Christians kursus, men det dræner ham rigtig meget. Han havde det ret skidt i mandags, da han kom hjem, så han endte i sengen ret tidligt med en varmepose på nakken, der gjorde rigtig ondt efter den første hårde dag.
Der er rigtig meget stof, han skal igennem på den her uge, så det er klart, at det er meget intenst, det her forløb. Han havde det lidt bedre i går, men er stadig rigtig træt. Så han glæder sig helt sikkert til weekend.
Ozzy er begyndt at bruge kontorstolens ryg igen til at ligge på. Det ser bare så sjovt ud! Han var vild med min gamle kontorstol, der jo flyttede med Søren, da vi gik fra hinanden. Den kunne han ligge på med alle fire ben ud over. Utrolig balanceevne den kat har ;) Fangede ham på kontorstolen den anden dag:
I aften står den på rester af den saftige steg fra i går. Den ryger på noget rugbrød. Og så er der også lun leverpostej til Christian. Det holder jeg mig fra, da det er ret krydret. Men det er heldigvis nem mad. Jeg er også ret træt i hovedet. Det tager lang tid for mig at komme mig oven på den oscaraften. Og det hjælper heller ikke, at jeg sover dårligt om natten med kaotiske drømme og mareridt. Jeg er en af dem, der er "velsignet" med at kunne huske alt, jeg drømmer, og jeg drømmer meget. Især når jeg ikke har det så godt. Så jeg glæder mig til, at der kommer lidt ro på det hele igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar