Viser opslag med etiketten and. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten and. Vis alle opslag

torsdag den 10. november 2022

Et nyt kapitel - forhåbentlig

Her på Mortens aften får I en hilsen og opdatering fra mig. Skal du have lækker andesteg i aften? Eller måske i weekenden? Og mangler de sidste fif og tips til at lave den lækre and? Så tag lige et smut forbi indlægget, jeg tidligere har lavet her på bloggen, hvor du får gode råd til både tilberedning af anden, hvordan man laver en lækker andesovs og en billedguide til parteringen: Perfekt stegt andesteg til Mortens aften.




Inden længe er der igen december, årets hyggeligste og nogle gange også mest stressede måned. Jeg glæder mig dog alligevel, selvom den bliver fyldt og travl, da jeg elsker jul.🎄 Derfor kommer der også i år her på bloggen en jule-giveaway med mulighed for at vinde julehygge til en kat, du holder af, ligesom jeg plejer at lave. Konkurrencen sættes i gang i løbet af den næste uge, så hold øje med bloggen her og bloggens facebookside. 🎅

En af sidste års gevinster. Snart vil jeg poste dette års jule-giveaway med nye præmier. 



I en lang periode her på bloggen har jeg kun udgivet indlæg med opskrifter, fordi jeg ikke har haft overskud til at skrive mange indlæg, og det er trods alt maden, der er grundstenen i bloggen. Jeg har dog løbende haft mange tanker, jeg gerne ville dele med jer og fået luft for på den måde, men frekvensen af indlæggene på bloggen her over især det seneste halvandet år, siden jeg blev ramt af leddegigt, har tydeligt vist hvor lidt fysisk overskud og mulighed, der har været for det. 
I dag er dog en anden sag, for jeg har endelig en dag med lidt fysisk overskud og mulighed for at bruge mine hænder, så nu får I en opdatering om, hvad der sker herhjemme for tiden.

Jeg vil starte med at fortælle jer om de store kampe, jeg personligt kæmper for tiden. Som jeg skrev i mit seneste indlæg, har min leddegigt været aktiv og givet mig store problemer længe, og min medicin har ikke kunnet holde den nede. Så da jeg var hos min reumatolog i august, et par dage efter mit seneste indlæg, valgte han at henvise mig til behandling i det offentlige med henblik på biologisk medicin mod min leddegigt, da det ikke kan gives i privat regi. Det var ca., som jeg havde forventet, for jeg kunne heller ikke se andre muligheder.

Jeg måtte dog vente en rum tid på at komme til på Slagelse Sygehus, hvor min henvisning blev sendt hen, og i mellemtiden fik jeg en svær forværring i fingrene. Så jeg havde forventet, da jeg kom til min første tid i starten af oktober, at jeg skulle sættes op i binyrebarkhormon, som er en type medicin, som virker hurtigt på gigten og tager de værste symptomer. Min tidligere reumatolog ville ikke stoppe den behandling, da jeg gik hos ham, fordi han var bekymret for et tilbagefald. Så hvad der skete på sygehuset, var for mig en stor overraskelse.

Jeg kom ind til en høj udenlandsk mand med en dialekt, jeg havde svært ved at forstå, hvilket ikke ligefrem gjorde det nemmere, men hverken jeg eller Christian husker, at han spurgte mig om, hvordan jeg havde det. Om jeg havde ondt nogen steder eller til mine generelle symptomer. Jeg prøvede dog selv at fortælle det, men syntes ikke, det blev rigtig hørt. Det var meget anderledes, end jeg plejede, for det er vigtigt at vide, hvor der er aktivitet i gigten. I stedet undersøgte han mig for hævelser, hvilket jeg dog ikke har så mange af, dog nogle, som han så åbenbart ikke har bemærket, men det betyder ikke, at jeg ikke har aktivitet i min gigt. Han lavede en fysisk undersøgelse af mig og konkluderede, at jeg ikke har psoriarsis (man kan have en gigtform, som hænger sammen med den sygdom), og at jeg har hypermobile led, og det var vist ca. det. Og derudover satte han mig over på min grundmedicin på sprøjte for at få en bedre effekt. Desværre syntes han også, at binyrebarkhormonen skulle udtrappes, og det kom ærlig talt for mig som et chok, fordi jeg gik og havde det så skidt. Men han havde tydeligvis ikke forstået, hvordan jeg havde det. Så sådan blev det. Og jeg fik at vide, at vi kunne snakke biologisk medicin, når jeg havde været på sprøjtemedicinen i tre måneder. I mellemtiden skulle der laves forundersøgelser, så jeg var klar.




I det hele taget gik det hele meget hurtigt. Der var sat en hel time af til samtalen og undersøgelsen, hvilket jeg på forhånd havde været rigtig glad for, for så havde jeg forventet, at der ville være god tid til at snakke om mine problemer og undersøge dem nærmere og snakke medicin og behandling. Men i stedet blev det hu-hej-vilde-dyr igennem det hele, og jeg havde svært ved at følge med i, hvad der blev sagt. Tiden, der var afsat, blev ikke brugt fuldt ud, og jeg fik fx ikke lavet nogen ultralydsundersøgelse af de led, jeg havde det værst i, som jeg var vant til fra min tidligere reumatolog. 
Når jeg læser notatet fra ham om min konsultation, skinner det da også igennem, for han har ikke fundet nogen hævede led, hvilket jeg ved, jeg havde, og han har derudover skrevet en anden diagnose forkert (jeg skulle oplyse, om jeg har andre sygdomme), så jeg pludseligt var noteret til at have en anden sygdom, end jeg egentlig har. Det er noget sjusk, og overordnet set viser det, at det gik for stærkt. Ser jeg tilbage på notatet, kan jeg se, at han rent faktisk har noteret, at jeg klager over smerter, så det gør det bare endnu mere problematisk, at han ville trappe mig ud af den medicin, som kunne holde gigten lidt i ro, og han kunne i det mindste have givet mig besked på at kontakte afdelingen, hvis jeg fik det værre. 

Jeg var ærlig talt ret paf, da jeg gik derfra, men forventede, at det var det, der skulle til, for at jeg kunne "få lov til" at få biologisk medicin. At man skulle udelukkende være på grundmedicinen for at se, om den virker. Fik en god snak med en sød og tålmodig sygeplejerske om opstart med sprøjterne, og så kørte vi ellers hjem.

I løbet af den seneste måned, hvor jeg har været i udtrapning af binyrebarkhormonen, har jeg fået en svær forværring. Det er blevet så slemt, at jeg næsten ikke har kunnet påklæde mig selv, kun med stort besvær har kunnet klare personlig hygiejne og ikke kunnet lave mad selv. Og en del andre ting, som er helt basale for at kunne fungere i sin dagligdag. Og derudover er der opstået deformiteter på nogle af mine fingre og min ene fod. Den slags kommer man aldrig af med igen, og det vil for altid give mig problemer og se grimt ud. 😔




På et tidspunkt begyndte jeg så også at tabe håret i større totter, så jeg ringede til sygeplejersken på afdelingen for at høre, hvad der kunne gøres. Hun snakkede med lægen fra tidligere, og jeg blev sat op i folsyre, som er et vitamin, der afhjælper bivirkninger ved min grundmedicin. Samme dag havde jeg fået taget blodprøver, og de viste et for mig meget forhøjet infektionstal, som er et parameter, hvorpå man måler aktivitet i leddegigt. Jeg spurgte hende derfor, om man skulle gøre noget, for når tallet lå sådan, og jeg samtidig havde det så dårligt, så måtte det jo være, fordi min medicin ikke gjorde det godt nok. Men jeg måtte jo ikke få binyrebarkhormon mere for at se, om grundmedicinen kunne klare opgaven, var mit indtryk? Hendes svar var virkelig overraskende og chokerende for mig. Det var ikke sådan, som jeg havde gået og troet. Selvfølgelig skulle man ikke gå og have det ad helvede til, og det var min egen beslutning, om jeg ville have en akuttid hos dem for at få set på mine problemer. 

Det var både en stor overraskelse og en virkelig deprimerende besked at få, for så havde jeg gået og lidt i en måned og fået permanente skader af ingen verdens nytte! 😞 Ingen havde fortalt mig, at jeg skulle kontakte dem, hvis jeg fik det værre, eller at jeg godt kunne få hjælp i prøveperioden, hvis det gik den forkerte vej. Sygeplejersken havde sagt, at jeg bare skulle ringe, hvis der var det mindste, men jeg havde jo forventet, at tingene var, som de skulle, som lægen havde sat op for mig. Så jeg så faktisk ingen grund til at ringe, før jeg begyndte at tabe håret, for det var uforudset. Jeg havde forudset, at jeg ville få det dårligt uden binyrebarkhormon, så det kom jo ikke som en overraskelse. 
Jeg sagde til sygeplejersken, at jeg lige ville tygge lidt på tilbuddet, især med tanke på at jeg havde været på binyrebarkhormon siden foråret og netop var trappet ud, hvilket har været en kamp og haft store konsekvenser, så det var lidt surt allerede at skulle starte op igen. 

Der gik dog kun tre dage, før jeg måtte smide håndklædet i ringen og kontakte dem for at snakke om en akuttid. Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg ville, men i min samtale med sygeplejersken blev jeg hurtigt klar over, at det var meget nødvendigt at blive undersøgt hurtigt. Hun skaffede mig en akuttid hos en anden reumatolog på afdelingen allerede i mandags, fire dage efter vores samtale. I et tilbageblik på de seneste uger kan jeg godt se, at det længe har været nødvendigt at snakke med nogen om min tilstand, for jeg har simpelthen været så handicappet af min gigt. Jeg har ikke kunnet bruge mine hænder til ret meget, og over de seneste uger har jeg næsten ikke kunnet gå pga. smerter fra fødder og knæ. Derudover er der kommet symptomer fra nakken, som vi dog ikke ved, om er gigt, men det har holdt mig vågen om natten, så den seneste måned har været et rent helvede. Det startede hurtigt, fra jeg trappede ned i medicin.




Men mandag kom, og Christian og jeg tog turen til Slagelse Sygehus for at se den anden reumatolog. Han talte heller ikke dansk uden accent, men var betydeligt nemmere at forstå, og hvad vigtigere var, så var han grundig! Han undersøgte mig og så med det samme hævelse af mine fingre, som havde stået på i måneder, men som den tidligere læge ikke havde set (som jeg kunne se af hans noter). Derudover lavede han en ultralydsundersøgelse af mine påvirkede led og kunne se aktivitet over alt i dem. Og erosioner, som jeg forstod det, permanente skader. Han sagde, at han kunne se, at det var noget, der havde stået på længe. Det får mig til at tænke, at hvis den første læge havde været lidt mere grundig og scannet mig, havde han opdaget det og ikke valgt en forkert behandling til mig.
Derudover var der en kæmpe væskeansamling i det ene knæ, som har givet mig så store problemer, og det valgte han at dræne med en kanyle og sprøjte. Det gjorde sindssygt ondt, hvilket alle på afdelingen vist godt kunne høre, men den nye reumatolog tog det ret køligt. Efter indgrebet havde han drænet en masse væske ud af mit knæ, så jeg skulle få nemmere ved at gå fremadrettet. 

Vi havde en længere snak om symptomer og problemer, tidligere behandling og om mig, og på baggrund af det og min gigtaktivitet var han ikke i tvivl om, at jeg skal starte på biologisk medicin. Hurtigst muligt. Man skal dog godkendes på en konference, men han var sikker på, at jeg ville blive det, så han gav mig papirerne med hjem, så jeg kunne læse om det. Og så har han givet mig en ny binyrebarkhormonkur. Dog kun 6 uger, men det lyder umiddelbart rigtig fint. Jeg får en højere dosis, end da jeg startede i foråret efter corona ved min sidste værste forværring af gigten, og i løbet af de seneste dage har det taget en større del af mine smerter. Jeg er dog ikke symptomfri, som jeg næsten var i foråret, men al bedring er velkommen. Derudover har han sænket min dosis af grundmedicinen, så jeg forhåbentlig kan slippe af med mit hårtab.
Og jeg har fået besked om, at jeg er blevet godkendt til biologisk medicin nu med opstart i næste uge. Så nu sker der endelig noget. Jeg håber, det kan blive starten på et nyt kapitel for mig med et nemmere liv uden så mange smerter. Men det må tiden vise. På forhånd ved man ikke hvilke patienter, der får effekt af medicinen, eller om man får bivirkninger af den, men som lægen sagde, så er det det bedste alternativ i forhold til et liv uden medicin, fordi leddegigten i sig selv, særligt ubehandlet, kan give mange andre problemer. Og ikke kun med deforme og ødelagte led og store smerter, men også problemer med kredsløbet, større risiko for kræft osv. Så nu giver jeg det en chance, og der er andre biologiske præparater, man kan prøve, hvis det ene ikke virker eller giver uacceptable bivirkninger. Så vi må se, hvordan det går. Jeg er i hvert fald meget spændt.

Men det har været virkelig hårdt at nå hertil, ikke mindst pga. min start på afdelingen med den dårlige oplevelse. Den seneste måneds helvede ønsker jeg ikke for nogen, og jeg har bestemt, at jeg ikke vil ind til den første læge nogensinde igen. Jeg er meget vred og frustreret over min oplevelse ved ham, der har gjort, at jeg for altid må leve med deformiteter og har haft en måned i rent helvede. Jeg har fået at vide, at jeg kan lave en klage over ham ved at fortælle min historie i en samtale med en overlæge eller lignende, var det vist. Det vil jeg lige tygge på. Det vigtigste for mig lige nu er dog at se fremad og forhåbentlig få det bedre. 
Jeg må dog fremhæve sygeplejerskerne på reumatologisk afdeling, for de har virkelig været et stort plus for mig i det her forløb. Har snakket med en del forskellige, og de har alle sammen været søde og tålmodige og givet gode råd og vejledning. Det betyder utrolig meget. Hos min tidligere reumatolog var der kun én sygeplejerske ansat, og jeg havde altid lidt ondt i maven over at skulle ringe til hende, fordi man aldrig rigtig kunne forudsige, om hun ville være imødekommende eller sur, når man fik hende i røret. Det er en helt anden sag med sygeplejerskerne på reumatologisk afdeling, og det er jeg utrolig taknemmelig for.

De her seneste dage med lidt bedring har jeg afventet med stor længsel. At kunne knappe sine egne bukser, selv klare et bad osv. har jeg virkelig savnet meget. I morgen skal vi have vores "mortensand", og jeg har en forhåbning om, at jeg selv kan klare at sætte den i ovnen, mens Christian er på arbejde. Og så kan han hjælpe med at lave den færdig, når han kommer hjem. Så det går lidt fremad, heldigvis. Ellers skal de næste dage bruges på at samle kræfter før opstarten på den nye medicin. For det er aldrig til at vide, hvordan kroppen reagerer. Men jeg håber selvfølgelig det bedste.





Det var en kæmpe roman om mig. Tak, fordi du læste med så langt. Der sker dog også andre ting her i livet, selvom min gigt har fyldt meget. Desværre er Phoebe også blevet ramt af gigt, slidgigt, hvilket har taget til over de seneste måneder, og vi har startet hende op i medicin for det, men det virker desværre ikke så godt, som hun har brug for, så fra næste uge skal hun også starte op i ny medicin. Hun skal afprøve et nyt præparat til gigt hos katte, som viser lovende resultater. Så vi håber, det kan give hende en rigtig god effekt og bedre livskvalitet fremadrettet.




I mellemtiden er Ozzy blevet 16 år, og han er still going strong 😄 Til tider er hans husets mest aktive kat trods sin alder, men han har også størrelsen på sin side, da han er en noget mindre kat end Phoebe og derfor ikke på samme måde får belastet sine led. Han er ikke så aktiv, som da han var en ung kat, men han tager stadig ofte fræseture rundt i huset, højt mjauwende og leger vildkat. Hver aften står på den daglige "spabehandling", når han kommer med os i seng og skal have sin daglige frisering (kun ren fornøjelse, for det må kun gøres på kinderne og i ansigtet og ikke længere ned end skuldrene helst) og ansigtsmassage 😻 Hvilket han stor-nyder. 





Julius' tilstand med hans problemer med tarmene kører lidt frem og tilbage med perioder, hvor det går rigtig godt og perioder, hvor tingene er mere ustabile. Pt. kører det nogenlunde stabilt, hvilket betød, at vi kunne forlade huset i tirsdags uden al for stor bekymring, da vi var på Nørrebro Teater og se et foredrag, som jeg havde været heldig at vinde billetter til. Det var et foredrag af Richard E. Grant, en engelsk skuespiller, som vi har haft fornøjelsen af at se film med gennem årene. Foredraget handlede om hans liv og livet med hans kone, som han mistede til kræft sidste år, og det var et hudløst ærligt, meget underholdende og morsomt og rørende foredrag, som jeg var utrolig glad for at have haft mulighed for at opleve. 

Richard E. Grant på scenen i gang med at læse og svare på spørgsmål fra publikum.



Tirsdag blev i det hele taget en anti-mandag, som jeg sagde til Christian, da vi kom hjem fra foredraget, for om mandagen var vi på sygehuset, og selvom jeg nu fik hjælp, var der mange negative ting, jeg skulle forholde mig til i den forbindelse omkring, hvordan min sygdom nu var udbredt, og hvad der var sket med mig. Men tirsdag var så meget anderledes. Inden vi kørte i teatret, modtog jeg en flot buket blomster og en sødt kort fra min gode veninde, jeg har kendt siden gymnasietiden. Hun ville sende mig en opmuntring i den hårde tid og oven på den lidt svære dag, jeg også havde haft dagen før med min tur på sygehuset. Virkelig sødt og betænksomt af hende 💗 Jeg mærkede den første effekt af binyrebarkhormonbehandlingen, som havde taget en lille smule af mine smerter, vi fik en handicapparkeringsplads lige foran teatret (fuldstændigt umuligt næsten, da der kun er et par pladser der i gaden), showet var så god en oplevelse, og da vi kom hjem, kunne jeg for første gang i måneder selv åbne en ny pakke af Julius' vådkost, da mine fingre nu lige præcis var bedret nok til, at det kunne lade sig gøre. Så jeg håber virkelig, at tingene kun vil gå fremad herfra. Det trænger vi virkelig til alle sammen. 

Den smukke buket fra min veninde.

Close-up af de flotte blomster.



I dag er min "fridag". En dag uden planer for første gang rigtig længe. Det er hårdt tiltrængt. Pga. min leddegigt lider jeg af en voldsom træthed og udtrætning, hvilket betyder, at jeg meget hurtigt bliver utrolig træt og løber tør for energi, ofte uden overhovedet at foretage mig noget særligt. Så det er ret begrænset, hvad der sker i mit/vores liv for tiden, og derfor var turen i teatret den anden dag også meget atypisk for, hvad vi laver lige for tiden. Hver uge ser jeg min fysioterapeut, som tilpasser min behandling og forsøger at dæmpe mine smerter med laserterapi og øvelser.  
Min "opgave" i dag er primært at få vasket mit store hår. Det er i sig selv lidt af en præstation pga. mine smerter og manglende energi, så jeg prøver at planlægge den slags opgaver til dage, hvor jeg ikke skal så meget andet. Og derudover at lave så lidt som muligt for at samle energi til at kunne lave andestegen i morgen. 

I aften står den på hygge med varm kakao med flødeskum og favoritserien, som pt. er Bosch: Legacy. Vi har i lang tid set den originale Bosch-serie, som jeg varmt kan anbefale. Den er klart en af mine all time højst elskede serier. Det er en krimiserie, som er utrolig velskrevet og velspillet. Bosch: Legacy er en spin-off, som vi selvfølgelig tager med, nu vi elsker den originale serie så højt. 
Christian læser pt. The Law of Innocence op for mig om aftenen, en bog skrevet af Michael Connelly, manden, der har lavet bøgerne bag Bosch, og den er indtil nu god og spændende. Den inkluderer også "vores mand" fra serien som en af figurerne, hvilket ikke gør den mindre spændende. Som jeg måske har skrevet herinde før, læser Christian for mig ofte om aftenen, fordi jeg pga. mine smerter har svært ved at sidde med en bog. Mit piskesmæld gør, at jeg har svært ved at bøje nakken i længere tid. Så han har læst for mig sådan i mange år, hvilket jeg sætter stor pris på.


Som jeg skrev indledende i indlægget her, er den årlige jule-giveaway lige om hjørnet. Selvom det har været og er en virkelig hård tid, vil jeg gerne bibeholde den tradition her på bloggen, da den gør mig glad og er en hyggelig tradition, så jeg har over de seneste måneder været i gang med at købe ind til giveaway'en. Jeg mangler lige at få pakket den sidste pakke ind, som netop er kommet ind ad døren og få taget billeder, så skal jeg nok skyde konkurrencen i gang. Så hold øje med siden her eller bloggen på Facebook, hvis du kender en kat, som fortjener lidt ekstra forkælelse op til jul 🐱🎄

tirsdag den 20. december 2016

Opskrifter på den bedste julemad: Perfekt stegt andesteg med æbler og svesker

I dag får I det første af to indlæg med mine allerbedste opskrifter på den gode julemad :) Da jeg oftest laver andestegen til jul dagen i forvejen, starter jeg med at give jer opskriften på perfekt stegt andesteg med æbler og svesker, helt traditionelt. Guiden her er meget udførlig, så selv nybegyndere kan være med. I bunden af indlægget finder I også en guide til, hvordan anden skal parteres, hvilket, jeg syntes, var noget af det sværeste at finde ud af, første gang jeg lavede and.

Hvor længe anden skal have, afhænger af størrelsen. Men regn med 3-4 timer. Sædvanligvis laver vi ænder, der vejer 3000-3200 g, og de får altid omkring 3½ time. 
Som minimum skal en and have 40 min. pr. kg. ved 160 grader. Bruger man den metode, skal anden efterbrunes ved 225 grader (og tjekkes med et stegetermometer. Kernetemperaturen skal være 79 grader i bryst og lår). Jeg fortrækker i stedet at give anden længere tid uden efterbruning. Det giver også et helt fint resultat. Anden er færdig, når den er flot gylden :)

Spiser man kun and, rækker en and på ca.3 kg til ca 4-5 personer (jeg regner altid med 4 personer, for her i huset elsker vi rester af and, så det er ingen ulykke, hvis vi får lavet lidt for meget, og det er værre at have lidt for lidt and end lidt for meget i min verden ;)). Serverer man også flæskesteg til jul ved siden af anden, rækker den naturligvis lidt længere.

Vi køber oftest frosne ænder, da de er lidt mere til at betale. Det betyder, at anden skal tøs op og helst i køleskab for at bevare kvaliteten. Det tager ca. 2-3 dage at tø en and op i køleskabet. Jeg tager vores op af fryseren i aften, så den kan tø op i 2½ dag. Det, tror jeg, er passende :)

Vores ænder er oftest frilandsænder, såfremt vi kan få fat i dem, og jeg kan anbefale denne guide fra Dyrenes Beskyttelse, hvis du også er interesseret i at se, hvordan din juleand har haft det: Andeguide.





Traditionel andesteg med æbler og svesker (ca. 4 personer)


1 stor and, ca. 3 kg (jeg foretrækker en pekingand, da den har den bedste smag)
3-4 æbler (jeg bruger oftest royal gala, men de fleste æbler kan bruges)
Svesker (jeg brugte en bøtte sunsweet svesker, men mærket er ligegyldigt. En pose eller halvanden passer mængdemæssigt, tror jeg)
Salt og peber
Kødnåle
Lidt vand

Tilbehør:
Kogte kartofler
Brune kartofler
Rødkål
Franske kartofler og/eller menu chips

Andesovs:
Væsken fra anden
Madkulør
Mel
Vand
Salt
Evt. et nip sukker
Evt. lidt sovsejævner, maizenamel eller lignende til yderligere jævning om nødvendigt


Tænd ovnen på 160 grader. Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær i både.

Fjern indmad (posen, der ofte ligger inde i anden) og evt. rester af indmad fra anden. Skyl den indeni og udenpå. Tjek, om der sidder lidt fjer tilbage på anden, for så skal de fjernes. Der kan godt sidde lidt stubbe. Tør anden af indeni og udenpå.

Gnid anden indvendigt med salt og lidt peber. Luk skindet ved halsen med en kødnål eller to. Fyld anden med æblebåde og svesker, til den er helt stoppet ud. Slut af med at lukke anden i bunden med kødnåle, så fyldet er lukket godt inde. Gnid anden udenpå med salt og peber.

Læg anden i et ovnfast fad, der er lidt større end anden, med brystet nedad (når jeg steger to ænder på én gang, som jeg ofte gør til jul, lægger jeg dem bare i ovnens store bradepande). Hæld lidt vand i bunden. Der skal ikke så meget til, for anden vil selv afgive en del saft under stegningen, men nok til at væsken ikke brænder på/fordamper undervejs. Put så meget vand i, at bunden næsten er dækket.

Sæt anden i ovnen på nederste ribbe og brun den i 45 minutter. Tag derefter anden ud og vend den om (udgå så vidt muligt at stikke hul i anden, hvis du bruger noget skarpt at vende med, f.eks. gafler). Giv den evt. et ekstra drys salt ovenpå og sæt den så ind igen, stadig på nederste ribbe.

Steg nu anden, til den er gylden udenpå. Normalt siger man vist 40 min. pr kg. Men det tager knap 4 timer, når jeg laver en and, fra den er i ovnen, til vi sætter tænderne i den. Vil tro, den ca. er i ovnen 3½ time (for en and på min. 3 kg, det kan variere lidt efter vægt, så en mindre and skal have kortere og en større måske skal have lidt længere tid). Jeg vurderer det kun ud fra farven på den. Er man i tvivl, om anden er gennemstegt, kan man altid tjekke temperatur i bryst og lår (79 grader), men det er sjældent nødvendigt. Jeg har i hvert fald aldrig gjort det. Mine 3000-3200 grams ænder får gerne ca. 3½ time i alt i ovnen. Læg anden på et spækbræt og dæk den med sølvpapir, mens du laver sovsen.

Laver man and, som jeg gør til jul, altså dagen før, steger jeg dem næsten færdigt. Dvs. at jeg tager ænderne ud, før de er helt færdige, og pakker dem godt ind og lægger dem i køleskabet til næste dag. Der parterer jeg dem og pensler dem med smeltet andefedt (der er altid meget mere, end jeg bruger til sovsen), og så bliver det lunet ved 180 grader midt i ovnen, til de har fået farve på skindet. Det tager ikke så lang tid, ca. 20 minutter.


Andesovs:
Hvis du skal lave sovsen samme dag som anden:
Si væsken fra anden over i en glasskål. Tilsæt madkulør og rør lidt rundt. Nu vil du kunne skille fedt fra sky, for fedtet tager ikke farve af madkulør. Brug en spiseske til at si fedtet fra over i en skål. Når du har fjernet så meget, du kan, varmer du 4-6 spsk. af fedtet op i en lille gryde. Når det koger tilsætter du mel lidt ad gangen, til du har en grødagtig masse (den må ikke blive klumpet, den skal bare være godt tyk i det). Rør det godt sammen og tilsæt skyen (den del af væsken, der havde taget farve af madkuløren). Rør kraftigt, mens det koger sammen.

Nu kan du så spæde op med vand, for skyen er meget kraftig i smagen, og man vil jo gerne have lidt mere end bare et par dl sovs ;) Man kan i det hele taget spæde op med en del vand, men jeg anbefaler, at du gør det meget langsomt og smager på det hver gang, du tilsætter vand, for en sky kan altså ikke strækkes i det uendelige, og du kan ende med en sovs, der smager som at række tungen ud af vinduet, og det er jo ikke det, man går efter :)
Du kan jævne med sovsejævner hen ad vejen, hvis sovsen bliver for tynd af vandet eller med maizenamel rørt ud i koldt vand (man kan også røre ud i mælk eller fløde, men det vil jeg ikke anbefale til andesovs, da sovsen i forvejen er meget rund i smagen, så rør ud i vand i stedet). Hvis du bruger maizena-i-vand-metoden, så tilsæt meget lidt ad gangen og lad sovsen koge op, for det jævner virkelig meget.

Smag til med salt og evt. et nip sukker (det er en smagsforstærker, men jeg tilsætter det sjældent til andesovs, da den er sødlig i sig selv pga. æbler og svesker), og tilføj lidt mere madkulør, hvis du synes, sovsen er blevet for bleg.

Hvis du ikke laver sovsen samme dag, sier du bare al væsken fra anden over i en skål, dækker den til og sætter den i køleskabet. Dagen efter vil fedt og sky være stivnet, så du nemt lige kan skrabe fedtet af og så ellers følge trinnene ovenfor fra der, hvor man smelter fedtet i en gryde :)

Tip: Hvis du synes, at du har fået fortyndet din sovs for meget, så den ikke smager af nok, kan du tilsætte en spsk andefedt eller to til sovsen. Det hjælper meget. Undgå dog herefter at lade sovsen voldkoge, da den herved risikerer skille, så det tilsatte fedt vil lægge sig oven på resten af sovsen.


Partering:
Det her er noget af det, jeg syntes, var ret skræmmende at skulle i gang med, første gang jeg skulle lave and. For hvordan gør man lige?

Du skal bruge en god fjerkræsaks (jeg har bare en magen til min mors, der er købt til ca. 100 kr i Inspiration, var det vist - den er bare af metal og har en lukkedims i bunden). Derudover har jeg herunder tegnet hvor de forskellige stykker sidder på anden, og hvordan du skal klippe. Følg den, når du læser de næste trin om parteringen.




I andens hale sidder bitre kirtler, så start med at klippe halen af og kasser den. Klip derefter anden op langs ryggen og brystet (se tegning nr. 1), så du har to ens halvdele med et lår, bryst osv. på hver side. Skrab så æbler og svesker ud af hver del af anden. Nogle kan godt lide at spise dette, men jeg plejer at smide det ud, for det bliver ikke spist herhjemme.

Klip langs låret om mod ryggen, start på forsiden (se tegning nr. 2). Følg lårets krumning (vi ved jo alle, hvordan sådan et kyllingelår ser ud, så følg rundingen der fra forsiden) og klip, hvor det føles naturligt på bagsiden. Når du har klippet det fri, står du med et stykke and, hvor lår og overlår sidder sammen. Klip langs lårets runding på bagsiden også (se tegning nr. 3), og så har du et lår og et overlår hver for sig.

Klip brystet frit fra ryggen ved at klippe langs siden op mod vingen. Del brystet i flere stykker på tværs, når du har fået det klippet frit, 3 stykker for en and med stort bryst og ellers 2 for en lille and.
Der er ikke så meget kød på rygstykket oftest, men det kan du godt klippe frit, hvis du vil. Jeg smider det dog oftest bare ud.

Gentag på den anden halvdel af anden.

Har du lavet anden dagen før, skal den som sagt lige varmes i ovnen ca. 20 minutter ved 180 grader (endelig ikke for længe, da anden ellers risikerer at blive tør). Parter anden som ovenfor og læg den med skindet opad på en bageplade med bagepapir. Pensl stykkerne godt med andefedt (som evt. skal smeltes lidt i mikroovnen eller lignende, hvis det er meget hårdt) og sæt pladen ind midt i ovnen. Resultatet er saftige stykker and med sprødt skind.

Voilá! Traditionel andesteg med lækker, brun sovs.



fredag den 6. november 2015

Perfekt stegt andesteg til Mortens aften

På tirsdag er det Mortens aften, og selvom man jo egentlig burde spise gås (da det er gæs, der afslører den stakkels Morten), har vi i min familie altid spist and. Det ligger også tilpas tæt på jul til, at det er et godt udgangspunkt for at øve sig på at lave juleanden ;)

De sidste år har vi været uheldige i forhold til at finde den helt rigtige and til jul. Selvom vi har kigget igennem december, har det nærmest været umuligt at opdrive en fritgående and nogen steder, så i år tager vi ingen chancer. Juleænderne er købt og i fryseren! To store, flotte fritgående ænder købt i Meny, der i denne uge (til og med i dag) har de fritgående ænder i to forskellige størrelse og til en god pris. Der røg også en ekstra and med hjem, som vi egentlig skulle have haft i weekenden, men det bliver i dag, jeg laver den, eftersom den var tøet op i køleskabet lidt hurtigere end forventet. Til os selv valgte jeg dog bare den "lille", 3000 g and. Jeg satser på, at det er rigeligt til de næste dage :)

Er du også interesseret i at vide, hvordan din and har haft det, har Dyrenes Beskyttelse lavet en PDF, som fint lister forholdene op. Du kan se den her: Andeguide*. Vores and i dag og til jul er den andensidste på listen, nemlig af typen Gressingham fritgående. Jeg vælger primært pekingand, når jeg skal lave andesteg, da jeg synes, det giver det bedste resultat. Jeg har før oplevet, at der ikke er meget at lave sovs af, hvis jeg har lavet berberiænder. Om det er et tilfælde, ved jeg ikke. Men en pekingand fungerer godt for mig :)

Edit: har, siden jeg postede indlægget her, pr. mail fået en nyere og opdateret udgave af andeguiden fra Dyrenes Beskyttelse, og den kan ses som PDF her: Andeguide 2015*. Det går heldigvis fremad med dyrevelfærden, og derfor er der blevet flere gode alternativer at vælge imellem :)

* Dyrenes Beskyttelse har desværre fjernet deres andeguide fra hjemmesiden, hvilket er superærgerligt. Du kan dog stadig se den her: Dit Landkøb - andeguide fra Dyrenes Beskyttelse
 
Andesteg med det hele er en af mine absolutte livretter. Og så er det virkelig nemt at lave. Det fedter dog en del, så det er dejligt, at vi er to om oprydningen herhjemme ;) I anledning af Mortens aften hiver jeg min gode og nemme opskrift frem. Hvor længe anden skal have, afhænger af størrelsen. Men regn med 3-4 timer. Sædvanligvis laver vi ænder, der vejer 3000-3200 g, og de får altid omkring 3½ time. Som minimum skal en and have 40 min. pr. kg. ved 160 grader. Bruger man den metode, skal anden efterbrunes ved 225 grader (og tjekkes med et stegetermometer. Kernetemperaturen skal være 79 grader i bryst og lår). Jeg fortrækker i stedet at give anden længere tid uden efterbruning. Det giver også et helt fint resultat. Anden er færdig, når den er flot gylden :)







Andesteg med æbler og svesker

1 and (ca. 3000-3200 g)
3 æbler, skrællede og skåret i både
300 g svesker uden sten
Salt og peber
Kødnåle

Sovs:
Stegesky
Hvedemel
Sovsekulør
Salt
Sukker
Evt. sovsejævner
 

Tjek, om alle fjer er fjernet fra anden. Er de ikke det, kan de nemt fjernes med enten fingrene eller en pincert for dem, der sidder ekstra godt fast. 

Fjern evt. indmad fra anden. Sædvanligvis ligger der en pose med lidt forskellig indmad inde i anden. Jeg plejer at smide det ud, mens andre lader det stege med i fadet med anden. Tjek, om der sidder andre indvolde, som ikke er fjernet fra fabrikken. Tør anden indvendigt med køkkenrulle og gnid den med salt indeni.

Fyld anden godt op med æblebåde og svesker. Luk den i begge ender med kødnåle. Dup anden tør på brystsiden og gnid den med salt og peber. Læg den med brystet nedad i et stort fad. Tør også ryggen af og gnid med salt og peber. Hæld en lille smule vand i bunden af fadet. Det behøver på ingen måde dække bunden, bare sørge for at anden fra starten ikke brænder fast til fadet. Der vil med tiden smelte meget sky og fedt fra anden, så det er bedst, der i forvejen ikke er for meget væde i fadet.

Sæt anden ind nederst i ovnen ved 160 grader. Efter 45 minutter vendes anden om, så brystet nu vender opad. Herefter steges anden, til den er flot gylden ovenpå, i alt ca 3½ time (inkl. de første 45 min.).

Flyt den færdige and over på et spækbræt og dæk med sølvpapir, mens du laver sovsen af væsken fra anden.

Sovs:
Hæld væsken gennem en sigte over i en glasskål (skyl gerne lige skålen et par gange i varmt vand, så glasset ikke får et chok og revner, når den varme væske fra anden hældes i skålen). 


Put et par dråber madkulør i og rør rundt. Skyen vil tage farve, mens fedtet stadig er klart og farveløst. Brug en spiseske til at skumme fedtet fra skyen over i en anden beholder. Fjern så meget, du kan. Jo mindre fedt, der er tilbage i stegeskyen, jo mindre risiko er der for, at sovsen vil skille.

Varm 6 spsk andefedt op i en gryde og tilsæt mel lidt ad gangen under omrøring, til du har en tyk grød. Begynder det at klumpe, kan du tilsætte lidt mere andefedt. Hæld skyen i på én gang og rør kraftigt, mens det hele koger op. Herefter kan du spæde sovsen op med vand lidt ad gangen for at strække sovsen. Skyen fra anden er meget kraftig, så der kan i princippet tilsættes en del vand, uden man ødelægger sovsen. Men gør det lidt ad gangen og smag til! Så ender du ikke med en kedelig, smagløs sovs :) Tilsæt lidt madkulør, til sovsen har den ønskede farve. Tilsæt evt. også lidt sovsejævner, hvis du synes, sovsen er blevet for tynd. Smag til sidst sovsen til med salt og et nip sukker (bare det, man kan have mellem to fingre).

Partér anden. Jeg deler sædvanligvis hvert bryst på en stor and i 3 dele (6 stykker bryst ud af en hel and). Nedenfor kan du se en lille tegnet parteringsguide :)

Server med kogte kartofler, brune kartofler (opskrift her), lun rødkål og franske kartofler og/eller menuchips (vi får begge dele ;) ).




Den færdige andesteg hviler, mens sovsen laves.

Andesteg med det hele. Uhm! Glæder mig! I aften skal jeg dog også have menuchips til min and - a.k.a. sovseskåle :D



Pyh, det har været en stressende dag. Kom alt for sent op, fordi jeg pt. er fodringsmester om natten herhjemme, da Christian har en intens uge på arbejdet lige nu. Så jeg er vågen flere timer i løbet af natten, fordi jeg ikke kan falde i søvn igen, når jeg har været oppe og fodre kat. Derfor er det også sædvanligvis Christians job, da han kan falde i søvn, nærmest før han rammer hovedpuden igen, men jeg føler, at jeg må hjælpe lidt ekstra til, for at han får en ordentlig nattesøvn, da det er ret vigtigt lige nu.
Jeg vidste, da jeg stod op, at jeg havde travlt, for anden skulle jo i ovnen midt på eftermiddagen og inden da skulle jeg have taget nogle billeder af den lækre snaps, jeg netop har færdiggjort. Det var et hårdt arbejde, men jeg er udmærket tilfreds med de færdige billeder. Så er det næsten stressen værd. Jeg satser på, at der kommer en opskrift på den i næste uge eller snarest derefter.

Der sker også noget andet spændende i næste uge. Det er nemlig i næste uge, jeg sætter min næste giveaway i gang! :) Denne gang er gevinsten en adventskalender til kat, så hvis du kender en kat, du synes, der skal forkæles med sådan en, så hold øje med bloggen enten her direkte eller på bloggens Facebookside, hvor konkurrencen også bliver slået op :)


Nu vil jeg gå i køkkenet og færdiggøre vores lækre andesteg. Åh, hvor jeg glæder mig! Håber på en lidt rolig weekend, for jeg har mærket en del stresssymptomer gennem den seneste tid, ikke mindst i dag, og jeg skal helst ikke falde tilbage i stressfælden. Det er et modbydeligt sted at være; det har jeg jo prøvet. Så må tage den lidt med ro. I morgen har vi rester af den lækre andesteg, så der er maden i hvert fald nem. De allerbedste rester! <3 Rigtig god weekend - og Mortens aften - til jer :)

lørdag den 21. december 2013

Opskrifter og tips til den gode julemad

Nu er det ved at være lige op over. Om få dage skal vi i gang med julemaden. Men hvordan laver man så en god og saftig andesteg uden at få stress juleaften? Hvordan får man den mest saftige flæskesteg? Og næsten vigtigst af alt: hvordan laver man en fantastisk sovs?

Lad os starte med flæskestegen. I mange år har jeg faktisk kun lavet ribbensstege, fordi det er et stykke kød med en god fedtmarmorering, som man kan stege til døde, uden den bliver tør. Jo længere, desto bedre, faktisk (selvfølgelig uden den bliver til kul ;)). Jeg har tidligere ikke lavet ret mange svinekamme, fordi jeg altid syntes, det har en tendens til at blive så tørt i det. Men eftersom jeg ikke længere kan tåle ribbenssteg pga. det høje fedtindhold, valgte jeg at tage kampen op! Svinekam er en ret mager udskæring og må derfor ikke få for længe. Derfor er et stegetermometer alfa og omega for at lave en perfekt flæskesteg, uanset om du langtidssteger eller bare gør det traditionelt på 200 grader.

Jeg lavede tidligere på året et indlæg om langtidsstegt svinekam med sprød svær, som jeg synes, er en udmærket rettesnor. Langtidsstegning giver klart den mest saftige og lækre flæskesteg. I indlægget beskriver jeg to metoder til at lave den perfekte flæskesteg. Af de to bruger jeg oftest den metode, hvor jeg steger stegen ved 90 grader, til den er en 63-65 grader indeni. Når temperaturen er ved at være nået, kan man skrue ned på 70 grader og lade stegen stå, til man er klar til at lave den færdig. Når man er klar, tager man stegen ud og skruer ovnen på på 225 grader og grill. Når ovnen er varm, vippes stegen ind og står, til sværene er poppet op og er sprøde. Derefter skal stegen hvile, før den skæres ud. Kernetemperaturen er god omkring 67 grader, synes jeg. Så er stegen mest saftig. Da den er stegt ved lav temperatur, behøver den ikke hvile så længe. 10 minutter er fint, synes jeg. Så passer det med, at du laver sovsen :)

Husk i øvrigt med langtidsstegning, at jo større stegen er, jo længere tid skal den have i ovnen. Så begynd i god tid! Du kan altid have den stående på 70 grader et stykke tid, så den holder kernetemperaturen på 65 grader, til du er klar til at grille sværene. Laver du flæskesteg på den traditionelle måde, dvs. ikke langtidsstegning, og sværene ikke er sprøde, når stegen er 65-67 grader og færdig, kan du skære sværene af, efter du har taget stegen ud af ovnen. Derefter kan du stege dem sprøde i ovnen ved 250 grader eller grill, mens stegen hviler. Så undgår du at få en tør flæskesteg på trods af, at sværene ikke var klar, da du tog den ud af ovnen :)

Mht. væsken, der skal i bunden af fadet, når du steger en svinekam, bør du ikke hælde for meget ved, da det er begrænset, hvor meget smag en svinekam afgiver til skyen, da den er ret fedtfattig. Nogle mener, at det er en god ide at stege benene med fra svinekammen, hvis man har et stykke med ben. Men i så fald skal man skære benene fra og lægge dem i fadet, ikke lade dem blive på. Hvis man steger svinekammen på den traditionelle måde ved 200 grader, vil noget vand fordampe undervejs. Derfor skal man holde øje. Det er ikke i samme grad et problem, når man kun steger ved 90 grader under langtidsstegning, men det er en god ide at holde øje alligevel. Især når man til sidst tænder for grillen. Ellers er der ikke noget at lave sovs af. Er der for meget væske alligevel, når man er klar til at lave sovsen, kan man koge den ind, så bliver den mere koncentreret i smagen. Jeg bruger som regel et fad, der er lidt større en stegen og hælder vand ved, så det er et par cm. op ad siden på det. Det plejer at passe.

Jeg sætter gerne kødnåle i hver side for at støtte sværen. Den vil gerne falde ned under stegningen, men det kan man
afhjælpe noget, hvis man bruger kødnåle :)



Til jul spiser mange også and. Det er faktisk min egen favoritspise til jul. Sidste år lagde jeg en opskrift på traditionel andesteg med æbler og svesker på bloggen. Den er ret udførlig og "and for dummies"-agtig. Det er faktisk ret simpelt at lave en lækker andesteg! Med anden er man heldig mht. stress. Man kan med fordel stege den dagen i forvejen, hvilket jeg altid gør. Det er også smart, hvis man skal lave flæskesteg på selve dagen. Jeg er så heldig, at Christians mor står for flæskestegen, så den skal jeg ikke tænke på, men der er alligevel så meget andet at nå den 24., så det er en god ide at lave anden dagen i forvejen.

Man steger den næsten færdig (se opskriften ovenfor for en udførlig gennemgang af, hvordan man laver en and med æbler og svesker fra bunden) og pakker den godt ind i sølvpapir og så i køleskabet. Dagen efter kan man så partere den i passende stykker, fjerne æbler og svesker og smelte lidt af andefedtet, man har gemt. Derefter pensles stykkerne godt med det. På den måde får man også lækkert, sprødt skind på sin and. Win-win :) Så skal den lige lune i ovnen ved 180 grader, til den kun lige er godt gennemvarmet, så den ikke bliver tør, en 15-20 minutter, tror jeg, anden plejer at få her. Og så er den klar til servering.




Som et lille ekstra tip til anden får I denne gang en tegning, som forhåbentlig kan hjælpe med at forstå, hvor stykkerne på anden sidder, og hvor man skal klippe :)  Når jeg parterer, fjernes først kødnåle, selvfølgelig, og derefter klipper jeg op langs ryggen og brystet på anden, så der er to ens sider. Så skrabes æbler og svesker ud. Derefter klipper jeg langs låret om mod ryggen. Så har man et stykke med over- og underlår (underlåret er den der drumstick, man kender som et kyllingelår). Klip langs underlåret, så du har den sædvanlige lårfacon, som et kyllingelår. Nu har du over- og underlår delt. Derefter klipper jeg brystet frit fra ryggen og deler det i passende stykker på tværs. En stor ands bryst kan nemt deles i 3 (pr. halvdel, dvs. 6 stykker bryst pr. and i alt).




Noget af det, der virkelig binder en julemiddag perfekt sammen, er sovsen. Jeg laver altid en opbagt sovs, hvor jeg bruger fedtet fra and eller flæskesteg til at lave opbagningen med. Når man er færdig med at stege sit kød, sir man væsken over i en klar glasskål (med mindre man laver anden dagen før, se nedenfor). Tilsætter man et par dråber madkulør, kan man nemt skille fedt fra sky, da fedtet ikke tager farve af kuløren. Brug en ske til at si fedtet fra skyen, så meget som du kan. Gem fedtet.

Laver du anden dagen før, smider du bare både sky og fedt i en bøtte og ind i køleskabet. Dagen efter er det stivnet, og fedtet ville ligge oven på skyen som et hvidt lag. Der er meget fedt fra en and, så der en del at tage fra der. Skrab fedtet af og put det i en anden bøtte (noget skal som anført også bruges til at pensle andestykkerne med). Der er ofte ikke ret meget sky fra anden, men den er meget kraftig, så den kan fortyndes en del. Ved svinekammen er skyen ikke ret kraftig, så den kan ikke fortyndes ret meget. Men der er tips til, hvordan man alligevel får sin sovs til at smage af noget!

Når du laver sovsen, smelter du noget af fedtet (eller opvarmer, hvis det er flæskestegen) i en gryde, til det syder. Det er en god ide at bruge fedtet til opbagningen, da der sidder en del smag i fedtet. Jeg plejer at bruge ca. 6 spsk fedt til andesovsen og noget mindre til flæskestegen, måske en 3-4 spsk. Derefter røres mel i lidt ad gangen, til man har en tyk grød (ikke klumpet). Klumper det, kan du tilsætte sky lidt ad gangen og røre, til det er klumpfrit. Hvis dine sovser har tendens til at klumpe, når du opbager, er det bedste tip at tilsætte skyen lidt ad gangen og røre godt, så du får rørt alle klumper ud. Sovsen vil nu blive ret tyk og kan fortyndes lidt. Det er intet problem med andesovsen, men flæskestegssovsen kan ikke fortyndes ret meget. Med dem begge gælder, at du skal tilsætte vand lidt ad gangen og smage til, ellers kan du ende med en smagløs og kedelig sovs!

Bliver sovsen for tynd, kan du jævne med Maizena sovsejævner. Den bruger jeg altid, og det fungerer godt. Sovsen skal også smages til. Primært med salt. Men et godt tip til at fremhæve mere smag i sovsen, er at bruge et nip sukker. Bare hvad man kan have mellem to fingre, ellers bliver den nemt for sød. Det gør en stor forskel. I flæskestegssovsen tilsætter jeg også gerne en smule fløde (jeg har ofte "flødetabletter" i fryseren - rester af fløde, som jeg hælder på isterningeposer, så det er nemt lige at fræse i sovsen en ad gangen), da det runder smagen virkelig godt af på en flæskestegssovs. Andesovsen er ret fed i sig selv, så der skal ingen fløde i. Til sidst kan man give et par dryp kulør ekstra, hvis sovsen er for bleg.

Under begge opskrifterne, jeg har linket til ovenfor, er der i øvrigt opskrifterne på den sovs, der hører til den angivne ret og en mere udførlig beskrivelse af, hvordan man laver de enkelte retter :) Så tag et kig forbi.

Lækker andesovs, mums!



Til de brune kartofler bruger jeg altid kartofler fra glas. Helst perlekartofler. Nogle synes, det er blasfemi, men jeg foretrækker dem. Har prøvet med kartofler, man selv skræller og koger, men karamellen hænger ikke særlig godt fast på dem, synes jeg.

Jeg skyller kartoflerne i en si (ca. 1 glas pr. 3 mand) og lader dem dryppe af, mens jeg smelter sukkeret. På en pande drysser jeg sukker godt ud over, så bunden er dækket. Derefter smelter jeg sukkeret. Når det næsten er smeltet uden at være blevet mørkt i farven, putter jeg en klat margarine eller smør i og rører godt rundt, til det bobler. Derefter ryger kartoflerne i. Rør godt i starten og skru så ned til middelvarme. Vil dit sukker på panden klumpe, kan du tilsætte en smule vand. Så vil du have en kogende sukkerlage. Når vandet er fordampet, vil sukkeret være godt smeltet, og hænger godt ved kartoflerne. Vend dem jævnligt. Og brug for guds skyld et stænklåg. De vil gerne eksplodere ud over hele køkkenet og op ad dine arme! Taler desværre af erfaring. Har brændt mig mange gange på den måde. Kartoflerne skal i alt have omkring 20 minutter, så det passer med kogningen af de hvide kartofler. Når de ser færdige ud, kan de holdes lune på lavt blus (skruer ned på 2 af 9 oftest) og vendes lidt, til resten af maden er færdig.

De brune kartofler komplementerer bare julemaden perfekt!



Vi får ofte rester af andesteg dagen efter jul alt efter, hvor meget der nu er tilbage. Det er stadig lækkert og pensles lige med lidt fedt og så i ovnen. Flæskestegen er dog ikke en, man bør genvarme. Den bliver så kedelig af det, så spis den endelig kold. I min familie var det en tradition med en flæskestegsmad, før vi gik i seng den 24. En skøn tradition. Det går desværre ikke mere pga. mit helbred, men det kan anbefales. Man kan også spise stegen kold med lunt tilbehør dagen efter eller som pålæg, men der er også en superlækker måde at bruge rester af flæskesteg: flæskestegssandwiches! Jeg vender tilbage med en opskrift på nogle lækre sandwichboller og opskriften på min egen flæskestegssandwich en af de næste dage. Det er en oplagt og skøn måde at bruge resterne af den supersaftige flæskesteg på :)


Jeg er ikke kommer så langt i dag. Prøver at geare ned, så jeg har kræfter til at skulle i gang med at forberede julemaden og alt det andet, vi skal have klaret, de næste dage. Christian er til fødselsdag nu, men jeg er hjemme pga. stress. Det er nødvendigt for at klare juledagene for mig. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal lave i dag, men måske skal jeg have kigget mere på noget vasketøj. Vi skal måske have frikadeller med flødekartofler i aften, for det, der var på madplanen, måtte jeg aflyse, efter min mund gjorde problemer over det i går. Så det kan jeg desværre ikke gentage i dag :|

I dag kommer mit nye objektiv hjem til mig i dag. Det ligger allerede og venter på mig i pakkeboksen. Christian tager det med hjem. Glæder mig rigtig meget til at få det hjem. Måske kan jeg øve mig til på at bruge det til at spionere på haves fugle, selvom vinduerne her forværrer billedkvaliteten betydeligt. Men det må så blive en udfordring :) Kunne dog godt bruge noget snevejr snart. Det er supersmukt at fotografere i. Tog det her billede sidste år i november med Christians 70-200 mm (magen til den, jeg får hjem).




Vil ønske jer god fornøjelse med julemaden. Jeg håber, at I kan bruge nogle af mine tips ovenfor og de opskrifter, jeg linker til, så det bliver en smule nemmere og mindre stressende :)

fredag den 8. november 2013

Mortens aften = lækker andesteg med det hele!

Mortens aften har i min familie altid betydet andesteg a la juleaften med hvide, brune og franske kartofler, rødkål og lækker sovs (andesovs er altså verdens bedste sovs!). Dog kunne jeg aldrig finde på at lave ris a la mande som dessert (hvem har i øvrigt plads til dessert oven på sådan et festmåltid? Synes, det er svært nok at klemme noget ned til jul, men det er jo tradition, så der skal være plads til et par skefulde - bare for sportens skyld ;)). Men kan se, at butikkerne lægger op til det i reklamerne, så der må jo være nogen, der spiser det Mortens aften også. Fred være med det. Vi gør bare ikke. Det gemmer vi til jul :)

Dagene her omkring Mortens aften i år er noget anderledes, end de plejer at være. Fordi vi har en meget syg kat herhjemme. Ham bruger vi al vores energi på for tiden. Alligevel har jeg været så letsindig at tage en and op af fryseren (vi købte en tidligere på året til en god pris), som jeg har planer om at lave på lørdag, selvom det dog først er Mortens aften på søndag. Det tager vi ikke så nøje. Vi plejer bare at spise and i dagene før eller efter Mortens aften de fleste år. I år, som så mange før, er det bare Christian og mig, jeg laver andestegen til. Så spiser vi det i et par dage.

Det er også en god anledning til at få pudset formen af, så man er klar til jul. For der vil blive serveret andesteg her til jul. Vi har inviteret min far og Marianne, som har sagt ja tak til at komme og holde jul med os. Det vil vi glæde os til. Det er lidt mærkeligt slet ikke at have noget af sin egen familie hos sig, når man holder jul, men sådan har det været for mig nogle år de sidste 4 år, fordi tingene jo ændrer sig, når man bliver voksen og får familie, og min far har fundet en kæreste, efter min mor døde, så han skal også deltage i hendes familieliv. Så jeg glæder mig til at være sammen med dem i år :)
Sidste år lavede jeg en udførlig guide til at lave den perfekte and og sovs, så hvis du står og skal lave traditionel andesteg for første gang eller bare godt kunne bruge et par fif, kan jeg stærkt anbefale, at du slår et smut forbi mit indlæg fra sidste år :) Traditionel andesteg med æbler og svesker.




Jeg håber, vi kan få den lækre andesteg ned, og jeg får samlet energi til at lave den. Nu er den jo taget op. Og jeg elsker andesteg. Men det går mildest talt dårligt herhjemme. Putte havde en af sine værste dage længe i går, og jeg var helt til rotterne over det. Vi ved dog, at det hurtigt kan skifte, så vi vil lige se de næste dage lidt an, før vi tager nogen beslutninger. Især fordi han også lige er startet på noget elektrolytbehandling og noget pulver, der skal hjælpe på kvalmen og maveproblemerne. Men vi er indstillede på, at vi nok snart skal tage afsked med ham :( Det er bare slet ikke til at bære.

Han kaldte i nat for at få noget mad og spiste ret pænt der. Dog er der noget vej op til, hvad han plejer at kunne spise, når han har en god dag. Jeg stod tidligt op i dag (blev vækket af den åndssvage færges tuden. Hvorfor skal den larme så meget?? Det er ikke engang tåget eller noget som helst >:-( ). Da jeg blev vækket af færgen, kunne jeg se, at solen skinner, så det var bare om at komme op og lukke Putte ud, så han kunne nyde det. Han er også i haven nu. Har været ude og drikke af sin udendørs vandskål, og er vist på klatretræet nu, hvor han nyder efterårssolen. Det er klart hans bedste tid på dagen.

Derfor skal jeg også en tur i haven med ham inden så længe, tror jeg. Han elsker selskabet derude, så det skal han selvfølgelig have :) Lige nu har han kun selskab af Phoebe derude. Hun har givet ham et par slik på hovedet, men er teenager nok til lige at skulle drille lidt også, og det gider han ikke rigtigt. Men hun forsøger at opføre sig pænt, tror jeg. Det er bare ikke nemt for sådan en ungkat ;) Ozzy er ikke stået op endnu. Han er lige blevet en seniorkat i slutningen af sidste måned (7 år), men er stadig en frisk og fræk dreng. Der er stadig ret godt gang i ham, men han elsker at sove længe inde på sit gamle kradsetræ på værelset. Der ligger han da også nu. Der kan godt gå et par timer, før han står op, men vil tro, at han kommer med ud, når jeg går i haven inden så længe :)

Det er en svær beslutning at tage, at skulle sige farvel til Putte. Og at indse, at det altså efterhånden er ved at være tid til det. Det er klart det værste ved at være katteejer. For mig er det mine (katte)børn, og det er bare ondt at skulle bestemme, at ens børn skal slås ihjel. For sådan føles det. Når man nu gerne ville have, at de skulle leve for evigt :( Men det er en del af at være en ansvarlig katteejer at sørge for, at de ikke lider. Derfor er det stadig en uendelig svær beslutning. Vi må bare nyde den tid, vi har med dem. Vi ved desværre godt, at katte ikke bliver så gamle som os, så det vil være noget, man er nødt til at forholde sig til på et eller andet tidspunkt, desværre. De giver bare så meget igen, og livet med kat er det bedste, så det må man huske på, når tiderne er sorte.

Nu kom Putte ind, og jeg har lokket lidt mad i ham. Det hjælper at lokke lidt med nogle maine coon-knaser, for dem kan han ikke modstå. Så kan han godt lige spise lidt af sit eget foder også, når han nu er i gang. Men jeg tror ikke, jeg slipper for at skulle give ham foder med sprøjten senere, for appetitten er ikke ret stor i dag. Han fik dog lidt hygge med kickeroo'en, da jeg dryppede den med baldriandråber. Det nyder han. Der blev et par spark, og så har han ellers ligget og krammet den. Lige nu ligger han i en solstråle og bruger den som hovedpude, den trætte, gamle dreng. Havde en sjælden gang lige fat i kameraet, så jeg fik det foreviget. Nu er han dog flydt lidt mere ud og sover godt dernede. Tror, jeg lader ham ligge sådan. Så kan vi gå en tur i haven senere, hvis han får energi til det (når lige at skrive det, så har han sat sig op. Må se, hvad han vil nu. Det blev til lidt mere tæsk til kickeroo'en :) Og så endnu et blund).

Putte putter med sin kickeroo.

Ozzy kom forbi og opdagede en katnip-pude, som lige skulle gnides lidt rundt i hovedet :)


Jeg håber, jeg kan tåle andestegen i weekenden. Min mave er virkelig ramt af stress, så jeg har smerter dagligt, og kæmper også næsten dagligt med kvalme. Er lidt bekymret for, hvad den siger til andesteg, da det jo er en noget fed spise, men vi trænger også til lidt god mad og normalitet, selvom det er alt andet end normalt herhjemme for tiden. Må bare håbe det bedste.

Nu vil jeg slutte. Skal have noget at spise og se, om den kære Puttedreng vil en tur i haven eller måske bare nyde den solstråle, han har fundet. Håber, at solen bliver her hele dagen, for hans skyld. Weekenden bliver vist desværre grå. Kunne ellers godt unde ham noget godt vejr, for det påvirker hans humør positivt, at han kan være ude i solen. Han må bare nyde solen ekstra meget i dag, og vi må glæde os over, at den trods alt er der i dag. Og den glæde, den skaber hos Putte. Han har endda ligget på lur og små-jagtet en fugl i buskadset, så der er da lidt liv i ham endnu :) Må se, om det bliver til en havetur senere. For nogle uger siden fangede jeg et billede af ham og de andre på klatretræet allesammen på én gang. Det var et dejligt syn. De bruger klatretræet betydeligt mere, nu hvor vejret er køligere, for så er det en god plads at slikke solskin :)



mandag den 12. november 2012

Traditionel andesteg med æbler og svesker

Denne weekend har det været Mortens aften, hvilket er en fantastisk undskyldning for at smovse i lækker andesteg og øve færdighederne i at tilberede juleanden, så det gjorde vi i går :)

Da min mor døde for 8 år siden, da jeg var 22 år gammel, tog jeg det på mine skuldre at samle familien til at holde jul hos os (min daværende kæreste og mig), for det var bare så vigtigt for mig at holde fast i traditionerne især der, hvor vi havde mest brug for det. Men jeg havde aldrig prøvet at lave and før, og var i det hele taget ikke superrutineret i et køkken. Så Mortens aften var en god anledning for at øve sig i at lave juleanden. Efter at have konfereret med et par mere rutinerede damer og nogle forskellige kogebøger fandt jeg frem til en metode, jeg har brugt lige siden, og som giver den mest saftige and og lækre sovs. Så skulle der sidde nogen derude, der har brug for en guide til at komme i gang, kan I følge nedenstående opskrift på "and for dummies" (sagt med et kærligt glimt i øjet - det bliver vist ikke nemmere ;)).

Sådan så min tallerken ud i går. Jeg elskede muligheden for at få lov til at spise lidt franske kartofler (og menu chips, som vi også havde købt) til, da jeg stort set aldrig spiser sådan noget af hensyn til min mave. Jeg savner det utrolig meget, for det har altid været min store last. Så jeg nød det utroligt meget i går sammen med den superlækre andesteg og sovs.




Traditionel andesteg med æbler og svesker (ca. 4 personer)

1 stor and, ca. 3 kg (til de kødglade. Vores var en 3 kgs fritgående and, som vi spiser over to dage)
3-4 æbler (jeg bruger oftest royal gala, men de fleste æbler kan bruges)
Svesker (jeg brugte en bøtte sunsweet svesker, men mærket er ligegyldigt. En pose eller halvanden passer mængdemæssigt, tror jeg)
Salt og peber
Kødnåle
Lidt vand

Tilbehør:
Kogte kartofler
Brune kartofler
Rødkål
Franske kartofler og/eller menu chips

Andesovs:
Væsken fra anden
Madkulør
Mel
Vand
Salt
Evt. et nip sukker

Tænd ovnen på 160 grader. Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær i både.

Fjern indmad (posen, der ofte ligger inde i anden) og evt. rester af indmad fra anden. Skyl den indeni og udenpå. Tjek, om der sidder lidt fjer tilbage på anden, for så skal de fjernes. Der kan godt sidde lidt stubbe. Tør anden af indeni og udenpå.

I andens hale sidder bitre kirtler, så man kan vælge at skære den af, før anden kommer i ovnen. Bare undlad at skære for meget af, da det så kan være svært at lukke anden med kødnålene i bunden. Alternativt kan man vente med at skære halen af, til efter den er stegt færdigt. Det er nemlig lidt nemmere at lukke anden med kødnåle, hvis den stadig sidder på. Under alle omstændigheder vil jeg i hvert fald ikke anbefale at servere den sammen med den færdige and.

Gnid anden indvendigt med salt og lidt peber. Luk skindet ved halsen med en kødnål eller to. Fyld anden med æblebåde og svesker, til den er helt stoppet ud. Slut af med at lukke anden i bunden med kødnåle, så fyldet er lukket godt inde. Gnid anden udenpå med salt og peber.

Læg anden i et ovnfast fad, der er lidt større end anden, med brystet nedad (når jeg steger to ænder på én gang, som jeg ofte gør til jul, lægger jeg dem bare i ovnens store bradepande). Hæld lidt vand i bunden. Der skal ikke så meget til, for anden vil selv afgive en del saft under stegningen, men nok til at væsken ikke brænder på/fordamper undervejs. Put så meget vand i, at bunden næsten er dækket.


Sæt anden i ovnen på nederste ribbe og brun den i 45 minutter. Tag derefter anden ud og vend den om (udgå så vidt muligt at stikke hul i anden, hvis du bruger noget skarpt at vende med, f.eks. gafler). Giv den evt. et ekstra drys salt ovenpå og sæt den så ind igen, stadig på nederste ribbe.

Steg nu anden, til den er gylden udenpå. Normalt siger man vist 40 min. pr kg. Men det tager knap 4 timer, når jeg laver en and, fra den er i ovnen, til vi sætter tænderne i den. Vil tro, den ca. er i ovnen 3½ time (for en and på min. 3 kg). Jeg vurderer det kun ud fra farven på den. Vil man give den mindre, anbefaler jeg, at man bruge et stegetermometer for at tjekke i bryst og lår, om den er gennemstegt (79 grader).
Du kan spæde til lidt undervejs med vand, hvis væsken i fadet er ved at fordampe. Det plejer dog aldrig at være et problem,da anden afgiver meget fedt og sky.

Laver man and, som jeg gør til jul, altså dagen før, steger jeg dem næsten færdigt. Dvs. at jeg tager dem ud, før de er helt færdige, og pakker dem godt ind og lægger dem i køleskabet til næste dag. Der parterer jeg dem og pensler dem med andefedt, og så bliver det lunet ved 180 grader, til de har fået farve på skindet. Det tager ikke så lang tid, måske ca. 20 minutter.

Men nu er det jo ikke lige jul nu, så jeg stegte den færdigt, til den var godt gylden, tog den ud på et spækbræt, hvor den blev dækket til, mens jeg lavede sovsen.

Andesovs:
Hvis du skal lave sovsen samme dag som anden:
Si væsken fra anden over i en glasskål. Tilsæt madkulør og rør lidt rundt. Nu vil du kunne skille fedt fra sky, for fedtet tager ikke farve af madkulør. Brug en spiseske til at si fedtet fra over i en skål. Når du har fjernet så meget, du kan, varmer du 4-6 spsk. af fedtet op i en lille gryde. Når det koger tilsætter du mel lidt ad gangen, til du har en grødagtig masse (den må ikke blive klumpet, den skal bare være godt tyk i det). Rør det godt sammen og tilsæt skyen (den del af væsken, der havde taget farve af madkuløren). Rør kraftigt, mens det koger sammen.

Nu kan du så spæde op med vand, for skyen er meget kraftig i smagen, og man vil jo gerne have lidt mere end bare et par dl sovs ;) Man kan i det hele taget spæde op med en del vand, men jeg anbefaler, at du gør det meget langsomt og smager på det hver gang, du tilsætter vand, for en sky kan altså ikke strækkes i det uendelige, og du kan ende med en sovs, der smager som at række tungen ud af vinduet, og det er jo ikke det, man går efter :)
Du kan jævne med sovsejævner hen ad vejen, hvis sovsen bliver for tynd af vandet eller med maizenamel rørt ud i koldt vand (man kan også røre ud i mælk eller fløde, men det vil jeg ikke anbefale til andesovs, da sovsen i forvejen er meget rund i smagen, så rør ud i vand i stedet). Hvis du bruger maizena-i-vand-metoden, så tilsæt meget lidt ad gangen og lad sovsen koge op, for det jævner virkelig meget.

Smag til med salt og evt. et nip sukker (det er en smagsforstærker, men jeg tilsætter det sjældent til andesovs, da den er sødlig i sig selv pga. æbler og svesker), og tilføj lidt mere madkulør, hvis du synes, sovsen er blevet for bleg.

Hvis du ikke laver sovsen samme dag, hælder du bare al væsken fra anden over i en skål, dækker den til og sætter den i køleskabet. Dagen efter vil fedt og sky være stivnet, så du nemt lige kan skrabe fedtet af og så ellers følge trinnene ovenfor fra der, hvor man smelter fedtet i en gryde :)

Partering:
Det her er noget af det, jeg syntes, var ret skræmmende at skulle i gang med, første gang jeg skulle lave and. For hvordan gjorde man lige??
For det første skal du bruge en god fjerkræsaks (jeg har bare en magen til min mors, der er købt til ca. 100 kr i Inspiration, var det vist - den er bare af metal og har en lukkedims i bunden).

Start med at klippe anden op langs ryggen og brystet, så du har to ens halvdele med et lår, bryst osv. på hver side. Skrab så æbler og svesker ud af hver del af anden. Nogle kan godt lide at spise dette, men jeg plejer at smide det ud, for det bliver ikke spist herhjemme.

Klip langs låret om mod ryggen, start på forsiden. Følg lårets krumning (vi ved jo alle, hvordan sådan et kyllingelår ser ud, så følg rundingen der fra forsiden) og klip, hvor det føles naturligt på bagsiden. Når du har klippet det fri, står du med et stykke and, hvor lår og overlår sidder sammen. Klip langs lårets runding på bagsiden også, og så har du et lår og et overlår hver for sig.

Klip brystet frit fra ryggen ved at klippe langs siden op mod vingen. Del brystet i flere stykker på tværs, når du har fået det klippet frit, f.eks. 3-4 stykker for en and med stort bryst og ellers 2 for en lille and.
Der er ikke så meget kød på rygstykket oftest, men det kan du godt klippe frit, hvis du vil.

Gentag på den anden halvdel af anden.

Har du lavet anden dagen før, skal den lige varmes i ovnen ca. 20 minutter ved 180 grader. Parter anden som ovenfor og læg den med skindet opad på en bageplade med bagepapir. Pensl stykkerne godt med andefedt (som evt. skal smeltes lidt i mikroovnen eller lignende, hvis det er meget hårdt) og sæt pladen i ovnen. Sådan laver den saftige stykker and med sprødt skind.

Voilá! Traditionel andesteg med lækker, brun sovs.


Den færdigstegte and.

Min tallerken :)



Pyha sikke en roman. Men forhåbentlig sidder der nogen derude, der kan få lidt glæde af min guide her :) Jeg ville i hvert fald selv gerne have haft sådan en, da jeg startede med at lave and.


Den her weekend har jeg prøvet at sætte tempoet lidt ned. Der sker i det hele taget ikke så meget for tiden pga. min kvalme og væren bims pga. opstarten på de nye piller. Men jeg har haft lidt mindre kvalme i weekenden end hverdagene i sidste uge, så jeg håber, det går fremad. Den er dog ikke helt væk endnu, desværre, men det går fremad.

I lørdags var jeg nede i byen for at købe lidt mere ind til Christians adventskalender. Jeg nyder at gå og hygge med at lave sådan en til ham, og jeg har efterhånden på plads, hvad der skal i den i år. Mangler et par ting endnu, men det går fremad :) Det er en del af julehyggen for mig at lave sådan en til ham og lægge en pakke i sokken hver weekend op til jul, så det glæder jeg mig til at kunne.

Det er også en af grundene til, at jeg har panikket lidt omkring den kvalme, jeg går med, for jeg vil så frygteligt gerne have en god og hyggelig julemåned i år. Sidste år måtte jeg ligge på en firemandsstue og se sygeplejersken vende kalenderbladet til 1. december, mens jeg lå der langt væk fra Christian og al den hygge, vi plejer at have. Og indlæggelsen og smerter og ikke mindst kvalme ødelagde december og jul for mig sidste år. Og jeg vil ikke have det sådan igen i år. Så jeg håber, at kvalmen snart fortager sig helt, og der ikke sker mere, der kan ødelægge det for mig i år.
Jeg elsker jul og december, og jeg vil så gerne kunne noget af det, jeg gerne vil i år. Håber også på at få bagt julekager og alt det, jeg plejer, så jeg håber, at helbredet kan følge med. Det skal det bare!


Søndag gik stort set hele dagen med at passe anden. Der er lidt arbejde i starten og slutningen med sådan en steg, så der lagde jeg min kræfter. Christian har brugt weekenden på at lave lidt husligt. Han har fået støvsuget og vasket vores sengetøj, og udenfor har han fået samlet flere blade sammen og pakket havebord og stole ned i garagen. Vi får vist ikke lige givet dem olie i år, men så må vi få det gjort, når de skal frem til forår/sommer. Putte kommer helt sikkert til at savne stolene derude, for han har brugt dem rigtig meget. Og også bordet, selvom det jo er lidt ulovligt at sidde på, for der var en god udkigspost fra.

Jeg har jævnligt kameraet med i haven, når jeg er ude med kattene, og fangede også Putte i går. Han gider ellers ikke kameraet så meget, men fik da et par dejlige billeder af ham. Man kan godt se, at det efterhånden er noget koldt, for drengene drukner nærmest i pels ;) Puttes er også blevet kraftigere, eller ser i hvert fald kraftigere ud, for han puster sig noget op over kulden. Hans mavepels er nok omkring 10 cm lang.

Det er kun Phoebe, der ikke kan følge med endnu, men hun arbejder hårdt på det :D Der er begyndt at komme antydningen af en krave på hende, og hendes pels bliver i det hele taget længere, kan vi mærke. Så hun skal nok komme efter der. Ozzy var vist ca. 2 år, før han begyndte at blive rigtig stor i pelsen og få en ordentlig krave, så vi ved, at det kan tage noget tid. Men det er jo spændende at se, hvor stor hendes pels ender med at blive :)

Putte får nus af Christian.

Kæmpe kinde- og kravepels.


Meep-meep!


Der er ikke helt så koldt for rumpen, når man sidder på en stol :)

Haps!

Der er en kat et eller andet sted derinde :D

Det er der vist også her ;)