Viser opslag med etiketten traditioner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten traditioner. Vis alle opslag

fredag den 29. oktober 2021

Halloween i køkkenet

Jeg indrømmer gerne, at jeg er et stort legebarn, også i køkkenet, så jeg har gennem årene med bloggen også moret mig med at lave lidt sjov til halloween. Da halloween står for døren, er det oplagt med en tur i køkkenet for børn og barnlige sjæle denne weekend 😄 Derfor vil jeg i dette indlæg for nemheds skyld samle alle mine gode opskrifter til halloween, så I kan få lidt inspiration til sjove og uhyggelige projekter. Tryk på overskriften i opskrifterne herunder for at komme til det pågældende indlæg.



Romkugler i haloweenudklædning

Jeg har gennem tiden lavet romkugler i forskellig halloweenudklædning, og det er jeg sikkert endnu ikke færdig med at lege med. For det er nemlig rigtig nemt at gå til, og har man lyst, kan man lave trøffel/romkuglemassen på forhånd og fryse ned (uden den er formet og uden drys), så man på dagen blot skal forme den optøede kagemasse og klæde den på. Det er da nemt! Herunder får du mine to bud på halloweenudklædte romkugler:





Flagermus af romkugledej

 
I opskriften finder du en printbar skabelon til vingerne. De er meget simple at lave.





Opskrifter med græskar

Den største tradition ved halloween i Danmark er nok græskarudskæringen, som giver superflotte lygtemænd at pynte med udenfor i denne lidt mørkere tid. Det er virkelig hyggeligt at lave græskarmænd og at se dem lyse flot op i mørket. Men græskar er jo en madvare, og det ville være et ærgerligt spild blot at smide det udskrabede græskarkød og kerner i skraldespanden, så brug det gerne i køkkenet. Kødet kan blive til lækre skærekager og muffins og kernerne kan ristes til en lækker knasende salt snack 😍 Herunder kan du se mine opskrifter med græskar:





Græskarkage


En virkelig lækker kage, som jeg alleroftest bruger mit græskar til. Skal den laves til nogen med laktoseintolerens, kan man i stedet lave en simpel hvid glasur til toppen.

 




Ristede græskarkerner


Der findes nok ikke noget nemmere at lave i forbindelse med halloween i køkkenet end ristede græskarkerner. De er så simpelt og smager dejligt. Har man lyst til andre smage end salt, kan man tilføje dem før bagning sammen med saltet (eller i stedet for, hvis det er en færdig krydderiblanding, der allerede indeholder salt). Jeg tænker, at det kunne være oplagt at prøve med de færdige chipskrydderier, som KIMs har sendt i butikkerne. Jeg har set dem i Føtex og Meny her i byen, og der findes nu tre varianter (se dem på KIMs hjemmeside, fx det originale snackkrydderi her). 

Vil lige hurtigt indskyde, at jeg ikke har noget reklamesamarbejde med KIMs, men har for nyligt selv snuppet et krydderiglas med hjem, som jeg skal i gang med at afprøve i køkkenet 😊




Halloweenkager lavet med udstikker

Skal man lave sjove kager med børnene i halloweentema, findes der også utallige fine udstikkere, som passer ind i temaet, fx spøgelser, græskarmænd, flagermus og gravsten. Så er det bare at lave en udstiksvenlig dej og komme i gang. Efter bagning kan kagerne pyntes med farvet glasur. 

Jeg har selv tidligere været lidt i gang, og jeg valgte at lave mine kager i kransekagedej, da vi foretrækker kransekage frem for en sød småkage. Men det kan man jo gøre, som man synes. Herunder finder du link til opskriften på mine kransekagespøgelser og et billede af resultatet 👻



Uhyggelige kransekagespøgelser





Halloweentraditioner

Halloween er en god undskyldning for at have det lidt ekstra sjovt i køkkenet, som jeg har gjort gennem årene, men vi har også andre traditioner. Vi har bestemte halloweenepisoder af serier og tv-shows, vi ser, og det er også tiden, hvor der bliver set flest uhyggelige film herhjemme. Vi har en ret stor filmsamling, så der er også en del gys imellem, både af den rigtig uhyggelige type og den lidt mere hyggelige, hvor gys og komedie er blandet i en skøn pærevælling 😍

I år er planen vist, at vi skal have genset Zombieland, da jeg har været heldig at skaffe Twinkies (jer, der har set filmen, ved hvorfor 😄), som jeg er spændt på at smage. Ofte er amerikanske "lækkerier" lidt for søde for os, men det var bare for fristende til at lade være med at købe, da jeg fandt dem i Netto for nogle måneder siden. Efterfølgeren, Zombieland - Double Tap, var i øvrigt også rigtig god, så den vil jeg også gerne anbefale (til mine voksne læsere). Begge film er komedier med zombietema, og der er dømt gode grin hele vejen gennem filmene. 

Derudover skal vi have genset Ghostbusters, da der i november kommer en helt ny film i serien, Ghostbusters Afterlife, som vi er meget spændte på at se. Jeg glæder mig allerede til en tur i biografen med popkorn og uhygge 👻 Vi er begge store filmnørder og har nok set den første film i serien så mange gange, at vi kan hver replik og uhyggelig scene udenad. Så jeg tænker, vi måske kan nøjes med at se Ghostbusters II, før vi skal i biografen i november. 



Vil slutte af med at ønske jer en rigtig (u)hyggelig halloweenweekend. 

tirsdag den 7. marts 2017

Frikadeller og kødboller - inspiration til ugens madplan

Frikadeller. Er der noget mere dansk? Tjah? Selvom vi måske anser frikadeller som noget særligt dansk, kan man finde lignende retter i mange forskellige kulturer. Svenskerne har deres kjötbullar, og jeg har tidligere stiftet bekendtskab med köfte, som er en art tyrkisk frikadelle lavet af oksekød. Derudover har italienerne deres kødboller i tomatsovs, som spises til pasta, og så kan man jo ligefrem få en kødløs frikadelle, falafel. Om de kan så kan betegnes som frikadeller, når de ikke indeholder kød, er måske til diskussion. ;) 

Jeg er sikker på, at der findes mange flere typer frikadeller og kødboller, end jeg lige har nævnt her, for det virker til at være en af de retter, der gå igen i rigtig mange lande. 

Hvis vi lige vender næsen hjemad igen til vores egen frikadelle, er den jo en af grundpillerne i dansk traditionel madlavning. Til gengæld er der også tradition for fornyelse af gamle retter med nye generationer, og jeg har selv leget lidt med at udvikle lidt på de traditionelle frikadeller. Sådan står man på en måde med det ene ben begravet i tradition, mens det andet er på vej mod fornyelse, og det kan jeg egentlig godt lide. At have noget af det gamle med, når man lavet nye traditioner :)

På den måde, når man kan relatere en ny ret til noget, man kender (f.eks. når jeg skriver "en art tyrkisk frikadelle" ovenfor), så bliver det nye pludseligt heller ikke så farligt at kaste sig ud i :)

Jeg har gennem tiden postet lidt forskellige opskrifter på frikadeller og kødboller her på bloggen, og herunder vil du kunne se en lille samling af de bedste opskrifter og forslag til, hvordan de kan serveres. Tryk på overskrifterne for at se frikadelleopskrifterne. Forslag til tilbehør finder du links til under den enkelte frikadelle.


Traditionelle frikadeller

Min udgave af traditionelle frikadeller. Smagfulde og spændstige, som en god frikadelle skal være. Jeg tilsætter gerne allehånde, da det giver god smag, men det kan udelades, hvis du absolut ikke bryder dig om det. Det er også opskriften, som mine andre variationer af frikadeller bygger på. Her tilsætter jeg bare lidt andet fyld og krydderier :)

Vi spiser frikadeller til meget, men de passer rigtig godt til kartofler og persillesovs. Opskriften på persillesovsen kan du se her: Frikadeller med kartofler og persillesovs Derudover er de jo obligatoriske til julefrokoster og andre frokostborde, hvor de spises lune med rødkål på rugbrød. Og så smager de skønt i en frikadelleburger også. Smør en god bolle med lidt salatmayonnaise, tilføj sprød salat, skiver af frikadelle og slut af med agurkesalat og rødkål. Mums, det er godt! Ønsker man bollen lidt sundere, kan jeg anbefale, at man bager mine gode gulerodsboller, da de er helt fine til frikadeller :) Opskrift her: Gulerodsboller.

Sidst men ikke mindst er frikadeller jo også en del af det faste makkerpar bag en af de mest populære typer natmad, man ofte får serveret til større fester, nemlig frikadeller med kold kartoffelsalat. Min mors opskrift på kold kartoffelsalat er fantastisk, og jeg genskabte den for et par år siden, efter opskriften var gået tabt. Den er noget mindre fed end den, man køber, og smager bedst lavet med nye kartofler, så det er noget, vi oftest får i sommerperioden herhjemme. Opskriften kan du se her: Mors hjemmelavede kartoffelsalat med dild. 

Frikadeller med kartofler og persillesovs. Nemt og lækkert.

Gulerodsboller.

Hjemmelavet kartoffelsalat.




Græske frikadeller

Min variation over den gode, gamle delle, krydret med græskinspireret fyld. Fetaen gør frikadellerne ekstra saftige, og de får en mere krydret og spændende smag med hvidløg og persille. Smager skønt til vandmelonsalat og grøntsagsspyd! Opskriften på både spyd og salat ligger i samme opskrift som de græske frikadeller Græske frikadeller med grøntsagsspyd og vandmelonsalat.

Frikadeller af denne type med hvidløg smager også skønt til ratatouille, som er noget, vi har fået rigtig tit herhjemme. Jeg laver det gerne i ovnen, og det er virkelig nemt. Tilføj evt. lidt cherrytomater i både, hvis du synes. Opskriften på ratatouille kan ses her: Ovnbagt ratatouille.

Græske frikadeller med feta.

Grøntsagsspyd.

Vandmelonsalat.

Ovnbagt ratatouille.



Tyrkiske köfte

Köfte er en kødbolle af oksekød (nogle laver dem dog også med lammekød eller en blanding), jeg i sin tid stødte på, da jeg var ude at spise på en tyrkisk restaurant for mange år siden, og de smagte så godt, at jeg på et tidspunkt fik lyst til at prøve at lave dem selv. Det her er mit bud på köfte, som vi både har spist til traditionel dansk kartoffelsalat - opskriften på kartoffelsalaten fik du ovenfor, men ofte er de også røget i pitabrød. Det smager skønt! Opskrift på pitabrød finder du i samme indlæg som köfterne Nemme, hjemmebagte pitabrød med köfte. Brug også gerne köfte på buffetbordet, da de indeholder lidt ekstra smag og har en lidt anden konsistens end de traditionelle danske frikadeller :)

Köfte smager også rigtig godt til forskellige risretter, så dem får du også lige et par forslag på. Begge risretter er noget, jeg plejer at servere til kylling (som det ses på billederne), men ris passer rigtig godt til köfte, og de krydrede köfte vil komplementere risretterne godt. 

Den første risret, jeg vil nævne her, er couscoussalat. Det er en lun rissalat med couscous, og den er relativt mild i smagen, så det er godt at få lidt indspark fra de krydrede köfte. Når jeg laver den til kylling, tilføjer jeg honningristede cashewnødder, men dem ville jeg udelade til köfterne. De smager dog supergodt, så lav dem evt. til en aftensnack til senere ;)

Den anden risret er der mere spark i. Det er krydrede tomatris, der dog ikke er superstærke, så de fleste kan sagtens være med her. Men de har en lille smule skarphed fra den søde chilisauce, og det giver et fint modspil til de krydderierne i köfterne.

Server begge risretter med godt brød til, f.eks. koldhævede flutes, som er ultranemme at lave, da dejen bare lige skal trækkes til flutes efter koldhævningen, uden man skal gøre mere ved det. 

Især til tomatrisene passer det godt at servere fladbrød til, som også passer helt perfekt til. Jeg har to typer fladbrød liggende på bloggen. Den første er en type, som man kan bruge til at fylde med kød og grønt, lidt ligesom dem, man kan få hos pizzamanden, uden de dog er helt så tynde. Som det ses på billedet, plejer jeg at fylde dem med mørt kød og grønt, men de passer også udmærket til köfte med ris. Opskriften ligger her: Pandestegte fladbrød.

Den anden type fladbrød er med æg og derfor lidt blødere i konsistensen. De kan spises til rigtig mange forskellige retter. I indlægget, hvor opskriften ligger, har jeg brugt halvdelen af dejen til at lave indbagt mørbrad. Hvis du i stedet bruger hele dejen til fladbrødene, får du 6 stk. ud af det :) Opskriften finder du her: Skønne fladbrød.

Dyp gerne fladbrødene i risene, eller brug dem som en ske til at spise risene med.

Köfte.

Köfte i hjemmebagte pitabrød.

Couscoussalat.

Krydrede tomatris.

Koldhævede flutes.

Pandestegte fladbrød.

Skønne fladbrød (med æg og et drys salt - bagt i ovnen).




Falafel 

Jeg er vokset op på landet med min min mors mad, der primært var solid traditionel, dansk kost, suppleret med klassikere fra Karolines kogebog. Jeg husker ikke, at vi fik pizza derhjemme, før Ninja Turtles gjorde det moderne i slutningen af 80'erne, og fik vi det hjemme, var det altid hjemmelavet. Faktisk var jeg næsten voksen, før jeg smagte en pizzaria-pizza.
Derfor var falafel også virkelig eksotisk for mig, da jeg som teenager fik en kæreste i en større by, hvor falafel og anden arabisk mad var helt normalt lige at snuppe med fra gadehjørnet, når aftensmaden skulle gå lidt hurtigt. Den vandt dog hurtigt min store kærlighed, for det smager jo åndssvagt godt!

Falaflens bløde, krydrede indre omkranses af en lækker, sprød skal, en perfekt kombination, der gør, at selv en stor kødelsker som jeg nemt kan undvære køddelen af mit måltid. De smager allerbedst i pitabrød med masser af lækker salat og en god hvidløgs- eller creme fraiche-dressing, synes jeg. Derfor er der ikke så mange ekstra opskrifter som forslag til tilbehør, ud over pitabrødene, som jeg allerede har givet jeg opskriften på ovenfor. For en god ordens skyld får du den lige her igen, da pitabrød jo er den fødte makker til falaflerne. Nemme, hjemmebagte pitabrød.

Falafel.

Falafel i hjemmebagte pitabrød.



Hermed slutter vores tour de frikadelle :) Det har været en interessant tur, synes jeg - som forfatteren til indlægget - for man genopdager, hvorfor det egentligt var, man i første omgang forelskede sig i frikadellen; frikadeller (herunder både de traditionelle, kødbollerne og dem uden kød) behøver ikke altid være det samme. Selve frikadellen kan varieres i det uendelige med krydderier, fyld og kødet det er (eller ikke er - ) lavet af, men hele måltidet kan lavet om til en helt andet oplevelse, bare man skifter lidt rundt i tilbehøret. Det er da fantastisk, hvis du spørger mig :)

Jeg håber, at min lille samling her kan give lidt inspiration til madplanerne rundt omkring. Jeg ved i hvert fald, at der er flere ting, vi skal have sat på madplanen i løbet af de næste uger :)

fredag den 6. november 2015

Perfekt stegt andesteg til Mortens aften

På tirsdag er det Mortens aften, og selvom man jo egentlig burde spise gås (da det er gæs, der afslører den stakkels Morten), har vi i min familie altid spist and. Det ligger også tilpas tæt på jul til, at det er et godt udgangspunkt for at øve sig på at lave juleanden ;)

De sidste år har vi været uheldige i forhold til at finde den helt rigtige and til jul. Selvom vi har kigget igennem december, har det nærmest været umuligt at opdrive en fritgående and nogen steder, så i år tager vi ingen chancer. Juleænderne er købt og i fryseren! To store, flotte fritgående ænder købt i Meny, der i denne uge (til og med i dag) har de fritgående ænder i to forskellige størrelse og til en god pris. Der røg også en ekstra and med hjem, som vi egentlig skulle have haft i weekenden, men det bliver i dag, jeg laver den, eftersom den var tøet op i køleskabet lidt hurtigere end forventet. Til os selv valgte jeg dog bare den "lille", 3000 g and. Jeg satser på, at det er rigeligt til de næste dage :)

Er du også interesseret i at vide, hvordan din and har haft det, har Dyrenes Beskyttelse lavet en PDF, som fint lister forholdene op. Du kan se den her: Andeguide*. Vores and i dag og til jul er den andensidste på listen, nemlig af typen Gressingham fritgående. Jeg vælger primært pekingand, når jeg skal lave andesteg, da jeg synes, det giver det bedste resultat. Jeg har før oplevet, at der ikke er meget at lave sovs af, hvis jeg har lavet berberiænder. Om det er et tilfælde, ved jeg ikke. Men en pekingand fungerer godt for mig :)

Edit: har, siden jeg postede indlægget her, pr. mail fået en nyere og opdateret udgave af andeguiden fra Dyrenes Beskyttelse, og den kan ses som PDF her: Andeguide 2015*. Det går heldigvis fremad med dyrevelfærden, og derfor er der blevet flere gode alternativer at vælge imellem :)

* Dyrenes Beskyttelse har desværre fjernet deres andeguide fra hjemmesiden, hvilket er superærgerligt. Du kan dog stadig se den her: Dit Landkøb - andeguide fra Dyrenes Beskyttelse
 
Andesteg med det hele er en af mine absolutte livretter. Og så er det virkelig nemt at lave. Det fedter dog en del, så det er dejligt, at vi er to om oprydningen herhjemme ;) I anledning af Mortens aften hiver jeg min gode og nemme opskrift frem. Hvor længe anden skal have, afhænger af størrelsen. Men regn med 3-4 timer. Sædvanligvis laver vi ænder, der vejer 3000-3200 g, og de får altid omkring 3½ time. Som minimum skal en and have 40 min. pr. kg. ved 160 grader. Bruger man den metode, skal anden efterbrunes ved 225 grader (og tjekkes med et stegetermometer. Kernetemperaturen skal være 79 grader i bryst og lår). Jeg fortrækker i stedet at give anden længere tid uden efterbruning. Det giver også et helt fint resultat. Anden er færdig, når den er flot gylden :)







Andesteg med æbler og svesker

1 and (ca. 3000-3200 g)
3 æbler, skrællede og skåret i både
300 g svesker uden sten
Salt og peber
Kødnåle

Sovs:
Stegesky
Hvedemel
Sovsekulør
Salt
Sukker
Evt. sovsejævner
 

Tjek, om alle fjer er fjernet fra anden. Er de ikke det, kan de nemt fjernes med enten fingrene eller en pincert for dem, der sidder ekstra godt fast. 

Fjern evt. indmad fra anden. Sædvanligvis ligger der en pose med lidt forskellig indmad inde i anden. Jeg plejer at smide det ud, mens andre lader det stege med i fadet med anden. Tjek, om der sidder andre indvolde, som ikke er fjernet fra fabrikken. Tør anden indvendigt med køkkenrulle og gnid den med salt indeni.

Fyld anden godt op med æblebåde og svesker. Luk den i begge ender med kødnåle. Dup anden tør på brystsiden og gnid den med salt og peber. Læg den med brystet nedad i et stort fad. Tør også ryggen af og gnid med salt og peber. Hæld en lille smule vand i bunden af fadet. Det behøver på ingen måde dække bunden, bare sørge for at anden fra starten ikke brænder fast til fadet. Der vil med tiden smelte meget sky og fedt fra anden, så det er bedst, der i forvejen ikke er for meget væde i fadet.

Sæt anden ind nederst i ovnen ved 160 grader. Efter 45 minutter vendes anden om, så brystet nu vender opad. Herefter steges anden, til den er flot gylden ovenpå, i alt ca 3½ time (inkl. de første 45 min.).

Flyt den færdige and over på et spækbræt og dæk med sølvpapir, mens du laver sovsen af væsken fra anden.

Sovs:
Hæld væsken gennem en sigte over i en glasskål (skyl gerne lige skålen et par gange i varmt vand, så glasset ikke får et chok og revner, når den varme væske fra anden hældes i skålen). 


Put et par dråber madkulør i og rør rundt. Skyen vil tage farve, mens fedtet stadig er klart og farveløst. Brug en spiseske til at skumme fedtet fra skyen over i en anden beholder. Fjern så meget, du kan. Jo mindre fedt, der er tilbage i stegeskyen, jo mindre risiko er der for, at sovsen vil skille.

Varm 6 spsk andefedt op i en gryde og tilsæt mel lidt ad gangen under omrøring, til du har en tyk grød. Begynder det at klumpe, kan du tilsætte lidt mere andefedt. Hæld skyen i på én gang og rør kraftigt, mens det hele koger op. Herefter kan du spæde sovsen op med vand lidt ad gangen for at strække sovsen. Skyen fra anden er meget kraftig, så der kan i princippet tilsættes en del vand, uden man ødelægger sovsen. Men gør det lidt ad gangen og smag til! Så ender du ikke med en kedelig, smagløs sovs :) Tilsæt lidt madkulør, til sovsen har den ønskede farve. Tilsæt evt. også lidt sovsejævner, hvis du synes, sovsen er blevet for tynd. Smag til sidst sovsen til med salt og et nip sukker (bare det, man kan have mellem to fingre).

Partér anden. Jeg deler sædvanligvis hvert bryst på en stor and i 3 dele (6 stykker bryst ud af en hel and). Nedenfor kan du se en lille tegnet parteringsguide :)

Server med kogte kartofler, brune kartofler (opskrift her), lun rødkål og franske kartofler og/eller menuchips (vi får begge dele ;) ).




Den færdige andesteg hviler, mens sovsen laves.

Andesteg med det hele. Uhm! Glæder mig! I aften skal jeg dog også have menuchips til min and - a.k.a. sovseskåle :D



Pyh, det har været en stressende dag. Kom alt for sent op, fordi jeg pt. er fodringsmester om natten herhjemme, da Christian har en intens uge på arbejdet lige nu. Så jeg er vågen flere timer i løbet af natten, fordi jeg ikke kan falde i søvn igen, når jeg har været oppe og fodre kat. Derfor er det også sædvanligvis Christians job, da han kan falde i søvn, nærmest før han rammer hovedpuden igen, men jeg føler, at jeg må hjælpe lidt ekstra til, for at han får en ordentlig nattesøvn, da det er ret vigtigt lige nu.
Jeg vidste, da jeg stod op, at jeg havde travlt, for anden skulle jo i ovnen midt på eftermiddagen og inden da skulle jeg have taget nogle billeder af den lækre snaps, jeg netop har færdiggjort. Det var et hårdt arbejde, men jeg er udmærket tilfreds med de færdige billeder. Så er det næsten stressen værd. Jeg satser på, at der kommer en opskrift på den i næste uge eller snarest derefter.

Der sker også noget andet spændende i næste uge. Det er nemlig i næste uge, jeg sætter min næste giveaway i gang! :) Denne gang er gevinsten en adventskalender til kat, så hvis du kender en kat, du synes, der skal forkæles med sådan en, så hold øje med bloggen enten her direkte eller på bloggens Facebookside, hvor konkurrencen også bliver slået op :)


Nu vil jeg gå i køkkenet og færdiggøre vores lækre andesteg. Åh, hvor jeg glæder mig! Håber på en lidt rolig weekend, for jeg har mærket en del stresssymptomer gennem den seneste tid, ikke mindst i dag, og jeg skal helst ikke falde tilbage i stressfælden. Det er et modbydeligt sted at være; det har jeg jo prøvet. Så må tage den lidt med ro. I morgen har vi rester af den lækre andesteg, så der er maden i hvert fald nem. De allerbedste rester! <3 Rigtig god weekend - og Mortens aften - til jer :)

mandag den 15. december 2014

Vinderen af jule-giveaway'en er fundet!

I går sluttede min jule-giveaway, så nu er det endelig tid til at finde en vinder :) Tak til alle jer, der har haft lyst til at deltage og fortælle mig om jeres juletraditioner. Jeg har rigtig nydt at læse om dem. Det har været superhyggelig læsning, og faktisk fået mig lidt i julestemning :)

Det er vel passende, at jeg så selv fortæller, hvad der er min egen favoritjuletradition. Det er et svært valg, for der er jo mange dejlige traditioner, men mine favoritter er, for nu at tage dem fra en ende af, juleoppyntningsdagen, hvor vi finder alt det gamle julepynt frem og gør huset så hyggeligt, mens vi hører julemusik. Der er nogle bestemte stykker julepynt, som jeg særligt elsker. Det er det noget af det, jeg har fra min egen barndom, bl.a. nogle nisser, som jeg lavede til mine forældre, da jeg gik i dagpleje, og også noget nyere, nemlig et lille Medusa-juletræ, som Christian og jeg købte på en af vores første ture i Tivoli til jul.

Det leder over til en anden elsket tradition, nemlig vores årlige tur i Tivoli i december. På vores første tur sammen blev vi faktisk kærester, så det er noget særligt for os begge to at skulle derind i december. Jeg er dog ikke sikker på, at det er noget, vi når i år, da vi begge er meget stressede, og det er jeg ærlig talt lidt ked af. Men der er jo ikke tid til det hele, desværre.

Og så er der jo den gode tradition med de særlige julefilm, vi bare skal se. Præmien i min jule-giveaway er netop en af de film. Det er egentlig Christians tradition, som jeg har overtaget. Det er så hyggeligt, når vi sidder og hygger i sofaen med stearinlys tændt alle steder, har lidt juleguf på bordet og ser de her helt særlige film. Det er en højt elsket tradition herhjemme :)

En af mine favoritjuletraditioner.
 
Og der hører naturligvis lidt juleguf til :)
 

 

Nu vil jeg ikke trække den længere. Jeg har været inde på www.random.org for at trække en vinder. Vinderen blev: Yvonne.i!



Stort tillykke til dig. Du skal sende mig en mail med din adresse, så jeg ved, hvor præmierne skal sendes hen. Jeg skal have en mail fra dig senest på onsdag 17. december. Modtager jeg ingen mail fra dig, trækker jeg en ny vinder på torsdag.

Nu vil jeg vende tilbage til jeres indlæg i konkurrencen og kommentere. Tak til alle jer, der har haft lyst til at lege med. :)