Vi fortsætter fra hvor vi slap. Jeg var ankommet på afdeling A2 natten forinden og kom til at ligge på en firemandsstue med tre ældre kvinder. I løbet af natten blev den ene kørt til en anden stue, da hun var meget dårlig. Den ene af de to andre, der var tilbage, var oppe og tisse og gå rundt og snakke om natten flere gange, så det gav en del uro. Kl. meget tidligt om morgenen, måske kl seks eller halv syg, sprang den sidste så op af sengen, for NU skulle hun da lave morgengymnastik! Da hun var færdig med det, skulle hun læse aviser og gætte kryds og tværs på den mest skramlende med papiret-måde, jeg nogensinde har hørt. Især taget i betragtning af, at vi altså var to andre i rummet, der endnu ikke var stået op. Så den nat fik jeg omkring en times søvn.
I løbet af dagen skulle de begge hjem eller videre til andre sygehuse, så jeg var pludselig alene på stuen. Blev kørt til ultralyd, hvor de konstaterede, at der lå en stor sø af væske oppe i lejet, hvor min galdeblære havde siddet. Så derfor lagde de et dræn. Det foregik ved at stikke en lang kanyle helt ind og så bedøve hele vejen ud, så det skulle være mindre smertefuldt at lægge slangen til drænet ind. Det gjorde rigtig ondt, men heldigvis var der nogle søde sygeplejersker, der holdt mig i hånden imens. Da der begyndte at løbe noget ud i posen, kunne lægen konstatere, at det VAR galde. Så der var altså en lækage.
Jeg blev kørt tilbage på min stue, hvor der nu var ret roligt, eftersom jeg efterhånden var alene der. Det var rart. Men der gik ikke længe, før der kom en ny ind på stuen. En kvinde lidt ældre end mig. Jeg ærgrede mig lidt, for nu var der endeligt roligt, men det skulle vise sig, at det faktisk var med til at gøre mit forløb mere udholdeligt. Men det vender jeg tilbage til.
Senere på dagen ville lægerne forsøge at lægge en stent (et lille rør) ned i mine galdeveje, så de kunne få lukket af for galden og få hullet til at gro sammen igen. Men det blev en kort tur, for jeg fik så meget værre smerter, da de ville have mig om og ligge på siden for at kunne få kikkerten ned gennem spiserøret på mig, at de med det samme kunne se, at det ikke gik. Så de sagde, at de måtte prøve igen i morgen i fuld narkose.
Det var en hård oplevelse. Ikke kun pga. smerterne men jeg skammede mig så utroligt meget over, at jeg ikke havde kunnet gennemføre det. Selvom jeg naturligvis ikke var herre over mine smerter. Men selvom de sprøjtede noget meget stærkt beroligende og smertestillende ind, der skulle være stærkere end morfin, kunne det ikke tage mine smerter og lade mig gennemføre. Desværre havde de jo så givet mig det kraftige stof allerede, selvom det måtte opgive, og det var starten på en masse kvalme, jeg endte med at få.
Efter jeg kom tilbage på stuen, fik vi endnu en nabo på vores stue. En ældre kvinde, der dog var meget åndsfrisk og gerne ville snakke. Hende vender jeg også tilbage til.
Dagen efter fik jeg lagt stenten under fuld narkose. Jeg var meget bange for at skulle under narkose igen, og det var rigtig ubehageligt, da den virkede og jeg bare forsvandt. Heldigvis gik det godt, men det var rigtig hårdt at skulle vågne bagefter. Havde så utrolig meget kvalme. Min far ville komme fra Jylland senere på dagen, og jeg var bange for, at jeg ville have det så skidt, mens han var der. Heldigvis fik jeg det bedre efter nogle timer, så jeg kunne klare at have besøg. Det var rigtig dejligt, at han kom. Det havde jeg ikke regnet med. Det betød rigtig meget for mig.
Efter at have været i narkose og bagefter stadig få morfinen har jeg måttet kæmpe meget mod kvalmen. Den var faktisk så slem, at jeg ikke spiste noget. Det var meget lidt, jeg fik klemt ned i de efterfølgende dage. Jeg kunne ikke engang sidde og se mine stuekammerater spise, uden jeg var ved at kaste op, så måtte sidde og kigge ud af vinduet, når de fik mad på stuen.
Heldigvis hjalp det noget tid, efter jeg var kommet af morfinen. Jeg har været dybt taknemmelig for den smertefrihed, som den har kunnet give mig, men jeg vil aldrig have det igen, med mindre det er dybt nødvendigt, for den kvalme kan jeg slet ikke holde ud.
Jeg blev udskrevet mandagen, efter jeg blev indlagt (blev indlagt tirsdag i ugen før), men allerede på vej hjem kunne jeg mærke, at der var noget galt. Det begyndte igen at svie, som om noget løb ned inde i bughulen, og jeg blev rigtig bange.
Da det ikke var væk dagen efter og i øvrigt gjorde ret ondt, røg jeg tilbage på Slagelse sygehus. Jeg kom heldigvis ind på samme stue igen, så det var de samme mennesker, jeg kom til at ligge sammen med.
Jeg blev ultralydsscannet dagen efter, hvor de fandt væske i lysken på mig, og de ville lægge et dræn derned. Men de kunne ikke komme til for tarmene, så jeg skulle derned igen dagen efter, så ville de prøve igen. Men da jeg kom derned dagen efter, var væsken pludselig forsvundet! Det var jo ikke til at forstå. Især fordi den læge, jeg snakkede med dagen før, sagde, at sådan noget ikke forsvinder af sig selv og skal ud, ellers kan der gå betændelse i bughulen. Men lægen denne dag mente, at væsken måtte være blevet delvist optaget. Og det var jo slet ikke til at forstå. Han scannede også omkring stenten, fordi han tænkte, at den måske lå forkert, når det gav så mange smerter derfra, og det kunne tyde på det, da der ikke var luft i galdevejen omkring den, som der ellers skulle være. Hvilket et røntgenbillede bekræftede.
Jeg fik at vide, at der sandsynligvis skulle laves en ny ERCP (proceduren, hvor der bliver lagt en stent i galdevejen og tjekket med kontrast, hvor hullet er i galdevejen), men at lægerne ville sidde og kigge på det samlet på deres fredagsmorgenmøde dagen efter. Det gjorde mig ret nervøs, for jeg havde absolut ikke lyst til at skulle have lavet den igen. Og det lød til, at det skulle til. Men efter morgenmødet havde lægerne alligevel besluttet, at den lå rigtigt på trods af, at der ikke var luft at se, fordi de mente, at de kunne se i blodprøverne, at alt var, som det skulle være.
Jeg var efterhånden ved at have sygehuskuller og trængte virkelig til at komme væk. Desværre fik jeg ikke lov at tage hjem på weekend af lægen, der gik stuegang om fredagen, da hun var bekymret for mine smerter. Men var de ikke værre dagen efter, kunne jeg snakke med lægen om det der. Hvis mine smerter i øvrigt stadig var i samme styrke om mandagen, ville jeg skulle have lavet nye undersøgelser, fik jeg at vide.
Smerterne var ikke blevet værre dagen efter, så jeg fik lov at komme hjem til om søndagen, hvor jeg skulle være på sygehuset halv otte for at få taget blodprøver og blive der, til der var svar på dem, så jeg kunne få svar på, om jeg måtte tage hjem til mandag.
Men det var en anden besked, jeg fik om søndagen. Jeg fik at vide, at jeg faktisk var klar til at blive udskrevet. Så det blev jeg. Jeg fortalte ellers, at jeg var meget utryg ved det, fordi jeg stadig havde ret ondt, og fordi jeg havde oplevet to gange før at blive udskrevet for hurtigt. Og jeg havde jo fået at vide, at hvis mine smerter ikke var anderledes mandag, skulle jeg undersøges igen. Men lægen kunne ikke forklare, hvor mine smerter kom fra, men sagde, at mine tal var i bedring, så hun ville sende mig hjem.
Det var med en noget ambivalent følelse, jeg kørte hjem den dag. Jeg var rigtig glad for at skulle hjem, for jeg havde virkelig ikke lyst til at skulle være på sygehuset mere, men jeg havde stadig ondt, uden nogen kunne forklare mig hvorfor, og jeg var bange for at smerterne skulle blive værre, eller der var noget galt, så jeg skulle igen igen for 4. gang.
Efterfølgende røg jeg heldigvis ikke ind igen. Ikke lige med det samme i hvert fald. Men jeg havde stadig smerter, og jeg begyndte nu også at få nyt smerter fra omkring leveren og andre fra mavesækken. De sidste var sandsynligvis et symptom på at have været på en bestemt form for smertestillende, der er hårde ved mavesækken, alt for længe. Så jeg var en tur ved lægen ugen efter. Han var meget i tvivl, for det er ikke hans normale område, så han ved meget lidt om det. Jeg fik i de næste dage tjekket blodprøver, og min læge snakkede med en læge på afdelingen, jeg var indlagt på, om mine symptomer.
Lægen, han snakkede med, bad mig komme ind omgående, så de kunne kigge på mig. Det ringede min læge og sagde onsdag 21. december. Jeg havde en kæmpe tudetur efter den samtale, for jeg var så bange for at skulle ligge på sygehuset julen over, og vi havde også inviteret min far og Marianne og Christians forældre herop til jul, og alt var købt ind og klar. Jeg kunne simpelthen ikke holde tanken om at skulle ligge derinde alene til jul ud.
Men Christian kom hjem, og vi kom afsted til Slagelse. Efter lidt ventetid på skadestuen, kom vi ind på en stue, hvor jeg fik taget blodprøver og efterfølgende fik snakket med en lægevikar. Han kunne desværre ikke sige så meget, men jeg skulle snakke med en anden læge senere på aftenen, når han kom rundt. Den læge var heldigvis ham, min læge havde snakket med, som jeg også har haft kontakt til i mit forløb, og han vidste, hvad han snakkede om. Han mente, at mine nye smerter fra omkring leveren var muskelsmerter, som helst skulle blive bedre efter nytår, og han kunne ikke mærke noget, han ellers var bekymret for. Blodprøverne var heldigvis også fine. Så efter at have været på skadestuen i knap 5 timer, fik vi lov at tage hjem igen til jul. Det var bare en kæmpe lettelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar