søndag den 29. januar 2012

Så kom sneen endelig

Vi vågnede i dag op til en have helt klædt i sne. På havebordet ligger der vel omkring 5 cm sne. I resten af haven lidt mindre. Det har vi ventet længe på, og vi har også været rigtig misundelige, når vi har hørt hvor meget sne, der var faldet i Jylland de sidste dage.
Men det ville være hyggeligt med en rigtig snestorm, når jeg har fået sygehusbesøget og de efterfølgende smerter og mine nuværende problemer med maven overstået. Det er så rart at sidde herinde og kigge ud, mens sneen bare vælter ned.

Kattene var også ude i sneen ret hurtigt, efter vi var stået op. Mille luskede langs husmuren, og skulle bestemt ikke ud og få kolde poter i sneen, men Ozzy og Putte var da ude og hoppe rundt i det. Ozzy syntes også, det var sjovt at "fange" noget usynligt under sneen, den tosse ;)
Her er et par billeder af drengene i sneen:







Et eller andet sted tror jeg, at de synes, sneen er lidt sjov, men for det meste er de vist bare trætte af, at den er så kold og ligger i hele deres have! Ozzy har det også med at gå i vindueskarmene på ydersiden af vinduerne og kigge ind, og han har været ved at skvatte ned af dem mere end en gang, hehe. Der er glat i dag.

I går havde vi besøg af Christians forældre. Det var ellers meningen, at vi gerne ville have haft dem oppe i fredags, men der havde jeg det møgelendigt pga. mavesyren. I går var det lidt bedre, så der kunne vi godt klare et lille besøg.

Jeg bagte et fletbrød igen, og vi havde købt en ny ost nede i Ostehuset, så der var godt pålæg. Brødet blev noget pænere end sidst, for den her gang kunne man noget bedre se fletningen af brødet. Jeg lod det hæve på bagespaden, så det ikke skulle flyttes for meget på, da det skulle i ovnen, og det hjalp på faconen :)



Min mave er rigtig dum igen i dag. Min mavesyre gør virkelig livet til et helvede for mig pt. I dag har det stået på i 14 dage. Tvivler på, at lægerne på Slagelse sygehus kan hjælpe mig, men jeg må se, hvad de har at sige, når jeg snakker med dem om det.

I morgen skal jeg jo indlægges. Puha hvor har jeg bare ikke lyst. Skal have pakket en taske klar i dag, men er ikke gået i gang med det endnu. Har lyst til at glemme alt om det, men det forsvinder jo ikke af den grund...
Det hele bliver bare så besværligt, når jeg har de her problemer med min mave oven i det hele. Jeg har svært ved at spise normal mad for tiden, og der bliver jo ikke taget hensyn til den slags, når man er indlagt. Der må man spise det, der er, eller lade være med at spise noget. Vi har købt nogle bananer, jeg skal have med, men det kan man ikke leve af ret længe. Jeg håber bare, at jeg ikke skal være indlagt så længe, så jeg kan komme hurtigt hjem igen. Tanken om at skulle være indlagt igen er bare ikke særlig rar.

Nu vil jeg lukke ned her lidt og forsøge at lave noget, der kan aflede tankerne fra i morgen og hvordan jeg i det hele taget har det i dag. Hvis det da er muligt. Jeg håber på at få computeren med i morgen og få et login til sygehusets internet, hvis jeg kan komme til at snakke med receptionen, før jeg kommer ind på afdelingen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar