Et meget langt forløb - part 4: tiden efter indlæggelsen, tanker og reflektioner

Nu er det snart en måned siden, jeg blev udskrevet, hvis man ikke medregner den dag, jeg var indlagt lige inden jul. Og det går da fremad. Smerterne er der heldigvis ikke så tit, som de var tidligere, og er oftest også noget mildere. Jeg mærker ikke meget til de muskelsmerter, jeg kom ind på sygehuset med sidst, og jeg er i behandling for mine problemer med mavesækken.
Jeg kan desværre stadig kun sove på ryggen, men forsøger at ligge på siden ind imellem, når jeg er vågen, så jeg "øver mig" og mærker efter, hvordan det føles. Det gør stadig for ondt, til det er muligt at ligge anderledes end på ryggen, men forhåbentlig kommer jeg til at ligge på siden og maven igen inden alt for længe. Sådan sover jeg noget bedre.

Jeg har fået en tid til at få stenten fjernet i slutningen af måneden. Eller. Jeg har fået brev om indkaldelse til indlæggelse 30. januar, men hvad der skal ske og hvornår, ved jeg ikke. Jeg ved ikke, om jeg igen skal i fuld narkose, eller hvad de har tænkt sig, så jeg skal have kontaktet dem inden så længe. Så jeg ved, hvad der skal foregå.

På mandag fylder jeg 30, men jeg regner ikke med at holde noget, før efter jeg har overstået proceduren med at få stenten ud og de smerter, det måtte give. Det har været meget smertefuldt for mig at få lagt stenten ned i galdevejen, så jeg frygter, at der kommer et forløb efterfølgende, hvor jeg har smerter, efter de har fjernet den. Men nu må vi se.
Jeg havde egentlig overvejet at invitere familien til det sædvanlige, inden jeg skulle ind, men jeg er fuldstændig smadret oven på julen, så jeg har brug for at komme mig, før jeg går i gang med mere. Det forstår folk heldigvis godt.

Efter jeg har været hjemme noget tid og ikke har det samme omfang af smerter, kan jeg mærke, at psyken begynder at "brænde igennem". Jeg har ikke været i kontakt med den de sidste tre måneder, fordi der simpelthen ikke har været plads til at mærke, hvordan jeg havde det, pga. smerterne.
Det begynder efterhånden at gå op for mig, hvad det egentlig er, jeg har været igennem. Og hvor slemt det har været. Og det er ærlig talt ret skræmmende.

Lægen (mave-tarmkirurgen), jeg snakkede med på skadestuen den 21., sagde, at det er den mest smertefulde komplikation, man kan få. Og det kan jeg ikke andet end give ham ret i. Det har virkelig været forfærdeligt, og når jeg sidder her bagefter, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne gå igennem det. Men man har jo ikke noget valg, når man står midt i det.

Jeg tænker også på, hvor farligt det egentlig er, det jeg har været igennem. Med den komplikation er der risiko for organsvigt (pga. betændelse i bughulen, så vidt jeg har forstået), hvilket man jo dør af. Og der er også en risiko ved den ERCP (proceduren, hvor de lægger en stent i galdevejen), hvilket jeg helst ikke vil tænke for meget på, da jeg skal have foretaget den om ca. 3 uger.

Jeg lå og tænkte på det i nat, efter vi slukkede lyset. Forløbet. Det har virkelig været en traumatisk oplevelse for mig. Ikke mindst den første gang på Slagelse sygehus, hvor jeg ikke blev ordentligt smertedækket. Men også sådan bare i det hele taget. Turene i ambulancen, hvordan jeg ikke selv kunne bevæge mig ud af stedet, da jeg blev indlagt anden gang og bare ja. Det hele.
Men jeg er her heldigvis endnu. Og jeg håber, at livet snart bliver normalt, efter jeg får fjernet stenten. Så jeg kan komme videre. Det her forløb har varet længe nok.

Jeg har mødt utrolig meget omsorg under mit dumme forløb. Christian har som sagt været der hele tiden og jeg har fået blomster fra mine gode veninder, der også har været søde at skrive sms'er jævnligt for at høre, hvordan det gik. Og Søren har haft ringet, mens jeg var indlagt. Christian skrev til dem alle, da jeg blev indlagt.

Min far var som sagt på besøg og havde en kæmpe buket blomster og en bamse med fra ham og Marianne, og de har også jævnligt sendt sms'er for at høre, hvordan det nu gik.
Christians forældre har også været en uvurderlig hjælp. Jeg er, som jeg måske tidligere har skrevet, meget ked af, at kattene skal være alene hjemme, især fordi jeg er bange for indbrud, og de har siddet her hver eneste dag, jeg var indlagt, hos kattene og hold dem med selskab og fodret dem. For Christian var jo hos mig det meste af dagen, han ikke var på arbejde. Det var bare rart at vide, at de ikke var alene herhjemme hele tiden. Og de har kørt i øst og vest med mig under det her forløb. Mange gange til lægen og en gang til privathospitalet, og de kørte mig på sygehuset, da jeg skulle indlægges 3. gang. Og hans mor har hjulpet rigtig meget med julemaden og andre ting har de hjulpet med, så det blev muligt at holde jul herhjemme, selvom jeg lige var blevet udskrevet og ikke havde det godt. Så Christian og jeg ikke skulle stå for det hele.

Da Christians forældre havde været her med anden (som de havde vundet i et bankospil og vi skulle lave til jul), nogle dage efter jeg kom hjem, lå der også en pakke til mig. Den var fra Christians faster og var ikke en julegave. Det var en gave, hun havde købt til mig, fordi hun syntes, det var så synd for mig med det her forløb og hun havde tænkt på mig. Det var et sæt med dag/natcreme og øjengel fra Matas.

Jeg blev bare så rørt over det. Og jeg er blevet virkelig rørt over al den omsorg, jeg er blevet mødt med i de her måneder. Tænk, at så mange går og tænker på mig. Nogle af jer læser nok med her, og jeg kan kun sige TAK! Det betyder så meget mere for mig, end jeg kan finde ord for. I er fantastiske!