fredag den 13. januar 2012

Fredagsmad - og en overraskelse

Som jeg skrev tidligere i dag, skulle vi i aften rigtig guffe. Jeg lavede helstegt, hickorymarineret svinemørbrad med små ristede kartofler med groft salt og rosmarin med bearnaise og salat, og det har vi lige siddet og nydt :)
I skal ikke snydes for hverken billeder eller opskrift. Overraskelsen kommer jeg tilbage til ;)

Hickorymarineret svinemørbrad med små ristede kartofler, bearnaise og salat

1 svinemørbrad (400-500 g)
1 flaske hickorysauce

Kartoflerne
1 bakke små kartofler (ca. 600 g)
Olie til stegning (jeg brugte rapsolie)
Groft salt
Tørret rosmarin

Dagen før, maden skal spises, pudses mørbraden af for sener og fedt. Put den i en frysepose sammen med så meget hickorysauce, så den er godt smurt ind. Jeg brugte Rema1000's "barbecuesauce med røgsmag", som indeholder det samme. Føtex har en, der decideret hedder hickorysauce. Slå en knude på posen og læg den i køleskabet, til den skal tilberedes.
Når den tilberedes, så stik et stegetermometer ind på langs på det tykkeste sted. Læg den i et ovnfast fad på et stykke bagepapir og bag den midt i ovnen, til temperaturen har nået 72-73 grader. Det tager måske 30-40 minutter alt efter tykkelsen på mørbraden. Tag den ud og lad den hvile utildækket i mindst 5 minutter, til temperaturen er 74-76 grader. Så er den klar til at skæres og ud serveres.

Skyl kartoflerne og kog dem næsten møre i vand tilsat salt. Hæld vandet fra og lad dem tørre lidt, evt. i en si, så de ikke er fugtige, da det ikke er en god blanding med olien, de skal steges i ;)
Varm en pande godt op og tilsæt en god slat olie. Rist kartoflerne ved middelvarme, til de er sprøde og gyldne udenpå. Tag derefter panden af og drys med groft salt og tørret rosmarin. Vend lidt rundt, og så er de klar til at servere.

Salaten i da bestod af agurk, peberfrugt, gulerødder, rå broccoli, salat og lidt brødcroutoner. Dressingen er Heinz' garlic sauce, som vi er tossede med her i huset :D
Bearnaisen er K-salats, man kan købe færdig i supermarkedet, fordi det bare er den bedste. Her er aftenens billede:




Overraskelsen: hjemmelavede flødeboller

Til nytår lavede jeg jo kransekage, hvor der skulle past. æggehvider i, men jeg fik ikke brugt dem allesammen. Derfor fik jeg i dag lyst til at lave hjemmelavede flødeboller, så der var en lækker dessert til Christian i aften. Jeg tåler ikke selv chokolade ret godt, så det er begrænset, hvor meget jeg selv får spist af dem. Derfor lavede jeg kun en halv portion. Opskriften er fundet hos Anarkistens (ægte) kogebog, og er en, jeg har haft lyst til at afprøve længe.

Her er, hvordan jeg gjorde:

Hjemmelavede flødeboller (7 stk)

100 g marcipan til bundene

1 bæger past. æggehvider (1 1/4 hvide)
63 g sukker
1 tsk vanillesukker

100 g mørk chokolade
Mandler, kokosmel eller hvad man nu ønsker som drys på sine flødeboller

Rul marcipanen ud i ½ cms tykkelse og stik den ud med glas til runde bunde. Jeg brugte et glas, der var ca. 4,5 cm i diameter. Jeg fik 8 bunde ud af marcipanen, men der var kun fyld til 7.
Bag bundene på bagepapir i ovnen ved 200 grader i ca. 3 minutter. Hold øje hele tiden. Bagsiden af bunden skal have fået farve og være gyldne. De brænder hurtigt på, så hold øje konstant. Lad dem køle af på en rist.

Tag en skål frem, der kan tåle at være over vandbad og indeholde mindst 1 liter. Bland æggehvide, sukker og vanillesukker. Sæt en gryde, der har en mindre diameter end skålen over med vand i bunden. Når de småkoger, skruer du lidt ned, så det kun småbobler lidt, ikke koger helt vildt. Sæt skålen oven på gryden og pisk med en håndmikser konstant i mindst 7 minutter på middel hastighed, til marengsen er blevet noget stivere og danner toppe, der falder let over, når man trækker en ske op af skålen.

Tag skålen af og pisk nu ved højeste hastighed i mindst 5 minutter, mens marengsen køler af. Når den danner oppe, der bliver stående, er den færdig. Den bliver meget stiv, når man har pisket i mindst 5 minutter.

Put den færdig marengsmasse i en sprøjtepose med en stor tyl og sprøjt den ud på bundene. Jeg havde marengs nok til 7 flødeboller. Den sidste blev ikke så høj, så det er testeren ;)
Sæt flødebollerne ind i ovnen ved 150 grader med en ekstra bageplade under, som jeg beskrev det til kransekagen, så bundene ikke brænder på. Lad dem stå et par minutter, til marengsen er blevet tør udenpå. Pas på med ikke at lade dem stå for længe, for så bliver det til kyskager ;)

Når de er kølet ned, kan de dyppes i chokolade. Marengsen sidder godt fast på bunden, så man kan godt dyppe i chokolade. Jeg valgte at hælde chokoladen over flødebollerne med en ske og fordele det rundt på dem forsigtigt med skeen.
Derefter blev de sat til tørring og nogle af dem fik lidt drys ovenpå. Ristede lidt mandler og hakkede dem fint. Det blev til pynt på 3, og så var der to med kokosmel og to uden pynt.

Det var rigtig nemt at lave flødebollerne, og Christian har godkendt dem. Han fik lov at smage en, da han kom fra arbejde. Resten kommer på bordet inden så længe.

Opbevar flødebollerne køligt. Vores står i vores meget kolde vindfang, men ellers er opbevaring i køleskabet en god ide af hensyn til holdbarheden på marengsen.



Bundene stikkes ud
 
















De færdigbagte bunde. Bunden nederst til høre vender med
bagsiden opad. Sådan skal de se ud under bunden,
når de er færdige














Ingredienserne til fyldet vejes af
 
Det færdige fyld efter en tur over vandbad og konstant piskning


Flødebollerne efter tørring i ovnen
 

Så blev flødebollerne overtrukke med chokolade
 
De færdige flødeboller
 
Christian prøvesmager :)
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar