onsdag den 17. april 2013

Mørbradbøffer i sennepssauce med hasselback kartofler og dampet broccoli

Fordi jeg var i Århus i weekenden, havde jeg ikke lige fået planlagt denne uges madplan, så jeg vidste ikke, hvad vi skulle spise i mandags. Men efter et kig i fryseren konstaterede jeg, at det vist skulle være noget med svinemørbrad. Da jeg ikke kan tåle tomater, var det ikke så oplagt med en gryderet, men jeg kom til at tænke, at jeg måske kunne lave en gryderet baseret på bouillon i stedet for tomater, og jeg brugte denne opskrift som inspiration for at lave min egen opskrift på mørbradbøffer i sennepssauce.

Resultatet blev rigtig godt, så det er helt sikkert noget, vi skal have igen. Jeg havde ingen svinebouillon hjemme, så jeg brugte okse, men en anden gang vil jeg bruge svine- eller grøntsagsbouillon, tror jeg, for oksebouillonens smag var meget gennemtrængende.


Vi havde en rest broccoli i køleskabet, så derfor blev det grønne tilbehør dampet broccoli. Jeg vil tro, at andre letdampede grøntsager som f.eks. gulerødder eller måske asparges kunne passe godt til. Derudover lavede jeg hasselback kartofler til, som passede rigtig godt til retten




Mørbradbøffer i sennepssauce (2 personer)

1 svinemørbrad
1 lille løg
2 fed hvidløg
3 dl bouillon (jeg vil anbefale svinebouillon eller grøntsags-)
Ca. 2 spsk dijonsennep
Lidt madlavningsfløde (jeg brugte ca. 3 spsk)

Skær løg og hvidløg i tern. Afpuds mørbraden og skær den i tykke skiver. Bank skiverne lidt fladere.

Brun mørbradbøfferne af på en pande, krydr med lidt salt og tag dem af panden.

Svits løg og hvidløg i en gryde med lidt fedtstof, til det er klart. Tilsæt bouillonen og lad det koge op. Tilsæt herefter senneppen lidt ad gangen og smag til. Smagen må godt være lidt kraftig. Tilsæt derefter fløde lidt ad gangen og smag til. Fløden må ikke overtage retten, senneppen og bouillonen skal kunne smages. Jeg tilsatte kun lidt for at afrunde smagen lidt.

Put mørbradbøfferne ned i sovsen og lad retten simre i 20 minutter. Herefter kan du jævne sovsen lidt, hvis du synes, og smage den til.


Hasselback kartofler

2-3 meget store kartofler pr. person eller 4-5 lidt mindre
Olie
Salt
Paprika eller barbequekrydderi

Skræl kartoflerne. Skær riller i hver kartoffel, undgå at skære helt igennem kartoflen. Er man ikke så øvet, kan man sætte en kødnål tværs gennem den nederste del af kartoflen.

Læg kartoflerne på en bageplade med bagepapir. Pensl kartoflerne med olie og drys godt med salt.

Bag kartoflerne midt i ovnen ved 225 grader i 30-45 minutter (alt efter størrelsen på kartoflerne). Tjek med en kniv, om de er møre indeni. De vil også være gyldne udenpå, når de er færdige.

Drys kartoflerne med lidt paprika eller barbequekrydderi, inden de serveres.


Dampet broccoli (2 personer)

½-1 broccoli (alt efter størrelse og andet tilbehør)
Vand
Salt

Del broccolien i mindre buketter (ikke alt for små) og læg dem på siden i en gryde. Hæld vand ved, så der er et par cm. i bunden. Det må ikke dække broccolien, men der skal være nok til, at vandet ikke fordamper undervejs. Put lidt salt i vandet, en lille tsk er nok. Læg låget på.

Når vandet koger, skrues ned til mediumvarme, og broccolien dampes, til den er mør, men stadig har bid. Ca. 8 minutter. Tjek undervejs med en kniv. Broccolien skal stadig have lidt modstand, når du stikker en kniv i stilken på den.

Min tallerken. Det smagte rigtig dejligt :)



Vejret har været fantastisk de sidste dage, og både kattene og jeg har nydt det. Jeg har fået vasket nogle maskiner tøj, som har været ude at hænge, for der er intet som duften af tøj og sengetøj, der har lufttørret. Kattene har også nydt vejret og mit selskab i haven. Putte er også lidt mindre sur gammel mand, når han er i haven, for han har taget et par wrestle-ture med Phoebe derude de sidste dage. Her er billeder får gårsdagens wrestling :D Det er så dejligt, at Putte er hvid (på undersiden i hvert fald) og Phoebe er grå, for så kan man da næsten finde hoved og hale på dem ;)




Men så gad Putte ikke mere. Æv, han er kedelig, synes Phoebe.


Jeg har taget mange flere billeder af kattene, men de får en indlæg for sig selv en anden dag.

I aften er jeg alene hjemme, da Christian er i fotoklubben. Drengene er stadig i haven, selvom det er ved at være tid til at komme ind (de er ikke ude, når det er mørkt), men Phoebe er inde hos mig. Hun ligger og snorker i vindueskarmen, mens jeg blogger og ser Spise med Prices sidste afsnit for denne sæson, der handler om ost. Uhm, ost! Jeg har faktisk planer om at lave en salat med ost og bær senere på ugen som tilbehør til en langtidsstegt kylling. Den glæder jeg mig til. Opskriften kommer muligvis på bloggen senere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar