mandag den 22. december 2014

4. søndag i advent

I morgen starter min forberedelse til den lækre mad, vi skal spise juleaften :) Jeg steger ænderne i morgen, så jeg har bedre tid til at ordne alt det andet på onsdag, for der er nok at se til de næste dage. Jeg lavede sidste år et indlæg, hvor jeg samlede mine bedste opskrifter og tips til den gode julemad, så hvis du leder efter en god opskrift eller bare inspiration, kan du tage et kig forbi :) Opskrifter og tips til den gode julemad.

Dette sidste adventsindlæg får I med lidt forsinkelse, fordi vi i går var i Jylland for at bytte gaver det meste af dagen. Men dagen startede, som den plejer, med at kigge i julesokken :)

Da 4. søndag i advent ligger så tæt på juleaften, har jeg flere gange givet Christian lidt pynt til juletræet i sokken på denne dag. Sådan blev det også i år, hvor jeg fandt nogle virkelig fine snemandsophæng fra Medusa. Synes, de er så søde, og Christian blev også glad for dem :)





Ud over snemændene var der i hans sok også en blu-rayfilm, nemlig The Dark Knight Rises. Vi har de to andre film i serien, og jeg vidste, at han gerne ville have den her også. Faktisk begyndte han at gå og snakke om, at den skulle vist på ønskesedlen, efter jeg havde købt den, så det var jo dejligt, for så vidste jeg, at han ville blive glad for den :)




Der var også pakker i min sok, og som alle de andre søndage havde det lykkedes Christian at finde noget, der lige var mig, og som jeg blev rigtig glad for. Han havde i går puttet den her superfine årskalender med The Simpsons i min sok. Jeg er vild med The Simpsons, og glæder mig så meget til at det bliver januar, så jeg kan komme i gang med at bruge den. Den kan stå på bordet, da der er sådan en slags fod bagpå :)




Derudover kunne jeg finde den her superfine magnet i min sok. Vi har allerede én kat i den serie (dog ikke en magnet), som vi købte i Tivoli i sommers, og de er bare så søde. Derudover har Christian og jeg noget med magneter på den måde, at vi helst skal have en magnet med hjem fra de steder, vi besøger, så det var jo ekstra fint at få et minde fra vores tur i Tivoli her i december i år. Jeg fik i øvrigt også taget en masse billeder, som i kan se i morgen eller på onsdag, alt efter hvornår jeg har tid til at blogge igen :)




Vi har jo også været så heldige at få pakkekalender fra Christians forældre, og i pakken i går kunne vi finde de her fine ting :) En nissemand i keramik og en pakke blommer i madeira, som Christian er vild med. Nu har han vist også rigeligt fyldt sit guflager op ;) (jeg skal vist ikke sige noget, da jeg har raidet supermarkederne et par gange for vildt billige chips, så jeg selv har lidt af et lager klart derude, til når jeg kan tåle at spise lidt af det igen :-3 ).




Det har været en utrolig god høst i år, gavemæssigt, må man sige :) Er imponeret over, hvor god Christian har været til at lave kalender til mig, selvom det er første gang for ham. Men han kender mig også rigtig godt :) Glæder mig meget til at læse bogen om fotografi, spille, se film og bruge min nye kalender. Der er meget godt at gå i gang med. Er også rigtig glad for den hyggelige kalender fra Christians forældre. Det er så sødt af dem at tænke på os :)
--------------------

I går var vi som sagt i Jylland for at bytte gaver med min far og Marianne. Vi har ikke kunnet komme afsted i meget lang tid, fordi Ozzy ikke har spist godt nok til, at vi kunne forlade ham så længe. Nu spiser han heldigvis meget bedre, så vi turde godt køre fra ham en dag, mens Christians forældre var oppe og passe kattene. De passede dem også i onsdags, da vi var i Tivoli, og det er simpelthen en uvurderlig hjælp for os! Det gik fint for kattene med at være "alene", og Ozzy spiste helt pænt, mens vi var afsted. Vi havde også selv en hyggelig dag med min far og Marianne, og vi nåede også kirkegården, lige før det blev mørkt.

Jeg havde i år selv lavet en dekoration, der bare blev superfin. Et bundet hjerte af grene med mos (som jeg havde købt færdigt), hvorpå jeg satte flotte grene med lilla glimmer, små julekugler i guldfarver og en sukkulent. Derudover påsatte jeg et lille guldfarvet juletræ i bunden af hjertet. Den blev så fin, den dekoration. Jeg synes tit, at de der standarddekorationer med lidt gran og kogler bliver kedelige, ikke mindst i farven, så jeg laver ofte mine egne til kirkegårdene. Vi har også købt en krans op til Christians brors (og mormors) gravsted, som jeg nok også pynter med lidt ekstra. Den er dog fin i sig selv, da den har lidt lyng i også, som giver lidt farve, så vi må se, hvad jeg har kræfter til. De næste dage bliver lidt intense for os.

I dag har jeg det virkelig dårligt. Vores december har været meget fyldt op, især den sidste uge, og turen i går var ligesom prikken over i'et, stressmæssigt. Det tager 2½ time at køre hver vej over til min far, og det koster også mange kræfter for mig at skulle være social. I nat har jeg haft smerter i mavesækken, og i dag står jeg op med smerter i tarmene. Spiste ellers primært min medbragte lasagne, men fik også en lille smule bøf, da min far lavede oksemørbradbøffer med superlækkert tilbehør, og lidt af en bagt kartoffel. Ved ikke, om det er bøffen eller stressen, der påvirker systemet i dag. Derudover har jeg det, som om jeg har været til fest hele natten. Er simpelthen helt åndssvagt træt og dårlig i dag. Jeg fik dog taget billederne her til indlægget i eftermiddag, mens lyset var til det, og det er måske den største kraftanstrengelse, jeg gør i dag. Jeg skal dog helst have pakket lidt gaver ind og hentet en i pakkeboksen. Jeg håber på, at Christian orker at lave en lasagne med salat til mig senere, men vi må se, hvad han orker. Han er selv ret ramt af al den stress, der er for tiden for os.

Ellers håber jeg på en relativt rolig aften, måske med en julefilm? Vi mangler stadig at se The Nightmare Before Christmas. Men det kommer an på, hvor meget Christian skal lave i aften. Vi skal have juletræet på fod på et tidspunkt, og jeg ved, at han nok også skal have pakket lidt gaver ind, hvilket tager noget tid, fordi han gør sig så umage. Han ved, hvor meget jeg sætter pris på flotte pakker, så han bruger lang tid på at gøre dem fine :)

I morgen bliver en stressende dag, for den står på forberedelse af julemaden, i hvert fald den, jeg skal lave, oprydning og rengøring og pyntning af juletræ. Håber, at Christian arbejder hjemmefra, men vi må se, om det kan lade sig gøre. Vil slutte af med lidt billeder af julepynten herhjemme, som jeg tog i starten af december. Det lille englespil er et, vi har købt i år. Holderen med snefnuggene er simpelthen så fin <3 Husk at kigge forbi og se billederne fra Tivoli en af de næste dage :) Nu vil jeg prøve at få lidt at spise og håbe på, at maven tager godt imod det.




fredag den 19. december 2014

Italiensk inspireret kylling med timianstegte grøntsager

Nogle gange kan man godt få lidt for meget af den tunge julemad i december, og så trænger man til noget, der ikke inkluderer brun sovs og ligger lidt lettere i maven. Et godt bud på noget, der er lidt lettere, men samtidig smager af en masse, kunne være den her italiensk inspirerede kylling, jeg lavede for en måneds tid siden. Den er langtidsstegt, for det er en af mine absolutte favoritmåder at få helstegt kylling på. Det får bare en hel anden og lækker konsistens, synes jeg. Faktisk spiser vi betydeligt mindre kylling, når vi får det på den her måde, så en langtidsstegt kylling ofte kan gå til to dage herhjemme. Kyllingen her på 1200 g har jeg sat til at række til tre personer ud fra det tilbehør, vi fik.

Rub'en til kyllingen har jeg selv lavet. Jeg syntes, da jeg stegte den, at den tørrede basilikum virkelig dominerede duften af krydderier og kylling, så jeg var lidt bekymret for, at den også ville dominere smagen, men det gjorde den slet ikke. Kyllingen smagte simpelthen så godt, og jeg er sikker på, at den kommer på madplanen igen herhjemme. Som tilbehør fik vi bagte kartofler og de timianstegte grøntsager, jeg tidligere har blogget her i december. Opskriften på dem kan du finde her. Man trænger til at få lidt gode grøntsager, der smager af noget mellem al julemaden, og jeg elsker de her grøntsager. Selvom tilberedningstiden er lang for sådan en kylling, er der ikke ret meget arbejde i det. Det er bare at blande rub'en, gnide kyllingen i lidt olie og derefter krydderierne. Derefter passer den sig selv i ovnen, til den skal spises :)





Italiensk inspireret kylling (ca. 3 personer)

1 hel kylling (min var vist omkring 1200 g)
Olivenolie

Rub:
1 spsk fint salt
1 spsk tørret oregano
1½ tsk tørret basilikum
1 stor tsk tørret rosmarin
1 tsk hvidløgspulver
½ tsk sød paprika
Lidt friskkværnet peber

Start med at lave rub'en. Rør alle ingredienserne sammen. Har du en morter eller krydderikværn, kan du køre det til et fint krydderi, men det er ikke strengt nødvendigt. Sådan en har jeg ikke :)

Rengør kyllingen og tør den af. Gnid den med lidt olivenolie over det hele. Gnid derefter kyllingen i krydderiblandingen. Det, der bliver tilovers, putter du ind i kyllingen.

Stik et stegetermometer i kyllingens lår (ved overlåret). Sæt den i ovnen ved 90 grader, til temperaturen er 79 grader. Det tager 7-8 timer. Du kan skrue op for temperaturen til sidst, hvis du bliver utålmodig ;) Det gør jeg som regel. Du kan læse her, hvordan jeg tidligere har styret temperaturen. Tjek temperatur på både lår og bryst, inden du parterer den.

Parter kyllingen i mindre stykker.Jeg frigjorde brysterne fra benet og skar dem i skiver.

Den færdigstegte kylling.



Vi har haft en lidt intens uge, hvilket jeg godt kan mærke i kroppen. Søndag var vi til familiefødselsdag og i onsdags var vi i Tivoli. Vi turde efterhånden godt tage væk fra Ozzy nogle timer, så vi kunne komme i Tivoli i år også, hvilket jeg rigtig gerne ville. Desværre var Ozzy så uheldig at banke hovedet meget hårdt ind i et stoleben i leg med Phoebe, så vi havde Christians forældre oppe og holde øje med ham, mens vi var afsted, hvis han nu skulle have fået hjernerystelse. Det er så pænt af dem at gøre det for os, for jeg er ikke sikker på, at vi var taget afsted, hvis de ikke havde kunnet kigge efter ham. Heldigvis har der ikke været noget med ham. Men han er jo lidt handicappet pga. sit manglende øje, så han får den blinde vinkel, som giver ham problemer nogle gange, når det skal gå stærkt. Han har også før løbet ind i terrassedøren :|
Men han spiser rigtig godt, så det er jo dejligt. Vi kæmper stadig med at få maven på plads, men bare han spiser, så er det jo godt :)

Det her er en hård uge, hvor vi næsten skal noget hver eneste dag. Det kan mærkes på mit stressniveau, og jeg sover rigtig elendigt om natten med mareridt og for lidt søvn. I nat har ikke været nogen undtagelse, og jeg er vågnet op med en fæl migræne, der breder sig ned bag det ene øje, og derudover kvalme og smerter i nakken. Jeg presser mig selv lidt for hårdt for tiden, i forhold til hvad jeg kan klare, men der er så meget, der skal nås i december, så det er svært at undgå. I går jagtede vi en fritgående and i hele byen uden held, og det var bare rigtig frustrerende og udmattende. Ved endnu ikke, hvad det ender med, men det er lidt typisk for den her by, at det mere handler om kvantitet frem for kvalitet...

I eftermiddag får vi besøg af Christians forældre. Hans mor har fødselsdag i dag og har inviteret ud at spise i morgen, men det kan jeg jo desværre ikke komme med til så tæt på jul pga. mine problemer med at tåle mad. Det betyder meget for mig at have det godt juleaften, så jeg er nødt til at melde fra. Derfor kommer de så herop i eftermiddag til hygge med kage og andet hjemmebag, som jeg har haft gang i. Christian kommer hjem lidt senere på eftermiddagen, så han når at hygge med. Jeg glæder mig til at få besøg af dem og fejre hans mor. Det er rart, at jeg kan deltage på den her måde, når jeg nu ikke kan komme med i morgen.

Lige nu sidder jeg dog og afventer, om et par smertestillende piller kan slå migrænen lidt ned og forhåbentlig på den måde også hjælpe på kvalmen, så jeg kan få noget at spise. Vi har købt en lille culotte, som det er planen, at jeg skal lave senere, men vi må se, hvad kræfterne rækker til. Det ville bare være rart at have nem mad i morgen, når jeg skal spise selv. Ellers skal jeg have ordnet lidt herhjemme, pyntet kagen og bagt boller, inden de kommer, så jeg har faktisk lidt travlt. Må vist hellere komme i gang, så jeg når det hele.

Jeg havde kameraet med i Tivoli i onsdags, hvor jeg fik lidt stemningsbilleder med hjem. Dem kan I se her på bloggen i et indlæg inden jul :)

mandag den 15. december 2014

Vinderen af jule-giveaway'en er fundet!

I går sluttede min jule-giveaway, så nu er det endelig tid til at finde en vinder :) Tak til alle jer, der har haft lyst til at deltage og fortælle mig om jeres juletraditioner. Jeg har rigtig nydt at læse om dem. Det har været superhyggelig læsning, og faktisk fået mig lidt i julestemning :)

Det er vel passende, at jeg så selv fortæller, hvad der er min egen favoritjuletradition. Det er et svært valg, for der er jo mange dejlige traditioner, men mine favoritter er, for nu at tage dem fra en ende af, juleoppyntningsdagen, hvor vi finder alt det gamle julepynt frem og gør huset så hyggeligt, mens vi hører julemusik. Der er nogle bestemte stykker julepynt, som jeg særligt elsker. Det er det noget af det, jeg har fra min egen barndom, bl.a. nogle nisser, som jeg lavede til mine forældre, da jeg gik i dagpleje, og også noget nyere, nemlig et lille Medusa-juletræ, som Christian og jeg købte på en af vores første ture i Tivoli til jul.

Det leder over til en anden elsket tradition, nemlig vores årlige tur i Tivoli i december. På vores første tur sammen blev vi faktisk kærester, så det er noget særligt for os begge to at skulle derind i december. Jeg er dog ikke sikker på, at det er noget, vi når i år, da vi begge er meget stressede, og det er jeg ærlig talt lidt ked af. Men der er jo ikke tid til det hele, desværre.

Og så er der jo den gode tradition med de særlige julefilm, vi bare skal se. Præmien i min jule-giveaway er netop en af de film. Det er egentlig Christians tradition, som jeg har overtaget. Det er så hyggeligt, når vi sidder og hygger i sofaen med stearinlys tændt alle steder, har lidt juleguf på bordet og ser de her helt særlige film. Det er en højt elsket tradition herhjemme :)

En af mine favoritjuletraditioner.
 
Og der hører naturligvis lidt juleguf til :)
 

 

Nu vil jeg ikke trække den længere. Jeg har været inde på www.random.org for at trække en vinder. Vinderen blev: Yvonne.i!



Stort tillykke til dig. Du skal sende mig en mail med din adresse, så jeg ved, hvor præmierne skal sendes hen. Jeg skal have en mail fra dig senest på onsdag 17. december. Modtager jeg ingen mail fra dig, trækker jeg en ny vinder på torsdag.

Nu vil jeg vende tilbage til jeres indlæg i konkurrencen og kommentere. Tak til alle jer, der har haft lyst til at lege med. :)

søndag den 14. december 2014

3. søndag i advent

I dag er det 3. søndag i advent, og vi nærmer os julen med raske skridt. December går alt for hurtigt, synes jeg, og den er altid alt for fyldt. Den burde være dobbelt så lang. Men i dag var det så tid igen til at kigge i julesokken. Det er en superhyggelig tradition, og som jeg har fortalt her på bloggen, har jeg jo fået en adventskalender af Christian i år. Han er faktisk ret god til at finde på gaver, selvom det er første år, han laver sådan en til mig :) Nedenfor kan I se, hvad jeg har fået i dag, og hvad jeg har givet ham.

Inden da vil jeg dog lige minde jer om at kigge forbi bloggen i morgen, hvor jeg offentliggør vinderen af min jule-giveaway. Glæder mig rigtig meget til at trække en vinder. Har rigtig nydt at læse om jeres juletraditioner, og det er dejligt at se, at så mange af jer allerede også er tilknyttet bloggens Facebookside, uanset om I har deltaget i konkurrencen eller ej. Så mange tak for det :)

Her kan I først se, hvad jeg har fået af Christian i adventsgave i dag. Jeg elsker at spille spil; brætspil, kort osv., hvilket er noget, vi har gjort en del i min familie. Christian og jeg gør det jævnligt, især når vi er på ferie. Det er superhyggeligt. Herhjemme kæmper vi dog ofte mod hinanden på Wii eller Playstation, men det sker også ind imellem, at vi sidder og hygger med brætspil eller kort. Han vidste, at jeg tidligere har spillet en del Kalaha, men jeg ejer faktisk ikke et spil. Det gør jeg så nu, for jeg har i min ene gave i dag fået et spil Kalaha af Christian :) Det glæder jeg mig rigtig meget til at komme til at bruge.




I sokken i dag var der faktisk to pakker til mig. Føler mig noget forkælet :) I den anden pakke var der en blu-rayfilm. Det var The Birdcage, som jeg flere gange har snakket med Christian om. Ikke mindst efter tabet af Robin Williams tidligere på året, for jeg elskede og havde mange af hans film som barn og yngre (ville skrive ung, men jeg er da "kun" 32 endnu, så helt gammel er man vel ikke?). The Birdcage havde jeg på VHS og så det bånd, til det var næsten slidt op. Så jeg blev rigtig glad for at få den her film. Glæder mig til at se den igen :)




I Christians sok var der i dag tre gaver. Jeg har haft lidt svært ved at begrænse mig i år, men de var nu ikke alle sammen lige dyre. Den store gave i dag var en t-shirt. Faktisk den første adventsgave, jeg har købt i år. Kunne ikke stå for den. Vi har det sidste år set Breaking Bad, hvilket var en serie, vi begge var ret opslugte af, så da jeg så den her t-shirt, var jeg nødt til at købe den. Den har også lidt humor, for fonten og baggrunden er meget Disney-inspireret, så det synes vi begge to, er lidt sjovt. Den sidder i øvrigt enormt godt på ham, hvilket jo er heldigt, når man køber den online. Jeg har købt den her via eBay.




I Christians sok var der derudover lækker chokolade fra Hotel Chocolat. Det er nogle fine små trøfler pakket ind i en æske som julekugler. Synes, den er så fin, den æske <3 Der er både hvid, lys og mørk chokolade i, mener jeg. Håber, han vil nyde dem :)




Den sidste gave indholdt fire små kattemagneter. Vi er jo lidt kattetossede herhjemme, hvilket I måske har bemærket ;) De er superfine og købt hos Catshop. De har mange lækre katteting. Jeg købte også noget til mig selv, da jeg bestilte der, men det kan I få at se en anden gang, når jeg får mig taget sammen til at flashe det crazy catlady-udstyr, jeg har købt i løbet af 2014 :)



 


I dag var pakken i adventskalenderen fra Christians forældre til mig :) Den indehold den her fine creme.




Rigtig dejlige gaver :) Til Christians forældre var der i dag en Sparrow-nøglering med hus (fra Qualy) med en blå fugl i sort hus til Christians mor, og til Christians far var der en mini-metaldetektor. At gå med den store model er en af hans store hobbyer, så jeg tænkte, at han nok ville synes, den var sjov.

Vi er lige kommet hjem fra fødselsdag i Christians familie. Det var superhyggeligt. Rigtig dejligt at se folk igen. Men er godt nok træt i hovedet nu. Det er hårdt at være afsted for mig, som jeg har det lige nu, men jeg vil jo rigtig gerne. Vi tog chancen og tog væk fra Ozzy begge to i eftermiddag, og det er gået okay. Vi har fundet ud af, at hans primære problem i forhold til maden lige nu er hans mave. Den har det rigtig hårdt, og har svært ved at acceptere at skulle spise tørkost igen. Vi tror, det er en reaktion på antibiotika efter hans operation. Han får mælkesyrebakterier i pulverform i lidt vådkost hver dag, og det holder problemet nede, men hans mave er stadig ikke helt på toppen på trods af det, så jeg har skrevet til hans faste dyrlæge for at høre, om hun har noget indspark. Vi vil så nødigt skifte foder til ham, da vi efterhånden har været igennem utallige typer, han har reageret allergisk på. Så han skal helst kunne tåle det her igen. Vi må se. Det vigtigste er, at han kan spise noget, og det går okay, så længe han får det her pulver. Han er dog begyndt at gabe lidt for højt, hvilket selvfølgelig gør ondt på ham endnu, da han stadig er noget rød i munden. Men vi håber på, at det bare er, fordi han er lidt for modig.

Nu vil jeg stoppe, for vi skal have lidt at spise. Appetitten er ikke enorm oven på lækre boller og kage, men lidt skal der jo til. Husk at kigge forbi i morgen og se, om du har vundet i min giveaway. Jeg glæder mig til at trække en vinder. Held og lykke til jer, der har deltaget :)

fredag den 12. december 2014

Kringle med marcipan

På mandag trækker jeg vinderen af min julegive-away. Har du deltaget, så husk at komme forbi og se, om det er dig, der har vundet. Du skal nemlig i så fald sende mig en mail med din adresse. Hvis jeg ikke modtager en mail inden for et par dage, trækker jeg en ny vinder, så præmien kan nå frem inden jul :)

For nogle uger siden havde vi Christians forældre oppe til en kop kaffe. Jeg plejer at bage et eller andet lækkert til os, når de kommer på besøg, men pt. er jeg ret hårdt ramt af stress, og det at skulle have besøg var i sig selv noget, der prikkede til stressen. Er ked af, at det er sådan, fordi jeg så gerne vil være sammen med dem og nyder deres selskab, men sådan er det lige nu. Derfor vidste jeg også, at det var en dårlig ide at gå i køkkenet selv, så da Christian sagde, at han da kunne bage noget, syntes jeg, at det var en rigtig god ide. Han er faktisk ret god til at bage, og da jeg var på besøg hos ham første gang, havde han bagt en rigtig lækker æbletærte til os :) Så jeg var ikke i tvivl om, at han kunne lave noget rigtig lækkert.

Han var dog i tvivl om, hvad han skulle bage. Jeg ved, han elsker marcipan, så det var med i vores overvejelser. Jeg fandt en opskrift på en gærkringle i Frk. Jensens Kogebog, som jeg har stående. Det er en bog, jeg er ret glad for, for man kan altid finde klassiske opskrifter, der bare fungerer i den. Christian endte med at vælge kringlen som sit bageprojekt, men vi tilpassede den en smule ud fra, hvad vi havde hjemme. F.eks. skulle der 75 g gær i kringlen, men det er seriøst meget gær, og vi havde kun 50 g hjemme, så han endte med at nøjes med 50 g og hævede så bare kringlen det længere. Det fungerede helt fint, så der er ingen grund til at bruge så meget gær. I remoncen brugte han også lidt ekstra marcipan, for han er jo lidt af en marcipangris. Til strøelse oven på kringlen brugte han rørsukker, for det smager bare så meget bedre end det almindelige.

Alt i alt blev det en virkelig vellykket kringle, der var så god, at jeg ikke vil snyde jer her på bloggen for opskriften :) Det er klart en af de bedste kringler, jeg nogensinde har smagt. Alt spillede simpelthen så godt sammen i den kringle, og brøddelen var så luftig og lækker. Dejligt at se, at han slægter sin mor på, for hun laver også den mest fantastiske kringle :) Herunder får I opskriften på Christians supergode kringle:

Et kig ind i Christians lækre kringle. Se lige den remonce, mums!




Kringle med marcipan

275 g smør (eller margarine*)
450 hvedemel
2 spsk sukker
3 æg
50 g gær
½ dl koldt vand

Remonce:
100 g smør (eller margarine)
100 g sukker
1 dl makronrasp
95 g marcipan

Til pensling:
1 æggehvide
Hakkede mandler
Rørsukker

Smuldr smørret/margarinen ud i melet, så det er helt findelt. Rør sukkeret i. *Hvis du bruger margarine, tilsæt da 1/2 tsk fint salt. 

Rør gæren ud i det kolde vand.

Pisk æggene sammen. Hæld æggene og den udrørte gær i melblandingen og saml dejen.

Knus makronerne og mål 1 dl af. Lav remoncen ved at røre smør sammen med sukkeret med en håndmikser eller lignende. Tilsæt marcipanen i små stykker. Den kan evt. rives på et rivejern, hvis den er meget hård i det. Ellers er det nok bare at brække den i små stykker. Pisk det hele godt sammen, til marcipanen er optaget i remoncen, og remoncen har en jævn konsistens. Rør til sidst de knuste makroner i.

Rul dejen ud på et meldrysset bord til en lang stang, der er ca. 12 cm bred. Den skal være ret lang. Christian måtte rulle den ud på langs af bordpladen til sidst for at få den lang nok. Den var et sted mellem ½-1 cm tyk, da han var færdig med at rulle den ud. Skær kanterne rene, så de er lige og pæne.

Fordel remoncen i en linie på midten af den udrullede dej. Undlad at lægge den helt ud til enderne, da de skal foldes ind over. Fold enden ind over remoncen i hver ende af stangen. Fold derefter den ene side ind over remoncen. Derefter folder du den anden side af dejen over den første side. Klem lidt til, så siderne hænger godt sammen.

Form stangen til en kringle og læg den på en bageplade med bagepapir. Lad kringlen hæve tildækket et lunt sted i 1 time og 20 minutter.

Når kringlen er færdig med at hæve, pensles den med æggehvide og drysses med hakkede mandler og rørsukker. Bag kringlen 15-20 minutter ved 220 grader. Hold øje med kringlen, da den nemt kan blive lidt mørk i overfladen. Ser den færdig ud i farven, før bagetiden er færdig (det gjorde Christians), så læg et stykke staniol over kringlen den sidste tid.

Lad kringlen køle lidt af på en rist, før den serveres, mens den stadig er lun.

Et billede af den færdige kringle. Supersmuk :)



I går havde Christian og jeg årsdag, 5 år i år, som jeg skrev om i mit sidste indlæg. Fordi Ozzy stadig ikke spiser helt selv, kunne vi ikke så godt forlade ham og tage i Tivoli eller ud at spise, hvilket ellers er noget, vi plejer at gøre på vores årsdag, såfremt omstændighederne tillader det, så derfor havde vi valgt at lave lidt Bones-stemning herhjemme i stedet :) I fryseren havde vi et par lækre bøffer, som jeg tog op, og Christian medbragte et par store salater fra Bones i Roskilde. Han arbejder i byen, så det kunne heldigvis godt lade sig gøre :) Derudover lavede jeg en whiskysauce til (bare en fra Jensens, som man selv blander og luner hjemme) med hjælp fra Christians forældre, som kørte et pitstop for mig i byen, da jeg selv ikke kunne holde til at skulle ud. Christian får altid whiskysauce på Bones, så det skulle jo gerne til.

Da han kom hjem, lavede jeg bøfferne og varmede saucen, og så hentede han pommes frites ude i byen. Vi har et sted her i byen, der laver de bedste pommes frites, og de var bestemt også superlækre i går :) Og så kunne vi ellers spise vores lækre middag, Bones-style. Bøffen blev serveret med en klat hvidløgssmør, og Christian havde købt salatmayo med hjem til mig fra Bones. Jeg fandt nogle små skåle frem, som jeg har fået af Christians mor, hvor der blev serveret mayo og ketchup i, ligesom man får det på Bones :) Christians sauce blev serveret en en minisaucekande, som jeg fik af ham til jul for nogle år siden. De er så nuttede <3 Så det var et virkelig fint og lækkert måltid, som vi rigtigt nød :) Og så slap vi for et par timers køretur, hvilket jo også var dejligt.
Vi sluttede dagen af med at se min absolut yndlingsjulefilm, Scrooged, der var mindst lige så god, som jeg husker den.

Vi var også så heldige, at i går var sådan en dag, hvor Ozzy fik spist det, han skulle. Det går ellers noget op og ned med, hvor meget, han kan spise, og han havde en rigtig dårlig dag i onsdags. Men i går spiste han helt pænt, så der kunne vi bekymres os lidt mindre. I dag har han også spist rigtig flot allerede. Han har spist noget i nat og i morges, og han har også spist store portioner, efter jeg stod op. Nu ligger han og sover efter en tur ud i regnvejret. Det regner rigtig meget i dag. Hvis det bare var koldere, så det var sne, der kom ned. Savner det sådan. Men der er vist ingen chance for at få en hvid jul her. :(

Vi havde simpelthen bare sådan en god dag i går, synes jeg :) Tror også, at Christian nød den. I dag kan jeg sidde og nyde de fine blomster, han kom hjem med. En fin lille buket i lilla nuancer og med en fin glimmerstjerne i. Han ved lige, hvad han skal gå efter :) Den er så fin, og jeg har taget den med hen på sofabordet, så jeg rigtigt kan nyde den i dag. Vi fik også en flot buket roser af Christians forældre, da de var oppe med saucen (og Christians jakke, som har været inde og få ny lynlås via butikken, han i sin tid købte den i - det er for koldt med en jakke, der ikke kan lynes om vinteren). Det var bare rigtig sødt af dem.
Nu er det heldigvis weekend, hvilket vi sætter pris på, for det har været en hård uge. Dog skal vi til fødselsdag i weekenden, men det bliver jo også rart nok at se lidt andre mennesker igen, for det går meget op i kat herhjemme for tiden. Og så får vi også lov til at hilse på lille Banjie, der vist er blevet noget større, siden vi så ham sidst. Det går så hurtigt i den alder.

Kan I have en rigtig god weekend derude :)

onsdag den 10. december 2014

Hurtige og nemme timianstegte grøntsager

Mange vil nok kende til det, at det kan være svært at få grøntsager nok i løbet af hverdagen, enten fordi inspirationen mangler, og man synes, det nemt bliver kedeligt, eller fordi det bliver for kompliceret og tidskrævende med mange forskellige ingredienser, for at det skal smage af noget. Men sådan behøver det slet ikke være. Jeg har lavet en opskrift, der kræver minimum af arbejdsindsats og ingredienser, men som smager superskønt som tilbehør til mange forskellige retter. Vi fik dem igen i går til en marineret nakkekotelet og grov kartoffelmos, men har også tidligere fået det til langtidsstegt, italiensk inspireret kylling (opskriften på den kommer senere på bloggen).

Min jule-giveaway lakker snart mod enden. På søndag er det sidste dag, du kan deltage, så hvis det skal være dig, der skal vinde den hyggelige julefilm samt chokolade, så kig forbi og deltag, hvis du ikke allerede har gjort det :)

Tilbage til grøntsagerne. Jeg elsker rød peberfrugt (de klokkeformede, ikke snackpebrene), både rå og tilberedt, og vi spiser det jævnligt. Til gengæld er jeg meget lidt vild med grøn peberfrugt, da det har en ret bitter smag, synes jeg. Christian vil gerne have det til en ostemad, men det er vist også ca. det, som det plejer at blive brugt til her i huset. I hvert fald indtil jeg, engang vi var ude at spise, fik serveret den tilberedt som en stegt grøntsag. Det smager nemlig rigtig godt og helt anderledes. Det giver lidt mere smag end bare den søde, som vi kan finde i den røde og gule peberfrugt, så hold dig ikke tilbage med at bruge den i retten, selvom du ellers normalt ikke elsker grøn peberfrugt :) I går brugte jeg sådan et "trafiklys"-kit, jeg havde fået fingre i med rød, gul og grøn peberfrugt, hvilket fungerede helt fint og gav et flot farvespil. Dog er den gule uden supermeget smag, så når jeg ikke ligefrem har sådan en pakke liggende, vil jeg nok bruge to røde og en grøn, men det kan I jo gøre, som I synes. Rødløgene i retten bliver søde og milde ved tilberedning, så de kan tåles af de fleste (også mig, yay).

Jeg improviserede første gang de her grøntsager, da Christian var i England i november. Jeg har ellers før lavet dem med flere ingredienser og med noget længere tilberedningstid, men det skulle være hurtigt og samtidig smage godt, så jeg fandt på at dampe grøntsagerne lidt ved at lægge låg på panden. Det gjorde tilberedningen meget hurtigere. Til sidst bliver grøntsagerne lige stegt hurtigt med lidt olivenolie og så drysset med lidt salt og et godt skud tørret timian. Voila. Superlækre grøntsager med minimum arbejdsindsats. Og så er de så pæne :) Elsker alle de farver. Især da her om vinteren, hvor maden ofte godt kan blive brun i brun med de gryderetter, man oftest spiser her.
Opskriften herunder rækker til ca. 2 personer, hvis man går til den med grøntsagerne. Er der en del andet tilbehør, kan det nok godt række til 3.





Hurtige og nemme timianstegte grøntsager (2-3 personer)

1 grøn peberfrugt
2 røde peberfrugter (eller en rød og en gul)
4 store gulerødder
2 rødløg
Lidt olivenolie
Fint salt
Tørret timian

Rens peberfrugterne. Skær dem i brede strimler, 1-2 cm. Skræl gulerødderne og skær dem i mindre stave. Skær løget i små både, ca 2 cm brede.

Varm en pande godt op og hæld grøntsagerne på sammen med en lille smule vand, ca. ½ dl. Læg låg på panden og lad det hele dampe, til gulerødderne er lidt mere møre, men stadig har bid. Skru ned for varmen til svag varme. Tjek efter 5 minutter med en kniv. Det er vigtigt, at grøntsagerne ikke damper for længe, for så bliver de uden bid. Der skal stadig være lidt modstand tilbage i dem.

Tag låget af og skru op til kraftig varme igen og lad den sidste væske fordampe. Tilsæt lidt olivenolie og steg grøntsagerne i kort tid. Drys dem til sidst med en smule salt og et godt drys tørret timian. Vend rundt og server.

De rå grøntsager, da de blev smidt på panden.

Det færdige resultat.



Jeg er temmelig træt i dag. Energien rækker slet ikke til noget i de her dage, så da jeg i går havde lavet dej til brunkager, var der næsten ingen energi til at lave aftensmad. Trætheden hænger også i i dag. Det hjælper heller ikke at skulle vente på GLS-manden igen i dag, for det påvirker min søvn meget, også selvom vi har hængt en seddel ud til ham, så jeg egentlig ikke skal andet end at tage pakken ind, når han engang har været her.
Men jeg kan mærke, at stressen seriøst banker på i de her dage med svimmelhed, trykken i hovedet, hjertebanken og angst. Det har været en lang kamp med Ozzys helbred, og vi er ikke i mål endnu, men kræfterne har været mere eller mindre ikke-eksisterende længe. Faktisk havde jeg tænkt, at jeg ville lave lidt hjemmelavet forkælelse til Christian i anledning af vores årsdag senere på ugen, men måtte indrømme over for ham i går med tårer i øjnene, at det kunne jeg altså ikke, selvom jeg ellers havde planer om at ville det. Han synes selvfølgelig, at jeg ikke skal stresse mig selv yderligere, men jeg ville jo gerne..

Jeg har dog taget dejen til brunkagerne ud af køleskabet, for jeg håber, at jeg kan få dem lavet senere. Den skal jo lige så og få en temperatur, så den er til at arbejde med. Jeg tænker, at jeg altid kan smide den i køleskabet igen eller i fryseren, hvis jeg alligevel ikke orker. Det er en rar mulighed at have.
I nat og morges har Ozzy ikke spist så meget, som han har de andre dage (hvilket også var rigtig meget), og endnu i dag, efter jeg er stået op, har han heller ikke spist så meget, men jeg håber, han kommer efter det. Lige nu er han en tur i haven. Han blev ved at ville fange fuglenes skygger på foldegardinerne her i stuen med sine pigsko, så jeg måtte lukke han ud for at slippe for flere huller i gardinerne. Forhåbentlig giver den friske luft ham lidt mere appetit. Det er stadig meget nyt, at han spiser pænt, så vi holder vejret lidt endnu. Med det, vi har været igennem, tør man efterhånden ikke tro på, at det er den her gang, alt bliver godt igen. Men vi håber selvfølgelig alt det, vi kan.

Ellers er planen i dag mest at slappe af og komme lidt ned i stressniveau. Det er nok mest mig selv, der spænder ben der, fordi der er så meget, jeg gerne ville nå, men jeg må prøve at spare lidt på energien. Gider ikke sidde og tude over intet at kunne, når vores årsdag kommer, uanset hvad vi så ender med at lave den dag. Måske skal vi senere i dag sætte de nye lysstofrør i akvariet. Har fået 4 nye rør hjem til det i dag i den store pakke (hvor der er plads til mindst 10 katte, er jeg sikker på :D).
Det bliver alt herfra nu, for i dag vil jeg gerne nå i haven, før solen går ned. Det gjorde jeg ikke i går. Skal også lige ud og inspicere, hvad der er sket i nat, hvor det har stormet helt vildt. Inden da skal jeg dog lige have lidt at spise. Men glæder mig til at komme ud i haven med kattene. Det er jo ikke mange af den slags ture, vi har haft de seneste 14 dage, hvor kattene har haft "stuearrest", så det bliver dejligt :)

tirsdag den 9. december 2014

Besøg på Tanddyreklinikken i Måløv

I går var det 14 dage siden, at Ozzy fik trukket alle sine tænder ud (minus hugtænderne), og også dagen, hvor vi skulle tilbage på Tanddyreklinikken til kontrol med missen. Vi havde fået en sen eftermiddagstid, så vi kunne køre, efter Christian var færdig med at arbejde, for turen derind er lang (som minimum 1 time og 15 minutter hver vej). Vi var noget spændte på, hvad vi ville få at se, når vi fik et kig i munden på Ozzy, og hvad Jens Ruhnau ville sige til ham.

Det gik rigtig godt, synes jeg. Jens spurgte om, hvordan det går med Ozzy, og vi fortalte, at det går sådan lidt op og ned, som vi nu oplever det. De sidste dage har han spist rigtig pænt, men de første dage, efter han kom af den smertestillende medicin, har han ikke spist ret meget. Det samme gjorde sig gældende i ugen før, hvor han kun måtte få vådkost. Så vi fik ham ret hurtigt tilbudt tørkost, så han ikke skulle gå og være så sulten. Og det er gået meget godt. Han er groet pænt sammen i munden, så der er heldigvis ikke sket noget med det. Derudover skifter det meget, hvordan Ozzy har det i løbet af dagen ofte. Flere aftener har han virket nedtrykt og trist, selvom han tidligere på dagen har haft det godt. Så det var lidt blandet, hvad vi kunne fortælle om hans nuværende tilstand.

Men det så som sagt pænt ud i munden på Ozzy. Han var groet pænt sammen, hvor han har fået trukket tænder ud i denne omgang, men er stadig noget rød bag i munden, hvor han har sin mundbetændelse. Jeg synes dog, at det er blevet mindre rødt i farven, så vi håber, at det forsvinder med tiden. Der er i hvert fald noget, der tyder på, at Ozzy har det meget bedre i munden, for han har spist som et tærskeværk de sidste dage. Også virkelig store portioner tørkost. Han er jo ikke på smertestillende mere, så det må betyde, at det rent faktisk går noget bedre med hans mund. Så vi er optimistiske for nu. Vi har aftalt med Jens at snakke sammen om nogle måneder om Ozzy og se, hvordan det så går. Hvis mundbetændelsen ikke forsvinder og han får spiseproblemer igen, kan han få indsprøjtninger med interferon i de betændte områder, som skal hjælpe med helingen. Men vi håber, det ikke er nødvendigt. Han havde tabt sig 100 g, men det er nok også forståeligt nok, for det var en hård tid for ham, især den første uge, hvor det var svært at få vådkost nok i ham. Han spiser dog så godt i dag, at jeg tror, han nok skal indhente det :)

Billede af Ozzy fra sidste år. Sikke en pels! Endnu er den ikke så stor, for det har
ikke været så koldt, og han har også fået lavet en del knuder, som jeg har måttet
barbere af, så han er lidt tyndpelset pt. Men det vokser jo heldigvis ud igen :)



Vi fik også Jens til at mærke på den hævelse, Ozzy har i nakken. Det var dog noget svært for ham at finde den, for Ozzy sad med skuldrene helt oppe om nakken :| Selv jeg, der ellers tydeligt har kunnet mærke den herhjemme, havde svært ved at mærke den tydeligt dernede. Men sådan er det tit, fortalte Jens. Men han mener, at når den nu ikke er tydeligere, ville han ikke være så bekymret nu, og han foreslog, at det kunne være, at hans muskel bare var sådan, fordi han jo kun har ét øje. Så han har en tendens til at spænde mere i den side af nakken, når han ofte drejer hovedet den vej. Det var overhovedet ikke noget, vi havde overvejet, men det lyder jo ret logisk, når man tænker over det, så for nu ser vi det an og holder øje med, om det er noget, der bliver større.

Det var en hård tur i går. Vi kørte nok i bilen i 3 timer, knap og nap. Og næsten i stræk, fordi det ikke tog længe på tandklinikken. Ozzy tog det pænt, selvom det var en meget hård tur for ham. Jeg sad med hånden nede i hullet i transportkassen (der er en låge i toppen, man kan åbne, så man kan få hånden ned og nusse) hele turen og beroligede ham. Han var utrolig glad for at komme hjem og spiste enorme mængder tørkost i løbet af aftenen. Og så var han helt overstadig og pjattet senere på aftenen, hvor det var tid til at komme i seng. Rendte rundt om en killing og var vild :D I nat har han også spist rigtig meget, så det går generelt ret godt med ham, synes vi.

Der er dog det men, at hans mave stadig ikke fungerer, som den skal. Vi begynder at frygte, at hans mave ikke igen vil kunne acceptere den ene type tørkost, han plejer at kunne tåle (han er jo allergikat), for selvom vi giver ham mælkesyrebakterier, har han de fleste dage stadig lidt blød mave. Så vi er noget spændte på og ængstelige for, hvordan det skal komme under kontrol. Til gengæld begynder det at se mere normalt ud i farven (TMI, I know), hvor vi ellers har været bekymrede for, at den smertestillende medicin havde givet ham indre blødninger, da det tidligere har været meget mørkt. Umiddelbart ser det ikke sådan ud, som det er nu, så det er jo dejligt.
Vi afventer også, at han får mere lyst til at holde sin pels, for det virker til, at han ikke bruger særlig meget energi på det. I hvert fald virker den lidt fedtet ovenpå. Forhåbentlig kommer det igen. Det er jo ikke pga. humøret sådan generelt i hvert fald, at han ikke holder den så godt.




Vi er forsigtigt optimistiske nu. Håber det bedste for Ozzy (og for os), så han snart er en helt frisk dreng. Vi er i hvert fald positive over, hvor meget han får spist i de her dage. Må det da fortsætte sådan!
Må også lige knytte en kommentar til Tanddyreklinikken. Vi er simpelthen så glad for at gå derinde. Jens er virkelig en flink mand, der kan en masse, og vi har følt os rigtig trykke og godt tilpas i vores kontakt med ham og klinikken generelt gennem det her forløb. Filippa, der er veterinærsygeplejerske, som er hende, vi har fået i telefonen, når vi har snakket med klinikken, og som også har snakket med os om operationen og den slags, har virkelig også været sød og tålmodig. Første dag, jeg ringede derover for at få en tid, tror jeg, at jeg snakkede med hende i måske 15-20 minutter, og hun tog sig tiden til det. Derudover ringede hun et par dage efter operationen for at høre, hvordan det gik med Ozzy. Det var rigtig rart, syntes vi. For det er lidt en kaotisk situation, man er i oven på sådan en stor operation.

Nu har jeg lige lukket ham i haven. Han har fået lov at komme lidt ud de sidste dage, hvilket han selvfølgelig elsker. Han har sådan savnet sin have. Jeg tror dog, at han ikke helt kan forstå, at det pludseligt er blevet så koldt. Der er sket meget på 14 dage med vejret. Phoebe, den lille "indekat", har da også været ude og vende, men hun er hurtigt inde igen, for hun hader kolde. Hun er da ellers bygget til kulden med sin lange pels, men skal dog først lige have groet en vinterpels. Det sker nok ikke, så længe hun kun gider ligge indenfor i varmen ;) Den er ikke så imponerende at se på lige nu. Kan være, det kommer, hvis det bliver noget koldere i vejret. Hvis hun da kan lokkes med ud. :)




Vi har brugt weekenden på at slappe så meget af som muligt. Christian var til julefrokost i firmaet i fredags, så der så vi ikke rigtigt noget til hinanden. Lørdag og søndag har vi brugt til at slappe af i, og det er vist for en gangs skyld lykkedes okay. Senere på ugen har vi årsdag, 5 år i år, og vi plejer at være en tur i Tivoli omkring den her dato, men jeg tvivler på, at vi kommer nogen steder i år endnu. Vi er begge noget trætte, og der er jo også det med Ozzy, at vi helst skal være hjemme til at fodre ham. Så vi må se. Forestiller mig, at vi måske tager en tur i Tivoli senere i december i stedet. Men tiden er gået hurtigt, synes jeg. Og så alligevel ikke. Synes, vi har været sammen for evigt. Der er sket meget i den tid. Nogle gange tænker jeg, at det var bedst, hvis vores årsdag ikke lå i december, for det er altid sådan en kaotisk måned for os. Decemberforbandelsen, kaldte jeg det i et tidligere indlæg. Vi har det med at rende ind i kaos og sygdom netop i december. Det har holdt stik næsten alle år, vi har været sammen. 2 år med mig og 3 med kattene. Men vi formår dog at få hygget lidt alligevel. Glæder mig til endnu flere år med Christian. At få ham ind i mit liv har betydet utrolig meget for mig, og det har helt sikkert påvirket min sygdom positivt, selvom der så desværre er kommet andet at kæmpe med i mellemtiden.

Nu vil jeg stoppe igen, for det er tid til lidt at spise. Sidder og afventer, at GLS skal komme med en pakke fra Zooplus, der i sidste uge havde en 5 % rabatkode i deres julekalender. Så der skulle jo lige bestilles lidt hjem. Desværre kommer det over to omgange, så det giver lidt dobbelt stress i den her uge. Men så kommer der da lidt hjem. Det er primært ting til akvariet og lidt guf og grus til kattene.
Glæder mig til en tur i haven i eftermiddag med kattene. Det er heller ikke meget, jeg kommer ud, når jeg er kattepasser 24/7, så det er dejligt, at de igen er begyndt at komme lidt udenfor :) Men først noget at spise.