Hjemme igen

Så er jeg hjemme igen. Pyha for nogle dage! De blev slet ikke, som jeg havde troet - på godt og ondt. Som jeg skrev mandag, havde jeg fået at vide, at jeg var først på programmet tirsdag til operationen, hvilket også var grunden til, at vi skulle op kl 5 (!) for at være på sygehuset til tiden. Havde jeg vidst, hvordan dagen ville blive, havde jeg godt nok sovet noget længere.

Da jeg mødte ind, fik jeg at vide, at det ikke var sikkert, at jeg kunne nå at snakke med en narkoselæge, inden jeg skulle til, men det var okay, for så kunne jeg snakke med en nede på operationsgangen. Så jeg regnede jo med at komme til hurtigt, men sådan skulle det ikke gå. Der kom noget akut ind, så jeg nåede faktisk at snakke med en narkoselæge om formiddagen, og han regnede med, at jeg kom til ved middagstid.
Men det gjorde jeg ikke. Hele dagen blev der ved med at komme akutte ting ind, og jeg fik at vide, at jeg ikke var taget af programmet, så jeg skulle vente og se, om de ikke nåede mig den dag. For det var ikke sikkert, jeg kunne presses ind i programmet dagen efter.

Så jeg sad til kl 20.30 og ventede, til jeg bare overhovedet ikke kunne mere. Lidt derefter fik en sygeplejerske snakket med operationsgangen, og de kunne altså ikke nå mig den dag. På det tidspunkt havde jeg fastet i 25 timer, hvilket er fuldstændigt absurd. Når de vidste, at der ville være mindre personale fra kl 16, burde de have aflyst mig der. Jeg nåede at blive så skidt tilpas, inden jeg endelig måtte spise ved 21-tiden. 
Og det var så heller ikke så meget, jeg kunne klare at få ned, for maven var helt ødelagt af ikke at have spist så længe.

Det betød også, at jeg ikke fik ret meget at spise, inden jeg fra midnat igen skulle faste, i tilfælde af at jeg kunne komme på programmet den efterfølgende dag. Hvilket slet ikke var sikkert.

Men det gjorde jeg heldigvis. Blev kørt på operationsgangen omkring middag, og kom måske til omkring kl 13. Der var nogle utroligt søde sygeplejersker, der hyggesnakkede med mig, så min nervøsitet ikke blev alt for slem, inden jeg skulle til, og jeg fik lov at holde en i hånden også, mens jeg skulle have narkosen.

Jeg havde snakket med en narkoselæge, om hvor utrolig dårlig jeg var efter sidste gang i narkosen, og han foreslog, at vi prøvede en anden form for narkose, der skulle give mindre kvalme. Heldigvis virkede det, så min kvalme efter opvågningen var minimal den her gang, og jeg havde det faktisk så godt, at jeg kunne tage med Christian hjem, da han kom omkring kl 17, så det var jo helt fantastisk.

Jeg fik også mave-tarmkirurgen til at kigge efter på vej ned i mavesækken, da jeg har haft mange problemer med mavesyre den sidste tid, og min egen læge havde sagt, at jeg skulle snakke med dem derude omkring det. Der var heldigvis ikke tegn på spiserørskatar (betændelse i spiserøret pga. tilbageløb af mavesyre) eller mavesår, så det var jo en dejlig nyhed.

Det gik også godt med at hive stenten ud af galdevejen, og jeg har kun været minimalt øm der siden. Hvilket jo var noget af en overraskelse. For jeg havde for det første regnet med, at jeg ville have det rigtig skidt pga. narkosen og for det andet, at jeg ville have rigtig mange smerter fra galdevejene, efter de havde været nede og rode rundt. Men endnu er det ikke så slemt, så jeg håber, at det bliver ved sådan.

I dag kan jeg dog godt mærke, at jeg har været igennem den operation i går. Mest fordi de jo skal lave den med kikkert ned gennem halsen og en respirator ned i lungerne, mens jeg ligger på ryggen. Det betyder også, at de er nødt til at manipulere med min hovedstilling bl.a., og det er tydeligt at mærke i dag.
Mit piskesmæld er i dén grad aktiveret. Så meget at jeg næsten ikke kan bevæge nakken. Og jeg har også ondt andre steder i kroppen. Men jeg regner med, at det fortager sig efter nogle dage. Så må jeg bare passe på imens. Jeg kan noget bedre forholde mig til den her slags smerter end nogle fra galdevejene, så jeg er bare glad for, at der umiddelbart kun er minimale smerter derfra. Det andet må jeg så bare stå igennem og lade være med at overbelaste kroppen, mens det er værst.

Jeg håber, at det hele nu er overstået, så jeg ikke skal have flere gener fra det her forløb. Der kommer nok til at være en periode, hvor jeg lige skal ovenpå igen, men det er rart at have den ERCP overstået. Så skal jeg ikke tænke mere på den jo. Glæder mig bare til at kunne se fremad nu.