mandag den 19. oktober 2015

Superfans og Harry Potter

Torsdag og fredag i sidste uge havde Christian et par feriedage. Der er jo lidt ferie, der skal skydes af, inden han er opsagt, selvom der ikke er plads til mange fridage nu, hvor der er så travlt med at afvikle det danske firma. Men det var efterårsferie, og mange havde alligevel fri, så det passede okay ind. Torsdag var vi ude at spise og i Tivoli med Christians forældre - en tur jeg vil vende tilbage og fortælle om senere - og resten af dagene stod primært på afslapning.

I lørdags var planen dog at skulle fjerne en overligger over vinduet i det værelse, vi er ved at renovere, men inden da blev vi fanget foran fjernsynet med et program, som vi bare måtte se færdigt. Programmet er instrueret af Tom Felton, som nok er bedst kendt som Draco Malfoy i Harry Potter-filmene. Dokumentaren er blevet til, fordi han selv har oplevet at have en virkelig superfan, som tager verden rundt for at møde ham og står i timevis for bare at kunne hilse på. Det kan være svært at forstå, hvordan nogen kan være så interesserede i en som privatperson, og derfor forsøger Tom Felton i programmet at finde ud af, hvad det er, der driver disse superfans i deres besættelse - i mangel af bedre ord. 


Han møder superfans (ikke kun af Harry Potter-genren)  i forskellige sammenhænge, og oplever selv, hvordan det er at være på den anden side af forholdet fan-idol. Det er i det hele taget et virkelig interessant og underholdende program, og giver indtrykket af Tom Felton som en sympatisk og åben person - meget ulig hans rolle som Draco Malfoy. Og måske er det netop den skelnen, nogle fans mangler. Felton har selv forklaret, hvordan han især som yngre har oplevet at blive buh'et af rundt omkring i verden pga. hans rolle som Malfoy. I virkeligheden er han naturligvis langt fra den rolle, og selvom han ikke før programmet forstod drivkraften i disse superfans, har han været venlig og imødekommende over for dem. Han gør i øvrigt et udmærket arbejde som instruktør på programmet.

Jeg kan varmt anbefale programmet. Det er også interessant, selvom man ikke skulle være den store Harry Potter-fan. Programmet kan ses på DR's hjemmeside lige her: Superfans. (Skynd jer at se programmet, da det kun får lov at ligge tilgængeligt hos DR én dag endnu!).




Det sætter naturligvis også nogle tanker i gang hos mig selv at se sådan et program. Jeg tror aldrig, jeg som sådan har været besat af noget idol, men jeg var meget forelsket i Mark Owen, da jeg var ung teenager i starten af 90'erne. Det gik dog over, og der har været flere store idoler i løbet af 90'erne, alle primært i musikverdenen.

Ser vi i film- og tv-verdenen har der da også været nogle stykker, der har haft min store interesse, men det er primært den fiktive person, som jeg har beundret/haft interesse for. Mit altid tilbagevendende tv-crush er Fox Mulder i The X-files. Samtidig er det jo en virkelig god serie, en af mine største favoritter blandt serier. Det var et dejligt gensyn, da vi så den for nogle år siden, og jeg glæder mig til at se nye afsnit næste år.

Ulempen ved at idolisere fiktive figurer som Harry Potter, Draco Malfoy og Fox Mulder er dog, at man ofte vil opdage, at personen bag er meget anderledes en figuren, på godt og ondt. Derfor har jeg også været lidt tilbageholdende med at interessere mig for personen bag, så jeg ikke ville blive skuffet eller få ændret mit syn på den fiktive person. Som jeg er blevet ældre, og mulighederne er blevet anderledes, har jeg dog taget chancen og fulgt visse personer på Twitter. Og det er faktisk ikke så farligt endda at opleve, at der rent faktisk er et ægte menneske bag den idoliserede, fiktive person. Mange faktisk mere interessante end den figur, som i første omgang var omdrejningspunktet for ens interesse.

For mig er ekstrem idolisering især noget, der hører teenageårene til, så det kan være svært at forstå, hvordan man som voksen mand eller kvinde kan være så besat af en person eller figur. Det er et af de spørgsmål, som programmet kredser om, og svaret var ret interessant, synes jeg. For mange ser det ud til udfylde et tomrum, de har i livet, og det kan jeg faktisk godt sætte mig ind i. En form for tilhørsforhold. Måske er det ikke så mærkeligt endda at være superfan. Anyway; se programmet. Helt klart et af de mere interessante dokumentarer, jeg har set længe :)


Efter dokumentaren gik Christian og jeg i gang i det fremtidige soveværelse. Vi har lånt noget udstyr af hans fætter, så vi kan få løftet taget på huset et smule op, da det netop hænger på den gasbetonblok, som var knækket og vi skulle have ned. Det var et kompliceret arbejde at få blokken ned, og den måtte mejsles ud af væggen. Vi fandt også ud af, at der faktisk lå to blokke over vinduet og ikke en, som vi havde regnet med. Det komplicerer renovationen en smule, for vi vil gerne skifte gasbetonblokkene ud med en af reel beton, og hvis den skulle være lige så tyk, ville den være umulig at løfte op på plads! Vi har dog valgt at lave betonblokken lidt tyndere og så isolere inde bagved. Vi håber, at blokken ikke er så nem at knække i forhold til en af gasbeton, så det skulle gerne holde i mange år. Nu venter vi så bare på at få sådan en betonblok hjem, før vi kan gå videre. Vi får lidt hjælp af familien til at løfte den op på plads. Heldigvis.

Efter det tunge arbejde skulle vi se en film. I dagens anledning valgte vi at sætte en Harry Potter-film på. Vi er ved at være halvvejs igennem serien, som Christian fik til sin fødselsdag. Vi har set alle filmene før, dog, og Christian har læst bøgerne, men de er jo gode og spændende alligevel. Det føltes som den helt rette afslutning på dagen :)

fredag den 9. oktober 2015

Lækre, snaskede kanelsnegle med marcipan

Efterårsferien står for døren, og det giver en oplagt mulighed for at hygge lidt ekstra i køkkenet. Derfor har jeg til jer i dag en opskrift på nogle virkelig lækre kanelsnegle. De bedste, jeg nogensinde har bagt, intet mindre. De er dejligt bløde i brøddelen og fyldt med masser af lækkert, smagfuldt snask indeni, lige som en kanelsnegl bør være.

Jeg har længe brugt den samme opskrift, som jeg har elsket, siden jeg startede med at bage kanelsnegle som barn, men jeg ønskede mig en opskrift, der gav lidt blødere og mere snaskede snegle. Derfor satte jeg mig for at sammensætte en ny opskrift - opskriften, som I får i dag. Den henter inspiration hos både mine gamle kanelsnegle, men også hos flere af Claus Meyers bløddeje, når det kommer til brøddelen. For lidt ekstra lækkerhed og luksus har jeg derudover tilføjet marcipan til fyldet, og jeg bruger, modsat i min gamle opskrift, brun farin i stedet for almindeligt sukker i fyldet for at få en dybere, mere karamelagtig smag.

Som jeg før har skrevet her på bloggen, er forudsætningen for et god resultat, når man bager brød, at man ikke overmætter dejen med mel. Det gælder naturligvis også i den her type brødkager, men sådan en dej kan være svær at arbejde med, når den skal rulles ud. Fordi den ikke er fuldt mættet med mel, vil den nemt klistre i bord og kagerulle, men man kan jo ikke bare rulle ud i uanede mængder mel, for så ender man alligevel med at få en alt for melmættet dej. Hvad gør man så? Man laver dejen med kold væske og lægger den i køleskabet, som når man laver en tærtedej. Når dejen er kold, skal man bruge minimalt med mel for at rulle den ud. Det er ret genialt, når jeg skal sige det selv (og desværre ikke en metode, jeg kan tage æren for, men igen inspiration hentet hos hr. Meyer). At dejen er kold betyder dog også, at den skal efterhæve i længere tid, fordi det tager tid for sneglene at nå samme udgangstemperatur som for snegle, der er rullet af dej med stuetemperatur, men så har man jo mulighed for at spille et spil eller gå en tur så længe :)

Opskriften giver ca. 15 super lækre kanelsnegle. De er søde og lækre i sig selv, så de behøver egentlig ikke glasur, men det ser jo så fint ud, så giv dem en smule ovenpå, hvis du synes. Og lad kreativiteten  spille ind mht. farven på glasuren. Den behøver ikke kun være hvid eller brun (med kakao), men kan være alle mulige farver. Min her er f.eks. lilla, min yndlingsfarve :) Har bare tilføjet en smule lilla og lidt rosa pastafarve til den færdige glasur. De færdige kanelsnegle (uden glasur) kan fryses ned - hvis der bliver nogle tilbage, altså ;)






Snaskede kanelsnegle med marcipan (ca. 15 stk.)

25 g gær
2½ dl kold mælk
75 g sukker
5 g havsalt
1 æg
Ca. 520 g hvedemel
75 g blød margarine eller smør

Fyld: 
65 g marcipan
130 g brun farin
130 g blød margarine eller smør
13 g kanel 

Derudover: 
1 æg til pensling

Flormelis og evt. lidt frugtfarve eller pastafarve (eller bare kakao) til glasuren

Rør gæren ud i den kolde mælk og tilsæt sukker, salt og æg. Rør det lidt sammen, til krydderierne er lettere opløst. Tilsæt 500 g af melet og ælt dejen, til den er blank og tyggegummiagtig (min. 5 minutter på en røremaskine, lidt længere tid i hånden).

Skær margarinen i mindre stykker og stik dem ind i dejen. Ælt dejen, til al margarinen er optaget, og dejen er glat og tyggegummiagtig, min. 5 minutter på en røremaskine. Tilsæt evt. en smule mel undervejs, hvis dejen er umulig at ælte, men ikke for meget! Dejen må godt være lidt klistret, men skal ikke hænge for meget i fingrene. Jeg tilsatte 20 g ekstra under indæltningen af margarinen. Resultatet var en klistret dej, der dog var til at samle til en kugle med hænderne, uden den hang for meget ved fingrene. Du skal ikke være for bekymret, hvis den som min klistrer en smule, da den bliver mere fast i det til udrulningen, når den har hvilet i køleskabet.

Drys en skål med lidt(!) mel i bunden. Form dejen til en kugle, og læg den i skålen. Tildæk skålen med husholdningsfilm og stil den i køleskabet 1-1½ time (alt efter hvad du har tid til - dejen hæver minimalt, når den er kold, så du kan sagtens vente et par timer med at arbejde videre med den).

Lav imens fyldet. Put marcipan (som du kan rive, hvis den er meget hård), farin, margarine og kanel i en skål. Brug fingrene til at ælte det hele godt sammen, så den er så ensartet som muligt. Hvis du er meget imod smattede hænder, kan den piskes sammen med en håndmikser, men det er bedst at gøre det med hænderne, så fyldet ikke bliver pisket for meget. Gør det det, har det en tendens til at "koge over" inde i kagerne.

Rul den helt kolde dej ud til et stort rektangel. Drys med en lille bitte smule mel, hvis dejen vil hænge i bordet under udrulningen, men så lidt som muligt. Fordel fyldet over hele dejen. Rul derefter den ene langside over mod den anden til en stram pølse. Børst evt. overskydende mel af fra bagsiden, mens du ruller dejen til en pølse. Pølsen kan klemmes lidt sammen i begge ender (ind mod midten), hvis den er blevet for tynd. Skær 2-3 cm tykke skiver af pølsen. Læg dem på bagepapir med lidt afstand imellem og klem dem let flade til ca. 1½ cm i højden. Dæk sneglene med et rent viskestykke, og lad dem hæve lunt, til de er blevet dobbelt så store, ca. 2 timer.

Pensl sneglene med sammenpisket æg og bag dem midt i ovnen ca. 12 minutter ved 200 grader, til de er gyldne og flotte. Tag dem ud, før de bliver mørke over det hele. De må godt være lidt lysere i kanten. De afkølede snegle er fryseegnede.

De lækre, snaskede kanelsnegle pyntet med lidt lilla glasur.




Efteråret er virkelig kommet til Danmark i disse dage. Tidligere på ugen har det stormet en halv pelikan her, og jeg har måttet lægge parasollerne ned, da de ellers ville vælte, og det har suset og pebet. Til gengæld er vi glade for gråvejret her, da det sænker UV-indekset og holder solen lidt fra haven, så Ozzy kan få mange timer udenfor i disse dage. Så mange han nu har lyst til, altså. For det kølige vejr er ikke helt så tiltrækkende at sidde ude i som sommervarmen, så det er relativt korte ture, så ind og spise, og derefter en lur på nogle timer. Men det passer mig fint, at jeg kan have trukket fra her hele dagen, uden det burde skade hans arrede næse. Jeg afventer svar fra en huddyrlæge, der ville konferere med en amerikansk kollega omkring, hvordan vi bør gøre i forhold til Ozzy og sol fremadrettet.
Jeg har de sidste dage selv læst op på, hvordan man gør med mennesker, for jeg kan jo ikke give ham solcreme på. Det lader til, at man kan være heldig at arret i løbet af et års tid (nogle gange to år) bliver til helt normal udseende hud igen, så det er vores største håb nu. Jeg har for nyligt taget nye billeder af hans næse, og jeg tror, at et af hans større ar ser ud til at blive mindre i hvert fald. Så håber vi, at det sker med dem alle. Og i mellemtiden må vi så holde ham ude af solen. Det er ikke så stort et problem i de kolde måneder, hvor UV er lavt og der er mange solfrie dage, men til foråret og sommeren bliver det ikke nemt. Eller sjovt. For nogen af os. Men vi må bare se tiden an.

Vi har fået kigget ham i munden, som vi havde aftalt med Tanddyreklinikken, og mundbetændelsen i den ene side af munden er blevet meget mindre. I den anden er der desværre ikke den store forskel at se, men han gaber uhindret (7-9-13) og spiser rigtig godt, så vi håber, at betændelsen også bliver mindre i den anden side i løbet af de næste måneder. Vi fortsætter med interferonbehandlingen og håber det bedste. Om 1-2 måneder skal vi igen snakke sammen med Tanddyreklinikken om den fremadrettede behandling.

Ozzy i haven i sidste uge.



Selvom vi er langt fra jul endnu, er jeg i fuld gang med at forberede Christians adventskalender. Har efterhånden en del på plads, men der er jo også god tid endnu til at finde det sidste. Derudover kan jeg glæde mine katteglade læsere med, at der i november kommer endnu en giveaway, denne gang særligt møntet på dem. Jeg laver nemlig igen en katteadventskalender som giveaway! :) Jeg går og hygger mig med at finde på ting at putte i den, og ligesom sidste år bliver den rigtig fin. Konkurrencen bliver slået op på bloggen i november og slutter, så kalenderen kan nå frem til den heldige kat inden 1. søndag i advent. Så hold øje med bloggen, hvis du kender en kat, der trænger til lidt forkælelse i december :)

Ellers prøver vi at tage dagene stille og roligt en ad gangen herhjemme for tiden. Der er meget at skulle forholde sig til pga. Christians fyring, og vi kender endnu ikke alle kriterierne omkring hans opsigelse endnu. Samtidig har vi antennerne ude omkring nyt job til ham, men endnu har der kun været jobs mindst 1½ times kørsel herfra (næsten alle IT-jobs af den type ligger i København). Men vi holder øje.

Samtidig prøver jeg at holde den indre uro under kontrol. Har pt. en stressreaktion, som nok primært er kulminationen oven på Ozzys seneste forløb, hvor jeg har en voldsom uro-agtig angst, der føles, som om den kryber rundt lige under huden. Det er meget ubehageligt. Jeg har medicin, som virker på det, jeg kan tage i nødstilfælde, men det kan jeg jo ikke tage hele tiden, da det ikke er godt at tage for tit, så jeg arbejder med at prøve at kontrollere tilstanden. Eller distrahere den. Med svingende held. Heldigvis ved jeg, at det går over, når jeg får det bedre, så jeg må bare være tålmodig. Tidligere på ugen gik jeg af den årsag en tur i vores dejlige naturområde, vi har tæt på huset, og det var virkelig skønt. Det var en solskinsdag, og selvom jeg indædt hader solen lige nu pga. Ozzys tilstand, nød jeg at være ude i den. Gik rundt i det høje græs og hørte musik, og havde det bedre, end jeg har haft længe. Virkeligheden ramte desværre hurtigt igen, men nød det så længe, det varede. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde fået kameraet med, for det var så smukt den dag, men som Christian ofte pointerer, er det også ok bare at nyde oplevelsen uden at skulle tænke på at fange den med kameraet. Jeg kunne dog ikke nære mig fra at tage lidt enkelte billeder med telefonen, som jeg trods alt havde med, så sådan et billede vil jeg slutte af med og ønske jer en rigtig god efterårsferie :)

I det høje, vildtvoksende græs med majsmark til den ene side og udsigt til en gravhøj. Dem har vi mange af på Vestsjælland.

torsdag den 1. oktober 2015

International kaffedag

I dag, 1. oktober, er det international kaffedag. Som jeg før har skrevet her på bloggen, er jeg en sucker for de her dage, da jeg synes, de er så hyggelige, og det giver fin mulighed for at lade sig inspirere til at lave særlige retter eller bagværk ud fra de givne temaer :)

Herhjemme er Christian en passioneret kaffefan. Men primært som "sort kaffe", dvs. kaffen, som den er uden alt muligt blandet i. Det er han til gengæld også rigtig glad for. Han snakker ofte om, hvordan kaffe og tilhørende lækkeri - om det så er chokolade eller bagværk - komplementerer hinanden, så oplevelsen bliver meget større af begge produkter.

Personligt er jeg ikke den store fan af kaffe som en drik, da jeg ikke tåler det ret godt, og aldrig fik lært at drikke det, før jeg blev syg. Til gengæld er jeg stor fan af kaffe i det søde køkken, primært i kager. Det giver en virkelig fin smag til f.eks. fyld i kager eller glasurer, især i kombination med kakao eller chokolade. Kaffe kan desuden bruges til at pensle brød og boller med. Det giver en flot farve uden at det bliver så mørkt eller intenst i farven, som man sædvanligvis får ved at pensle med æg, og det efterlader i øvrigt ikke smag af kaffe på bagværket. I indlægget her har jeg samlet lidt opskrifter med kaffe til jer, som I kan lade jer inspirere af, hvis I skulle få lyst til at fejre kaffedagen med andet end bare en kop velbrygget kaffe :)


De første opskrifter, I får, er mine personlige favoritter, nemlig moccalagkage og moccaroulade. Begge er lavet med cremen fra min mormors berømte moccalagkage, som var et af de eneste ønsker, min mor havde, når jeg spurgte hende, hvad hun gerne ville have serveret af bagværk på sin fødselsdag. Lagkagen lavede min mormor nemlig ofte til hendes fødselsdag, da min mor var barn. Det er en tung sag med en intens smag, uden kaffesmagen bliver overvældende, og som med mange andre opskrifter med kaffe her på bloggen, kombineres den med kakao eller chokolade i smagen. Lav den som roulade eller lagkage efter eget valg. Uanset vil den helt sikkert gøre lykke på ethvert kaffebord :) Husk endelig, at kagen skal laves dagen før, da trækketiden er vigtig. Her finder du opskrifterne: Moccalagkage og Moccaroulade.





For nogle år siden lavede jeg de her espressocupcakes til Christians far som lidt forkælelse, da han var kommet til skade med sin ryg. Opskriften er hentet i bogen Kagedage, som er begået af folkene bag The Hummingbird Bakery. Selvom der er kaffe både i cupcakes og frosting, overtager det ikke smagen totalt. Både Christian og jeg var ret vilde med smagen af frostingen, som man sagtens kan bruge på f.eks. chokoladecupcakes, hvis man ikke ønsker, at kagedelen også indeholder kaffe. Her kan du læse opskriften: Espressocupcakes med kaffefrosting. Chokoladekaffebønnerne kan man købe rundt omkring, eller man kan lave dem selv i en chokoladeform. Det gør jeg altid, og det er meget nemt. Formen fulgte med til min chokoladesmelter.




I Christians mormorlagkage er kaffe en vigtig ingrediens, selvom der tilsættes relativt lidt. Men det gør en verden til forskel. Kaffen skal tilsættes som væskedelen i glasuren på toppen og fuldender lagkagen helt perfekt :) Her er opskriften på den fantastiske lagkage: Mormorlagkage.




Nu, hvor vi snakker om glasur, kommer vi ikke uden om kanelkagen. Det er en klassiker i det danske kagekøkken efterhånden, og opskriften her er den eneste rigtige, hvis du spørger mig :) Derudover er det en af de nemmeste kager nogensinde, så det er oplagt, hvis du hurtigt skal bikse en kage sammen til kollegaerne eller lignende. Kagen er lækkert svampet og holder sig frisk længe. Kaffen finder du i glasuren, men det smager ikke ret meget igennem. Giver bare glasuren et lækkert pift. Find opskriften her: Kanelkage med kaffe-kakaoglasur.




Jeg vil slutte kaffe-kavalkaden af med noget for en rigtig kaffeelsker, nemlig min kaffeis med hvide og mørke chokoladekaffebønner og digestive. For nogle år tilbage kunne man i de danske Ben & Jerry's-isbarer købe isen coffee coffee buzz buzz buzz, som var en lækker kaffeis med chokoladestykker. Christian fik den engang, vi var i Tivoli Friheden med min far og Marianne, og siden hjemsøgte den ham virkelig. Den må have været noget virkelig særligt. Desværre tog Ben & Jerry's den af det danske marked, hvilket Christian naturligvis blev ret ked af, nu han kun fik en chance for at smage den. Derfor ville jeg gerne glæde ham med at lave en særlig kaffeis som desserten nytårsaften for nogle år siden, og den gjorde stor lykke hos ham. Blev rigtig lækker. Hans mor smagte den også og syntes, den var lækker. Har man ikke mulighed for købe eller støbe chokoladebønner selv, kan man sagtens nøjes med at bruge grofthakket chokolade. Opskriften på den lækre kaffeis finder du her: Kaffeis med hvide og mørke chokoladebønner og digestive.





Det er dagen derpå efter et ret kaotisk døgn herhjemme. Jeg har haft skrevet til endnu en dyrlæge med interesse for hudlidelser, og ham fik jeg svar fra i går. Han kan desværre ikke hjælpe, men anbefalede to her på Sjælland, hvor den ene er en, jeg allerede har skrevet til og ikke fået svar fra. Den anden, fandt jeg ud af, er gået på pension :| Herligt. Jeg har forsøgt at skrive til hende, den første, igen på en anden mailadresse, og jeg håber, at det giver bid denne gang.

Det efterlod mig med noget af en følelse af håbløshed, for jeg vil så gerne have lidt normalitet i livet igen og ikke holde Ozzy "fanget" herinde for evigt. Jeg nåede dog ikke at hænge fast der ret længe, for så ringede Christian og fortalte, at han inden længe står uden job. Det store firma, der opkøbte deres for to år siden, har valgt, at deres danske afdeling skal lukkes, og derfor mister Christian det job, han har været i, siden han blev færdig med sin uddannelse, hvilket vil sige i over 18 år :-|

Det er noget af et chok for os begge, selvom vi har mistænkt, at dagen ville komme. Det er dog overraskende, at den kommer lige nu. Jeg fik skubbet alt det andet i baggrunden, for man må tage en krise ad gangen, og jeg ville gerne gøre noget for at holde lidt sammen på Christians dag, når han kom hjem, hvilket han gjorde ret hurtigt efter beskeden i går. Jeg fik ryddet lidt op, så hjemmet ikke var så kaotisk at komme hjem til, og bag nogle store chocolate chip cookies, en af Christians favoritter, der lige var kommet ud af ovnen, da han kom hjem, så de var lune og sprøde på den helt rette måde. Det blev han selvfølgelig glad for. Vi fik snakket lidt sammen, inden jeg kørte ud for at handle. Det var en begivenhedsrig dag for ham med meget at tænke på, så han var utrolig træt resten af dagen, og endte også med at falde i søvn på sofaen efter at have slappet af med serier og cookies om aftenen.

Jeg bagte også en gigantisk triple chocolate brownie til hans kollegaer, som han har fået med på arbejde i dag. Det er en rigtig svær situation, de står i, og en del havde været meget påvirkede og kede af det i går, fortalte Christian, da han kom hjem. Jeg vil gerne gøre bare et eller andet, og min løsning på kriser er sædvanligvis at lave mad. Det er det, jeg kan gøre. Prøver at redde verden en kage ad gangen :-3 I hvert fald håber jeg, at det gør lidt glæde på en dag, hvor de skal have mere afklaring om vilkårene for deres fratrædelse.

Det sætter os naturligvis i en noget usikker situation, når vi ikke ved, hvordan Christians jobsituation kommer til at være fremover. Han vil meget gerne have et arbejde, der ligger tættere på, men det er næsten umuligt at opstøve den slags it-jobs på Vestsjælland. Næsten alle jobs af den type ligger i København. Det kommer til at være en hel dagsrejse derind for at komme på arbejde. I forvejen tager det en time hver vej til hans nuværende arbejde i Roskilde, og det er jo lang tid af en dag, der kun går med transport. Vi må se, hvad det ender med. Han er dygtig til sit arbejde, og har arbejdet som (senior) systemadministrator i 18 år i samme stilling på trods af mange opkøb, hvor han løbende har opkvalificeret sig og lært en masse, som ikke fulgte med hans uddannelse, så der må være en virksomhed med det rette job derude, som søger en god og engageret medarbejder. Jeg håber, at situationen bringer noget godt med sig i sidste ende.

mandag den 28. september 2015

Måneformørkelse 28. september 2015

Var du oppe for at se måneformørkelsen i nat? Jeg er generelt ret interesseret i de der særlige fænomener, man periodevis kan se på nattehimmelen, men jeg havde faktisk bestemt mig for, at i nat ville jeg ikke stå op for at kigge eller tage billeder, da jeg ikke har det så godt for tiden og har brug for min søvn. Alligevel gjorde Christian sit kamera klar med 200 mm-objektivet, just in case, for han er jo sædvanligvis oppe og fodre kat om natten.

Det var dog ikke derfor, han kom op i nat. Vi har hygget med lækkert brød og pålæg til aftensmad i weekenden, og det har desværre gjort mig meget syg. Vågnede i nat omkring kl. 5, fordi jeg havde det rigtig dårligt. Men fik puffet til Christian, så han kunne komme op og kigge måne. Jeg valgte dog også selv at gå med, for det var alligevel usandsynligt, at jeg ville sove igen foreløbigt, når jeg havde det sådan. Vi var dog begge enige om, at det var en dårlig ide at skulle udenfor for at tage billeder af hensyn til søvnen, så Christian fangede lidt billeder gennem det ene vindue i stuen. Det påvirker selvfølgelig kvaliteten noget, ligesom man er nødt til at skyde billederne på høj ISO (lysfølsomhed), hvilket giver lidt mere kornede billeder, for at billederne ikke bliver rystet (stativet nåede først at komme på til allersidst). Jeg har siddet og kigget hans resultat igennem her i formiddag, og der var da et par stykker, der præsenterer formørkelsen meget pænt :) Den var dog på vej væk, som det ses på billederne, fordi vi var oppe så forholdsvis sent i forløbet. Det er nu et smukt fænomen, synes jeg :)





Puha, dagen starter strengt, synes jeg. Lå vågen en time til halvanden med smerter og kvalme, efter vi var oppe og se månen. Tog lactocare, før jeg lagde mig, og havde det nogenlunde, da jeg vågnede i formiddag, men efter jeg er stået op, er kvalmen og smerterne vendt tilbage. Så kan jeg lære det. Ikke nogen fornøjelser til den dame! Det gør det ikke ligefrem nemt at få lavet madplan, som jeg burde i dag. Måske burde jeg spise lidt lasagne og salat for at skåne min mave, men for det første har vi ikke flere rester i fryseren, og for det andet voksede det seriøst i munden på mig, da jeg fik det i fredags, så jeg næsten helt måtte opgive at spise det :-| Så jeg ved ikke lige, hvad dagens menu består af.

I starten af ugen bestemte vi, at Ozzy nu spiste så pænt, at han godt måtte komme ud. Så han og Phoebe har været ude hver dag sent på eftermiddagen lige siden. Endnu har vi ingen løsning på, hvordan vi skal håndtere situationen med hans ar på næsetippen oven på hans solskoldning for lidt over en måned siden. Han skal helst ikke udvikle hudkræft, så det ligger endnu i det uvisse, hvad der skal ske. Jeg skrev jo til en huddyrlæge for nogle uger siden, men jeg har intet hørt tilbage :( I går skrev jeg til en anden huddyrlæge, som jeg fik anbefalet af en bekendt. Jeg håber, at han vender tilbage med noget brugbart, for vi kan jo ikke leve for nedrullede gardiner resten af hans liv og helst heller ikke et helt år, da man jo anbefaler med ar, at de ikke udsættes for direkte sollys et år efter forbrændingen. Vi må se, hvad han siger, huddyrlægen, hvis han vender tilbage med et svar. I mellemtiden stor-nyder Phoebe og Ozzy de par timer, de kan være ude om aftenen, før solen går ned.

Det første, de begge gjorde, da de kom ud for første gang i flere uger, var at spise en masse græs. Det havde de savnet.

Den friske luft nydes.

Phoebe foran morgenfruerne, der stadig har få blomster tilbage.



Tidligere på ugen efterlyste jeg i mit kattenetværk nogle særlige gærtabletter, fordi vi har været så heldige for nyligt at finde en lidt ældre pakke, hvor de stadig var de gode, gamle i kvalitet. Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt jer om det, men de her gærtabletter var den eneste snack, Ozzy kunne tåle. Lige pludseligt blev de dog tykkere og totalt umulige at brække over, så vi måtte stoppe med at give ham dem. Skrev til Crisco, der er producenten, og de har fået ny maskine, så det er ikke noget, der vil ændre sig. I sidste måned fandt vi dog en ældre pakke i en nærliggende brugs, og de kunne stadig brækkes over! Vi blev meget glade, men sådan en pakke holder jo ikke for evigt. Så jeg har haft efterlyst flere af den type pakker, og en veninde fandt tre pakker, som hun har sendt til os. Forhåbentlig får Christian dem inde på sit arbejde i dag, og så har vi da til noget tid.

Er simpelthen så ked af, at Crisco har ødelagt Ozzys eneste snack :( Vi har prøvet med flere forskellige typer gærtabletter siden, men enten gider han dem ikke, eller også bliver han meget syg af dem :( Så det havde været dejligt, hvis han stadig fremadrettet kunne få dem fra Crisco. Men sådan bliver det desværre ikke. Så vi må glæde os over de pakker, vi kan få hjem, som stadig er af den gamle type. Det er i øvrigt dem her (se billedet nedenfor - ikke varianten med tranebær). Jeg ved, at pakkerne, der har udløbsdato 03 2016 og LOT-nummer 108754, indeholder gærtabletter, vi kan bruge, men at de med udløb 06 2016 er de dårlige. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om de mellemliggende pakker, altså med udløb 04 2016 og 05 2016, er gærtabletter, der kan brækkes over med fingrene, så hvis du ved det, må du meget gerne smide en kommentar herunder :)




I weekenden har vi været lidt udenfor. Lørdag blev brugt på at ordne haven. Jeg fik båret havemøblerne i garagen, og Christian fik slået græsplænen. Det var også virkelig nødvendigt, for den havde vokset sig meget lang, mens vi har været lukket inde de sidste mange uger. I går var vi ude og gå en lang tur. Christian føler sådan en slags klaustrofobisk tristhed over at være bag nedrullede gardiner i weekenden (til dagligt er det kun kattene og mig, der oplever det), så han trængte til at komme ud. Vi endte med at gå næsten 6 km, hvilket var lidt i overkanten for mit energiniveau, men jeg vil gerne være en støttende kæreste over for det, han trænger til, og jeg har også godt af at komme ud og bevæge mig lidt. Derudover har vi bare set lidt film og serier og slappet af.

Nu vil jeg komme lidt i gang med dagens opgaver. Jeg forsøge at overtale mig selv til at spise noget, hvilket ikke er nemt, som jeg har det i dag. Og så skal jeg havde kigget på madplanen. Livet går jo videre, selvom jeg har problemer med at spise, og Christian skal jo også have mad hver dag, så jeg må hellere komme i gang. God dag til jer derude :)

tirsdag den 22. september 2015

Vinderen af fødselsdags-giveaway'en er fundet!

Så oprandt dagen endelig, hvor det blev tid til at finde vinderen af min fødselsdags-giveaway i anledning af bloggens 4 års fødselsdag.

Og det er netop i dag, at bloggen fylder 4 år :) Forstår slet ikke, at bloggen allerede er så gammel, for 4 år er lang tid. Men jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle jer, der følger med - læser, og også jer, der ind imellem kommenterer. Det betyder rigtig meget for mig. Jeg er også glad for den feedback, jeg får på den mad, jeg laver, for det er dejligt at vide, at nogen bruger de opskrifter, jeg lægger ud her på bloggen :) Jeg håber, at I fortsat vil følge med her på bloggen. Jeg pønser i øvrigt igen med en giveaway til jul - en adventskalender til kat, ligesom jeg lavede sidste år, så I kattefans derude er ikke glemt ;)

Tak også for jeres fortællinger om fødselsdagsbordsfavoritter i kommentarerne til konkurrencen. Det er altid spændende for mig at læse, hvordan madkulturen er i andre hjem :) Og det har været rigtig hyggeligt at læse om jeres fødselsdagstraditioner.

Nu vil jeg ikke trække den længere. Se under billedet her, hvem den heldige vinder blev!

Den lækre præmie :)



Jeg har igen været forbi random.org for at få hjælp til at trække en tilfældig vinder.

Og vinderen er: Låvise! Stort tillykke! Jeg håber, at du bliver rigtig glad for bogen :) Du skal sende mig en email senest tirsdag 29. september med din adresse, så jeg ved, hvor bogen skal sendes hen. Modtager jeg ikke adressen inden for det angivne tidsrum, vil der blive trukket en ny vinder.



Tak til alle jer, der har haft lyst til at deltage i konkurrencen :) Nu vil jeg gå tilbage og kommentere jeres kommentarer i konkurrencen. Rigtig god dag til jer alle :)

mandag den 21. september 2015

Sidste chance for at deltage i min giveaway - og en fantastisk fest i ord og billeder

Det er ved at være absolut sidste chance for at deltage i min fødselsdags-giveaway. Præmien er som bekendt den superlækre kogebog "Lykken Er Chokolade", som indeholder utallige lækre opskrifter, hvor chokolade er en af hovedingredienserne.

Der er opskrifter på alt, hvad hjertet begærer, når det kommer til chokolade; både kager, cookies, is og andre lækre desserter og meget mere, så tag endelig et smut forbi konkurrencen og deltag, hvis du ikke allerede har gjort det. Tryk på linket her for at komme til konkurrencen: Fødselsdags-giveaway: Bloggen fyldt 4 år! Konkurrencen løber frem til i morgen kl. 12, hvorefter vinderen vil blive offentliggjort her på bloggen :)





I den forgangne weekend har vi været til 2 x 60 års fødselsdag hos min far og hans kæreste, Marianne. De inviterede i maj, og vi sagde selvfølgelig ja med det samme, for det vil man jo ikke gå glip af. Vi vidste dog ikke dengang, at Ozzy skulle opereres i samme måned, så da jeg snakkede med Jens Ruhnau fra Tandklinikken i slutningen af august, gav han os en hurtig tid, så Ozzy kunne nå at lære at spise, til han skulle være alene hjemme, mens vi var til festen i Jylland. Det går heldigvis rigtig god med Ozzys indtag af tørkost, så han havde spist pænt, mens vi var afsted. Nok om kat, nu til festen :)

Festen blev holdt hos Juelsminde Fisk, som ligger på havnen i Juelsminde. Jeg er vokset op tæt på byen, så jeg var glad for at komme hjem til min hjemegn. Dagen før festen ringede min far og spurgte, om jeg ville tage billeder til festen, og det ville jeg selvfølgelig gerne. Jeg havde i forvejen tænkt mig at tage kameraet med, hvilket han blev glad for at høre. Jeg endte med at få fyldt mit hukommelseskort til kameraet helt op, 303 billeder, hvilket siger lidt om, hvor aktiv jeg var med kameraet i løbet af aftenen. I går så jeg billederne igennem, og jeg har heldigvis fået fanget mange rigtig gode billeder :) Nu skal de så bare redigeres, hvilket er noget af et arbejde med så mange billeder. Er så småt gået i gang, og i indlægget her har jeg valgt nogle stykker ud at vise jer. Jeg har dog fravalgt billeder med gæsterne fra festen, da jeg ikke synes, de skal udstilles her på bloggen uden at vide det.

Efter en 2½ times lang køretur sammen med Christians forældre, der også var inviteret med, ankom vi til Juelsminde omkring kl 17. Vi fik sagt goddag til folk og afleveret gaven, som jeg var meget spændt på at se dem pakke op. De ønskede sig penge, så de kunne komme ud og opleve noget, f.eks. at rejse, så det fik de af os. Men penge i en konvolut er så kedeligt, så jeg måtte granske min hjerne og finde på noget sjovt. Min far har altid været bidt af en gal tivolikran (ligesom jeg - det er nok ham, der har smittet mig med den interesse :)), så jeg fandt den her lille, søde tivolikran hos Coolstuff. Den blev fyldt med små chokolader og andre gode ting, og oven på chokoladen lagde vi så pengene, rullet sammen med bånd om, så de var til at fiske ud. Det var en virkelig fin kranmaskine med både lys, musik og lyde, og min far blev utrolig glad for den. Marianne var også meget imponeret over, hvad vi havde kunnet finde på. Så den gjorde stor lykke. Her kan du se gaven:




Efter at have sagt goddag fik vi en velkomstdrink. Mens folk drak den, gik jeg rundt og tog de første billeder. Ret hurtigt derefter satte vi os til bordet, hvor vi spiste en virkelig lækker middag. Christian har været så forudseende at tage bordkortet med menuen med hjem, så jeg kan forklare jer, hvad der er på billederne herunder af den lækre mad, vi fik.

Vi startede med en fisketallerken. Hverken Christian eller jeg er meget for fisk, men jeg nød virkelig fiskeanretningen. Det var lige mig. Christian kunne også godt lide den. Især hellefisken for hans vedkommende. Fisketallerkenen bestod af varmrøget laks med urtedressing (den rødlige fisk med peberkorn), hellefisk med tartarsauce (den hvide fisk med dildkvisten ovenpå), aiolirejer (forrest på tallerkenen ved salaten - dejlig smag af hvidløg) og så det mest spændende, nemlig en "rødbedeskål" med hellefisk (skålen til venstre i billedet). Jeg aner ikke, hvordan de har lavet den skål, men både skål og indhold smagte virkelig dejligt. Tilbehøret var flute, to slags - et lyst og et mørkere med valnødder. Især det sidste smagte skønt. Billederne var dog kun lige hurtigt snuppet med kameraet - af min fars tallerken - da man jo skal have tid til at nyde maden.

Overbliksbillede af tallerkenen.

Den varmrøgede laks med urtedressing (til højre).

Hellefisken med tartarsauce.


 

Til hovedret havde min far og Marianne bestilt buffet, hvilket altid er en god ide, så folk selv kan vælge det, de bedst synes om. Kødet - som var fantastisk lækkert i øvrigt - bestod af perfekt stegt oksefilet og sprødstegt skinkesteg og derudover ølbraiserede svinekæber. Tilbehøret var tomatsalat med feta, bønnesalat med bacon, sautë af grøntsager, marinerede kartofler og svampesauce. Alt sammen meget lækkert. Her kan du se min tallerken:




Desserten bestod af en hjemmelavet baileys islagkage med nøddebunde mellem lagene. Tilbehør af frugt og hindbærcoulis. Og så en klat guf på som pynt. Meget lækkert dessert




Senere på aftenen blev der sat kaffe og chokolade, samt vafler frem. Derudover var der ingredienser, så folk selv kunne lave irish coffee, hvilket en del benyttede sig af. Christian kørte tre kopper (almindelig) kaffe ned, for han skulle kunne holde sig vågen, når vi senere skulle køre den lange tur hjem.

I løbet af aftenen var der underholdning fra et band, som min far og Marianne havde hyret til at spille til festen. Jeg er meget lidt til det der sædvanlige orgel-festmusik, og der blev spillet noget a la Dansktop, da vi ankom (ikke bandet, men bare en cd), så jeg nåede lige at tænke, at det var lidt ærgerligt, at de havde hyret et band. Men det måtte jeg bestemt æde i mig igen, da bandet rent faktisk gik på. Det er det bedste underholdningsband, jeg nogensinde har oplevet til en fest. De havde en rigtig god blanding af gamle klassikere og nyere sange, og de sang og spillede rigtig godt. Senere på aftenen overraskede de med et Tina Turner-medley med deres kvindelige forsanger klædt ud som Tina Turner, og det var virkelig godt. Faktisk så godt, at vi var nødt til lige at blive en lille time ekstra for at se det :) Natmaden droppede vi dog, da vi alle fire var meget trætte, og turen hjem var lang. Natmaden bestod af boller med lækkert, hjemmelavet pålæg, og i dag kan jeg godt ærgre mig over ikke at have fået smagt, men vi var simpelthen bare for trætte. Det så dog lækkert ud :) Her er et par enkelte billeder, jeg har lavet fra bandet, som i øvrigt hedder Moonlight Band, fra deres Tina Turner-show :)





Vi havde en rigtig dejlig aften, og det var mit indtryk, at min far og Marianne også virkelig nød festen. Jeg fik faktisk danset en del den aften, hvilket jeg ellers sjældent får muligheden for. Jeg går ikke så meget til fester, som jeg engang gjorde, og er uheldig nok at have en kæreste, der ikke bryder sig om at danse. Så jeg måtte undvære at danse med ham i lørdags. Heldigvis var der andre, der gerne ville, bl.a. hans forældre, som jeg begge fik lov at svinge en tur :)

Jeg glæder mig meget til at vise min far og Marianne de billeder, jeg fik taget den aften, når jeg engang bliver færdig med at redigere dem. Jeg er selv udmærket tilfreds med, hvad jeg fik med hjem i kameraet. Vil slutte min fortælling om festen af med et billede af nogen, I nok kender :) Min onkel var så rar at foreslå at tage et billede af Christian og mig, så vi også kom med på nogle af billederne. Det var nu meget godt, for som fotograf er det jo begrænset, hvor meget man fanger af sig selv. Christian havde dog også kamera med og har bl.a. fanget nogle gode videoer af mig, der danser :D Så lidt er jeg da med.




I går var vi trætte - for at sige det mildt! Vi var først hjemme omkring kl 4, og Ozzy skulle jo lige fodres af, inden vi gik i seng. Desværre kunne jeg ikke sove så længe, sådan er det jo bare, så jeg stod op og lod Christian sove lidt længere. Vi havde begge sådan en tømmermandsagtig træthed (selvom ingen af os havde drukket os berusede - jeg drikker faktisk slet ikke pga. maven), så ingen af os havde lyst til at lave noget særligt. Efter vi havde set vores billeder igennem, tilbragte vi dagen på sofaen. Da vi blev sultne, kørte vi til Holbæk på Mc Donald's. Det er første gang i 4 år, jeg spiser sådan et sted, da jeg ikke har turdet pga. maven. Men i går tog vi chancen, og det gik faktisk okay taget i betragtning af, at jeg i forvejen ikke havde det ret godt oven på den lækre, men for mig farlige, mad til festen.

Nu er det så hverdag igen, og det er meget godt, for min mave trænger til ro og knap så farlig mad. Så i aften står menuen på lasagne med salat, og jeg skal have afklaret, hvad vi ellers skal spise i denne uge. Trætheden hænger stadig hårdt ved, så jeg har stadig mest bare lyst til at sidde under et tæppe i sofaen og stene. Men det går nok ikke, for der er jo ting, der skal laves. I første omgang vil jeg dog kigge på madplanen.

Husk at kigge forbi i morgen, når jeg trækker vinderen af min fødselsdags-giveaway. :)

torsdag den 17. september 2015

Mazarinmuffins med blød nougat

Dagen nærmer sig, hvor vinderen af min fødselsdags-giveaway skal findes. Har du deltaget? Ellers kan du deltage og læse om, hvad du kan vinde her: Fødselsdags-giveaway: Bloggen fylder 4 år!

Ingen fødselsdag uden kage! Det er der altid på bordet herhjemme, når vi holder fødselsdag. Og jævnligt er det en kage, der indeholder marcipan, som dagens kageopskrift også gør, da Christian er tosset med marcipan. Derudover giver det en ekstra lækkerhed til mange forskellige slags kager, når man bruger marcipan, både med smag og konsistens, så det er en ingrediens, du vil finde i en del af mine sødere opskrifter her på bloggen :)

I dag får I opskriften på mazarinmuffins med blød nougat. Det er mazarinkage i portionsstørrelse, lige til at tage med på picnic, til klassekammeraterne eller kollegaerne eller måske bare i madpakken, hvis der skal være lidt ekstra luksus en dag, og det skal være nemt at spise :)

Sædvanligvis er mazarinkage jo med chokolade på toppen, men vi er vilde med kombinationen med blød nougat. Da jeg fik hjemmebagt mazarinkage for første gang, var det min mor, der bagte, og hun puttede blød nougat ovenpå. Siden er det blevet en klassiker hos os. Vil du hellere have chokolade på toppen af kagerne, kan du sagtens skifte det ud. Vil anbefale, at du bruger en mørk chokolade i så fald med et kakaoindhold på omkring 50%. Tilsæt evt. en lille smule fløde (nogle bruger også smør), når du smelter chokolade, for så bliver den ikke så hård at bide igennem.

Jeg fandt for mange år siden min primære opskrift på mazarinkage hos Anjas opskrifter, men jeg har justeret den en smule siden. Det er ud fra den opskrift, jeg har udviklet mine mazarinmuffins. Jeg fik 10 muffins ud af nedenstående opskrift. Ønsker man ikke, at kagerne skal stikke op af muffinformen, kan man fordele dem i lidt flere forme eller skære ned på mængden af bagepulver.
De her muffins er rigtig lækre med en helt autentisk smag af mazarinkage. Krummen er let i det, hvilket er meget rart, da nogle kager af denne type godt kan blive lidt tunge i konsistensen. Og så træder den gode smag af marcipan rigtig godt frem i kagerne.





Mazarinmuffins med blød nougat (10-12 stk.)

100 g smør eller margarine
125 g flormelis
2 æg
125 g marcipan
50 g kartoffelmel
60 g hvedemel
1 tsk bagepulver

Derudover:
Ca. 100 g blød nougat

Rør smør og flormelis sammen.

I en anden skål piskes æggeblommerne sammen med marcipanen, til det er en ensartet masse. Pisk marcipanmassen sammen med smørmassen.

Bland kartoffelmel med mel og bagepulver. Pisk det ind i dejen, men kun lige til blandingen er optaget.

Pisk til sidst æggehviderne helt stive i en skål for sig selv, og fold dem derefter forsigtigt ind i dejen, til de er helt optaget.

Fordel dejen i 10-12 muffinforme (alt efter hvor høje du ønsker dine muffins), og bag dem i ovnen ca. 25 minutter ved 180 grader, til de er gyldne ovenpå (tjek evt. med en gaffel, om de er gennembagte). Lad kagerne køle af i formen.

Når kagerne er kølet helt af, smeltes nougaten forsigtigt over vandbad, i mikroovnen (zap den kortvarigt og rør, gentag) eller i en chokoladesmelter og fordeles over kagerne. Vil du fryse kagerne ned, skal du vente med at overtrække dem. Opbevar de færdige kager i en lufttæt beholder.

De færdige mazarinmuffins køler af i formen.

Muffinsne på "catwalken". Rigtig fine, synes jeg.

Smeltet blød nougat fordeles over kagerne, og de er klar til servering.




Det har været nogle travle dage for mig de sidste dage. I forgårs var jeg ude og handle ind til ugen, hvilket tog flere timer denne gang, og skulle ordne nogle ting omkring en gave, som vi snart skal give. Den blev virkelig fin og sjov, og jeg skal nok vise jer den, når vi har fået den givet væk. Vil jo ikke ødelægge overraskelsen, hvis vedkommende skulle ske at besøge bloggen inden fødselsdagen :)

I går ordnede jeg en masse ting herhjemme. Fik vasket tonsvis af vasketøj, ryddet op og støvsuget, hvilket her virkelig trængte til. Alting er lidt i undtagelsestilstand pga. situationen med Ozzy, så vi får ikke lavet meget andet end det absolut mest nødvendige. Så det var rart at få lidt styr på tingene igen.

Mht. Ozzy går det minimalt fremad med hans spisning af tørkost. Han har efterhånden mere mod på at forsøge at spise, men spiser gennemsnitligt stadig ikke særligt store portioner. Ind imellem kan han dog godt spise lidt større portioner (næsten normal portionsstørrelse som før operationen), og det gør mig altid så glad. Lige nu spiser han ca. halvdelen af sit daglige foder som tørkost. Vi håber, at det med tiden bliver nemmere for ham, så han kan komme til at spise normalt igen uden at skulle suppleres med vådkost.

Jeg ser frem til den dag. Ikke mindst pga. nattefodringen, som gør, at jeg mister to timers søvn hver nat. I nat var den helt gal. Var virkelig dårlig, efter jeg var oppe og fodre. Tror, at det er min epilepsi, der slår ud. Mit hoved er lidt ekstra stressfølsomt pga. epilepsien, så jeg får det nemt dårligt, når min søvnrytme ødelægges, hvilket den gør hver nat (på nær weekenden, hvor Christian fodrer om natten).
Derfor skal det også være en rolig dag for mig i dag. Har ikke de helt store planer, ud over at vi selvfølgelig skal have noget at spise, og så skal jeg måske have vasket sengetøjet. Det løber dog ingen steder, så vi må se, hvad energien rækker til.

Vil slutte af med at vise jer billeder af kattenes nye "møbel". Var i Maxi Zoo for nyligt, og de har pt. 40% (mener jeg, det var) rabat for medlemmer på et af deres mærker. Så jeg var lige hurtig til at finde den her fine papkradsedims. Vi har set den hos noget familie og tænkt, at det måske også var noget for vores katte. De er i forvejen ret glade for "racerbilerne" fra zooplus (papkradsebræt i bølgefacon - navnet har vi givet det, fordi kattene får sådan en racerbilagtig udformning, når de ligger på det lige forfra :D). Først lidt billeder af "racerbilen":


Rutsjebane-effekten :D Phoebe i et "smukt" gab.

Ozzy - der ser lidt mere normal ud :D På bølgebrættet set fra siden.



Her er så den nye. Billedet er taget om aftenen, hvilket er årsagen til den enorme pupil på Ozzy. Brættet er taget godt imod :) Vi har dog valgt at vende det om, fordi de jævnligt fik lidt overbalance og skræmte sig selv af larmen, når brættet tippede ved, at de stod yderst i enden af den. Så nu er det en bakke i stedet.

Det så ellers virkelig nuttet ud, hvordan han lå med poterne der ud over kanten <3

Phoebe i baggrunden i sin kasse.