fredag den 24. februar 2012

Gulerodsboller

Har bagt en lille portion gulerodsboller her til aften, så der var lidt guf til vores aftenhygge. Det er en af mine absolut bedste opskrifter og en, jeg har brugt utroligt mange gange. Den giver de mest luftige og lækre gulerodsboller ever. De kan virkelig anbefales. Opskriften tager udgangspunkt i Newyorker by hearts squash-gulerods-solsikkeboller, som jeg har tilpasset til, hvad jeg selv synes, der skal i. Og det passer stort set altid med, at vi har ingredienserne hjemme, da vi spiser mange gulerødder, så opskriften her passer lige til os :)
 



Gulerodsboller (12-14 stk.)

50 g gær
2 tsk sukker
2 tsk salt
3 dl mælk + lidt ekstra til pensling
1 æg
½ dl olie
6 halvstore groftrevede gulerødder
2½ dl durummel
400 g hvedemel (+ lidt til æltningen)

Lun mælken, så den er lillefinger varm (jeg gør det bare i microovnen). Rør gæren ud i mælken og rør salt, sukker, æg og olie i.

Rør gulerødderne i (jeg plejer at have rigeligt med revne gulerødder i. Man kan ikke se så meget af mælkevæsken, når jeg har rørt dem i normalt. Prøv dig frem og se, hvad du selv foretrækker) og derefter durummelet. Rør hvedemelet i og ælt dejen en smule på køkkenbordet. Tilsæt lidt mel om nødvendigt - det er det stort set altid. Dejen skal være ret klistret, men ikke så meget at man ikke kan håndtere den. Tilsæt så lidt ekstra mel som muligt.

Lad dejen forhæve tildækket 1 time.

Slå luften ud af dejen og del den i 12-14 stykker. Rul hvert stykke til en bolle. Det gøres nemmest, hvis man lige triller den i en smule mel først, så den ikke klistrer alt for meget fast til bordet. Det er en god ting, at den klistrer lidt, så den har fat i bordet, men den skal helst kunne give slip igen. Rul den i en hul hånd mod bordet, hvor du ligesom skubber dejen ind under sig selv, mens du kører i cirkler med hånden.

Læg bollerne på en bageplade med bagepapir. Vil foreslå, at du bruger to plader til bollerne, da de vokser meget under efterhævningen. Lad dem efterhæve tildækket 1 time.

Pensl bollerne med mælk. Gør det forsigtigt, så bollerne ikke falder sammen. Bag dem midt i ovnen ved 225 grader i 10-12 minutter. Jeg giver dem gerne et par minutter ekstra, så det ca. er 14 minutters bagetid, men det er forskelligt fra ovn til ovn, så hold øje. Når de er gyldenbrune ovenpå, er de færdige.
Lad dem køle af under et viskestykke.

Dejen formes til boller. Stilles til efterhævning 1 time.
Efter efterhævningen - derfor skal man ikke
stille dem ret tæt på bagepladen ;)
De færdige boller.

6 kommentarer:

  1. Hvorfor flyder mine boller ud dejlige stor 2cm høje

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder sært. Som du kan se på billederne, er mine noget højere end 2 cm. Hvor høje boller former du? Bollerne vil flyde lidt ud under hævetiden (som man også kan se på billederne), men skulle ikke gerne blive så flade, hvis man har formet en almindelig høj bolle og overholder den angivne hævetid.

      Dog har jeg erfaring fra andre boller, at hvis de hæver et meget varmt sted, vil de flyde mere ud. Jeg går ud fra, at du har kunnet forme bollerne til boller (selvom de vil klistre lidt til hænderne, hvilket er grunden til, at man skal trille dem med lidt mel), for så har du jo nok mel i dejen. Det var den anden ting, jeg kunne tænke på, der kunne være.

      Jeg har aldrig oplevet, at de bliver så flade, og jeg har bagt dem virkelig mange gange. Du må se, om du kan bruge ovenstående tanker til noget. Håber, du har bedre held næste gang.

      Slet
  2. Mmmhhh..

    Jeg bager tit boller, men har aldrig før bagt så lækre, luftige boller.
    Tusinde tak for opskriften - det bliver den eneste vi laver i fremtiden herhjemme :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at høre, at I kan lide gulerodsbollerne. Dem elsker vi virkelig også herhjemme. Det er faktisk alt for længe siden, jeg har bagt dem, så de må sættes på listen over det, der skal bages, når der kommer lidt mere overskud :) Tak for din kommentar.

      Slet
  3. Det er simpelthen verdens bedste gulerodsboller.. Så lækre og luftige. Mange tak for den opskrift
    Hilsen Jane

    SvarSlet
    Svar
    1. Hey Jane.

      Dejligt at høre, at du kan lide dem. Vi er også vilde med gulerodsbollerne herhjemme.😊

      Tak for din hilsen 😊

      Slet