Eftersom Meyers opskrifter altid skal hæve i ufatteligt lang tid, bestemte jeg mig for at lave rugbrødet koldhævet, så jeg undgik forhævningen i går, da jeg skulle bage det. Så jeg lavede dejen i forgårs med 1/3 af gærmængden, og lod det hæve i køleskabet i knap et døgn. Det giver en lidt anden smag i rugbrødet; det smager mere af korn, end det ellers ville have gjort, men jeg synes, at det blev et udmærket rugbrød. Næste gang jeg skal bage rugbrød, tror jeg dog, at jeg vil forsøge mig med et, der indeholder kerne og er lidt mørkere, fordi det mere er den slags rugbrød, jeg plejer at gå efter, når vi køber ind.
Lyst rugbrød (3 stk.)
1,1 liter vand
30 g gær
1 dl surdej
900 g hvedemel
1,1 kg rugmel
30 g havsalt
Forme på 1½ liter
Olie til pensling af forme
Lidt smeltet smør til pensling af brød efter bagning
Jeg skulle i går kun bruge ét brød, så jeg delte opskriften med tre. Og som jeg skrev ovenfor, så koldhævede jeg brødet, hvilket betød, at jeg kun brugte 1/3 mængde gær i min dej, før den kom på køl (dvs. 3-4 g til ét brød). Opskriften herunder er den originale. Hvis du vil koldhæve brødet, skal du som sagt putte mindre gær i og lade det hæve i køleskabet et døgn i en skål, der er dækket godt til med vitavrap, så fugten ikke forsvinder fra dejen.
Rør gæren ud i lunken vand og rør surdejen i.
Rør salt, hvedemel og rugmel i og ælt dejen grundigt (10 minutter ved håndkraft og lidt kortere på en køkkenmaskine).
Lad dejen forhæve 3 timer tildækket. (Det er så her, dejen i stedet ryger i køleskabet, hvis den skal koldhæves).
Form dejen til et brød og læg det i en oliesmurt, 1½ liters form. Lad det hæve, til det når kanten af formen, ca. 2-3 timer. (Mit nåede så ikke helt kanten, inden det blev bagt efter 3 timers efterhævning, da min form er lidt større end 1½ liter).
Bag brødet i 45-50 minutter ved 180 grader (det skal lyde hult, når du banker under bunden af det, når det er færdigt). Pensl med smeltet smør på ovenpå for at give en flot, blank overflade. Lad brødet køle af på en rist.
Den forhævede dej formes til et brød og lægges i en smurt form. |
Brødet efter efterhævning. |
Det færdige brød. |
Jeg bagte jo også miniæbletærter i går. Efter Christians fantastiske opskrift. Jeg har nogle små tærteforme, der er 11 cm i diameter og ca. 3 cm høje. Derfor måtte jeg lave en mindre portion af opskriften for at det kom til at passe med sådan nogle tærter. Det var egentlig først min hensigt kun at lave én tærte, men da jeg havde lavet dejen, kunne jeg se, at der var nok til to. Så 1/3 af den oprindelige opskrift passer til to små tærter, sådan ca.
Det er en super opskrift på æbletærte. Den smager virkelig skønt. Det er en lækker tærtedej med ægte vanille, og fyldet er en marcipanremonce, lidt kanel og tynde æblebåde.
Æbletærte (2 små)
Tærtedej
50 g margarine
50 g mel
10 g flormelis
1/3 stang vanille
Marcipanremonce
25 g margarine
25 g sukker
25 g marcipan
1 æg
1/3 spsk hvedemel
1 æble med skræl
½-1 tsk. kanel
Lidt margarine og mel til at smørre formen med.
Den her opskrift er på 1 almindelig størrelse tærte. Til mine minitærter var som sagt 11 cm i diameter og 3 cm høje.
Bland alle ingredienserne til tærtedejen, så det er en godt sammenhængende dej. Lad dejen hvile i køleskabet i mindst ½ time, så den bliver nemmere at arbejde med.
Mens dejen hviler, laves marcipanremoncen. Ælt margarine, sukker og marcipan godt sammen og pisk derefter æggene og melet i. Rør, til massen er ensartet.
Smør en form grundigt med margarine. Hæld derefter lidt mel i formen og sørg for, at melet hænger godt fast over alt i margarinen. Bank evt. overskydende mel af formen, mens du holder den på hovedet over håndvasken. Ved at smøre og mele formene, slipper du for, at tærterne er umulig at få ud af formene ;)
Fjern kernehuset fra æblet og skær det i tynde både.
Tag din tærtedej og fordel den i formene ved at klemme den ned mod bund og sider, så den er dækket.
Hæld marcipanremoncen i og drys med kanel. Det er nok en smagssag, hvor meget kanel man ønsker. Men det giver en god smag til æblerne, at der lige er lidt.
Læg æblerne pænt på tærten. Brug en kniv til at skære kanterne pæne på siden af tærterne, så de er jævne hele vejen rundt, før tærterne sættes i ovnen.
Bag tærterne 200 grader, til de er gyldne ovenpå. Den store tærte får ca. 45 minutter, så de små skal have noget mindre. Hold øje med dem :)
Server dem med flødeskum og/eller cremefraice rørt med lidt vanillesukker.
Marcipanremoncen røres, mens tærtedejen hviler. |
Æblerne gøres klar. Skæres i tynde både. |
Formene smørres med margarine og meles efterfølgende. |
Tærtedejen klemmes ned i formene. |
Tærten fyldes med remoncen og drysses med kanel. |
Æblebådene lægges på. |
De færdige tærter. |
Tærterne blev ret vellykkede. Der er bare et eller andet nuttet over sådan en lille tærte ;) Christian, den fusker, opdagede dem desværre, da han kom hjem, så de var ikke den store overraskelse. Men han blev da glad for dem alligevel.
Marcipanhjertet kunne jeg dog få lov at overraske ham med, for det havde han ikke opdaget, heldigvis ;) Det var en kæmpe succes. Han sad og sendte det mange kærlige blikke i går aftes, og måtte også lige smage på det, før vi skulle i seng. Han var meget begejstret og mente, at det var det bedste, jeg endnu havde lavet. Så det blev jeg jo utrolig glad for at høre. Han mente, at det smagte som Anton Bergs påskeæg, som han er så tosset med.
Han spiste ikke det hele i går, så han har både en fin lille tærte og ½ marcipanhjerte at glæde sig til, når han kommer hjem i dag :) Dog skal han vist i fotoklubben, så vi må se, hvor meget det bliver til.
Jeg har gang i lidt herhjemme i dag også. Har lige sat gang i en tøjvask, og inden alt for længe skal jeg i gang med en dej til det saltflute, vi skal have til vores lasagne i aften. Det smager bare SÅ godt. Og så er det super nemt at lave. Smider en opskrift ind på det senere i aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar